Endnu en uge har overvejende stået i valgets tegn, også her i Føljeton. Mandag mindedes undertegnede (David Dragsted, altid glad for parenteser) den indflydelsesrige franske tænker Bruno Latour, der var død dagen forinden – hvorefter fokus blev rettet mod TV 2’s debat mellem statsministerkandidaterne. Sammenhængen skulle naturligvis findes i klimaet, som Latour om nogen har filosoferet for. Med Latours meget jordbundne netværksteori frisk i hukommelsen var det i hvert fald påfaldende, hvor iltfattig de blå partilederes forhold til landbruget tog sig ud. Ja, hvornår rykker vi mon væk fra det nationalromatiske territorium, der sluger de grønne aktører?

I nyhedsanalysen var udsynet anderledes internationalt. Med hjælp fra Sten Schamburg-Müller, juraprofessor ved Syddansk Universitet, gennemgik Xenia Heiberg Heurlin den tragiske situation i Myanmar, hvor Facebook har gjort påfaldende lidt for at moderere det hadefulde anti-rohingya-indhold, der i 2017 kulminerede i etniske udrensninger. Spørger man Amnesty International, har Facebooks ageren i landet faktisk været så mangelfuld, at det sociale medie bærer et medansvar for uhyrlighederne.

Tirsdag gik turen tilbage til vores egen, noget mere trygge andedam, der dog heller ikke er uden sine moralske udfordringer. Med udgangspunkt i Socialdemokratiets udlændingepolitik tog Oliver Stilling et opgør med det dunkle nysprog, partiet tilsyneladende pakker sit menneskesyn ind i – her ansporet af tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfayes (S) udtalelser om at asylsystemet skal gentænkes, “så færre mennesker hopper i en gummibåd på en farefuld rejse over Middelhavet“:

“Samtidig med at Tesfaye her anerkender, at flugten over Middelhavet er “farefuld“, vælger han at benytte verbet “hopper“, som får det til at lyde som en beslutning, man træffer i en håndevending på samme måde, som man vælger at tage bussen hjem, fordi det regner. Uden at bruge det fortærskede begreb ‘bekvemmelighedsflygtning’ får Tesfaye antydet, at folk, der udsætter sig selv og deres familie for denne rejse, er netop det. Ingen ville gøre det, hvis man havde et valg. Mattias Tesfaye skulle selv prøve at hoppe i en gummibåd og stævne ud på Middelhavet.“

Mens Oliver harcelerede over den manglende humanisme, tog jeg i en billedanalyse fat i Konservatives forperson Søren Pape Poulsens foreløbige deroute under valgkampen. På kampagnesporet havde Pape fundet vej til Bilka i Næstved, der der dog ikke så ud til at vække den store begejstring. Det var der ikke så meget at sige til, Papes mange møgsager taget i betragtning.

Egentlig kan man godt undre sig over, hvorfor Søren Pape ikke er blevet klædt bedre på, inden han udbasunerede sine statsministerdrømme. Til Konservatives forsvar må det dog siges, at modeluner kan være svære at greje. Spørg bare Frankrigs statsminister Emmanuel Macron, der har fået ørene i maskinen for at omfavne rullekraven. Hele den mærkværdige affære skrev jeg om onsdag, inden fokus blev rettet mod indførslen af højere flyafgifter, som der nu tegner sig et flertal for i befolkningen.

Mens flyafgifter bliver et stadig mindre kontroversielt værn mod klimaforandringerne, er historien fortsat en anden når det kommer til atomkraft. Selvom atomkraftværker kan generere strøm uden CO2-udledninger, tøver mange miljøorganisationer i hvert fald med at kalde teknologien grøn, det farlige atomaffald in mente. I et forsøg på at nå ind til kernen af debatten var Emma Louise Stenholm rejst til Tjekkiet, hvor hun bl.a. havde sat den tjekkiske atomkraftingeniør Jiri Duspiva stævne ved forskningscenteret ÚJV Řež:

“De beroliger mig med, at de blå og gule skraldespande klistermærket med ord som 22-Radiochemie ikke er til radioaktivt affald, men bare er navne på afdelingerne. Hundredvis af mennesker har sin daglige gang herude, og det kan være svært at holde styr på, hvem der må bruge hvad. Udefra er det ikke til at se, at to store testreaktorer gemmer sig i vejkanten, og i en anden bygning laver de radiofarmaceutiske lægemidler, som dem, der sprøjter radioaktive stoffer ind i kroppen for at lyse syge celler op.“

Det ville nok være en overdrivelse at kalde regeringens plan om at oprette et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda for radioaktiv. Noget kunne dog tyde på, at det symbolpolitiske gakkelak-forslag nu alligevel får visse socialdemokrater til at søge mod fornuftens beskyttelsesrum. Oliver Stilling analyserede i en ‘Kære læser’ torsdag, hvordan eksempelvis fødevareminister Rasmus Prehns (S) forsigtige modstand over for Rwanda-planerne kan vidne om begyndende sprækker i S-rækkerne.

Samme dag havde vi debut på vores nye valgformat, som vi laver i samarbejde med Den Grønne Ungdomsbevægelse. Frem mod folketingsvalget d. 1. oktober vil vi kort og godt vurdere partiernes klimapolitik – for uanset hvad, politikerne selv måtte sige (og ikke sige), er og bliver klimaforandringerne vor tids allervigtigste udfordring. Moderaterne var de første, der stod for skud. Klimatemaet fortsatte også i nyhedsanalysen, hvor Lars Trier Mogensen forklarede, hvorfor klima og miljø kan blive valgets udslagsgivende mærkesag:

“Vurderet på dagens Voxmeter-måling, der vel at mærke er lavet efter valgudskrivelsen, vil styrkeforholdene mellem blokkene gradvist bevæge sig i retning af de rød-grønne partier, ganske enkelt fordi vælgerne også betragter Alternativet, SF, Enhedslisten og De Radikale som de partier, som er bedst til at håndtere klimapolitik.“

Fredag gik turen til VM i Qatar. Egentlig er det ikke fordi vi behøver en anledning til at kritisere den kommende, menneskerettighedsforagtende slutrunde, men dagen forinden havde Qatars emir, sheik Tamim bin Hamad Al Thani, altså valgt at sætte trumf på vanviddet ved at takke Vladimir Putin for Ruslands hjælp med forberedelserne. Som jeg skrev i en ‘Kære læser’, burde vi for længst have lavet en sportsligt boykot af turneringen. Nu er der dog bare tilbage at håbe, at landstræner Kasper Hjulmand og kompagni “laver en Lars Findsen og ved første kampfløjt udgiver en komplet uventet debatbog, der skyder med skarpt mod alt og alle – og i helt utvetydige vendinger fordømmer regimet i Qatar og Fifa’s pengegriske korruption“.

Og så sluttede vi ellers af med at give ordet til nogle af de stemmer, der risikerer at blive glemt i valgkampen. Inspireret af statsminister Mette Frederiksens (S) løfte, da valget blev udskrevet den 5. oktober, havde Emilie Ewald taget kontakt til bl.a. Ronas Korkmaz, forperson i Mino Ung København, og Henrik Mas, tidligere hjemløs og fungerende forperson i SAND, for at høre, hvad valget også bør handle om. Vi krydser fingre for, at de kommende uger bliver mere mangfoldige. /David Dragsted