13. juni 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Putin må lære at skylle ud efter sig

Man skal efterhånden være hardcore putinist eller hedde Marie Krarup for ikke at have fået den tanke, at der er noget helt, helt galt med Ruslands præsident, Vladimir Putin. Efter alt at dømme har han jo noget med hovedet. Måske har hans kranium været udsat for trykbelastning, da han var yngre. Han kan være væltet på […]

Kære læser

En fransk pyrrhussejr – men for hvem?

Kan man sejre sig selv ihjel? Det synes at være spørgsmålet, den temperamentsfulde franske venstrefløjspolitiker Jean-Luc Mélenchon må gruble over den næste uges tid. Sikkert er det dog, at musketéreden indtil videre har virket efter hensigten. I bedste “én for alle, alle for en“-stil har koalitionen Nouvelle Union Populaire écologique et sociale (NUPES), bestående af […]

Det bedste vi har set

“Vi er stadig i fængsel“

Efter 14 år i det amerikanske militærfængsel Guantánamo ankom Mansoor Adayfi til en lille lejlighed i centrum af den serbiske hovedstad Beograd. Han var blevet løsladt uden sigtelse, men det markerede hverken starten på et nyt kapitel eller begyndelsen på et nyt liv. “Jeg var udmattet, men jeg kunne ikke sove, sulten, men jeg kunne ikke spise. Der var ensomhed i Guantánamo, men det her var en ny slags.“ fortæller Adayfi om sin isolerede og begrænsede tilværelse i Serbien, som han har døbt “Guantánamo 2.0“. Han er bare én af de tidligere Guantánamo-fanger, der har fortalt om deres liv i limbo til BBC.

Krig er ikke et spil

Men det amerikanske militær har alligevel fået øjnene op for både videospil og videospillerne, der med flere års online krigserfaring i spil som Call of Duty har udviklet deres evner til at tænke og reagere hurtigt. Det er dog ikke helt uproblematisk, når militæret begynder at bruge alt fra sponsorater til streamingplatforme for at rekruttere unge videospillere. Washington Post tegner frontlinjerne op i Pentagons årelange debat.

Til fest som sexy frog

“Mit projekt skal udmunde sig i en striptease med et sexet frøkostume og en form for monolog om performancekunst, oplevelsesøkonomi, sex og frøer. Lige nu sidder jeg og læser om frøer og kigger på videoer fra polterabender med mandestrippere. Jeg tænker på ting, der er festlige og akavede på én gang, ting vi begærer, men ikke helt vil stå ved – og tænker på, hvilke karakterer, der både kan forløse festen og frelse os fra den,“ skriver kunstner Filip Vest ovre hos Atlas i et meget læseværdigt essay om kunst i kapitalismens tid.

Spisesedlen

Det amerikanske senat tager første skridt mod strammere våbenlovgivning. Søndag meddelte en gruppe af 20 demokratiske og republikanske senatorer, at de var nået til enighed om rammerne for en stramning af USA’s våbenlov. De foreslåede tiltag inkluderer bl.a. mere omfattende baggrundstjek af personer under 21 år. “[Forslaget, red.] er ikke så vidtgående, som jeg mener, er nødvendigt. Men det viser vigtige skridt i den rigtige retning, og det vil være den mest betydelige våbenlov, der bliver vedtaget i Kongressen i årtier,“ udtaler præsident Joe Biden

Ursula von der Leyen besøger Kyjiv. Lørdag mødtes EU-Kommissionens forperson med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij. Det er anden gang, hun besøger landets hovedstad siden Ruslands invasion, og denne gang handlede det om landets genopbygningsproces og Ukraines ansøgning om EU-medlemskab. Von der Leyen oplyste efterfølgende, at Kommissionen vil vurdere, om Ukraine får status som kandidatland i løbet af den kommende uge.

71 pct. af sager om hjemsendelse af syrere bliver omgjort. Det viser en opgørelse over årets første fem måneder, som Flygtningenævnet har udarbejdet for Information. Omgørelsesprocenten afspejler de sager, hvor Flygtningenævnet har givet fortsat ophold, selvom Udlændingestyrelsen har inddraget eller afvist at forlænge opholdstilladelsen. Landsdommer og forperson i Flygtningenævnet, Ib Hounsgaard Trabjerg, udtaler, at han har “en klar forventning om, at Udlændingestyrelsen tager bestik af nævnets afgørelser. En omgørelsesprocent på 71 pct. er for høj på længere sigt“.

Isabella Arendt melder sig ind i De Konservative. Det sker en måned efter, at hun meldte sig ud af Kristendemokraterne. I Konservative vil den tidligere KD-forperson efter eget udsagn engagere sig i børne- og familiepolitik samt klimapolitik. Søndag aften indstillede bestyrelsen i den konservative vælgerforening i Hedensted Arendt som kredsens kandidat, så hun vil være at finde på stemmesedlen til næste folketingsvalg.

Klaus Høeck modtager Prins Henrik Prisen. Digteren er den første modtager af den nye store litteraturpris på 300.000 kr. og en statuette af Prins Henriks skulptur “Fabeldyr“. Høeck har bl.a. udgivet værkerne “Yggdrasil“ og “Password“ og tildeles ifølge en pressemeddelelse fra Dansk Forfatterforening for sit “omfattende og enestående forfatterskab“.

Et sidste ord

Så kan man da tale om at være fri som fuglen.

Vi ses i morgen!

 

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12