12. februar 2022

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Mand til mand

Danmark har fået sit #TextMeWhenYouGetHome-øjeblik. Hele landet holder vejret for at følge med i det formodede drab på den 22-årige Mia Skadhauge Stevn, mens detaljerne om hvor og hvordan, det fandt sted, leveres i kvalmende detalje. Som unødvendige livereportager fra Dronninglund Storskov, der er lige så usmagelige som størrelsen på den klump i halsen, forældrene må […]

Det bedste vi har set

Dobbeltgængeren fra Florida

Dobbeltgængeren fra Florida

Joe slikker sol i Florida. Han lytter til countrymusik og R’n’B, og så elsker han bitcoins. Eller, det gør den ene version af ham i hvert fald. Den anden kæmper en forgæves kamp for at få den bedrager, som har hugget hans identitet, fjernet fra Instagram. Gradvist ser forfatteren Joe Dunthorne sin internet-dobbeltgænger udvikle sig til en bedre, stærkere og mere populær version af ham selv. Hvis ikke det var fordi, bedrageren både ryger vandpibe og dyrker brasiliansk jiu-jitsu, ja, så ville historien her være som taget ud af en russisk romanklassiker. Men på Instagram er skellet mellem sandhed og fiktion også af en helt særlig karakter.

Et vintermareridt

Et vintermareridt

Der er ikke nok falsk sne i verden til at skabe et idyllisk vinterlandskab i Beijing. Atleter og journalister har inde fra Beijings coronaboble dokumenteret, hvordan tilskuerpladserne er tomme, og maden tilberedes af robotter. Det ligner en dystopi af en anden verden, men store sportsbegivenheder foregår næsten altid i en form for boble. her må man som fan og tilskuer vælge at glemme, at der lige bag arenaen gemmer sig superrige skurke, brud på menneskerettigheder, elendige arbejdsforhold og geopolitik. Slate fortæller, hvorfor boblen i Beijing for længst er bristet.

Lyttere, foren jer!

Et spøgelse går gennem Europa – kommunismens spøgelse! Ja, den havde du nok ikke set komme. Men den lever altså stadig, den gamle revolutionsånd. På 24syv sidder nemlig en vaskeægte marxist, Eskil Halberg. Han længes efter en verden, “hvor vi kan være frie i fællesskab“. Hans medvært, Laura Na Blankholm, er lidt mere skeptisk, men sammen skal de forsøge at lave en kommunistisk drejebog for det 21. århundrede. Uanset om man er vred på burgøjserne, eller om man er en af dem, så kan det være en sund øvelse at spørge sig selv: Hvilket samfund ville vi bygge, hvis vi skulle bygge det fra neoliberalismens ruiner?

Skak på glatis

Vinter-OL er over os! Og hvad kunne være en bedre anledning til at skænke den stolte disciplin curling lidt tiltrængt opmærksomhed? Om man gløder for vintersporten eller ej, så er der noget fascinerende ved kompleksiteten i den gamle skotske tradition. Dette fotoessay kan lære dig næsten alt, der er at vide om fysikken bag curling (og der er meget). Det kan også bare minde dig om, at der er så meget, du ikke ved, og det har jo aldrig været skidt for noget. Hvis du helt ærligt er ligeglad med curling, så kig bare med alligevel. Der er flotte billeder fra Englands frosne søer af traditionelle dragter og huer med kvast!

En kønnet slagside

En kønnet slagside

Det er under et år siden, at britiske Sarah Everard gik alene hjemad og aldrig nåede frem. Som vi skriver i dagens ‘Kære Læser’, har Danmark lige nu sit eget #TextMeWhenYouGetHome-øjeblik i kølvandet på drabet af den 22-årige sygeplejerskestuderende Mia Skadhauge Stevn. Direktør for museet KØN, Julie Rokkjær Birch, skrev sidste år en tekst, der forklarer bevægelsen bag hashtagget: “Lad os droppe kønskampen men anskue volden som det, den er: et problem med en klart kønnet slagside. Det er et problem for os alle, og det er et problem, som vi i fællesskab skal i gang med at løse. Nu.“ Den er desværre stadig aktuel.

Spisesedlen

Mandag gik døren op, og ind trådte Oliver Stilling med en bekendtgørelse om, at Frankrigs præsident Macron var manden, der skulle redde os fra mørkets fyrste i Kreml. Oliver må ha’ drukket af den billige hvidvin, der eftersigende blev serveret ved det åndssvagt lange forhandlingsbord, for det viste sig hurtigt, at det var Macron ikke. Altså manden.

På analysepladsen debuterede vores universitetspraktikant, Jon Kvist Sommer. Her skrev han om den oversete situation, der er ved at spidse til i Bosnien. Ungdommen er i gang med at tage benene på nakken, mens en ny krig muligvis er under opsejling. Det hele lyder lidt trøstesløst: “I bosnisk folkevisdom hedder det, at selv de udsultede katte og hunde, der boede på gaderne under krigens hærgen, ikke ville spise det kød, der var i dåserne. Og at der blandt rationerne var rester fra Vietnamkrigen med overskredet udløbsdato på 20 år.“

Mens verden diskuterer, hvorvidt podcastværten Joe Rogan er ved at blive cancelled (det er han, objektivt set, ikke), pegede jeg (Asta Kongsted, bonjour mine venner) på, at der faktisk sker en anden rimelig heftig annullering i USA lige nu. Republikanere over hele landet arbejder for at gøre diverse bøger og undervisningsemner ulovlige. Jeg tillod mig derfor tirsdag at mene, at vi tit ender med at have lidt for travlt med, at man fandeme heller ikke må sige noget længere, mens der rent faktisk er mennesker, der fandeme ikke må sige noget længere.

Vi lancerede også en serie, som jeg har glædet mig til at komme i gang med. Den undersøger, hvordan verden ville se ud, hvis den ikke var styret af penge og de milliardærer, der har dem. Jeg interviewede rumarkitekten Tina-Henriette Kristiansen, som arbejder for NASA og har forsket i, hvordan vi kan overleve på Mars. Nu er hun dog begyndt at bruge sin viden til at finde ud af, hvordan vi kan overleve på Jorden. Og hun giver ikke meget for Elon Musks ‘Plan B’: “Jeg synes sgu, det ville være mere cool, hvis han ville være med til at redde Jorden.“ Hørt.

“Vølven hedder Svarer, Michael Svarer. Som en norrøn spåkone har den 50-årige økonomiprofessor fra Aarhus netop fremsat en gådefuld profeti – forklædt som regneark: Indtil politikerne får deres prioriteter i orden, evner at skelne mellem stort og småt og at fokusere på det vigtigste, vil verden bevæge sig mod Ragnarök, et kosmologisk kaos.“ Onsdag advarede Lars Trier Mogensen om gudernes vrede, hvis ikke snart regeringen indser, at den grønne omstilling kræver (konventionelle) ofre. Man kan ikke få det hele.

Samme dag hev jeg min mor med på Rønnebæksholm. Her er billedhugger Sophia Kalkau og forfatter Ursula Andkjær Olsen lige nu aktuelle med udstillingen ‘Ung som bly’. I et forrygende samarbejde sætter de fokus på kroppen og på overgangsalderen, og det satte gang i følelser og tanker for os begge to. Du kan nøjes med at læse min reportage, men jeg synes faktisk, du skulle tage en tur til Næstved.

Hvor er det velfortjent med de mange Oscar-nomineringer til animationsfilmen Flugt. Selv Mette Frederiksen (S) er oppe at støde. Men helt ærligt, hendes begejstring er måske en lille smule hyklerisk taget i betragtning, at regeringens egen politik gør, at en mand som Amin (dæknavn) nok ikke ville have fundet til Danmark på hendes vagt. Oliver Stilling skrev ‘Kære læser’ om Danmarks ‘Queen af hykleri’.

Danmark er ikke det eneste sted, hykleriet lurer, hvis man spørger Aya Chebbi, der er diplomat og feministisk aktivist. Samarbejdet mellem EU og Afrika er nemlig mildest talt skrantende: “Jeg ville gerne sige, at jeg så en positiv udvikling, men corona viste os den værste side af det her partnerskab. Afrika er ikke engang nået op på at vaccinere 40 pct. af sin befolkning, og i de fleste europæiske lande er I vaccineret af tre omgange og har endda ekstra vacciner. Uligheden og den manglende solidaritet er utrolig,“ fortalte hun torsdag til Emma Louise Stenholm.

Fredag gik Oliver Stilling i rette med sin egen håbefulde mandagsprognose. Der er nemlig ikke noget, der tyder på, at Macrons russiske charmeoffensiv havde nogen særlig indvirkning. Nej, det eneste, der står tilbage efter dén snak, “er billederne af de to i Kreml-paladset siddende i hver sin ende af et utroligt langt og helt ufatteligt grimt hvidt bord i et højloftet lokale med enorme vinduer og tilhørende røvballegardiner med ubestemmelige stofvedhæng monteret i toppen“. Det er da også noget.

En ny lyserød bølger skyller ind over Sydamerika, skrev Føljetons universitetspraktikant Emilie Ewald samme dag. Her vejrer de marxistisk morgenluft, men forandring er svær, når de blå markedskræfter i så mange år har svunget taktstokken, som CBS-lektor Carlos Salas Lind påpeger. “I Sydamerika skvulper de lyserøde bølger stadig. Men ligesom i resten af verden er havet blåt“, som Emilie formulerede det.

Således kom vi igennem ugen. Et par af os fejrede genåbningen med en omgang corona, og chefredaktøren smuttede på skiferie. I det perspektiv synes jeg sgu, det gik meget godt. God weekend! /Asta Kongsted 

Et sidste ord

Nogle gange har man bare brug for at se en nuttet og samtidig sjov dyrevideo. Det er der ikke nogen skam i. Så her er den.

Vi tales ved på mandag!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12