13. april 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

At plante et flag på en bunke murbrokker

Påsken står for døren, og som vi nogle gange har for vane her på bladet, når påskedagene nærmer sig, vender vi blikket mod paven. Vores blik er ikke fromt; modsat fx nogle hundrede millioner katolikker nærer vi ingen illusioner om, at paven trods pavetitel og pavelige gevandter er i stand til at udvirke mirakler. Og […]

Kære læser

Marine Macron McDo

“Det er ligesom McDonalds. Kom som du er,“ lød det fra højrefløjens Marine Le Pen, da hun kort forinden det forrige valg ansatte Sébastien Chenu, stifteren af organisationen GayLib, der kæmper for homoseksuelles rettigheder, som sin kulturrådgiver. “Jeg prøver altid at rykke partiet lidt fremad. En leder skal være lidt avantgarde, have en vision.“ Selvom […]

Det bedste vi har set

Af jord er du kommet…

Mange museer har nogle alvorlige skeletter i skabet: De har skeletter i skabet. Sådan helt bogstaveligt. Mens nogle menneskerester bliver doneret i videnskabens navn, er andre lig i samlingen af mere tvivlsomt ophav. Gamle gravrøvere og kirurger har typisk tilranet sig kadavere med ufine midler, og ofte er knoglerne endt i museernes varetægt. Tag bare Hunterian Museum i London, der udstiller skeletter fra 1700-tals kirurgen John Hunters samling – også fra mennesker, der ikke havde lyst til at ende i en montre. Hvor er etikken henne? Mediet Undark er på sagen.

Solkongen

Har du nogensinde overvejet, hvilken temperatur Amazon-stifter Jeff Bezos mon er, hvis rigdom svarede til varme? Eller hvor mange penge han har målt i peanuts? Nej? Nå, men The New York Times har i hvert fald forsøgt at illustrere milliardærens ufattelige formue med lidt kulørte tegninger og kreative sammenligner. Vi ved ikke rigtigt, om det er sjovt eller harmdirrende.

To the right, to the right

Rasmus Paludan, Éric Zemmour, Alexander Gauland, Donald Trump og Matteo Salvini – for nu bare at nævne nogle stykker. Det har ikke skortet på højrenationale typer de seneste år, der hver især har udfordret rammerne for vores demokratiske rummelighed. Men hvor kommer alle mørkemændene dog fra? Mathias Hee Pedersen, idéhistoriker og forfatter til bogen Fascister i fåreklæder, har sat sig for at undersøge den moderne højreradikalisme i en ny podcast. Første afsnit er med Generation Identitær-ekspert Rasmus Hage Dalland, og det tegner jo lovende.

Spisesedlen

Boris Johnson idømt bøde for brud på coronarestriktionerne. Sammen med finansminister Rishi Sunak har den britiske premierminister fået en bøde fra Londons Metropolitan Police for at deltage i en fødselsdagsfest i Downing Street under lockdown. Selvom oppositionen atter forlanger Boris Johnsons afgang, afviser premierministeren dog at trække sig.

Sri Lanka suspenderer betaling af international gæld. Tirsdag annoncerede landet, at der vil være en manglende betaling af udestående gæld for godt 51 mia. dollars. Ifølge finansministeriet er trækket “en sidste udvej for at forhindre yderligere forværring af republikkens finansielle positioner“. Sri Lanka har i længere tid befundet sig i en finansiel krise, der bl.a. har medført omfattende protester mod landets præsident, Gotabaya Rajapaksa.

Mindst 20 såret efter skyderi i New York. Tirsdag åbnede en gerningsmand iført gasmaske ild i et metrotog i Brooklyn for efterfølgende at flygte fra stedet. Ifølge New Yorks politi er manden fortsat efterlyst. Udover et semi-automatisk håndvåben blev der også brugt en røgbombe i metroen. Selvom 10 mennesker blev ramt af skud, er ingen af ofrene dog i livstruende tilstand.

Sveriges regeringsparti vil afgøre Nato-spørgsmål i maj. Ved et møde i partistyrelsen d. 24. maj vil Socialdemokraterna beslutte, om man skal støtte et svensk medlemsskab af Nato. “Frågan måste behandlas med den respekt som den kräver. Det finns fortfarande många människor som är formade av Olof Palmes linje,“ udtaler en central partikilde til avisen Aftonbladet. Socialdemokraternas stemmer forventes at blive afgørende, hvis Sverige skal omstøde den historiske neutralitetspolitik.

Knap 45.000 har søgt om Arne-pension. Ifølge nye tal fra Beskæftigelsesministeriet har 44.700 borgere søgt om ret til tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet per 31. marts i år. Af ansøgerne har godt 33.500 fået tildelt ret til tilbagetrækning. Det forventes, at den såkaldte Arne-pension vil koste 2,4 mia. kr. i 2022.

Et sidste ord

Man skulle jo nødig gå glip af sit flow-tv.

Føljeton er væk skærstorsdag og langfredag, men vender stærkt tilbage lørdag. Rigtig god påske!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12