16. maj 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Sverige og Finland er i deres gode ret

Så skete det. Neutrale Finland og ærkeneutrale Sverige er pludselig halvandet elgmulehår fra at blive optaget som nye medlemmer af Nato, den nordatlantiske organisation for politisk og militært forsvarssamarbejde. Søndag meddelte det svenske regeringsparti Socialdemokraterna, at de støttede en ansøgning om medlemskab, og i dag diskuteres ansøgninger i de to landes respektive parlamenter, Riksdagen og […]

Kære læser

Kendrick er tilbage!

Meget er sket siden Kendrick Lamar udgav DAMN. i 2017. Hiphoppens ukronede (og Pulitzer-prisvindende) konge har af samme grund godt travlt på sit nye album Mr. Morale & The Big Steppers. Der er snart sagt ikke det emne, Kendrick ikke lige skal nå at komme forbi på den dobbeltsidede, 1 time og 13 minutter lange plade: […]

Det bedste vi har set

En million mennesker

I januar 2020 testede den første amerikaner positiv for Covid-19. To år og fire måneder senere har en million amerikanere mistet livet til virussen, der langt fra har sluppet sit tag i USA. The New York Times visualiserer på enkel men effektiv vis pandemiens kaotiske begyndelse, sygdommens økonomiske og racemæssige ulighed samt de politiske beslutningers konsekvenser for det tårnhøje dødstal.

Femcels

Da Amanda hørte begrebet femcel første gang gav det hende en følelse af klarhed. Og hun blev hurtigt en del af et online fællesskab. “Vi var grimme. Mænd kunne ikke lide os, fyrene ville ikke være sammen med os, og det var okay at anerkende det,“ fortæller den 22-årige studerende fra Florida, der identificerede sig med at være ufrivilligt cølibat. Selvom de har overtaget incel-bevægelsens sprog, adskiller femcel-fællesskabet sig dog fra sit mere kendte og mandlige modstykke. I The Atlantic undersøger Kaitlyn Tiffany, om 2022 markerer begyndelsen på en femcel-revolution – og i så fald, hvad de såkaldte femcels gerne vil.

Vinklet virkelighed

Frontfiguren i danseorkesteret Kandis, Johnny Hansen, og hans disciple dansede direkte ind i den danske befolknings bankende hjerte efter udgivelsen af dokumentarfilmen Kandis for livet. Men en flybillet til Costa del Sol betalt af produktionsselskabet førte til en offentlig debat om dokumentarfilmens iscenesatte sandhed. I ATLAS begiver Niels Kristian Bonde Jensen sig ud i debatten. På vejen støder han på Lumière-brødrene, 1900-tallets amerikanske filmkritikere og Mads Mikkelsen, programlægger og chef for udvalgskomiteen på CPH:DOX.

Spisesedlen

Tyrkiet stiller krav til Sverige og Finlands Nato-medlemskab. Søndag meddelte Sveriges og Finlands regeringer officielt, at de vil søge medlemskab i forsvarsalliancen Nato. Herpå reagerede Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Çavuşoğlu, ved at kræve, at landene stopper støtten til den militante separatistgruppe PKK samt løfter eksportforbuddet mod Tyrkiet, hvis de vil gøre sig forhåbninger om medlemskab.

Joe Biden vil aflægge besøg i Buffalo efter masseskyderi. Tirsdag besøger USA’s præsident Joe Biden familierne til de 10 ofre, der lørdag blev dræbt i et racistisk motiveret masseskyderi i Buffalo, New York. Det oplyste Det Hvide Hus søndag. Angrebet fandt sted i et indkøbscenter, og den 18-årige gerningsmand fortalte efterfølgende politiet, at målet var at ramme den afroamerikanske befolkning.

Somalia vælger ny præsident. Søndag var Somalias parlamentarikere samlet i hovedstaden Mogadishus lufthavn, hvor de valgte Hassan Sheikh Mohamud til at overtage posten fra den afgående Mohamed Abdullahi Mohamed. Sheikh Mohamud har før været præsident i perioden 2012-2017. Han overtager nu et land i alvorlig krise grundet bl.a. hungersnød og tilbagevendende terrorangreb.

Flere partier vil ændre på tidsfrist i lovgivning efter voldtægtssag. På grund af en fejl overskred Statsadvokaten i København sidste år tidsfristen for at rejse tiltale mod en tidligere sigtet i en voldtægtssag. Det betyder, at sagen ikke kommer for retten, hvilket nu har fået Venstre, DF, SF og Enhedslisten til at foreslå en udvidelse af tidsfristen og kræve, at Justitsministeriet undersøger, om tidsfristen udgør et generelt problem.

Danmark donerer humanitært bidrag til tørkeramte på Afrikas Horn. Det, der ifølge FN er den værste tørke i 40 år, præger lige nu dele af Etiopien, Kenya og Somalia. Derfor vil Danmark nu sende 140 mio. kr. til Red Barnet, Røde Kors og FN’s nødhjælpsorganisationer, som skal gå til mad og rent vand i området. Ifølge FN sulter omkring 15 mio. mennesker, og ca. to mio. børn risikerer at dø at sult.

Et sidste ord

Er du også træt af biler i byen? Så har vi et godt tip til dig.

Fortsat god mandag!

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12