14. oktober 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

VM har brug for en Lars Findsen

Bedst som man troede, at VM i Qatar dårligt kunne fremstå mere skurkagtig, har Ruslands præsident Vladimir Putin nu også givet sit dødskys til turneringen. Eller rettere sagt: I forbindelse med et regionalt topmøde i Kasakhstan, valgte Qatars emir, sheik Tamim bin Hamad Al Thani, torsdag at takke Putin for hjælpen med at forberede VM-slutrunden, […]

Kære læser

Valgkampens glemte stemmer

“Vi vil huske på dem af jer, der måske bliver glemt i valgkampen,“ sagde Mette Frederiksen, da hun udskrev Folketingsvalg d. 5. oktober. “Mennesker med handicap, de allermest udsatte børn, den ensomme ældre, unge i psykiatrien, og dig, der ikke tør gå i vaskekælderen på grund af nogle utilpassede unge, som forpester din hverdag.“ Nogle […]

Det bedste vi har set

Ursula rydder bordet

Ursula rydder bordet

“Jeg ryddede studiesekretærens skrivebord og skreg ‘jeg klarer det ikke’. Der var en masse problemer med forskellige studieordninger tilbage i 90’erne. Det var totalt kaos, og jeg havde brug for at skifte fra én studieordning til en anden. Studiesekretæren på filosofi var cool, men også ret skrap. Hun sagde, at det kunne jeg ikke. Selv om det var en totalt skør og fjollet ting at gøre at feje alt ned fra hendes skrivebord, er det det, jeg er mest stolt af at have gjort på KU. Det var ikke en intellektuel bedrift, men en følelsesmæssig bedrift. Det handler om min selvrelation, og det at sige nej på de rigtige tidspunkter. Hun tog det pænt, for hun var en stærk person, og vi endte med at få udredt trådene.“ Sjovt interview med Ursula Andkjær Olsen i Universitetsavisen.

Gå ikke over til toget, der kommer ikke spor

Gå ikke over til toget, der kommer ikke spor

Syret historie i The New York Times om USA’s første eksperiment med at sætte et såkaldt bullet train på skinner (no pun intended), som har udviklet sig til “a billion dollar nightmare“. Undskyld alt det engelske.

Husk nu hvem Lars Løkke er

Husk nu hvem Lars Løkke er

Vi har alle sammen haft den følelse under valgkampen, har vi ikke? At Lars Løkke Rasmussen virker som en fed fyr? Måske endda et politisk fyrtårn. Men så er det værd at huske: “Den dag Lars Løkke igen kommer til magten – som minister, som parlamentarisk grundlag, hvad end det nu er – kommer der til at blive truffet dårlige beslutninger for det danske samfund. Det viser al erfaring. Lars Løkke stod i spidsen for den regering, der indførte de fjollede udlændingeregler, der rammer os selv nu. Inger Støjberg er Lars Løkkes opfindelse. Lars Løkke skabte de regioner, han nu selv vil nedlægge. Lars Løkke er den politiker, der har haft det måske største aftryk på sundhedsvæsenet, som det ser ud i dag, hvor det mildest talt ikke kører særlig godt.“ Det er Alexander Rich Henningsen fra magasinet Atlas, der lige løfter en advarende pegefinger.

Spisesedlen

Siden valgkampen blev skudt igang d. 5. oktober, har partierne samlet brugt 1,85 mio. kr. på annoncer på Facebook. Især Liberal Alliance har haft spenderbukserne på: 664.139 kr.

Venstre præsenterede torsdag et nyt sundhedsudspil med 17 initiativer, hvor 1,5 mia. kr. årligt skal løfte sundhedssektoren.

I samme forbindelse introducerede forperson for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, en gulerod for nyuddannede læger: “Hvis du efter endt studie slår dig ned et sted med lægemangel, så nedskriver vi 20.000 af studielånet årligt.”

I kølvandet på Ellemann-Jensen fremstod noget vaklende på blå bloks snak om at fravælge hjemmehjælpere med hovedtørklæde, har statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag – adspurgt af en elev på SOSU Nord i Aalborg – sagt, at “[d]et eneste, man skal vurdere jer på, er, om I passer jeres arbejde. Ikke hvordan I ser ud, eller hvilken religion I måtte tilhøre.“

Efter udgivelsen af den tidligere FE-chef Lars Findsens bog Spionchefen torsdag, kræver samtlige blå partier, at der nedsættes en undersøgelseskommission i sagen. Justitsminister Mattias Tesfaye (S) appelerer til, at man skal stole på dommernes uafhængighed.

Statsministeren vil stadig ikke forholde sig til spørgsmålet. Derfor har Moderaternes Lars Løkke Rasmussen, der spås til at blive valgets kongemager, nu givet Mette Frederiksen (S) et ultimatum: Han vil kun støtte en kommende regering, der ligeledes bakker op om en kommissionsundersøgelse.

Inger Støjberg (DD) advarer de borgerlige vælgere om at stemme på Lars Løkke Rasmussen (M) og fik ved samme lejlighed kaldt Moderaterne for “Alternativet i jakkesæt“.

Som løsning på sundhedskrisen fremlagde Moderaterne en akutplan. Planen indeholder bl.a. et midlertidigt løntillæg på 2.500 kr. om måneden for at få flere sygeplejersker og sundhedsfaglige medarbejdere til at gå fra del- til fuldtid.

Ifølge Alex Vanopslagh (LA) er der ikke nok fokus på at bekæmpe inflation i valgkampen.

En central del af blå bloks valgkampagne har været at fokusere på, hvordan ni ud af 10 indkomstgrupper er blevet fattigere under Mette Frederiksens (S) regeringstid. Men Venstre og Konservative har vist bare glemt at fortælle, at de selv stemte for den cigaretafgift, der netop har været med til at påvirke den udvikling.

På få uger er Søren Pape Poulsen (K) gået fra at være danskernes foretrukne statsministerkandidat til nu at blive overhalet af Venstres Ellemann-Jensen. Konservative har de dårligste meningsmålinger i to år.

Sveriges borgerlige partier danner regering. Det oplyser Moderaterna, Liberalerna, Sverigedemokraterna og Kristendemokraterna på et fælles pressemøde. Det bliver med Ulf Kristersson (M) som statsminister, hvis regering vil bestå af Moderaterna, Liberalerna og Kristendemokraterna. Det højrenationalistiske Sverigedemokraterna kommer dermed til at stå uden for regering og være støtteparti.

Donald Trump stævnes af kongresudvalg. Udvalget, der er nedsat for at undersøge stormen på Kongressen d. 6. januar sidste år, har enstemmigt vedtaget, at den tidligere præsident skal på vidnebænken om sin rolle i angrebet. Stævningen betyder, at Trump er juridisk forpligtet til at give sit vidneudsagn. Det forventes dog, at han – som hidtil – vil gøre, hvad han kan for at komme udenom.

Irak får ny præsident og premierminister. Parlamentet indsatte torsdag den kurdiske politiker Abdul Latif Rashid som præsident. Ifølge CNN markerer det afslutningen på “landets længste politiske dødvande“, siden Saddam Hussein blev væltet af amerikanske styrker i 2003. Rashid har udpeget Mohammed Shia al-Sudani som sin premierminister. al-Sudani har en måned til at udpege sine ministre.

Et sidste ord

Det er fredag, det er weekend, og måske du skal sætte dig godt til rette foran flimmeren med et glas rødvin og den nyeste med Ian Bee?

Det gør vi. Men husk, at der også er en dag i morgen.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12