12. september 2022

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

En taber ved navn Putin

Fulgte du live-dækningen af de officielle ceremonier i Lillebritannien i forbindelse med Dronning Elizabeths død? Nej, det gjorde vi heller ikke. Vi studsede dog over et videoklip fra St. James’ Palace i London, hvor det forenede kongeriges såkaldte tiltrædelsesråd (i henhold til en lov fra 1701) proklamerede, at nu var det Charles, der var konge. […]

Kære læser

Din telefon ved, at du er gravid. Men hvem siger den det til?

Den fejrer kvindernes internationale kampdag, ønsker sine brugere tillykke med fødselsdagen, og så ved den præcis, hvor mange dage, der er til deres næste menstruation. Men bør vi slette vores cyklusapp? Det spørgsmål har mange amerikanske kvinder stillet efter højesterettens omstødelse af den forfatningssikrede ret til abort, og alle fra ungdomsmagasinet Seventeen til det finansorienterede […]

Det bedste vi har set

Röst lige posen

Det svenske valg er fortsat en sand gyser. Efter optællingen søndag ser den borgerlige blok – som nævnt længere oppe – ud til at kunne overtage regeringsmagten med et enkelt mandats forspring, men intet er reelt afgjort til onsdag, hvor brevstemmer fra udlandssvenskere bliver optalt. Føljetons Lars Trier Mogensen samler op på sagerne hos Information: “Sverigedemokraterna er endnu engang gået frem, og bryder ikke alene den nordeuropæiske tendens til svækkelse og tilbagegang for højrenationale partier, men trumfer altså også med en magtvilje, der hurtigt kan komme til at forandre billedet af Sverige.”

+ Aftonbladet: “Så har Sverige röstat.“

++ SVT: “Det kan bli en mandatperiod som blir lika stökig som den vi lämnat bakom oss.“

+++ Dagens Nyheter: “Skillnaden mellan blocken större än det kan verka.“

++++ Göteborgs-Posten: “En helt ny era i svensk politik väntar.“

+++++ Sydsvenskan: “Därför slog Moderaterna prognosen.“

Smertens grænser

“Vi blev voksne i et land der kæmpede med at håndtere nuværende og gamle konflikter, men som også var fyldt med håb og løfter. Vi gik i skole, forfulgte karrierer, og blev fuldt investerede i at genopbygge Afghanistan. Men sidste sommer blev vi atter flygtninge.“ I en ny podcastserie fra The Intercept fortæller tre eksilerede afghanere om deres egne og andres oplevelser, efter Taliban sidste år genvandt magten i Kabul.

Macron i krig

Tilbage i juni havde den franske dokumentar Un Président, l’Europe et la guerre premiere. Hvad, der egentlig skulle have været en småkedelig omgang om det franske formandskab for EU-rådet i første halvår af 2022, viste sig som følge af Ruslands invasion af Ukraine at blive et interessant fluen-på-væggen-portræt af præsident Emmanuel Macrons reaktion på krigen. En venlig Twitterbruger har samlet nogle af højdepunkterne i en tråd – endda med engelske overtekster, skulle det knibe med det franske.

Spisesedlen

Ukraine generobrer Izium. Det bekræfter Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en tale søndag. Izium blev genvundet fra russerne i en ukrainsk modoffensiv i den østlige og nordlige del af Ukraine. Generobringen af byen regnes som Ukraines hidtil største sejr på slagmarken, siden de russiske styrker blev trængt væk fra hovedstaden Kyjiv i foråret.

Tæt løb mellem rød og blå blok i Sverige. Søndag gik svenskerne til valg, og med 95 pct. af stemmerne talt op er det kun få mandater, der adskiller rød og blå blok. Derfor bliver brevstemmer og udlandsstemmer afgørende for, hvem der kan kalde sig vinder af valget. De stemmer vil først bliver talt op tidligst onsdag. De foreløbige resultater viser mandag morgen, at 174 mandater går til rød blok, mens blå blok står til 175.

Oprørere i Etiopiens Tigray-provins ønsker at indlede fredsforhandlinger. Efter knap to års kampe mod det etiopiske styre, melder Tigray-provinsen, der ledes af Tigray People’s Liberation Front, at de nu er klar til at deltage i fredsforhandlinger faciliteret af Den Afrikanske Union. Den etiopiske centralregering har endnu ikke reageret på udmeldingen.

Prisstigninger er de højeste siden 1983. Særligt priser for fødevarer, el, gas og brændstof er steget. Prisstigningerne måles i forbrugerindekset, der er steget med 8,9 pct. i august forhold til samme måned sidste år, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er den højeste årsstigning i forbrugerindekset siden januar 1983, hvor årsstigningen var 9,0 pct.

Antigua og Barbuda vil stemme om at afskaffe monarkiet. Den caribiske stat, der som følge af tidligere britisk kolonisering, har den britiske monark som statsoverhoved, vil inden for tre år afholde en folkeafstemning om, hvorvidt landet fremover skal være en republik. Meldingen kommer fra premierministeren, Gaston Browne, efter Dronning Elizabeth II’s død.

Et sidste ord

Hvor længe sad Dronning Elizabeth II på tronen? Washington Post sætter tiden lidt i perspektiv.

Ses i morgen!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12