14. november 2016

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Endnu en grund til at øremærke barsel til mænd

Vi starter ugen med at tage et pusterum fra Trump. I stedet kaster vi os over et andet tilbagevendende emne, der fortsat optager både unge og mindre unge her på redaktionen: barsel til mænd. For mens fædrene i resten af Europa tager mere og mere barsel, er udviklingen i Danmark stort set gået i stå. Egentlig ikke […]

Det bedste vi har set

Trump, populisme, ekkokammereffekten og Michael Moore

Uh, der er mange spændende artikler i de amerikanske medier om situationen efter valget. Hvis vi må begynde i den kulørte ende, så mener en pakistansk nyhedskanal at vide, at Donald Trump faktisk er født i Pakistan i 1954 under navnet Dawood Ibrahim Khan.

Bortset fra det så er der ingen tvivl om, at sociale medier (først og fremmest Facebook) har spillet en kæmpe rolle for amerikanernes opfattelse af valgkampen. Man taler om ekkokammer-effekten, forstået på den måde at folk først og fremmest ser artikler og links i deres feed, som bliver delt af deres venner og politisk ligesindede. Wall Street Journal forsøger her at vise, hvad man får serveret på Facebook, når man er henholdsvis blå eller rød. Stof til eftertanke.

+ Donald Trumps måde at føre sig frem på er ikke ulig den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconis. Hvad Berlusconi siger til valget af Trump, har den italienske avis Corriere della Sera undersøgt. Her på Føljeton kan vi kun levere italiensk på absolut begynderniveau, men heldigvis har Washington Post skrællet den italienske artikel. Han siger, at Trumps økonomiske politik et stykke hen ad vejen minder om hans eget partis, men at han ikke er enig med ham i hans protektionistiske linje. ”Men politik har lært mig, at man ikke bør bedømme ledere på deres programerklæringer, men på deres handlinger. Vi må se ham arbejde.”

++ Hvis du har tre kvarter, så se eventuelt denne udgave af det amerikanske talkshow ‘Morning Joe’, hvor dokumentaristen og aktivisten Michael Moore er gæst. Michael Moore var som bekendt en af de få, der forudså, at Trump ville vinde. Han skulle kun have været med i Morning Joe i syv minutter, men samtalen var så intens, at produceren lod ham blive.

+++ Vi må i øvrigt konstatere, at Dagbladet Information synes at have en varm linje direkte til den tyske populismeforsker Jan-Werner Müller. I hvert fald tager han telefonen, når de ringer, og da han tog den fredag, sagde han straks, at han var ”deprimeret” over valget af Trump. ”Jeg kan ikke se nogen afgørende grund til, at han skulle forlade, hvad man kan kalde hans ’hvide nationalistiske identitetspolitik’. Han har haft succes med den indtil videre, og succes er et argument, det er svært at modgå. Populister er interesserede i at opretholde polarisering. Det er i deres interesse at bibeholde en kulturkrig – og i dette tilfælde måske endda en slags racekrig – og Trump har brug for syndebukke til den dag, han ikke kan holde sine løfter til vælgerne.”

++++ Den catalanske kunstner Víctor Enrich har forsøgt at visualisere, hvordan Det Hvide Hus vil se ud, når byggespekulanten Trumps præsidentperiode nærmer sig sin afslutning i 2020.

Spisesedlen

Ny fredsaftale med FARC er klar i Colombia. Efter colombianerne stemte nej til en fredsaftale med oprørsgruppen FARC i oktober, er parterne nu kommet frem til en ny aftale. Den har ”ændringer, præciseringer og elementer foreslået af de mest forskellige dele af samfundet,” forklarer parterne i en fælles udtalelse. Den nye aftale skal godkendes af parlamentet, men det er endnu uvist, om den bliver sendt til folkeafstemning. Selv om vælgerne for godt en måned siden stemte nej til fred, modtog Colombias præsident Juan Manuel Santos Nobels fredspris for arbejdet med aftalen.

Hvert fjerde barn i 7. klasse oplever vold i hjemmet. En ny undersøgelse fra Børnerådet viser, at 29 procent af 12-14-årige børn er blevet rusket, skubbet, revet i håret, slået eller sparket mindst én gang det seneste år. Undersøgelsen er lavet blandt 4.000 elever i 7. klasse, og heraf svarer hver sjette, at de har oplevet psykisk vold i hjemmet.

Donald Trump har udpeget sin stabschef og sin chefstrateg. Den 44-årige Reince Priebus, 44, som er formand for Republikanernes Nationale Komité, bliver stabschef. Stephen Bannon, 62, der var Trumps kampagnechef, bliver seniorrådgiver og chefstrateg. Føljetons Lars Trier Mogensen skrev i weekenden, hvad man kan forvente sig af henholdsvis ‘bannonismen’ og ‘priebusismen’ (og en række andre mulige ismer i Det Hvide Hus).

Kraftigt jordskælv i New Zealand. Jordskælvet ramte nær byen Christchurch natten til mandag lokal tid og målte 7,8 på Richterskalaen. Myndighederne udsendte en tsunami-advarsel efter skælvet, men nu er advarslen nedgraderet til et såkaldt kyst-varsel. Mindst to personer er dræbt.

MELD-organisationen har købt 70.000 kuglepenne for knap en halv million kroner. Ekstra Bladet har afsløret endnu flere eksempler på misbrug af EU-midler i partialliancen, hvor Morten Messerschmidt var formand. Pengene er blandt andet havnet hos DF’s søsterparti i Polen, Solidarna Polska. 300.000 kroner er også gået til en national partikongres i Polen, som aldrig blev afholdt. Allermest eksotisk har MELD bogført et køb af 70.000 kuglepenne til en samlet værdi af 486.000 kroner. Hverken EU-gruppeformand Anders Vistisen eller tidligere MELD-medlem Rikke Karlsson har set kuglepennene ligge rundt omkring på EU-kontorerne.

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12