Tusinder af mennesker er endnu på hospitalet, efter jordskælvet i Tyrkiet og i Syrien ramte for snart to uger siden. Alene i Syrien er 5,3 mio. mennesker hjemløse, mens nabolandets præsident Recep Tayyip Erdoğan beskyldes for at bruge situationen for egen vinding inden forårets valg: “Man forsøger skyndsomt at placere et ansvar for de ti tusindvis af sammenstyrtede bygninger. Det er arkitekter, entreprenører og ingeniører, der står for skud. Men myndighederne bærer et kæmpe medansvar, eftersom håndhævelsen af byggeregulativerne har været lemfældig, og i sidste ende er det præsidentens ansvar. Han lover nu, at der bliver ryddet og genopbygget i en utrolig fart. Nu og her hjælper hans løfter ikke de millioner af tyrkere, som er direkte ramt,” skrev Oliver Stilling i en ‘Kære læser’ mandag.

I nyhedsanalysen bevægede vi os for en stund op fra murbrokkerne og så op mod himlen, hvor det amerikanske forsvar i flere dage har skudt uidentificerede flyvende objekter ned. Det er det, vi normalt kalder ufoer. Men var det reelt besøg fra rummet, kinesiske spionfartøjer – eller USA selv, der som en slags 9/11-konspirationsteori har plantet historien for at understrege sin suverænitet over for Kina? David Dragsted udpenslede forklaringerne.

Noget, der er sværere at få øje på, selvom det skriger til himlen, er de penge, den danske shippinggigant Mærsk har betalt i skat. I begyndelsen af ugen kunne erhvervsmediet Finans fortælle, at man i 2021 – samme år som koncernen havde sit bedste profitår nogensinde – kun betalte 2,7 promille i skat. Det skyldes, at de som alle andre rederier er undtaget fra den normale selskabsskat og dermed slipper med vægtafgiften.

Som David Dragsted fortsatte i tirsdagens ‘Kære læser’: “Som virksomhed har Mærsk egentlig ikke gjort noget forkert. Man har blot udnyttet mulighederne og beholdt pengene i egne containere. Der, hvor kæden hopper af, er altså ikke ved Mærsks undervældende samfundssind. Det er ved den manglende politiske regulering. Som så ofte før, ser debatten om Mærsks skattebidrag ud til at kuldsejle ved frygten for, at shippinggiganten tager sine gode skibe og går. Det er, som om man har glemt, at det faktisk ikke kun er Mærsk, der har lov at diktere markedsvilkårene.”

Samme dag mødtes jeg, Emma Louise Stenholm, med vores forhenværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han har startet en fond, der støtter kvinders uddannelse i Mellemøsten og Asien – til minde om sin afdøde kone, den radikale politiker Lone Dybkjær, der har efterladt et af de største indtryk på ligestillingen herhjemme. Det fik mig til at spørge, hvad det er for en kønskamp, Nyrup bærer med sig videre – og om han kalder sig selv feminist: “Ja, det ved jeg sgu ikke, altså. Jeg er jo ikke særlig feminin, vel?” Det handler også om hans tur til Bangladesh, om tiden er løbet fra udviklingsbistanden, og om vi selv har brug for (mere end) kvoter.

Onsdag var det mig igen. Ursula von der Leyen er kommet ud i lidt af et stormvejr, der minder om det, Nyrups senere efterfølger og vores nuværende statsminister Mette Frederiksen har været igennem, da hun indikerede, at hun ikke kender Facebook Messenger. The New York Times har sagsøgt EU-Kommissionsformanden for at nægte at udlevere de sms’er, hun ifølge avisen har sendt til Pfizers direktør Albert Bourla i den periode, de to landede en afgørende vaccineaftale. Det har fået parlamentets ombudsmand til at konkludere, at man burde finde “teknologiske løsninger” på problemet – men har vi ret til at snage i hendes beskeder? Ja, mener avisen.

I analysen så Astrid Plum nærmere på en ulykke i East Palestine i den amerikanske delstat Ohio, hvor et tog ladet med giftige kemikalier i starten af februar kørte galt på vej ind til byen. Ingen er døde, men det mystiske ved historien er, at de faktisk har oplevet det hele før: For to år siden var flere af indbyggerne statister i filmen White Noise baseret på Don DeLillos bog af samme navn fra 1985, som handler om selvsamme slags ulykke. Er det et tilfældigt deja-vu? Vurder selv, om sølvpapirshatten skal frem.

Krigen i Ukraine er for længst trukket i langdrag. “Det russiske militærs måde at føre krig er pervers. Det lyder jo som noget, der hører Første Verdenskrig til. Krig er bare sygt,” lød det ublu fra Oliver Stilling torsdag efter at have læst førstehåndsoplevelserne fra en række af de mænd, der er blevet sendt i krig af Putin. Det er ubehagelig læsning: “Man tager de her dårligt uddannede rekrutter, skubber dem frem i usikkert territorium og ser fuldstændig bort fra tabstallene. Rekrutterne bruges grundlæggende på to måder. Enten som “stormtropper”, der rykker i bølger, som så bliver efterfulgt af mere erfarne russiske soldater. Eller som bevidste mål, der skal få fjenden til at åbne ild, så de afslører deres stillinger, hvorved russerne kan ramme dem med kanoner.”

Samme dag lød det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), at man har udskudt forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig, som hans parti ellers selv har kritiseret den forhenværende regering for at nøle med. Det skyldes, lyder forklaringen, at han mangler at få et “klart overblik“ over Forsvarets økonomi, efter Rigsrevisionen i januar rettede en kras kritik mod økonomistyringen i hans eget ministerium – og hvor ingen kan finde hoved og hale i godt 13 mia. kr.: “Pausen og kritikken vil nemlig næppe blive brugt til at diskutere selve præmissen om at sætte gang i et nyt rustningskapløb. For det altdominerende flertal i Folketinget er i dag så unisont enige om at hæve forsvarsbevillingerne, at det eneste og afgørende stridspunkt formentlig bliver, hvor meget mere end 18 mia. kr., der årligt skal bruges på ekstra krudt og kugler. Kampen står kun om, hvem der vil løfte forsvarsbudgettet allermest. Ingen spørger længere, hvad det skal nytte,” skrev Lars Trier Mogensen i dagens nyhedsanalyse.

Ved ugens afslutning kunne vi ikke undgå at bemærke, at Spanien som det første land i Europa har givet menstruerende personer ret til betalte sygedage – og samtidig besluttet at gøre bind og tamponer gratis på offentlige toiletter. Så langt er vi ikke nået herhjemme, hvor man faktisk ikke behøver at bevæge sig ud på højrefløjen – til Nye Borgerlige-formanden Lars Boje Mathiesens sammenligninger af menstruation og afføring – for at finde en ret tydelig modstand mod at lovgive på området. For læser man debatterne i folketingssalen nærmere, findes den slags holdninger over hele spektret, selvom de er pakket ind i blødere vendinger.

Det var også fredag, at vi nåede til det, jeg personligt har set meget frem til: At David Dragsted, Føljetons største gamer, dykkede ned i debatten om, hvordan man skal forholde sig til det nye spil Hogwarts Legacy. For kan man tillade sig at tænde for spillet – der “lokker med at levere den ultimative trolddomsoplevelse for alle dem, der drømte om at få et optagelsesbrev til Hogwarts med uglepost, dengang de fyldte 11” – når J.K. Rowling med Dragsteds ord har udviklet sig til en “hadefuld dødsgardist, der mere og mere åbenmundet bekæmper transkønnedes rettigheder”?

Det mener en stor håndfuld fans ikke, man kan, mens spillet trodsigt sælger som varmt brød: “For at komme meget af kritikken i forkøbet – og indirekte distancere sig fra Rowling – har udvikleren Avalanche nærmest overkompenseret med et persongalleri, der inkluderer alle tænkelige etniciteter og LGBTQIA+-personer. Herunder Harry Potter-universets første transkønnede karakter. Sidstnævnte har mange fans dog mest set som et letkøbt PR-stunt, ligesom det er blevet kritiseret, at hun hedder ‘Sirona’. For var det virkelig nødvendigt at begynde navnet på en transkvinde med ‘Sir’?” lyder det bl.a. i anmeldelsen. God weekend – på eller uden for Hogwarts!