COP27 er som nævnt i fuld sving, og man har da lov at håbe, at landene på en eller anden måde får taget sig sammen til at gøre verden bare lidt grønnere. Ikke at der er vildt meget grund til optimisme, når man eksempelvis ser på listen over folk, der ikke deltager i klimatopmødet. Den gennemgik Emma Louise Stenholm i en analyse mandag, hvor det bl.a. blev forklaret, hvorfor den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har valgt at droppe turen til Egypten, og hvorfor britiske Kong Charles heller ikke vil være at finde i Sharm el-Sheikh.

I det mindste kan vi glæde os over, at vores eget kongehus er bare lidt mindre fodslæbende. Måske ikke lige når det kommer til klimaet (kan du huske dengang, dronning Margrethe måske/måske ikke sprang ud som klimabenægter?), men i hvert fald når det gælder folkeligheden. Det måtte Oliver Stilling konstatere, efter han havde overværet uddelingen af Kronprinsparrets Priser i Ringsted Kongrescenter:

“Det var ganske banalt, men utroligt oplivende at se kronprinsen og kongehuset ude i samfundet. Han var bare derude, småkikset og menneskelig, som han er, og tale med almindelige unge med alle mulige etniske og sociale baggrunde. Pludselig var det sælsomme kongehus langt mere virkelighedsafspejlende end fx Christiansborg, hvor det i årevis har handlet om at mistænkeliggøre og tale minoriteter ned og overgå hinanden i at kriminalisere beboere i socialt udsatte boligområder. Tænk, at man skulle være nødsaget til at kigge på samfundet gennem kongehusets blå prisme for at se det, som det virkelig er.“

Nej, det kan altså være sundt med lidt perspektivforskydning. Det kunne Astrid Plum også slå et slag for tirsdag, da hun med den chilenske forfatter Roberto Bolaño under armen så nærmere på omtalen af sidste uges mord på en 37-årig, gravid kvinde. For kan det virkelig passe, at tragedien bliver puttet under en makaber underholdningskategori som fx “KRIMI“, mens man helt undlader at forholde sig til de strukturer, der ligger til grund for, at mænd slår kvinder ihjel? Noget kunne tyde på, at vi trænger til at “overkomme vores kollektive optofobi“ – altså frygten for at åbne øjnene. Imens varmede Emilie Ewald op til det amerikanske midtvejsvalg med et kig på, hvem og hvad der var på stemmesedlen – og hvad valget egentlig handlede om.

Er der noget, amerikansk politik er berygtet for (altså udover den øgede polarisering, den galoperende populisme og det generelle demokratiske mismod), er det pengenes uforholdsmæssigt store indflydelse. Både når det kommer til de enkelte kandidaters kampagnebudgetter, men i dén grad også når det kommer til lobbyismens lange arme. Så galt er den heldigvis ikke fat i Danmark; i hvert fald ikke på papiret. Som Xenia Heiberg Heurlin imidlertid skrev onsdag med udgangspunkt i journalist Jesper Tynells nye bog Af hensyn til erhvervslivet, har “toneangivende erhvervsinteresser siden 1980’erne spillet en aktiv rolle i at forhindre hullerne i skattelovgivningen i at blive lukket“, ligesom internationale storbanker har haft indflydelse på den lovgivning, der skulle forhindre fremtidige svindelsager med udbytteskat. Så måske bør vi også være mere på vagt over for lobbyismens indflydelse herhjemme?

Vagtsomme er man også i Grækenland. Måske ikke lige med hensyn til lobbyismen (det skal vi ikke kunne sige), men i hvert fald over for klimaforandringernes fortsatte indtog i landet. Såvel hedebølger som skovbrande bliver hyppigere og mere intense, hvilket sidste år fik den græske regering til at nedsætte et spritnyt ministerium for klimakrise og civilbeskyttelse. Jeg – David Dragsted, χερετισμός – var taget til Athen for at tale med klimakriseministeren Christos Stylianides, ligesom turen også gik forbi den førende klimaforsker Christos Zerefos.

Nå, tilbage til midtvejsvalget. Torsdag kunne man så småt øjne et endeligt resultat, og i den anledning samlede Lars Trier Mogensen trådene i en nyhedsanalyse. Umiddelbart var der meget mere at juble over, end man skulle have troet inden tirsdagens afstemning – med mindre man altså hedder Donald Trump: “Kombinationen af en tydelig tilbagegang for de mest yderligtgående kandidater, en større valgdeltagelse blandt unge og en generel accept af de demokratiske institutioner giver væsentligt dårligere vækstbetingelser for Donald Trump […] Han er simpelthen blevet ramt af virkeligheden, en virkelighed, hvor vælgerne ikke længere er til fals for det samme bluffnummer.“

Hos Oliver Stilling var begejstringen mere afdæmpet. Ikke når det kommer til midtvejsvalget; det kan vi skrive under på, at han også jublede over. Nej, det var snarere den danske klimaindsats, der nok engang agerede stemningsdræber. Særligt havde Oliver ikke meget fidus til Mette Frederiksens (S) udtalelse om, at “i al beskedenhed… og man må jo helst ikke prale… så er det helt vildt, hvad vi har nået, hvis man ser over de seneste tre år på klimaet“. For er der noget, vi efterhånden har lært, er det, at man virkelig skal være på mærkerne, når folk får flettet både “i al beskedenhed“ og “ikke for at prale“ ind i samme sætning.

Er der i øvrigt nogen, der helt sikker ikke har været på mærkerne i denne uge, må det næsten være den amerikanske fastfoodkæde KFC. Med en forbløffende mangel på situationsfornemmelse fik KFC i hvert fald forsøgt at bruge mindedagen for Krystalnatten til at sælge ostefyldt kylling til tyske kunder, hvilket til ingens overraskelse faldt i ekstremt dårlig jord. Jeg skrev lidt om miseren i en ‘Kære læser’ fredag, der også kom til at handle om tvivlsomme signalværdier ved VM i Qatar.

På analysepladsen var Xenia Heiberg Heurlin ude i en helt anden boldgade, da hun fortalte om, hvordan grønlandsk og andre minoritetssprog risikerer uddø som følge af den digitale udvikling. For som Per Langgård, chefkonsulent og forsker i sprogteknologi ved Grønlands Sprogsekretariat, også forklarede til Xenia: “Det er helt primitivt et spørgsmål om mængden af timer vi eksponeres for engelsk. Og det er techgiganterne rigtig dygtige til at skrue op for. De mange timer går udover det grønlandske sprog. Vi lærer simpelthen ikke at bruge sproget om de emner, som vi snakker om på engelsk.“

Vores egne grønlandskkundskaber er desværre ret begrænsede, og det er virkelig svært at google sig frem til en anstændighed oversættelse. Men så vidt vi kan stave os frem til, skulle den her gerne være god nok (og ellers må vores grønlandske læsere endelig rette os): Sapaatip akunnerata tulliani takussaagut – vi ses i næste uge. /David Dragsted