Den måtte jo komme: Frygten for en ny finanskrise, som bliver næret af et opsigtsvækkende bankkrak. For det er vel også for meget at forlange, at finansindustrien vil tage den med ro. Eller hvad? Mandag mindedes Oliver Stilling finanskrisen i 2007-8 (og de efterfølgende “syv magre år”), inden blikket blev vendt mod tvangslukkede Silicon Valley Bank, som i sidste uge fik brug for lidt af en håndsrækning:

“De amerikanske finansmyndigheder siger, at der ikke er tale om en bailout – altså en økonomisk redningsplan. Men det holder ikke, siger Anat Admati, der er finansprofessor på Stanford University. “Der er ikke andre ord for det end bailout […] Når det er nået til det her punkt, og man befinder sig i en gidselsituation, så er der ikke andet at gøre.”

På analysepladsen rullede jeg – David Dragsted – den røde løber ud, efter årets Oscar-show var blevet afviklet natten til mandag. Eller, rød løber var der så ikke helt tale om, for den var i år champagnefarvet… Nå, uanset hvad, der var god grund til at glæde sig over de syv statuetter til sci-fi-filmen Everthing Everywhere All at Once, som forhåbentlig kan give et varsel om, at de magre år med endeløse franchise-fortsættelser snart er ovre.

Et glamourøst show havde Frederiksberg Hovedbibliotek også lagt op til i denne uge. Det var imidlertid ikke alle, der var lige begejstrede for idéen om, at børn skulle kunne se et farverigt show med to drag queens, der efter eget udsagn ville “forsøge at få børnene til at glemme tid og sted og bare være i nuet med glitter og glæde”. De nyslåede DF’ere Mikkel Bjørn og Mette Thiesen valgte begge at gå ind i sagen med argumenter, der blev taget direkte fra den amerikanske kulturkamp – også selvom den virkelig ikke burde have gang på dansk jord. “Har de konservative, nationalromantiske politikere glemt, at mangfoldig børneformidling er en lige så stor del af vores kulturarv som de brede bøge?” spurgte Emilie Ewald i en ‘Kære læser’ tirsdag.

Malplaceret nationalromantik kunne man også finde i Georgien, hvor en moddemonstration organiseret af højrefløjsparti og –gruppen Alt Info gik på gaden for at støtte et tættere georgisk-russisk forhold. Det rykkede dog ikke ved, at omfattende, pro-europæiske demonstrationer allerede har fået den georgiske regering til at nedstemme et kontroversielt lovforslag, der i folkemunde var kendt som “den russiske lov”. Noget kunne altså tyde på, at Ruslands soft power er blevet mindre. Astrid Plum gennemgik sagen i en nyhedsanalyse.

Onsdag tog jeg fat på et par problemer, der måske ikke er så store endnu, men som hurtigt kan blive det: Pablo Escobars efterladte flodheste i Colombia og udvidelsen af Københavns Lufthavn. Hvad har de med hinanden at gøre, spørger du? Indrømmet, ikke så meget – andet end at de er bedre at tackle omgående, end engang i fremtiden, hvor både klimaet og biodiversiteten har fået én over tuden. Det giver forhåbentlig bedre mening, når du læser det.

I nyhedsanalysen var det mig igen. Denne gang om den nye aftale mellem Saudi-Arabien og Iran, som Kina har mæglet på plads. Ikke nok med, at det er opsigtsvækkende, at Saudi-Arabien og Iran er ved at finde et fælles fodslag (utallige proxykrige til trods), så vidner aftalen også om, at Kina har fået større diplomatiske ambitioner. Det er dårligt nyt for USA, som længe har nydt godt af relationen til bl.a. Saudi-Arabien. Omvendt er det måske godt nyt for Vladimir Putin, som Kinas præsident Xi Jinping mødes med i Rusland i næste uge.

Ét bankkrak kommer sjældent alene. Torsdag var det den schweiziske bank Credit Suisses tur til at tørre sved af panden, efter dens aktier dagen forinden havde tabt mere end en fjerdedel af deres værdi – hvorefter den schweiziske nationalbank måtte træde til med et lån på 50 mia. euro. Oliver Stilling hev Bibelen og økonomibøgerne frem for at skrive en ‘Kære læser’, der både forholdt sig til ussel mammon og verdens finanser.

Imens kørte Lars Trier Mogensen en klassisk omgang “den gode, den onde og den grusomme” på statsminister Mette Frederiksens (S) besøg hos Egyptens kontroversielle præsident Abdel Fattah El-Sisi. Besøget er ikke bare et eksempel på regeringens kontante, pragmatiske linje i udenrigspolitikken, hvor “hvor handelsinteresser og vennetjenester tydeligvis dominerer”. Nej, spørger man den grusomme forklaring, illustrerer besøget sågar, at Danmark er en småstat uden frie valg på den globale magtscene:

“Mette Frederiksen er kun en lille brik i et større spil, og hun er nødt til at rejse rundt til diktaturstater for om ikke andet at købe sig til flere ‘venner’. Også når det sker på direkte bekostning af de gamle værdier.”

Også i denne uge blev det fredag, og det fejrede jeg med at skrive om den republikanske guvernør Ron DeSantis, der ventes at give Donald Trump kamp til stregen ved det kommende primærvalg. Udover at DeSantis åbenbart kan finde på at spise chokoladebudding med fingrene, så er han også ret skeptisk over for, om USA skal blive ved med at støtte Ukraine. Der skal altså ikke så meget mere end et præsidentvalg à la 2016 til, førend både Nato og Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij står i en spritny situation. I det mindste kan sidstnævnte dog glæde sig over, at Polen og Slovakiet har lovet at sende kampfly til Ukraine. Det er trods alt ikke altid, at USA kommer først.

Måske har du opdaget, at vi har to Astrid’er på Føljeton. Mens Astrid Plum som nævnt skrev om Georgien tidligere på ugen, var det fredag blevet Astrid Søbys tur til at levere en tekst. Det gjorde hun stilsikkert, da hun inspireret af forfatter Caspar Erics nyligt udgivne digtsamling Nye balancer skrev om et mørkeområde, der fortjener langt mere opmærksomhed: Kvinder med handicap, som bliver udsat for partnervold. Og på den lidt dystre note må vi hellere ønske god weekend. Ugen går jo så hurtigt. /David Dragsted