Den har været lige til at overskue, ugen i Føljeton. Med påsken for døren måtte vi begrænse os til tre dages skriverier (man må jo lade Kristus korsfæste i fred), men gejsten, den kunne ingen tage fra os.

Mandag skrev Oliver Stilling således om krigens tiltagende apati, og hvordan den bedst kan bekæmpes. I takt med at krigens absurditeter truer med at blive til dagligdag, drages man atter mod de mere simple nyheder. Lysten til at lukke øjnene bliver simpelthen større og større, sådan som det også var tilfældet ved krigene i Balkan, Afghanistan, Irak og Syrien. Den flakkende opmærksomhed får dog ikke tragedien til at forsvinde: “I Odessa, kendt som Sortehavets Perle, har de lokale polstret et monument over hertugen af Richelieu, et af byens vartegn, med sandsække. Fotografierne fra krigen er alt fra uhyggelige til surrealistiske. Vi må ikke kigge væk. Hvis vi gør det, skal det kun være kortvarigt.“

I nyhedsanalysen skrev Jon Kvist Sommer om en anden problemstilling, vi ikke må tage øjnene bort fra: At Polens regeringsparti PiS fortsat bekæmper kvinders ret til abort med næb og klør. Senest er abortrettighedsaktivisten Justyna Wydrzyńska havnet på anklagebænken, efter hun hjalp en kvinde i et voldeligt forhold med at anskaffe en abortpille. Under den nuværende lovgivning risikerer Wydrzyńska nu op til tre års fængsel. Det er helt absurd.

Hvad, vi skal kalde det franske præsidentvalg, er vi ikke helt sikre på, men tirsdag var det i hvert fald blevet tid til at gøre status over weekendens strabadser. Med godt 23 pct. af stemmerne, bliver Marine Le Pen fra Rassemblement National atter Emmanuel Macrons førsteudfordrer, og anden runde tegner allerede til at blive en gyser – omend apatien (der var den igen) også er til at spore blandt vælgerne. Samtidig må man vist sende en kærlig tanke til Valérie Pécresse fra Les Républicains, der fik så få stemmer, at hun nu står i personlig gæld til halsen. Sikke noget merde. Det var Emilie Ewald, der samlede trådene.

Valg er der ikke meget af i Kina, hvor præsident Xi Jinping fortsat sidder tungt på magten. Til gengæld begynder den kinesiske “zero Covid“-politik at ligne en større og større tabersag for regeringen. De seneste uger er skrækhistorierne væltet frem fra Shanghai, hvor millionvis af mennesker er tvunget inden døre i en omfattende nedlukning. Mad og lægehjælp er pludselig blevet en mangelvare, og befolkningens tålmodighed begynder så små at slippe op. Hvor længe kan de benhårde restriktioner mon vare ved? Undertegnede – David Dragsted, Ni Hao – så på situationen i Shanghai i en nyhedsanalyse.

Vi ved ikke helt hvorfor, men når påsken nærmer sig, kommer vi ofte til at skrive om paven. Det var også tilfældet onsdag, hvor Oliver Stilling i en ‘Kære læser’ skrev om Pave Frans’ nylige opfordring til en påskevåbenhvile i Ukraine. Mirakler kan han nok ikke udrette, men det er da dejligt, at paven stadig har fokus på krigen. Bare vi også husker at hjælpe Ukraine med noget mere håndfast. Som Oliver også skrev: “I stedet for at bruge helligdagene på at sende “tanker og bønner“ kan man overveje at sende nogle penge til de nødhjælpsorganisationer, som opererer i Ukraine. De folk er de sande helgener.“

Nogen helgen er Marine Le Pen vist ikke, selvom hun har lært at skjule sin reaktionære, nationalkonservative baggrund godt. Efter andenpladsen i det franske præsidentvalgs første valgrunde, har Le Pen eksempelvis valgt at udskifte sin valgplakat, så man nu skal lede langt efter partitilhørsforholdet til Rassemblement National. Stueren bliver hun aldrig, men som Emma Louise Stenholm skrev i sin analyse, har Le Pen alligevel nogle overraskende gode forudsætninger for at udfordre Macron – særligt i kraft af, at hun ikke er Macron.

Det var den forkortede uge. Føljeton genopstår på tirsdag i vanlige gevandter. Hav en velsignet påske indtil da. /David Dragsted