18. oktober 2021

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Gudfædre og Pape Poulsen… gudfader!

Så blev det skolernes efterårsferie, og en gruppe, der i hvert fald lader til at have hevet stikket ud, er landets journalister. Kan du høre det? Der er så stille, så stille. Jo, jo, verdens uløselige konflikter – dem, som verdensmændene Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft nidkært og nærmest encyklopædisk gennemgår i deres geopolitiske samtalebog […]

Kære læser

Tyskland nærmer sig en ny regering

Godt tre uger efter det tyske valg, er uvishedens tåger begyndte at lette. Fredag blev SPD, De Grønne og FDP enige om at indlede formelle regeringsforhandlinger, så snart partiernes bagland har givet grønt lys. Dermed er Tyskland også kommet et afgørende skridt tættere på trafiklyskoalitionen – den første i landets historie. SPD sagde god for […]

Det bedste vi har set

USA er verdens Godfather

USA er verdens Godfather

”Når man har 45 minutter med en historisk skikkelse som Chomsky, så står man med et dilemma. Bør man bruge tiden på at bore ned i et enkelt anliggende, eller skal man bruge tiden på at lade ham tale om flere emner, fordi det har en værdi for de mange, der endnu ikke har stiftet kendskab til hans virke?”. Eftertryk har fået æren af at tale med venstrefløjsfilosoffen og -lingvisten Noam Chomsky, verdens mest citerede nulevende forfatter, om krigen i Afghanistan, Kina, klimakrisen og hans politiske filosofi. Det er ganske enkelt fremragende, og vi forstår egentlig godt, at de selv er lidt starstruck.

Parvum opus

Parvum opus

I dag har Herman Melvilles kaskelothval Moby Dick simpelthen fødselsdag. LitHub ønsker tillykke ved at bringe den lidt mindre positive anekdote om den dag for 170 år siden, Melvilles hovedværk udkom i London med titlen Hvalen: Forlæggerne troede ikke på ham, og første udgave blev da også kun trykt i et oplag på 500 styks. Bogen blev mildest talt ingen succes, og da Melville døde i 1891, var det ikke bare ”som forfejlet romanforfatter, men også forfejlet digter”, hvor selv ”New York Times stavede titlen på hans magnum opus forkert”. Heldigvis endte det jo altsammen meget godt alligevel.

Jeg håber, du træder på en legoklods

Jeg håber, du træder på en legoklods

Hvilken brugbar ukendt hjemmeside ville du ønske, at flere kendte? Sådan spørger en bruger på diskussionsforummet Reddit, og det er blevet til en anbefalesværdig samling af sider, der på hver sin vis gør dit liv bedre, nemmere og sjovere. Gem tråden, inden den bliver slettet.

Spisesedlen

Rusland vil samarbejde med Grønland om fiskeri. Det fremgår af en udenrigspolitisk redegørelse, som det grønlandske parlament skal behandle den 28. oktober, skriver avisen Sermitsiaq. Rusland vil bl.a. sikre, at de ”arktiske kyststater får lige muligheder i fiskeriet”, siger Ruslands ambassadør i Danmark, Vladimir Barbin. EU meddelte i sidste uge, at man vil åbne et kontor i hovedstaden Nuuk for at bekæmpe stormagtskampen på Arktis, hvor også USA og Kina ønsker at gøre indtog.

Danske svinepriser styrtdykker. Prisen på en konventionel syv-kilos-gris er i denne uge halveret til 20 kr. Det er det laveste niveau nogensinde og skyldes særligt Kinas importstop af svinekød fra EU i juni, hvor en gris til sammenligning kostede 280 kr. ”Det er jo fuldstændig grotesk. For den pris kan man vel knap få en halv liter cola på en tankstation”, siger Thorsten Simonsen, direktør i eksportvirksomheden DTL/AS, til Finans.

Kinas vækst aftager. Landets bruttonationalprodukt er i tredje kvartal ”kun” steget med 4,9 pct. Det er den laveste stigning i et år, oplyser det nationale statistikbureau. Økonomer advarer om, at udviklingen – der kommer med strømafbrydelser, forsyningsproblemer, nye coronaudbrud og Evergrandes gældskrise – kan føre Kina ind i den største økonomiske nedtur i et årti.

Belarus udviser fransk ambassadør. Nicolas de Bouillane de Lacoste, Frankrigs ambassadør i Belarus, er blevet bedt om at forlade landet og er allerede rejst hjem. Det oplyser Frankrigs ambassade i hovedstaden Minsk. Ifølge belarusiske medier skyldes udvisningen, at ambassadøren, da han skulle give sine legitimationsoplysninger, mødtes med udenrigsminister Vladimir Makei frem for præsident Alexander Lukasjenko, der opfattede det som en bevidst ignorering.

Myanmars militær vil løslade over 5.000 demonstranter. Det siger Min Aung Hlaing, chef for landets junta, mandag. Demonstranterne blev fængslet i forbindelse med protesterne oven på militærkuppet den 1. februar, hvor myndighederne dræbte mere end 1.100 civile, herunder kritikere af regeringen. Mere end 7.300 politiske fanger sidder angiveligt fængslet over hele landet.

Et sidste ord

Cyklen er bare den bedste transportform.

Ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12