Krigen fortsætter, ugen går på hæld. Det er blevet tid til et tilbageblik.

Mandag lagde Oliver Stilling ud med et skriv om den nye forsvarsaftale, der på sigt skal hæve de danske forsvarsudgifter til to pct. af BNP årligt. Det bliver rundt regnet til 18 mia. kr. ekstra, der nu skal afsættes til krudt og kugler hvert år. Tænk bare, hvor mange aflivede mink, der kan fås for de penge. Ja, eller velfærdsydelser og vindmøller. Var der egentlig nogen, der sagde “økonomisk råderum“?

Apropos penge, var det i analysen blevet tid til et nyt indspark i vores igangværende milliardær-serie (første afsnit kan læses – og høres – her). Emma Louise Stenholm havde talt med Rebecca Leigh Rutt, adjunkt ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet, om konsekvenserne af grøn byplanlægning. For kan ghettopakker overhovedet være grønne, og hvad sker der med gentrificeringen, når byen gøres bæredygtig? “Grønnere byer er vidunderlige, så længe ambitionen rækker længere end en brandingøvelse i jagten på økonomisk vækst, standardfortællingen om udvikling og i kontekst af svag boligbeskyttelse.“

8. marts, der i år faldt på en tirsdag, stod selvsagt i kvindekampens tegn. I ‘Kære læser’ ønskede David Dragsted – c’est moi! – glædelig kampdag og knyttede i den forbindelse nogle ord til krigen i Ukraine. Det blev også til en lille opsang til alle mændene – c’est moi? – som gerne må “parkere deres Bob Dylan-fascination og Knausgård-læsning for en kort bemærkning“ og “opføre sig aktivt, årvågent og forstående“ i kampen for fuld ligestilling – gerne hele året rundt. Ingen nævnt, ingen glemt!

Efter dén lille aperitif var det blevet tid til dagens hovednummer, hvor Asta Kongsted svang taktstokken. Under devisen “feminismen handler om at dele og løfte – ikke om at dele og herske“, havde hun inviteret en række prominente feminister til at pege på vigtige initiativer og aktivister, som flere bør kende til. Det er virkelig værd at læse – og at dele, skulle man blive grebet af stemningen.

Hvordan stemningen i øjeblikket er på de russiske oligarkers luksusyachter, skal vi ikke helt kunne sige. Men som Oliver Stilling onsdag bemærkede, er det i hvert fald “super klamt“ med de unødvendigt store skibe, der har helikopterlandingspladser (i flertal!) og andre mærkelige ødselheder. Man må håbe, at de internationale sanktioner også får ramt Vladimir Putins kleptokratiske indercirkel. Det ville der være en poetisk retfærdighed over.

Poetisk vil vi nok ikke kalde den nye Netflix-dokumentar om Kanye West, der har fået den lidt mærkelige titel jeen-yuhs. Dertil fylder instruktøren Coodie for meget, de enormt stærke arkivoptagelser for lidt. Men det er da også en utaknemmelig opgave at skulle indramme rapfænomenet. Eller som jeg skrev i min anmeldelse: “Man kunne drømme om, at dokumentarens påklistrede narrativ havde veget pladsen for en mere fluen-på-væggen-agtig tilgang à la Peter Jacksons mesterlige Beatles-dokumentar. Men så igen: Hvis Beatles var større end Jesus, hvad er Kanye så? Og hvordan kan det overhovedet opsummeres i en simpel Netflix-dokumentar?“

Ak ja, kunst er en svær størrelse. Det synes de vist også på Kunsthal Charlottenborg i København, hvor den russiske kunstner Sergej Prokofjev pludselig fik fjernet to af sine værker fra museets forårsudstilling. Prokofjev er kendt for at være eksplicit kritisk over for den russiske stat, så hvorfor skulle han nu smides under bussen? Kunsthal Charlottenborg fik hurtigt trukket i land igen, men som Asta Kongsted torsdag skrev, viser situationen meget godt, at “kunst er, i modsætning til vodka, ikke bare en vare, der kan rives af hylden uagtet dets indhold“. Det må kulturinstitutioner vel om noget vide – upåagtet hvad kulturministeren kommer med af vævende anbefalinger.

På analysepladsen bragte vi en smagsprøve fra vores nyhedsbrev Sportshjerne, forfattet af journalist og idéhistoriker Oscar Rothstein. I anledning af sagen om Manchester United-spilleren Mason Greenwood – som er gået fra “poster boy til paria“ efter en række alvorlige anklager om vold og seksuelle overgreb begået mod kæresten Harriet Robson – så Oscar nærmere på fodboldens utallige problemer med nedtyssede overgrebssager. Som den franske freelancejournalist Romain Molina flittigt har afdækket, findes råddenskaben nemlig i elitemiljøer verden over.

Fredag greb Føljeton-praktikant Jon Kvist Sommer pennen og skrev i ‘Kære læser’ om den hungersnødskrise, krigen i Ukraine også medfører. Kort fortalt står Ukraine for en anseelig del af verdens hvedeeksport, men efter landets kornmarker er blevet forvandlet til slagmarker, stikker priserne af – og det kan mærkes i mange af verdens fattigere lande. Tiden er ikke kun til omfattende militær oprustning, den kalder også på en samlet nødhjælpsplan.

Sidst – men ikke mindst – gav Oliver Stilling den gas med en billedanalyse af fotografiet her, der viser partilederne Mette Frederiksen (S), Jakob Ellemann-Jensen (V), Pia Olsen Dyhr (SF), Sofie Carsten Nielsen (RV) og Søren Pape Poulsen (K) i færd med at underskrive det nye “nationale kompromis“ om dansk sikkerhedspolitik. Der var nok at tage fat på: “Dyhr har foldet sine hænder i en bemærkelsesværdig position, så fingrene på en måde ligner køleren på en gammel bil eller fronten på Operaen i København. Hun ligner en længselsfuldt bedende munk, som er lige ved at græde af glæde over følelsen af guddommeligt nærvær.“

Føljetons fortsatte nærvær må du undvære indtil mandag – vi ses forhåbentlig da. /David Dragsted