11. februar 2023
Kære læser
“Alt, hvad vi kan for at undgå at fremme islam i Danmark, det vil vi selvfølgelig støtte.” Ordene lyder næsten for velkendte; det behøver sådan set ikke yderligere forklaring, hvor de kommer fra – eller hvad? Fredag blev SVM-regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige enige om at give inflationshjælp til […]
Det bedste vi har set
Rushdie taler ud
Rushdie taler ud
Godt et halvt år efter, Salman Rushdie blev stukket ned under et foredrag i New York, er den hæderkronede og fatwa-ramte forfatter nu klar til at fortælle om oplevelsen. Det sker i The New Yorker, det er magasinets chefredaktør David Remnick der svinger pennen, og det er selvfølgelig helt utroligt langt. Heldigvis er der dog nogle gode guldkorn imellem: “Rushdie har brugt de forgangne måneder på at heles. Han har set sin del af ‘lorte-tv’. Han kunne ikke finde noget eller nogen at synes om i ‘The White Lotus’ (‘forfærdeligt!’) eller Netflix-dokumentaren om Meghan og Harry (‘banaliteten i det!’). Til gengæld har VM i fodbold været en længerevarende fornøjelse.”
Skriften på fortovet
Skriften på fortovet
Der er bare en smule mere poesi i Norge. Ikke kun på grund af de magiske fjelde og fjorde, men også takket være noget så simpelt som “gulvpoesi”. I Bergen kan man eksempelvis støde på i kryptiske ord nedfældet i fortovet såsom “Nazar” og “Pekel Emi”, der er referencer til Ludvig Holbergs 1700-tals-fantasyroman Niels Klims underjordiske rejse. I Gardermoen findes vers af alt fra Ibsen til Olav H. Hauge, ligesom man i Lillehammer kan finde citater fra bl.a. Sigrid Undset og Øyvind Rimbereid. Og tilbage i Bergen er turen så kommet til Jon Fosse. Men hvordan hylder man lige en forfatter, der aldrig sætter punktummer? Norske Vagant undersøger sagen.
De nye baroner
De nye baroner
Griske olieselskaber, rivaliserende oprørsbander, mord, kidnapninger, korruption og sprængte rørledninger. Nej, det er ikke plottet til klimaaktivist og forsker Andreas Malms nye bog, men virkeligheden ved Niger-deltaet i det sydlige Nigeria. Her flyder både blod og olie tykt, med uoverskuelige konsekvenser for såvel miljøet som menneskene, der bor her. New Lines Magazine borer ned problemerne i det afrikanske land, hvor olietyveri er udbredt som både en politisk protestform og som en vidtforgrenende, kriminel virksomhed.
Tradlife, sadlife
Tradlife, sadlife
En ny, mystisk trend har ramt internettet, særligt i USA (hvor ellers): Tradlife, en hip betegnelse for noget så konservativt som en traditionel livsførelse, hvor kernefamilien tilbedes, og kvinderne forventes at blive derhjemme som tradwifes og lave mad til deres hårdtarbejdende ægtemænd. Men er er det egentlig kapitalismekritik, højrefløjsnostalgi, et avanceret SoMe-rollespil, eller noget helt fjerde? Måske er det lidt af det hele. Som essayet her fra Dissent Magazine argumenterer, er der dog under alle omstændigheder tale om en temmelig mennesketom fantasi.
Fjendtligt klima
Fjendtligt klima
“I takt med at klimaforandringerne opvarmer planeten, øges presset også hos de folk, som allerede kæmper for at overleve, til at forlade deres hjem. Og hvor migranter ser håbet om en bedre fremtid, ser højreekstreme politikere både en trussel og en mulighed.” NPR fortæller – med udgangspunkt i senegalesiske fiskersamfund – om klimaflygtninges hårde vej til Europa. Undervejs kommer man også forbi den ihærdige politiker Serigne Mbaye, der blandt venner i Madrid kendes som “de afrikanske migranters Malcolm X”.
Spisesedlen
Livet er så forbandet skrøbeligt, hvilket mandagens jordskælv i Tyrkiet og Syrien fik illustreret på mest skræmmende vis. Gennem ugen er dødstallet fra naturkatastrofen kun steget og steget – torsdag passerede det hele 20.000 – hvilket selvsagt har fået mange andre begivenheders relevans til at blegne. Verden er dog et mangefacetteret sted, der er både stort og småt at berette om, særligt når man driver en nyhedsbiks som Føljeton. Før vi kommer til jordskælvet, er der altså en håndfuld tekster, vi pligtskyldigt må vende, særligt hvis ugeoverblikket her skal give mening. Så hæng på.
Ugen begyndte med en ‘Kære læser’-tekst fra undertegnedes hånd – dvs. David Dragsted, davs – der slog ned på hele tre vredesudbrud fra weekenden: Protesterne over Irmas lukning (det virker allerede som en evighed siden), den amerikanske nedskydning af den lidt for nysgerrige, kinesiske luftballon, samt et opsigtsvækkende essay fra Storbritanniens parentesagtige, tidligere premierminister Liz Truss, der slet ikke mente at have gjort noget galt. Tænk engang.
Mens jeg havde travlt med vredeshåndteringen, anmeldte Emma Louise Stenholm antropologen David Graebers posthume udgivelse Pirate Enlightenment, or the Real Libertalia. Meget ligesom i murstensværket Altings begyndelse argumenterer Graeber her for, at historien snildt kan være en anden, end vi normalt går og tror – også når det gælder “opfindelsen” af oplysningstidens idéer. De kom nemlig mange steder fra, måske endda fra piratsamfund på Madagaskar.
Tirsdag var det blevet tid til at se på en broget kendis-gruppe, man med lidt god vilje kan kalde “comeback-krænkerne”: Typer som tv-vært Jes Dorph-Petersen og komiker Louis C.K., der er blevet så store ofre for “cancel-kulturen”, at de nu… øhm… er tilbage på skærmen og i sidstnævntes tilfælde kan fylde Madison Square Garden. Så nej, måske var de alligevel ikke blevet så “cancelled” igen. Det skrev Astrid Plum noget mere om i en ‘Kære læser’.
Efter det dagen forinden havde handlet om hans forgænger, fortalte jeg i en nyhedsanalyse, hvordan den britiske premierminister Rishi Sunak nu står i strejker til halsen. Alt fra sygeplejersker til lærere nedlægger pt. arbejdet i England, i protest mod dårlige arbejdsforhold og en løn, der ikke er fulgt med inflationen. Selvom protesterne er omfattende, har regeringen dog ikke umiddelbart tænkt sig at gøre det store. Så måske er man allerede ved at indse, at næste valg er tabt?
Og ja, så kommer vi til jordskælvet. Egentlig var det ikke fordi det var blevet nemmere at skrive om, efter det var kommet et par dage afstand. Onsdag prøvede jeg dog alligevel at tage tyrene ved hornene i en ‘Kære læser’, der også kom forbi Brorson, Voltaire og jordskælvet i Lissabon i 1755.
I nyhedsanalysen gik turen til Kenya, hvor Emilie Ewald beskrev den juridiske modvind, Facebooks moderselskab Meta nu er havnet i. Sammen med outsourcing-partneren Sana beskyldes Meta både for tvangsarbejde, menneskehandel og fagforeningsnedbrydning som følge af behandlingen af kenyanske indholdsmoderatorer, der har til opgave at fjerne ulovligt indhold fra Facebook. Ikke mindst er det en fortælling om, hvordan Meta på flere måder underprioriterer (og udnytter?) marginaliserede samfund i det Globale Syd.
Torsdag gik turen mod månen. Ikke med NASA’s stort opslåede Artemis-program, men snarere med et vanvittigt forskningsprojekt, der for nylig blev publiceret i tidsskriftet PLOS Climate. Som Oliver Stilling kunne beskrive, foreslås det her, at “vi tager op til månen og samler flere millioner tons månestøv, som vi så simpelthen knalder ballistisk langt ud i rummet, nærmere bestemt 11 mio. km fra vores klode, hvorefter støvet så vil ligge og udgøre en slags skjold, der delvist skærmer os for sollyset”. Hvem ved, måske er det præcis så rablende galt, at det vil virke. Mon ikke der dog alligevel er mere perspektiv i at sagsøge Shells ledelse.
Lars Trier Mogensen holdt minsandten også øjnene på klimabolden, med en analyse af vindenergiens lammende succes. Nærmere bestemt kunne Energistyrelsen forleden meddele, at sagsbehandlingen af “havvindmølleprojekter og øvrige VE-projekter under åben dør-ordningen” nu pludselig er stillet i bero, efter vindmølleparker er blevet så stor en guldgrube, at EU’s regler om ulovlig statsstøtte truer med at komme i spil. Men virker det ikke også lidt vildt, at Energistyrelsen sådan bliver nødt til at bremse en række vindmølleprojekter, og dermed også den grønne omstilling?
Da kalenderen viste fredag, havde dødstallet fra jordskælvene som nævnt passeret 20.000. På den dybt tragiske baggrund fandt katastrofen atter vej til en ‘Kære læser’, denne gang ved Oliver Stilling, der bl.a. kom forbi den tyrkiske jordskælvsekspert Ezgi Karasözen og et gammelt mundheld blandt geofysikere: “Jordskælv slår ikke mennesker ihjel, bygninger slår mennesker ihjel.”
I en helt anden boldgade undersøgte Astrid Plum et virtuelt fænomen, der desværre også har meget virkelige konsekvenser: Den såkaldte deepfake-pornografi, hvor folk mod deres vilje kan blive indsat i seksuelt eksplicit materiale gennem billedmanipulation og kunstig intelligens. For nylig kom en Twitch-streamer til at afsløre, at han har betalt for deepfakes af sine kvindelige kolleger, hvilket har kickstartet en ny, ophedet samtale om samtykke, respekt og ligestilling i gamingmiljøet. Den debat opridsede Astrid med hjælp fra Maia Kahlke Lorentzen, ekspert ved sikkerhedsnetværket Cybernauterne, ligesom den danske behandling af deepfakes stod for skud.
Og ja, det var altså ugen i Føljeton, inklusive naturkatastrofer, oplysningspirater, internetkrænkelser, havvindmøller og alt derimellem. Nyd weekenden – for hvis vi kender verden ret, går det hele løs igen på mandag. /David Dragsted
Et sidste ord
Okay, glem alt om hæve-sænke-borde: Pludselig er vi grønne af misundelse på kong Karl Albert af Sardinien-Piemont.
Fortsat god weekend!