19. november 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Gør ikke som Larry David

Under en af reklamepauserne ved årets Super Bowl tilbage i februar, kunne man pludselig se komikeren Larry David, manden bag den herligt tåkrummende serie Curb Your Enthusiasm, medvirke i en reklame for kryptovalutabørsen FTX. Efter en længere montage, hvor en tilsyneladende tidsrejsende Larry David har afskrevet så forskellige opfindelser og historiske gennembrud som hjulet, gaflen, […]

Det bedste vi har set

Drake og det forsvundne kunsttivoli

I 1987 åbnede et tivoli i Hamborg, hvor forlystelserne ikke kun var sjov og ballade, men også samtidskunst af blandt andre Salvador Dalí, David Hockney, Roy Lichtenstein, Sonia Delaunay og Jean-Michel Basquiat. Gæld, bureaukrati og juridisk drama dømte forlystelsesparken til flere årtier gemt væk i et opbevaringslokale. Nu er parken endelig på vej ud i verden igen – takket være Drake (nok en af verdens mest kendte rappere, hvis man skulle være i tvivl). The New York Times har skrevet om det forsvundne kunsttivoli, som er på vej tilbage for fuld skrue.

Betal dig til det evige liv

“Aldrig før har jeg set en forsker lave svedig træning inden en præsentation, og jeg har heller aldrig set konferencedeltagere forsvinde ned for at lave armbøjninger mellem indslagene. Mange af deltagerne indtog dagligt hele poser med piller – alt sammen i håbet om at forlænge deres liv. Som hotellets medejer sagde i begyndelsen af konferencen: Skål for at drikke vin langt inde i vores hundreder.“ MIT Technology Review er taget til et eksklusivt stormøde for mega-rige, der vil leve for evigt.

Slavehistorie begravet under vandet

I havet ud fra Senegals kyst leder dykkere efter sunkne skibe, der blev brugt til at transportere slaver. Der findes der nemlig masser af information om slavehandlen under havets overflade, som vi ikke kender til endnu. “Indtil nu har vi mest hørt kolonialisternes perspektiv,“ fortæller en af dem til The Washington Post. Avisen har besøgt dykkerne på en af verdens mest berygtede tidligere slavehavne på øen Gorée i Senegal.

+ JSTOR Daily om den komplicerede lovgivning bag havets uopdagede skatte

Shirin Neshat i shitstorm

Den kendte iranskfødte kunstner Shirin Neshat er havnet i en shitstorm. For et par uger siden hang et af hendes sort-hvide fotografier, “Unveiling“ (1993), uden på Neue Nationalgalerie i Berlin i 48 timer som en støtte til det iranske folk. Under det var tilføjet teksten “Woman, Life, Freedom“. Og det er det, kritikken går på: De iranske kvinder kæmper imod det stereotype billede af iranske kvinder, som Neshats billede viser. Hyperallergic har historien.

“Et avisabonnement står ikke øverst, når der er krig“

“Vi giver aldrig op. Vores motto er, at hvis vi banker på døren, og ingen svarer, så banker vi på vinduet. Hvis de stadig ikke svarer, så kravler vi ind gennem skorstenen. Hvis det ikke virker, så graver vi en tunnel og kravler ind gennem gulvbrædderne. Det er den samme mentalitet, der skal få os igennem det her,“ fortæller Sergij Narodenko. Han er redaktør på en af de ukrainske lokalaviser, som fagbladet Journalisten har besøgt for at undersøge lokaljournalistikkens tilstand i krigstider. Det er en kamp for overlevelse i mere end en forstand.

Spisesedlen

Det blev heller ikke i denne uge, Danmark fik en ny regering. Mens vi stadig venter på at finde ud af, hvilken rolle Lars Løkke Rasmussen og hans “klovnebus“ – som Føljetons Lars Trier Mogensen i weekenden kaldte Moderaterne på TV 2 – får i magthierarkiet, holdt Nye Borgerlige årsmøde på Comfort Hotel ved Københavns Lufthavn. Og mens partimedlemmerne bekrigede toppen med diskussioner om topstyring, er det, som Oliver Stilling skrev mandag, som om det ellers fremmedfjendske Nye Borgerlige er blevet mere moderate gennem tiden: “Det er dybt problematisk og trist, at Socialdemokratiet under Mette Frederiksens regimente er blevet så højreorienteret på udlændingeområdet. Det eneste gode, man kan sige om det, er, at det har lukket luften ud af Dansk Folkeparti og gjort Nye Borgerlige ligegyldigt.“

Apropos mærkelig udlændingepolitik havde Emilie Ewald samme dag fat i den bahrainske menneskerettighedsforkæmper Maryam Al-Khawaja til en snak om hendes far, den dansk-bahrainske statsborger Abdulhadi Al-Khawaja, der sidder fængslet i Bahrain for at stå i spidsen for en række prodemokratiske demonstrationer under det Arabiske Forår. Al-Khawaja, hvis sag hastede for snart 10 år siden, kæmper stadig for at komme ud af fængslet, men ifølge datteren skal der mere til end stille diplomati: “Hvis den danske regering ikke taler offentligt om min far, så er budskabet til Bahrain, at min far ikke er en vigtig nok sag for Danmark. Jeg forstår på et logistisk plan, at den danske ambassadør ikke altid selv kan tage til Bahrain. Men Bahrain forstår det, som om min fars sag har en lavere prioritet, og at de kan slippe af sted med mere.“

I samme boldgade er det kommet frem, at Udlændingestyrelsen sender breve om udvisning til børn og unge under 18 år – samme dag som Storbritannien og Frankrig underskrev en aftale, der skal få færre migranter til at krydse Den Engelske Kanal. Man kan kalde det uforståeligt, at det virkelig er droner og hunde, der skal løse problemerne, men endnu mere uforståelig er nyheden om, at kystvagterne blev advaret med over 20 opkald, da 27 mennesker på flugt sidste år druknede uden at få hjælp. Astrid Plum forklarede den kollektive danske, engelske og franske ansvarsfralæggelse tirsdag.

Men bare rolig, ikke alt skal handle om verdens dårligdomme. I den lettere ende har nogle fundet på at lave en kunstig, uendelig samtale mellem “de to excentrikere par excellence“, filosoffen Slavoj Žižek og filmskaberen Werner Herzog, og som David Dragsted skrev i dagens nyhedsanalyse, er det ikke kun en hallucinerende oplevelse at høre deres AI-genererede filosofiske vrøvlesamtale. Den siger også noget om, hvor mærkelig vores egen virkelige verden er ved at blive.

Tirsdag aften landede et missil i den polske landsby Przewodów ved grænsen til Ukraine. Ingen ved endnu, hvor missilet kommer fra, men det har ikke holdt Ukraine og Rusland fra at beskylde hinanden for at stå bag – eller Berlingske fra at advare om en “tordnende“ risiko for en tredje verdenskrig. David Dragsted holdt derimod hovedet koldt, da han – med en afstikker til Missil-Olsen og hans hovsa-missil – onsdag udfoldede, hvordan selv de mindste forskydninger kan skabe ravage, og hvor svært det egentlig kan være at placere et ansvar for historiens gang:

“Hvem kan eksempelvis sige præcis, hvad der forårsager et strømsvigt? Er det en simpel fejl på en elledning? En politisk beslutning, der tidligere har ført til, at elledningen ikke er blevet udskiftet? For stor efterspørgsel? Eller noget helt fjerde? Ansvar skal ikke nødvendigvis findes i individet, men i de systemer, vi uafværgeligt er filtret ind i – hvor provokerende eller juridisk problematisk det så end måtte lyde.“

Midt i krigen er vi rundet 8.000.000.000 mennesker på jorden, og det betyder, at befolkningen er tredoblet siden midten af det sidste århundrede. Som FN-generalsekretær António Guterres skrev i en pressemeddelelse, er tempoet for befolkningstilvæksten nu fladet ud, og det betyder, at bekymringerne er vendt på hovedet og pludselig handler om voksende ældrebyrder og færre mennesker på arbejdsmarkedet. Men giver det overhovedet mening at forsøge at kontrollere, hvor mange mennesker vi skal være på kloden? Xenia Heiberg Heurlins svar er et rungende nej.

Efter vores allesammens tremendous Donald Trump har meldt sit kandidatur til at generobre posten som USA’s præsident, så Oliver Stilling torsdag nærmere på hans comebacktale. Du gættede rigtigt: Den var lige så forudsigelig, som den gamle mediemogul altid har været – eller som det lød i dagens ‘Kære læser’, var den i det hele taget bare virkelig kedelig: “Mens han var præsident, var det formentlig de færreste af hans vælgere, der reelt nåede at få en følelse af, at noget ved deres hverdag var blevet great. Selv blandt de millioner af amerikanere, der dyrker Trump som en kultfigur, må smagen af repetition være lidt fad.“

Nu fik vi nævnt regeringsforhandlingerne i starten af ugerevyen, men der har faktisk været påfaldende stille fra Christiansborg de seneste par dage. Lige bortset valget af Søren Gade som ny formand for Folketinget, der ifølge Lars Trier Mogensen peger på en styrket tillid mellem fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) og Venstres Jakob Ellemann-Jensen (han sonderer bare): “Selv om forhandlingerne stadig kan nå at bryde sammen, indtil flere gange, og intet er bare tæt på at blive konkluderet, har de snart 40 møder og seminarer siden valget trukket Danmark tættere og tættere på et Frederiksen-Ellemann-mix.“

Penge er dødsens farlige  Gi’ dem væk
De får dig til at glemme at sove   Gi dem væk
De får dig til at glemme at elske   Gi’ dem væk
De får dig til at glemme at danse   Brænd dem

Dan Turèll, 1976

 

Har vi råd til at betale for klimakrisen? Hvem må – om nogen – gå fri? Og hvor meget skal de rige lande betale i klimagæld til Det Globale Syd? Som det er kutyme ved FN’s klimatopmøder er også COP27, der stod til at slutte fredag, gået over tid, så mens du sidder med dagens nyhedsbrev, er verdens politikere formentlig stadig i gang med at forhandle den endelige aftaletekst. Også i Storbritannien (hvis premierminister Rishi Sunak i første omgang slet ikke ville komme til klimatopmødet) er pengene et farligt stridspunkt, hvor økonomien ganske enkelt ser sort ud. Briterne er nu officielt trådt ind i den værste recession siden finanskrisen, og selvom finansminister Jeremy Hunt vil have økonomien tilbage på fode, er der ikke udsigt til, at den bliver bedre lige foreløbig.

Følg pengene er budskabet på Nationalmuseets nyeste udstilling, som handler om pengenes historiske funktion og betydning som værdiopbevarer, betalingsmiddel, kredit, privilegie og symbol – og om alt det, vi ikke kan putte en pris på, som ensomhed, kærlighed og vores planet. Eller som museumsværten forklarer til Astrid Plum, der har været på omvisning i museets haller: “Det er ret skørt at tænke på, at uden penge og handel, så ville der ikke findes kærlighedsromaner i dag.“ /Emma Louise Stenholm

Et sidste ord

Holder Ryanair med Argentina? Eller er det mon snarere en erkendelse af, at flyselskabet sløser med bagagehåndteringen? Vi kan godt blive i tvivl.

God weekend!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12