Vi havde på en eller anden måde godt på fornemmelse af, at den her uge kunne komme til at stå i statsministerens tegn. Hver dag kan efterhånden blive valgdag, for som Oliver Stilling startede ud mandag, er Mette Frederiksens (S) “etpartiregering efter alt at dømme ved at synge på sidste vers“. Den gode nyhed er dog, at det behøver den måske slet ikke, hvis hun nu for eksempel brugte anledningen på at løse nogle alle de sager om flygtninge, der de seneste år er blevet klemt danske system. Faktisk behøver statsministeren bare begynde med at gribe fat i en af sine yndlingsbøger, Chimamanda Ngozi Adichies Americanah: “Hvis Mette Frederiksen kan læse romaner, kan hun vel også læse aviser. Der skal skrues op for ‘individperspektivet’.“

Men vi er heller ikke blåøjede. Der skal mere end et regeringsskifte til for at vende de sidste årtiers udlændingepolitiske deroute. Men man kan jo blive overrasket. Det blev vi i hvert fald samme dag af USA, som vi troede var en af de største forhindringer mod en CO2-fri fremtid og pludselig landede en af de største klimaaftaler i landets historie. David Dragsted har mere om den sag her.

Tirsdag var der også gode nyheder på bordet. Men kun for en stund for man tør aldrig rigtig håbe på for meget, når det kommer til forholdet mellem Israel og Palæstina. Efter en weekend med angreb fra begge sider, blev der søndag landet en skrøbelig fredsaftale med Egypten som mediator – men der er ikke grund til for meget optimisme. For selvom der nu igen er “fred“, stod “Gazastribens befolkning mandag morgen atter tilbage i murbrokkerne – og sorgen“, som Astrid Plum skrev. Hvorefter hun citerede den gode Noam Chomsky: “Det er næsten umuligt at forstå. Gaza er to mio. mennesker, der lever i et friluftsfængsel under konstante angreb.“

Helt uventet fik Israel/Palæstina-konflikten også plads på den tyske kunstudstilling Documenta, der i år skulle have været den helt store fest. Men efter en palæstinensisk kunstgruppe blev beskyldt for antisemitisme (er du også forvirret?), er kunsten druknet i uenigheder og malet over med grafitti. “Årets Documenta har om noget fremhævet, at der er en voksende kløft mellem kunstnere og kulturpolitik. Verdensbegivenheden er på ingen måde blevet til den forenende “lumbung“, arrangørerne havde håbet på. Til gengæld vil udfaldet og konsekvenserne af årets Documenta blive diskuteret i lang tid fremover, både i og uden for Tyskland,“ skrev David Dragsted.

Selvom vi selv var ved at vove os ud i noget af det samme her i begyndelsen af ugeoverblikket, er det ikke altid, man skal sammenligne sig for meget med USA. For som David Dragsted skrev onsdag er det “generelt dårlig smag“ at trække Trump-kortet. “Så ved man ligesom bare, at der ikke vil komme noget brugbart ud af den videre diskussion.“ Med den nye offentlighedslov er vi dog tæt på at skifte mening.

Senere på dagen blev vi ved den danske regering, for nu har selv Politiets Efterretningstjeneste (PET) indrømmet, at de ikke har beviser for, om de meget omdiskuterede grænsekontroller virker. Og netop det har ellers været begrundelsen for, at de i årevis er blevet forlænget, selvom det slet ikke er tilladt af EU. Ironisk nok er det dog lange bilkøer og ikke den danske flygtningepolitik, der kan sende sagen til EU-Domstolen.

Torsdag leverede Oliver Stilling en metodisk gennemgang af en af Kristeligt Dagblads seneste kioskbaskere: En artikel med den ligefremme rubrik ‘Børnepride i københavnsk kirke får kritik: Lad børn være børn’. Kort fortalt handlede sagen om, at Vesterbro Sogn i forbindelse med Copenhagen Pride har arrangeret til ‘børnepride’ i Enghave Kirke, hvor en drag queen ved navn Ramona Macho bl.a. vil læse højt fra historien om Noas Ark – hvilket altså har faldet flere kristenkonservative tastaturkrigere for brystet. Som Oliver også skrev, kan folk dog godt tage en slapper: “At en drag queen læser op af Noas Ark for nogle børn er ikke et hvervningsprojekt. Det kommer ikke til at ødelægge deres seksualitet, det gør dem ikke til afvigere. Det åbner deres verden.“

På analysepladsen skrev Lars Trier Mogensen om Radikales nye 2030-plan, der ligner en taktisk hadegave til Mette Frederiksen (der var hun igen): “Med varmesøgende præcision rammer de nye radikale krav netop dér, hvor det gør allermest ondt for Socialdemokratiet: Kravet om en total udfasning af efterlønnen er som designet til at skabe maksimale spændinger mellem de to partier, som tidligere har udkæmpet traumatiserende slag om netop tidlig tilbagetrækning.“

Vi skal ikke kunne udelukke, at det er realityprogrammet Over Atlanten, der har gjort Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen til en hævntørstig søulk. Som Emilie Ewald skrev i en ‘Kære læser’ fredag, har Løkke som en anden Kaptajn Ahab i hvert fald blikket fast rettet mod den strandede hval, der også kendes som den danske psykiatri. Om den tidligere statsminister vil have held til at fange hvalen, kan vi dog godt tvivle lidt på, efter at have læst hans forslag om at lade forældre sætte loft over, hvor mange timer om ugen deres børn kan bruge sociale medier. Så er der trods alt lidt mere gods over Sundheds- og Socialstyrelsen oplæg med 37 konkrete anbefalinger til en 10-årsplan for psykiatrien.

Hvad højrefløjskoalitionen bestående af Fratelli d’Italia, Lega og Forza Italia har af planer for Italien, kunne Astrid Plum berette lidt om, efter hun havde talt med Alberte Bové Rud, der er Ph.d.-studerende og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Med teknokraten Mario Draghis exit som premierminister er den italienske venstrefløj så godt som kollapset, hvilket ser ud til at bane vejen for det brogede trekløver Matteo Salvini, Silvio Berlusconi og Giorgia Meloni. Skulle koalitionen gå hen og vinde valget d. 25. september, kunne meget tyde på, at der vil være mere retorik à la Viktor Orbán, og mindre velvillighed i EU. Den må vi hellere tygge lidt på under weekendsolen – måske i selskab med en god flaske italiensk rødvin. /Emma Louise Stenholm & David Dragsted