Vores øjne er endnu rettet mod Iran, hvor protesterne fortsætter, selvom landets statsadvokat i weekenden sagde, at moralpolitiet er blevet nedlagt. Siden har der været en hel del frem og tilbage, om udmeldingen nu var officiel eller ej, men som Oliver Stilling skrev mandag, er det egentlig “også ligegyldigt“. For det modige oprør ser ikke ud til at blive kuet før regimet kapitulerer – og så mindede han os om noget, der kan bruges som en god tommelfingerregel. At når vi peger fingre, bør to gå mod os selv:

“Iranernes modige kamp mod styret er dybt beundringsværdig, og i det store billede gør det selvfølgelig hverken fra eller til, om der findes et moralpoliti i Iran. Sådan et findes der heldigvis slet ikke i Danmark. Vi har til gengæld en anden instans, som indtil 1983 hed Fremmedpolitiet. Det var dengang, man kaldte ting, hvad de var. Så blev Fremmedpolitiet til Direktoratet for Udlændinge og senere Udlændingestyrelsen.“

På analysepladsen bød David Dragsted op til borgerlig linedans mellem Jakob Ellemann-Jensen (V), Alex Vanopslagh (LA) og Søren Pape Poulsen (K), hvor sidstnævnte i weekenden trak sig fra regeringsforhandlingerne. For hvordan holder de blå partiformænd balancen mellem på den ene side at stille kontante krav, uden samtidig at afskrive sig fra de kommende politiske forhandlinger? “Reel modstand bliver svær at mønstre, når alle alligevel er enige om at enes, ministertaburetter eller ej.“

Nogle ting er nemmere at tale om. Som hvor mange minusgrader, det er udenfor, prisen på smør og … så er der de andre. Som at uligheden i Danmark er større end nogensinde – så høj, at flere børn må undvære måltider, antallet af ansøgere om julehjælp kun er vokset, og nogle familier allerede i sommer måtte flytte i telt for at betale regningerne. “Det kan vi simpelthen ikke være bekendt i et samfund som det danske,“ skrev hele 21 organisationer i et fælles opråb i november – men hvor bliver børnenes statsminister egentlig af? Astrid Plum satte ord på uligheden tirsdag.

Imens gav David Dragsted en indføring i COP15, der i denne uge begyndte i Canada. Og nej, selvom det er forvirrende med alle de navne, og Sharm el-Sheikh er løbet med det meste af opmærksomheden, er det denne gang ikke klimaet, men naturen der skal reddes – hvis verdenslederne altså gad at møde op. Som Dragsted skrev, er der på mange måder tale om den “lidt forsmåede lillebror, som de fleste har glemt under VM-infernoet og julehandlen“, og meget tyder på, at topmødet bliver endnu en fiasko.

Når vi af og til spørger jer læsere, hvad I godt kan lide ved at læse Føljeton, plejer der som regel at være en håndfuld, der svarer, at det er at lære skribenterne at (gen)kende. Flere skriver endda, at det ligefrem bliver til en lille gætteleg, hvem der har skrevet dagens tekst, inden I når til signaturen i bunden. Så udfordringen er hermed givet videre: Kan du gætte, hvem der mon kunne finde på at trække paralleller mellem Socialdemokratiet og Søren Kierkegaards Sygdommen til Døden? Ellers får du svaret her.

Det var også onsdag, vi bragte sidste reportage i Feuilletons klimaserie – Føljetons europæiske Doppelgänger. De seneste måneder har vores journalister rejst rundt i Europa for at undersøge hvilke tiltag, der kan inspirere ambitionen om at blive verdens første klimaneutrale kontinent inden 2050. Hvis vi selv skal sige det, har det vist sig at være ganske håbefuldt: Overalt er der have af viden – som i Grønland, der kæmper mod den smeltende indlandsis, og Grækenland, der har noget at lære os efter år med voldsomme skovbrande. Nu er tiden kommet til Bulgarien, der holder vejret for luftforureningen, men igen også ved hvad der skal til for at bekæmpe den.

Der er flere mærkelige detaljer i torsdagens historie om, at 25 højreekstremister fra Reichsbürgerbevægelsen er anholdt for at planlægge et statskup i Tyskland, der skulle genskabe det tyske imperium som det så ud i 1871. Det er ikke kun idéen i sig selv, der er uhyggelig. Nej, det værste er næsten, at den 71-årige Prins Heinrich – der ifølge konspirationen skulle have været Tysklands statsoverhoved og altså står i spidsen for en gruppe forbundet med op til flere mordforsøg – samtidig kan se så normal ud. Eller rettere overklasseagtig: Som Oliver Stilling skrev i dagens ‘Kære læser’, ligner han med sine brune fløjlsbukser og olivengrønne habitjakke en, der kunne være “en praktiserende læge i Nordsjælland. En læge, som grundlæggende hader nærkontakt med syge mennesker og altid har gjort det, men som nægter at gå på pension.“

Senere vendte Lars Trier Mogensen tilbage til regeringsforhandlingerne, der tilsyneladende aldrig slutter. Eller hvad? Nu har også SF forladt kontoret hos Mette Frederiksen, der ganske enkelt kun er rykket længere mod højre end nogen anden nylig statsminister: “Efter forlydender fra forhandlingerne både på Marienborg og i Statsministeriet er Socialdemokratiet mere end klar til at hæve grænsen for topskat yderligere, sænke selskabsskatten, øge privatiseringen i den kommunale velfærd og fremrykke et kraftigt forøget forsvarsbudget. På papiret er det faktisk en mere blå politik, end Venstre gik til valg på.“

Fredag fortsatte ved Mette Frederiksens bord, hvor man nok er ved at komme nærmere en regeringsdannelse med Venstre, men begge partier har lavet en opsigtsvækkende kovending i sagen om Lars Findsen. Mens de lovede guld og grønne skove under valgkampen, kan de nu ikke længere sige, om de vil støtte en kulegravning af forløbet om den tiltalte spionchef. Det har fået jurister til at advare om en overhængende risiko for, at sagen bliver lagt i graven i en politisk studehandel. “Bananrepublik“, bliver der blandt andet sagt, og hvis vi tilføjer Anders Fogh og kommission i samme sætning, kan vi næppe være de eneste, der får billeder i hovedet?

Ugen sluttede på en lige så alvorlig historie om kvindedrab. Mens kvinder oftest slås ihjel af eksmænd og -kærester med jalousi som motiv, er den gode fortælling dog, at det faktisk kan forebygges: “Det handler bare om vilje til at tale – og viljen til at tælle,“ skrev Astrid Plum, der har spurgt FN’s ligestillingsorganisation UN Women, Center for Magtanalyse og politiet, hvad vi kan gøre. Nøglen er at tage problemerne ved roden – og på den måde kan vi måske også redde de mænd, der er udadreagerende og har desperat brug for hjælp, inden det er for sent. /Emma Louise Stenholm