Hver dag er verden fyldt med vindere og tabere. Mandag gennemgik Oliver Stilling, hvilke af dem, du måske havde misset henover weekenden. Søren Pape Poulsen (K) kom bl.a. i uføre efter det kom frem, at hans mand Josue Medina Vasquez Poulsen havde løjet om lidt af hvert. “Naiv og dårlig dømmekraft er bare en elendig cocktail,“ skrev Oliver Stilling. Senere på ugen meddelte Pape så, at hans ægteskab er slut. Weekendens største taber viste sig dog at være Putin, der efter en omfattende ukrainsk modoffensiv mistede grebet om den “militære operation“, som han forestillede sig ville vare tre dage, men netop har rundet 200.

Samme dag undersøgte Emilie Ewald i nyhedsanalysen, om man bør slette sin menstruationsapp. Den slags apps indsamler nemlig følsomme oplysninger om dens brugere, der kan handles videre til virksomheder. Det er ikke helt uvæsentligt at have paraderne oppe her.

Tirsdag kunne du læse, hvordan regeringen på triumferende vis annoncerede, at Danmark og Rwanda har underskrevet en fælles erklæring om overførsel af asylansøgere til Rwanda. Er der noget med timingen her, der er lige lovlig belejlig med et valg i sigte? Noget tyder på det. Anyway, regeringen håber i hvert fald, at Rwanda-planerne bliver en vindersag. Det er nok ikke særligt realistisk, skrev Emilie Ewald, og hev FN’s flygtningekommisær frem, der har kaldt planen for intet mindre end “egoistisk“ og “en rigtig dårlig ide“. Av for den.

En anden person med vinderambitioner må siges at være Storbritanniens nye premierminister, Liz Truss. Hun havde dog knap nok nået at tage fat på landets mange tabersager (bl.a. er nogle briter begyndt at spise fordærvet mad, fordi de ikke længere har råd til et tændt køleskab), før Storbritannien blev sat på pause i en ti dage lang sørgeperiode efter landets stabile holdepunkt og længst siddende monark gik bort (RIP). David Dragsted forudsagde i nyhedsanalysen, at dronningens død kan risikere at hjemsøge Liz Truss’ fremtid som premierminister. Overgangsfasers usikkerhed skal nemlig helst gå så ubemærket hen som muligt.

Det kan man ikke lige frem sige lykkedes for de russiske styrker, efter den ukrainske modoffensiv generobrede store dele af det østlige Ukraine. Onsdag indledte David Dragsted sin ‘Kære læser’ således: “Én ting er at glemme mad og vasketøj, når man gennemfører en hurtig flugt. Noget andet er at efterlade militært materiel som kampvogne og raketstyr. Hel bizar bliver flugten dog, når man ligefrem lader de lærere tilbage i stikken, som man har indsat for at indoktrinere skolebørn i kontrafaktisk russisk historieskrivning“. Russerne var tydeligvis ikke parate til den abrupte overgangsfase fra russisk invasion til ukrainsk generobring. Dermed kunne vi konstatere, at Putin onsdag stadig ligner den største taber.

I nyhedsanalysen fortsatte kavalkaden af statsledere i problemer. Denne gang gik turen Grækenland, hvor en spionskandale bliver ved med at gøre livet svært for landets premierminister, Kyriakos Mitsotakis. Den ene efter anden bliver efter sigende forsøgt overvåget af den græske stat, og Mitsotakis kæmper med at få forklaringerne på plads. Emma Louise Stenholm genbesøgte sagen og undersøgte sandsynligheden for, at Mitsotakis kan blive ved at med kalde sig for premierminister.

En anden, hvis titel, der også er usikkerhed omkring, er nyudnævnte Kong Charles. Ikke hvorvidt han er konge eller ej – tusindvis af briter står i hvert fald i kø for kaste et blik på den forrige regents kiste. Så konge er han. Spørgsmålet er dog, om han har gjort sig fortjent til titlen som klimakonge? Oliver Stilling undersøgte i torsdagens ‘Kære læser’, om det virkelig kan passe, at Charles er den vigtigste klimaperson nogensinde.

Fra en grøn historie til en blå. Resultatet af det svenske valg kom, og blå blok blev udråbt som sejrherre. Kampen slutter dog ikke her, for der er mange at tilfredsstille i en kommende regering, og det tegner ikke til at blive nemt. Lars Trier Mogensen gennemgik den forestående regeringsdannelse på den anden side af sundet:

“Sammenlignet med Danmark skal man forestille sig, at Sverige nu står i en politisk situation, der minder om, hvad der ville være sket, hvis Kristian Thulesen Dahl havde udnyttet triumfen i 2015, hvor Dansk Folkeparti fik 21,1 procent af stemmerne, og dengang havde sat hårdt mod hårdt – og krævet den folkelige agt vekslet til rigtig magt.”

I egen havn har hele Danmarks Kasper Hjulmand noget på hjerte, og manden må jo om nogen vide noget om det at vinde og tabe. Men ved han også noget om sociale medier? Det stoppede ham i hvert fald ikke i at tale om det, endda i ret hårde vendinger: ”Det er et kæmpe problem for os alle sammen, at de sociale medier smadrer vores liv. Vi skulle bare lukke hele banden ned”. Det er måske ikke en helt dårlig idé. Faktum er nemlig, at vi står i en gigantisk energikrise, og at datacentrene, der holder de sociale medier i gang, brænder energi af, som om intet var hændt. Samtidig er det ikke ligefrem fordi regeringen vælter sig i gode ideer til, hvad pokker vi skal stille op. David Dragsted ledte efter redningskranse til energikrisen i fredagens Kære Læser.

Redningskranse er også noget ligestillingen kan bruge. Nogle (vi kigger på dig, Mette Østergaard) har ment, at den redningskrans var en au pair. Det er der måske ikke så mange, der mener længere. Man skal i hvert fald mange år tilbage, før der har været så få au pairs som nu. Men hvad gør velhaverfamilierne i Whiskey-bæltet så for at redde ligestillingen? Det undersøgte jeg – Xenia Heiberg Heurlin – i en nyhedsanalyse, og forsøgte tilmed at finde ud af, om de løsninger overhovedet er gavnlige. Man løser nemlig næppe ligestillingsproblemer ved kun at se på køn. For virkelig at rykke på sagerne, skal race og klasse også indgå i ligningen. Ellers risikerer vi bare, at de samme personer altid ender som samfundets vindere. /Xenia Heiberg Heurlin