12. april 2021
Kære læser
Naser Khader er en pudsigløjerlig størrelse i dansk politik. Og sikke en rejse, han har været på. Engang kunne han næsten gå på vandet – ligesom sit idol Jesus. Målt på folkelig popularitet toppede han i midten af 00’erne, hvor han var medlem af Det Radikale Venstre, stiftede den sekulære organisation Demokratiske Muslimer, kom på forsiden […]
Kære læser
Der findes kun én Angela Merkel i tysk politik. Det har kanslerens kristenkonservative parti, CDU, efterhånden lært på den hårde måde. For godt et år siden måtte Merkels udpegede arving Annegret Kramp-Karrenbauer (ofte blot kaldet AKK) kaste håndklædet i ringen som leder af CDU. AKK skulle ellers have have været den oplagte, centriske løsning, der sikkert […]
Det bedste vi har set
Musiklektioner med Paul Simon
Brug lige 4 minutter og 15 sekunder på denne video, hvor Paul Simon – akkord for akkord – forklarer opbygningen af Simon & Garfunkels kæmpehit Bridge over Troubled Water. Et fint lille indblik i en kreativ proces, der starter som alle kreative processer burde: Med lidt Bach og lidt smårapseri.
Technotunger
Vi gik egentlig og tænkte, at sanserne var individuelle størrelser og måske noget af det, der fortsat vil give os en smule markedsværdi, når de strømlinede computere kommer og udkonkurrerer os. Lige indtil vi læste om denne filosofiuddannede te-smager, hvis smagsløg er forsikret for 1 mio. pund og som hver dag smager 250 forskellige kopper te for at sikre sig, at kvaliteten er konsistent. Selv forsøger han at eliminere al subjektivitet, når han smager, for at arbejde så “robotlignende“ som muligt, og det har fået AI- programmørernes opmærksomhed. Robotsmagerne kommer snart til en fremtid nær dig.
Ud med pullimut og politikere
Det er blevet populært blandt politikere at melde sig i debatten om “identitetspolitik“ på de danske universiteter. Det har fået professor Johan Peter Uldall Fynbo til at kigge på konklusionerne fra tiden efter studenteroprøret i 1968, hvor K.E. Løgstrup fx skrev, at forskerne kun måtte “læse det allerbedste [og] ikke drikke pullimut når man kan få rødvin“. Udover at have styr på de våde varer, var det vigtigste, at de, der bestemmer, har de faglige kompetencer til det. Fynbo efterlyser, at den samme adskillelse af politisk magtudøvelse og universitetetsledelse igen begynder at gøre sig gældende på de danske universiteter.
Spisesedlen
Danmarks vaccinationscentre skal ‘stresstestes’. Mandag lægges det hidtil største pres på de danske vaccinationscentre, når 100.000 danskere skal vaccineres. Ifølge formanden for danske regioner, Stephanie Lose (V), har man ønsket at teste regionernes kapacitet af, inden det i juni forventes at op imod 400.000 danskere vil kunne blive vaccineret dagligt.
Lars Løkke starter nyt parti. Lørdag annoncerede Lars Løkke Rasmussen, at hans projekt ‘Det Politiske Mødested’ nu bliver et politisk parti: “Der kommer et NYT parti, der har ambition om at blive en fornuftig, pragmatisk og udogmatisk stemme i den politiske debat,“ skrev han i sin klumme på BT.dk.
Ecuador får ny præsident. Den konservative finansmand Guillermo Lasso vandt søndag præsidentvalget i Ecuador over venstrefløjskandidaten, Andrés Arauz. Ovenpå sejren udtalte den kommende præsident, at han er klar til at påtage sig “udfordringen med at ændre vor lands skæbne“. Af sine kritikere beskyldes Lasso dog for at ville videreføre den nuværende regerings upopulære linje.
Irans atomanlæg ramt af strømsvigt. Søndag blev Irans atomanlæg Natanz ramt af store strømsvigt efter at have taget nye centrifuger i brug, som vil kunne øge produktionen af beriget uran. Den iranske regering har sidenhen givet Israel skylden for, hvad de betegner som et terrorangreb. I kryptiske vendinger tog Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, efterfølgende ikke afstand til strømafbrydelsen, som ifølge The Guardian kan være det seneste i en række fjendtlige udvekslinger mellem de to lande.
Optøjer i Minneapolis efter politidrab. Protester er brudt ud i den amerikanske by Minneapolis efter politiet søndag dræbte en 20-årig sort mand, som blev standset for at have brudt færdselsreglerne og derefter skudt, da han forsøgte at sætte sig tilbage ind i bilen. Situationen i byen er i forvejen tilspidset, idet retssagen om politimordet på den sorte amerikaner George Floyd lige nu finder sted, skriver BBC. Søndag brugte politiet tåregas mod de hundredevis af fremmødte demonstranter.
Et sidste ord
Vi vidste, det var sådan, børn blev lavet.