13. oktober 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Sprækkerne i S-rækkerne

Lige fra den i sin tid blev lanceret, har Socialdemokratiets idé om at oprette et modtagecenter for asylansøgere i Rwanda virket som den rene gakgak. Selv om både Mattias Tesfaye (S) og hans efterfølger som udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har været på rejser til hovedstaden Kigali for at tale med den rwandiske […]

Kære læser

Klima dominerer vælgernes dagsorden

Valg afgøres hverken af personer eller pludselig mediestunts. Reelt er den mest udslagsgivende faktor, hvilken dagsorden, der bekymrer vælgerne mest under valgkampen, og dermed også hvilke partier, der har mest troværdighed i de konkrete debatter. Helt aktuelt tegner årets valgkamp til at begunstige de rød-grønne partier, ganske enkelt fordi to af deres mærkesager dominerer. Frem […]

Det bedste vi har set

Ikke nogen cirkusmanege

“Lars Løkke er om noget inkarnationen af det troværdighedstab, dansk politik har lidt i de seneste årtier, og det er, derfor medierne synes, han er så god. God for en historie, god til at snyde, god til undvigemanøvrer, når han gribes på fersk gerning, god til at vinde magtkampe, god til at føre kniven ind imellem ribbenene på en modstander, mens han griner jovialt, god til at løbe fra det ene standpunkt i favnen på det næste, blot der er magt at vinde.“ Apropos Moderaterne, retter forfatter og Føljeton-ven Carsten Jensen en veloplagt bredside mod Lars Løkke Rasmussen – og valgdækningen af ham – ovre på Facebook.

Igen og igen og

Meget tyder på, at GIF’en har sejret sig selv ihjel. De automatisk afspillende videoer, der gentager sig selv i en uendelighed, har førhen været synonym med internettet. Ja, det at finde en god GIF, der matcher din egen reaktion, har vel fungeret som et lingua franca, der kunne hives frem i enhver kommentartråd og chatbesked. Men ak, popularitet er en flygtig ting i cyberspace. I takt med at yngre generationer finder GIF’er mere og mere cringe, er det så småt blevet tid til at sige farvel. The Atlantic forklarer hvorfor.

Hold dig væk, Anni-Frid

Det vakte en del opsigt, da Tupac pludselig stod på scenen på Coachella-festivalen tilbage i 2012. Med teknisk trylleri var den ellers døde rapper blevet genoplivet som hologram, og nu var han altså klar til at optræde igen. Siden da har andre musikalske koryfæer som Whitney Houston, Amy Winehouse og Ronnie James Dio fået samme tur – til delte reaktioner blandt fans, der har det lidt svært med gravrøveriet. Som Vulture skriver, er det da også mere oplagt, at hologram-teknologien bruges af nulevende musikere, der enten ikke gider optræde længere, eller er dødtrætte af deres bandlemmer. Det kunne eksempelvis være ABBA.

Spisesedlen

Politikere vil genoplive Bornholms Værn for at afskrække Vladimir Putin, skriver DR. Både Venstres beredskabsordfører, Peter Juel-Jensen, og Konservatives forsvarsordfører, Rasmus Jarlov, ser i hvert fald lunt på idéen om atter at få en fast stående styrke på klippeøen.

Flere S-profiler trodser nu partilinjen om etableringen af et modtagecenter i Rwanda. I Jyllands-Postens kandidattest svarer hele seks socialdemokratiske folketingsmedlemmer, herunder fødevareminister Rasmus Prehn, ’hverken-eller’ til spørgsmålet om, hvor enige de er i udsagnet: “Asylsøgere, der kommer til Danmark, skal flyves til et modtagecenter uden for Europa, hvor deres asylsag skal behandles.“

Også Konservatives forperson Søren Pape Poulsen har tilsyneladende fået semi-kolde fødder når det kommer til den benhårde strammerlinje. “Vi skal have en stram udlændingepolitik i Danmark, men den skal ikke gå hen og blive skør,“ udtaler Pape på baggrunden af sagen om den 20-årige, plejehjemsansatte Mariam, der står til at blive sendt tilbage til Syrien.

Og minsandten om Venstres forperson Jakob Ellemann-Jensen nu ikke også har trukket i land på sin udtalelse om, at ældre skal kunne afvise hjemmehjælpere med muslimske hovedtørklæder. “Jeg synes, at påklædning eller religion eller hårfarve eller andre ting ikke er et relevant kriterium,“ fortæller partilederen til DR, mens han til Ekstra-Bladet siger, at “det var superslapt“ med den oprindelige udtalelse.

Samtidig siger Venstre ja til en CO2-afgift for landbruget, hvis den altså ikke sender arbejdspladser ud af landet.

Ligesom Venstre nu vil afsætte fire milliarder til psykiatrien.

I øvrigt er Venstre det parti, der har fået mest medieomtale i første uge af valgkampen.

Apropos omtale har Moderaternes forperson Lars Løkke Rasmussen taget alternative midler i brug: Hans valgplakater er at finde i hele landet, selvom man kun kan stemme på ham personligt i Sjællands Storkreds.

SF vil komme “trivselskrisen“ blandt børn og unge til livs ved eksempelvis at sikre et klasseloft på 24 elever i folkeskolerne. Det fremgår af et nyt milliardudspil. Ifølge partileder Pia Olsen Dyhr er mistrivslen nemlig “den største udfordring, vi står med“.

S-ordførere må meget paradoksalt ikke udtale sig til medierne under valgkampen, men skal i stedet henvise til pressetelefonen, skriver Politiken. Det fører ikke overraskende til nye beskyldninger om magtcentralisering.

Først var det Liberal Alliances forperson Alex Vanopslagh, der fik ørerne i maskinen for sine boligforhold, og nu er turen tilsyneladende kommet til miljøminister Lea Wermelin (S). I et interview med B.T. erkender ministeren, at hun ikke har befundet sig på Bornholm 180 dage om året. Ifølge eksperter kan hun dermed have brudt CPR-loven.

Lars Findsen fortæller om spionskandalen i ny bog. I Spionchefen – erindringer fra celle 18 fortæller den tidligere chef i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) for første gang i detaljer om den meget omtalte skandalesag, som har ført til sigtelser mod Findsen for angivelige læk af statshemmeligheder. I bogen beretter Findsen bl.a., at PET’s juridiske chef skulle have tilbudt ham en aftale for at tilstå og fortælle om pressens hemmelige kilder, mens han også anklager tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) for at have hjemsendt ham af politiske årsager.

Bestanden af vilde dyr er faldet med næsten 70 pct. siden 1970. Det viser den nyeste såkaldte ‘Living Planet Report’ fra WWF Verdensnaturfonden og Zoological Society of London. Ifølge rapportens 89 forfattere er det gennemsnitlige fald på 69 pct., mens størrelsen på de vilde dyrebestande i Latinamerika og Caribien er faldet med 94 pct. på 48 år. Resultaterne bygger på en analyse af 32.000 dyrebestande og 5.230 arter henover hele verden.

FN fordømmer Ruslands annektering af ukrainske regioner. Onsdag stemte et stort flertal på FN’s generalforsamling for at fordømme Ruslands forsøgte og ulovlige annektering af regionerne Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja. I alt stemte 143 lande for fordømmelsen, mens 35 lande afstod fra at stemme, og yderligere fem stemte imod. Sidstnævnte lande bestod  udover Rusland af Syrien, Nicaragua, Nordkorea og Hviderusland.

Et sidste ord

Det er vist ikke alle royale visitter, der er lige eksalterede.

Forhåbentlig er der lidt mere gensynets glæde at spore, når Føljeton er tilbage på pletten i morgen. Ciao!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12