Egentlig er det ikke, fordi vi ser os selv som særligt latrinære her på Føljeton. Alligevel kan sommetider hænde, at lort spiller en central rolle i vores tekster. Vi skal ikke helt kunne sige hvorfor. Måske har det noget at gøre med, at vi gerne vil forbi hele den menneskelige erfaring. Eller også er det bare ordet, der har sin egen tiltrækningskraft: “Lort.“ Under alle omstændigheder lagde vi mandag ud med at skrive om Vladimir Putins afføring.

Det var Oliver Stilling, der behandlede den lidt dubiøse historie om, at Ruslands præsident angiveligt får sikkerhedsfolk til at indsamle hans efterladenskaber under udlandsbesøg, så Putin-pøllerne ikke falder i de forkerte hænder (vi beklager virkelig billedet). Er det et udtryk for paranoia? Eller detailstyring på et helt nyt niveau? Som Oliver skrev, må Putin vist lære skylle ud efter sig. Heldigvis sørgede en god klimanyhed fra Verdens Bedste Nyheder dog også for, at vi ikke kom til at stå i lort til halsen.

På analysepladsen skrev jeg – David Dragsted, buongiorno – om parlamentsvalget i Frankrig, der måske kan få Emmanuel Macron til at råbe “merde!“. Ved valgets første runde fik venstrefløjsalliancen Nupes i hvert fald et kanonvalg, hvorfor Macrons koalition Ensemble! nu risikerer at miste sit flertal – og så bliver det ellers ikke sjovt at være monsieur le président. Uanset hvem, der kan juble efter valgets anden runde søndag, ser den store taber imidlertid ud til at blive det franske demokrati. Over halvdelen af vælgerne gider ikke engang at stemme, og det er virkelig noget møg.

Tirsdag var der til gengæld god grund til at juble, for efter 50 års konflikt har Kongeriget Danmark endelig fået sluttet fred med Canada. Indrømmet, den langvarige og i grunden ret venskabelige dyst om Hans Ø i Kennedystrædet mellem det nordlige Canada og Grønland har måske ikke fyldt det store i vores hverdag, men nu kan vi altså sove helt roligt om natten. Løsningen? Jo, den viste sig at være en ny grænsedragning, der deler øen på midten. Jeg skrev om aftalen – og en lille smule om amerikansk våbenlovgivning – i en ‘Kære læser’.

I Storbritannien har de også deres grænseproblemer, men en tilfredsstillende løsning kan man ikke blive enige om. Og det er på mange måder den perfekte afledningsmanøvre for Storbritanniens præsident Boris Johnson. Efter at have overlevet en dramatisk mistillidsafstemning, har Johnson i hvert fald atter hevet sit gamle Brexit-trumfkort frem og vendt opmærksomheden mod den evigt kontroversielle Nordirland-protokol. Toldtjekket, som besværliggør varetransport mellem Nordirland og resten af Storbritannien, skal ifølge BoJo gentænkes. Den er EU dog ikke med på – og så har vi ellers balladen. Emma Louise Stenholm forklarede det seneste spil Brexit-kylling i en nyhedsanalyse.

Og så var det ellers onsdag blevet tid til at se på krigens mange blandede signaler. Emilie Ewald lavede i en ‘Kære læser’ en sand tretrinsraket af tvivlsomme kommunikationsstrategier, der både kom forbi Ruslands fortsatte kuleksport, Tyrkiets forbehold ved Sveriges og Finlands optagelse i Nato, samt pavens noget lunkne kritik af Ruslands imperialistiske aggression og dominans. Er der efterhånden nogen, der tør give Vladimir Putin klar besked?

Samme dag fik vi sat et punktum for vores månedlange odyssé rundt på det europæiske kontinent. I jagten på Europas sjæl var Asta Kongsted draget til den græske ø Lesbos, hvor flygtningelejre fortsat fylder markant i hverdagsbilledet – også selvom resten af EU for længst har mistet interessen for problemstillingen. Det kaldte på en opsang: “Lesbos er en lille ø, men Europa er et stort sted. Vi kan altid finde noget nyt at vende blikket mod, når vi taber interessen for en krise. Prisen for det er til gengæld ofte et større spillerum for undergravelsen af de værdier, vi putter på forsiden af vores magasiner.“

Torsdag tog Oliver Stilling et kærligt kig på det danske sammenhold, der måske er stort til landskampsfodbold (hvis man ellers lige ser bort fra idiotiske kast med fyldte øldåser), men anderledes småt i regeringens udlændingepolitik. Senest har 180 afghanere, der slap ud af Afghanistan, da Taliban tog magten, frivilligt forladt Danmark til fordel for USA, da de simpelthen ikke tør blive i et land, der kun giver to års opholdstilladelse uden sikker mulighed for forlængelse. Eller som 43-årige Arash Rasuli forklarer til Information: “Danmark er et dejligt land. Det er systemet, der er problemet.“ Kom så, Danmark, det må vi kunne gøre bedre.

Det samme kan vist siges som reaktion på den politiske aftale om et nyt kontanthjælpssystem, der ifølge Lars Trier Mogensen gør børnene til de store tabere. For selvom Enhedslisten er “kisteglad“ for aftalen, er det endnu engang Socialdemokratiets strammergreb, der løber med sejren: “Strammerkursen triumferede i første omgang, da Socialdemokratiet klonede Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken, og SF’erne kort efter fulgte efter i en erkendelse af forholdene i den politiske jernindustri. Men fuldendelsen sker med ugens aftale om kontanthjælpen: Enhedslisten har reelt accepteret, at fattige børn fastholdes i knaphed og armod, fordi Socialdemokratiet ikke tør give flere penge til udlændinge.“

Et andet parti, der tydeligvis er blevet knægtet af Socialdemokratiets årelange højredrejning, er Dansk Folkeparti. Det er, som om DF’erne bare ikke kan finde det rigtige ben at stå på, nu hvor vælgerne kan få fremmedhad hér, der og alle vegne. I et smådesperat forsøg på at genvinde politisk relevans, har formand (med tryk på mand) Morten Messerschmidt derfor blæst til angreb på en ny vindmølle: wokeismen. Skal man forstå Messerschmidt ret, må man ikke sige noget længere, og det er bare alt for galt. Men hvor stærk fremstår man egentlig, når man mest af alt sparker på dem, der i forvejen ligger ned? Jeg diskuterede det brandvarme emne i en ‘Kære læser’ fredag.

Sidst men ikke mindst skrev Astrid Plum om et problem, der måske kommer som en overraskelse for mange: At abort teknisk set er ulovligt i Tyskland, ligesom “al annoncering for afbrydelse af svangerskab“ hidtil har været forbudt. Et politisk opgør er (heldigvis) under opsejling, men vejen til en friere abort kan stadig blive lang og sej – særligt når lægeuddannelserne også halter efter. For som Annika Kreitlow, der arbejder som forskningsassistent hos Centre for Feminist Foreign Policy i Berlin, påpeger: “Selv når du færdiggør medicinstudiet og skal specialisere dig som gynækolog, så optræder aborter heller ikke som en del af det ‘katalog’ af ting, du skal vide. Så du kan blive gynækolog i Tyskland uden nogensinde at foretage en abort eller nogensinde at lære noget om det.“ Det er, for at sige det ligeud, en rigtig lortesituation. /David Dragsted