13. november 2021
Kære læser
Kommunalvalget er (stadig) over os, politikere smiler indladende fra valgplakater og lover billige boliger, flere parkeringspladser og mindre CO2. Men hvad mener de om kulturen? Vi er dig svar skyldig, for kandidaternes kulturpolitik er nem at overse. Det kommer desværre ikke som en overraskelse, eftersom kulturpolitik også er underprioriteret på landsplan. Det er f.eks. svært […]
Det bedste vi har set
Æg, ranglistet
Huset Fabergé fremstillede i sin tid 52 Imperial Eggs som påskegaver til Alexandr den 3. og Nikolaj den 2. af Rusland. 46 af disse æg findes stadig, og en venlig sjæl på Twitter har gjort sig den ulejlighed at rangliste æggene ud fra personlig smag og udførelse. På 25. pladsen finder vi fx ‘Standard Yacht-ægget’, som har gjort sig fortjent til denne plads for at være: “Et af de bedre gennemsigtige æg. Lapis lazuli-ørne og -slanger løfter virkelig niveauet. Nu er de ved at blive dygtige.“ Det er henrivende læsning.
Far er ikke sur, han er bagud på point
Konklusionen er klar: Selvom kønnene i princippet har lige rettigheder, er far bagud på point i skilsmissesager, når det gælder om at fordele samværet mellem børnene. Når forældre søger hjælp hos Familieretshuset, er det i 86 pct. af tilfældene moren, der får barnet. Det skyldes ikke, at de er tættere knyttet, men snarere en “kulturel default“, der ikke afspejler virkeligheden, mener Karen Margrethe Dahl, chefanalytiker i VIVE. “Faren skal have været involveret i barnet i ekstra høj grad, hvis han skal få bopælen,“ fortæller hun i en Zetland-artikel, der viser, at kønsdiskrimination også går den anden vej.
Folk er pisseligeglade
Ærligt talt, pisseligeglade. Vores frygt for, hvad andre mennesker tænker om os, er sjældent værd at bruge tid på. For som undersøgelser viser, overvurderer vi konsekvent, hvor meget alle andre lægger mærke til vores fejl. Det kan ifølge glædesforsker Arthur Brooks føre til, at vi holder os tilbage med at gøre, hvad vi har lyst til. Heldigvis har han en ret simpel måde, vi kan slippe bekymringerne på.
Stadig ingen handling
“Jeg er så træt. Træt af tomme ord, løfter, navlepillende skåltaler, hockeystave, uforpligtende ambitioner og realpolitiske klimaaftaler, der aldrig nogensinde er gode nok. Træt af ‘bedre end ingenting’. Træt af ‘det var, hvad der kunne lade sig gøre’. Træt af at vi nu er nået til enden af endnu en COP, den 26. i rækken, og at vores børns fremtid stadig kun er sikret med tomme løfter, netto-nul mål, technofixes og snak [sic].“ Ja, det kan vel snart ikke siges tydeligere, end den tidligere klimarådgiver Lars Køhler gør det i RÆSON.
Sociogene sygdomme
Da Havana-syndromet gav diplomater hovedpine og svimmelhed på Cuba i 2016, lød anklagen først, at Rusland måtte stå bag og havde fremstillet den i en mikroovn. En modsættende teori lød senere, at sygdommen måske i virkeligheden bare skyldtes fårekyllinger. Men som New York Magazine skriver, skal vi huske, at selve forestillingen om sygdommen også kan smitte. Det måske mest interessante ved artiklen er måske, at nocebo-effekten også gør sig gældende ved corona. Folk, der forventer at få bivirkninger af vaccinen, er simpelthen mere tilbøjelige til at få det.
Spisesedlen
Endnu en uge synger ugen på sidste vers; det er blevet tid til at se sig i spejlet. Hvad har vi opnået, hvor er verden på vej hen? Og endnu vigtigere: Hvordan har Føljeton forholdt sig til sagerne?
Jo, vi lagde naturligvis hårdt ud mandag med en historie om, øhm, Stillinge Strand i Slagelse Kommune. Anledningen var, at norske NRK havde skrevet om kommunens idiotiske forsøg på at holde stranden ren og pæn som på Mallorca. Simpelthen ved at indsamle tang – samt indfiltret plasticaffald – og køre hele skidtet 30 meter ud i havet med traktor. Hvad har man egentlig tænkt sig? Affaldet kommer jo bare tilbage igen; det virker som en chokerende kortsigtet strategi. Det samme kan i øvrigt siges om den katolske kirkes forsøg på at skjule årtiers overgreb på flere end 200.000 mindreårige i Frankrig: ved at bruge skriftestolen som et “tavshedsvåben“. Føj for helvede.
Tavs kan man ikke anklage COP26 for at være. Skåltalerne og de grønne løfter er fløjet om kap. Men hvad skete der egentlig på topmødet i sidste uge? Og hvilke slagsmål skulle man se frem til i denne uge? David Dragsted forsøgte at give det forkromede overblik. Imens tikkede en besked ind om, at der ville være coronapressemøde om aftenen kl. 20. Bandet kendt som “Brostrøm, Ullum, Heunicke og Frederiksen“ stod simpelthen klar til at synge os tilbage til pinebænken. Og her gik vi ellers og tænkte, at det var rigeligt med ABBA’s comeback.
Nå, vi måtte altså på den igen. Tirsdag fik pressemødet en tur i manegen, og særligt Mette Frederiksens opsang til sygeplejerskerne om lige at give den en ekstra skalle (igen-igen) faldt os for brystet. Regeringen skulle nok have tænkt lidt mere på sygeplejerskernes arbejdslyst, dengang man afbrød sommerens strejke med et lovindgreb – uden at behandle den bagvedliggende vrede. I stedet for at skyde corona-ulven, valgte man at skyde sygepleje-Peter. Så hvem skal nu agere bolværk, når coronaen kommer tilbage?
“Men kære Føljeton, jeg orker ikke mere corona,“ siger du måske. Bare rolig, vi hører dig. Samme dag skrev Asta Kongsted derfor også om fænomenet kendt som Not In My Backyard (ikke i min baghave), forkortet NIMBY. Kort fortalt dækker fænomenet over de typer, som synes det lyder skønt med vindmølleparker og solcellecentre, så længe byggerierne altså ikke liiige påvirker dem personligt. De larmer jo, de vindmøller. Hvilket i øvrigt får os til at tænke: Er EU egentlig ikke lidt NIMBY-agtig, når man på den ene side fordømmer menneskerettighedsovergrebene fra Belarus’ de facto diktator Aleksandr Lukasjenko, men omvendt lader polske grænsevagter mishandle migranter? Uanset hvordan man vender og drejer det, har ugens udvikling ved den polsk-belarusiske grænse i hvert fald været tragisk.
Om det mest var tragisk eller komisk (eller begge dele), at verdens rigeste mand, Elon Musk, onsdag valgte at sælge Tesla-aktier for godt fem mia. dollars efter udfaldet af en Twitter-afstemning, skal vi ikke helt kunne sige. Faktisk gad vi ikke rigtigt forholde os til Tesla-manden, så i stedet hoppede vi tilbage i NIMBY-gryden – denne gang med udgangspunkt i kommunalvalgkampen. Føljetons politiske kommentator Lars Trier Mogensen svang taktstokken og kom med semi-dyster konklusion: “På tværs af det politiske spektrum kan der altid findes argumenter for at bremse omstillingen, og uanset hvordan stemmerne falder ud på tirsdag, vil de nye byråd mange steder være endnu mere påpasselige med at rykke på den grønne omstilling.“
Heldigvis har vi da økonomer som græske Yanis Varoufakis, der kan sætte politikerne lidt på plads. Oliver Stilling greb fat i grækerens seneste klumme i The Guardian og skrev om al den unødvendige staffage, vi så ofte ser i klimaforhandlingerne. For som Varoufakis også argumenterer, behøver den grønne omstilling egentlig ikke være så kompliceret. Det vigtigste er sådan set bare at lukke kul-, olie- og gasindustrien.
Mens vi stadig venter på dét gennembrud, fandt vi torsdag tid til at behandle et andet fortidslevn: Straffelovens paragraf 221, også kendt som “listepikparagraffen“. Den blev for nylig taget i brug, da Vestre Landsret stedfæstede en dom mod en 19-årig, som havde “tilsneget“ sig et samleje. Men er en sådan tilsnigelse – hvor samtykket ikke bliver givet på et oplyst grundlag – egentlig ikke stadig en voldtægt? Asta Kongsted talte med Enhedslistens retsordfører Rosa Lund om paragraffen, som ifølge Lund burde være blevet opdateret i forbindelse med udformningen af den nye samtykkelov.
Samme dag rettede vi også blikket mod Belarus, hvor den 48-årige FBI-eftersøgte amerikaner Evan Neumann nu kan blive en uventet gevinst for Lukasjenko (der var han igen). På belarusisk stats-tv har Neumann i hvert fald optrådt som en af de “millioner“ af amerikanere, som er blevet nødt til at flygte fra USA. Det er vand under Lukasjenkos propaganda-mølle – og en oplagt mulighed for at gengælde de amerikanske sanktioner mod Belarus. Emma Louise Stenholm berettede om den spegede sag.
Fredag skrev vi om Mogens Jensens tur i Minkkommissionen, men vi kan simpelthen ikke genkalde, hvad det handlede om. Er det ikke mærkeligt? Man skulle da ellers tro, at vi ville kunne huske en så central tekst. Læs hellere selv – og send gerne et bilag med de vigtigste konklusioner, så skal vi nok se på det.
Ja, og så sluttede ugen ellers nogenlunde hvor den begyndte: Tilbage ved COP26, hvor vi ventede i spænding på en aftale. Emma Louise Stenholm så i den anledning nærmere på CO2-afgifter. Er de virkelig nøglen til en grønnere fremtid? Hvis pengene skal passe, skal vi nok også se på det helt store billede: “Vi kan ikke overlade økonomien til de private virksomheder alene. Ellers efterlader vi ansvaret for at redde klimaet i hænderne på dem – og de markedskræfter – der systematisk har bidraget til at skabe den.“
/David Dragsted
Et sidste ord
God weekend!