13. juni 2018
Kære læser
Der er blevet talt en helt ufattelig masse om det topmøde, der fandt sted mellem Nordkorea og USA i går, men der er ikke blevet talt så meget om den præsentationsvideo, der blev vist lige inden det efterfølgende pressemøde med Donald Trump. I hvert fald ikke nok, synes vi, for det var altså noget af […]
Kære læser
Journalist Theodora Amalie Renard voksede op i Whiskybæltet nord for København. Hendes barndom og ungdom tog en gevaldig drejning, da hendes stærkt alkoholiserede franske onkel flyttede ind lige ved siden af efter et forlist ægteskab. Familien og særligt Renards elskede farmor holdt i vid udstrækning hånden over ham. Her beskriver hun, hvordan det var, og konfronterer sin farmor. Alkoholisme findes i alle sociale lag.
Det bedste vi har set
Københavns flydende utopia
Som scenen i en dyster dommedagsfilm har fristaden Christiania fået en søsterby lige ud for egen kyst i Københavns havn. Blot 100 meter fra den ekstravagante Michelin-restaurant Noma ligger nu en flydende skrotby med navnet ‘Fredens Havn’ – eller ‘Waterworld’ fra den post-apokalyptiske science fiction film fra 1995 med Kevin Costner i hovedrollen. Det digitale magasin Vice har været på reportage i storbyens indre udkant: ”Fredens Havn er en slags maritimt slumparadis, hvor et kludetæppe af forskellige eksistenser – kunstneriske sjæle, kontanthjælpsmodtagere og urbane fribyttere fra hele verden – kæmper for retten til at leve på deres egen måde, få meter fra luksusboliger, men uendelig meget længere fra den verden, beboerne bag de skinnende glasfacader repræsenterer,” skriver Simon Espholm. Se også de fascinerende fotos af Casper Aguila Christoffersen. Tag cyklen – eller havnerundfarten – derud her i eftermidddag, hvis du da er i nærheden af København.
+ Bonusinfo: Sangeren Jørgen Olsen fra Brødrene Olsen – du ved ham med ‘Smuk som et stjerneskud’, der vandt Eurovision Song Contest 2000 – er rasende over ‘Fredens Havn’. Som i RASENDE. Han er nabo til det flydende utopia: ”Vi kan ikke have sådan et svineri liggende,” udtaler den oprevne dansktop-musiker til B.T.
Bag om fjernsynsrevolutionen
Netflix lancerede sig i 1997 som en dvd-film-med-posten-service, og siden 2007 har de tilbudt streaming. I dag har de over 125 millioner brugere, og de er i fuld gang med at vende op og ned på Hollywood, som det amerikanske medie Vulture her fortæller. Netflix arbejder ud fra en kapitalistisk klassiker, nemlig at vækst avler vækst. Jo flere brugere, jo flere brugeranalyser kan de lave, jo bedre programmer kan de lave, og jo flere brugere kan de få. Ambitionen er stor, som indholdschef Ted Sarandos forklarer: ”Hele verdens smag og samtid, det er det, vi er ude efter.”
VM-bolden er ikke bare en bold
Vores venner på Weekendavisen, alle disse mere eller mindre Young Urban Professionals, har udarbejdet en lækker grafisk sag om de fodbolde, der er blevet spillet med ved verdensmesterskaberne i fodbold siden 1930. Dyk ned i det. De har alle sammen haft et navn. Det værste navn er efter vores mening ‘Crack’ (Chile, 1962). Det bedste: ‘Federale 102’ (Italien, 1934). Hvis du vil nørde med det, så tjek også worldcupballs.info. Ejeren af websitet, en Peter Pesti, skriver, at han har fotograferet over 500 fodbolde i syv forskellige lande. Det er forrygende.
Historisk topmøde eller reality-humbug
Til folk med bind for øjnene og propper i ørerne: USA’s præsident, Donald Trump, og Nordkoreas leder, Kim Jong-un, mødtes i går. Siden er de politiske analyser piblet frem. For kom der egentlig noget som helst ud af mødet? Foreign Policy’s analyse er, at Kim Jong-un har fået mest ud af topmødet. Helt konkret har Trump-visitten skaffet Kim Jong-un vigtige møder med Kinas præsident, Xi Jinping, og Sydkoreas præsident, Moon Jae-in – mens Trump blot har sat en streg under, at han altid er klar til at benåde ”ikke kun de kriminelle derhjemme, men også på den internationale scene”. The Guardians analyse vidner også om, at Kim Jong-un vandt mødet, der er blevet kaldt et ”diplomatisk kup for Nordkorea”. New York Times kalder dagen historisk, men hæfter sig ved det noget vage output fra mødet. Og Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, demonterer her til morgen eventuelle påstande om, at topmødet skulle være historisk. ”Reality-tv synes at have overtaget verdenspolitikken,” lyder det fra Lykkeberg.
+ Washington Post har faktatjekket nogle af Trumps udtalelser om Nordkorea. Der er både sjusk i forbifarten og helt veritable kovendinger.
Norsk fodbolddrama om kvinder i en machoverden
Inden en måneds VM-feber kommer og tager fat i morgen, kan vi fordrive ventetiden med at tage en tur til Norge og se fodbold der. Den norske tv-serie Heimebane har DR nemlig købt og sat undertekster på, og det er god fodbolddramatik. Et herrehold er lige rykket op i Eliteserien, da deres træner falder om og må erstattes. Til machokulturens store overraskelse er den nye træner en kvinde – og hun er ret badass, selv om hun er på udebane.
Spisesedlen
Mænd på barsel: EU vil indføre øremærket barsel i Danmark. Efter alt at dømme vil der blive indført et nyt EU-direktiv, som tvinger danske mænd til at tage barsel i to måneder. Gennem flere forskellige regeringsperioder har Danmark kæmpet imod sådan en regel, men den modstand sætter EU højst sandsynligt en stopper for nu. Det er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) ikke just tilfreds med: ”Det er en position, vi fra dansk side prøver at bekæmpe, for vi er imod det. Vi mener, det er et nationalt anliggende,” siger han.
Statsborgerskab: Regeringens nye regler kan ramme voldsramte børn. Et nyt forslag skal gøre det umuligt at få dansk statsborgerskab, hvis man som udlænding er dømt for at udøve vold mod et barn. Men da man som udenlandsk barn i Danmark kun kan opnå statsborgerskab sammen med sine forældre, vil det nye forslag ikke kun ramme de voldelige forældre, men også deres voldsramte børn, fordi de først som 18-årige kan ansøge om statsborgerskab på egen hånd.
Humanitær krise: Angreb på havneby kan sætte en stopper for al nødhjælp til Yemen. Den saudisk-ledede koalition har igangsat et angreb mod Hodeidah, og slaget ventes at blive det værste hidtil i det krigshærgede land. Målet er at befri havnebyen fra houthi-oprørerne. Nødhjælpsorganisationer advarer om, at angrebet vil blokere for adgangen til al nødhjælp og dermed sætte millioner af borgere i direkte livsfare.
12-talsinflation: Karaktererne i uddannelsessystemet er blevet højere. Det viser en ny evaluering af syvtrinsskalaen, som blev sat i værk for at finde ud af, om den snart tolv år gamle karakterskala fungerer efter hensigten. På især de videregående uddannelser, men også i gymnasierne og grundskolerne gives flere 12-taller end forventet. ”Jeg synes, vi her har nogle tal, der tyder på, at karaktergivningen ikke fungerer helt, som den skal,” siger uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).
Navnestrid: Grækenland og Makedonien er nået til enighed efter 27 år. For fremtiden skal Makedonien nu kaldes Republikken Nordmakedonien. Dermed sættes der punktum i en næsten tre årtier lang strid mellem det eksjugoslaviske land og dets naboland Grækenland. Løsningen åbner for, at Makedonien nu kan blive en del af Nato og EU, hvilket Grækenland ellers har modsat sig i årevis grundet en fejde om navnet Makedonien, som ligeledes er navnet på en græsk provins.
Et sidste ord
Pressefotoet fra G7-topmødet i Canada forleden, hvor Trump sidder med korslagte arme som en uvorn unge, mens kansler Merkel læner sig ind over skrivebordet, er gået verden rundt. Nogle har sammenlignet billedet med et renæssancemaleri. Det er der en fyr på Twitter, som opponerer mod: næ, det ligner et barokmaleri, skriver han. Og han fører sin sag overbevisende.