1. april 2023

Prøv Føljeton

En lille avis, til vågne læsere

Prøv selv

Kære læser

Et uheldigt fortrin

“For mig at se er der ikke andet at gøre end at fortsætte den nuværende linje og bombningerne,” lød det fra et SF- hovedbestyrelsesmedlem forud for partiets årsmøde i 1999. Den blodige krig i Jugoslavien var en afgørende skillelinje, hvor en række af folkepartiets medlemmer angreb folketingsgruppen og formand Holger K. Nielsen for at være […]

Det bedste vi har set

Alt kan være det samme

Alt kan være det samme

“Hvide vægge. Råt træ. Nespresso-maskiner. Eames-stole. Nøgne mursten. Åbne reoler. Edison-pærer.” En designer opdagede ved et tilfælde, at langt de fleste Airbnb-lejligheder ligner hinanden på en prik, uanset om du er i København, Rio eller Osaka. Men det er ikke kun lejligheder, vi kopierer fra hinanden. Også vores bygningsfacader, biler, filleransigter, frisurer, tandbørster og tweets er lige gennemsnitlige og ludkedelige.

+ Flere penge giver dig ikke bedre stil.

78 kvinder

78 kvinder

Forleden viste (betalingsmur) en undersøgelse, at mænd kun læser bøger af mænd – modsat kvinder, der læser begge køn. Her er et godt sted at starte, hvis du vil vende statistikken.

Dommerproblemer

Dommerproblemer

“I teorien kunne vi udforme reglerne på en måde, der eliminerer subjektivitet. Vi kunne beslutte, at hvis spiller A rører spiller B og ikke rører bolden, så er der altid tale om en forseelse. Det er et spørgsmål om fakta. Men når vi først taler om, hvorvidt en tackling er ‘uforsvarlig’ […], er vi inde i subjektivitetens område. Og når der først er subjektivitet, vil der aldrig være fuldkommen konsistens. Så ønsker vi at beskytte spillets ånd, eller ønsker vi konsistens for enhver pris? Det er et sværere spørgsmål, end det ser ud til.” Kan fodbolden nogensinde blive fair?

For guds skyld

For guds skyld

Robotterne bliver aldrig mennesker, uanset hvor menneskelige de virker. De bliver ikke woke, der er ingen følelser, det er ej heller dem selv, der lærer nye ting, og de kan slet ikke tage beslutninger: “Selvom det kan være sjovt at forestille sig, er tanken om sprogmodeller som en spirende superintelligent AI til gavn for de virksomheder, der skaber dem.”

Supersneppen

Supersneppen

“Det har frustreret mig nogle gange, at deres historier godt kan virke ophøjende omkring det, jeg har udrettet. Journalister får det ofte til at virke, som om jeg har bedrevet noget unormalt eller exceptionelt, men jeg har ingen vanvittige matematiske evner, og jeg er heller ikke særlig god til at kode computere.” Den 24-årige ph.d.-studerende Albert Sneppen, der trods sin unge alder allerede har gjort en lang række ret store opdagelser inden for astrofysikken, har slet ikke nogen superevner, siger han. Det er ren og skær nysgerrighed, og alle kan gøre som ham. Det er da opløftende.

Spisesedlen

Israel og Finland har i hvert fald tre ting tilfælles: Begge landes flag er hvide og blå. De er glade for våben. Og de har været svære at komme udenom i ugen. Mandag kunne man læse, hvordan TikTok står i vejen for en udvidelse af den finsk-norske ammunitionsfabrikant Nammo. Ja, hvem skulle tro det, måske det udskældte sociale medie kan redde verdensfreden? Ikke ifølge Oliver Stilling: “Israel er næsten tabt. Ikke engang kattevideoer kan gøre en forskel,” skrev han i dagens ‘Kære læser’.

En, der fra tid til anden også prøver at redde verdensfreden, er paven. I weekenden lignede han sågar en, der havde oprettet TikTok. Et billede af Pave Francis florerede på nettet, iført en stor, hvid, puffet dynejakke i bedste Balenciaga-stil. Billedet var desværre ikke ægte. Det var lavet med AI-tjenesten Midjourney. I en billedanalyse demonstrerede David Dragsted, hvor hurtigt et sådant kan konstrueres. “Reglerne for sikker færden på internettet er stadig de samme, som de altid har været: At man husker det kritiske blik, nu hvor alt kan manipuleres. Om noget viser pavebilledet dog også, at nærgående analyser bliver stadig vigtigere.” Amen.

Tvivl om hvad der er rigtigt og forkert, var der også i Libanon. Det lille land befandt sig pludselig i to forskellige tidszoner, da myndighederne ikke helt kunne blive enige om, hvorvidt urene skulle stilles tilbage eller ej. I EU er beslutningen om at afskaffe sommertid derimod for længst blevet truffet. Men det halter stadig med at føre den ud i livet: Som Emilie Ewald skrev tirsdag, er parlamentets arbejdspres kun blevet øget, efter Putin annoncerede sine planer om at placere atomvåben i nabolandet Belarus.

I nyhedsanalysen David Dragsted mod Finland. Foruden at være blevet kåret som verdens lykkeligste land, godkendte Ungarn først de tusind søers lands optagelse i Nato. Men lykken står i skyggen af søndagens valg: “Bedst som Finland skal optages i Nato, kan landet potentielt set få en trodsig, blå-sort regering.” En anden potentiel politisk gyser er hvorvidt Sverige, som foreløbig ikke er blevet godkendt af Ungarn, kommer med i forsvarsalliancen. Det er Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, heller ikke lun ved tanken om.

Nu vi er ved dominerende, magtsyge mænd har HBO haft premiere på den sidste sæson af tv-serien Succession. Onsdag skrev Emma Louise Stenholm om seriens absurde drama, der er mere tæt på virkeligheden, end hvad godt er. Grådigheden, der præger serien, viser sig nemlig også i den europæiske finanssektor i disse dage, efter det er kommet frem, at fem franske banker har svindlet for 1.043 mia. kr. i en sag, der også trækker spor til Danmark.

Den sydkoreanske regering virker anderledes afdæmpede. De har for nylig trukket et lovforslag om en 69-timers arbejdsuge tilbage efter protester i befolkningen. Det fortalte undertegnede, Rasmus Hostrup, om i nyhedsanalysen. Sydkoreanerne er i forvejen et af de mest arbejdsomme folkefærd i verden, og arbejdsmarkedet lider under massive problemer med hierarkier og dødsfald. I det mindste både lytter og handler magthaverne tilsyneladende, når befolkningen siger stop – i modsætning til visse andre statsledere i Europa (host).

Udviklingen af kunstig intelligens flyver med raketfart. Derfor har en række techdirektører og forskere underskrevet et åbent brev, der maner til ro og et halvt års dvale. Det ville nok gavne, skrev Oliver Stilling torsdag: “Når det er sagt, så er ideen om seks måneders pause ikke dum. Seks måneders pause ville gøre underværker i mange sektorer og brancher. Meget politikudvikling ville have godt af at seks måneders pause. Den danske regering ville have godt af seks måneders pause.”

Det er ikke kun de grønne ambitioner, regeringen har glemt. Statsministeren har gerne omtalt sig selv som “børnenes statsminister”, men det er hun langt fra, slog Lars Trier Mogensen fast med syvtommersøm. For mens Højesteret har afgjort, at en dansk-iransk kvinde som sidder indespærret med sine børn i Syrien, har ret at komme til Danmark, er det kun udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der har gjort det klart, at danskerne skal hjem. Noget uventet kan han vise sig at blive den virkelige minister for børnene.

Miljøminister Magnus Heunicke (S) er ikke længere helt så begejstret for at sikre vores biodiversitet. Heunicke har taget klimaminister Lars Aagaard (M) i hånden for at udvande et EU-forslag om genoprejsning af 30 pct. af Europas skove inden 2030. De to mener, at genoprejsningen vil ske på bekostning af at udbygge vedvarende energi: “Det er en selvfølge, at en del af landbruget må og skal omlægges, hvis vi skal bare i sneglefart bevæge os hen mod målet,” skrev Astrid Plum fredag.

I nyhedsanalysen bragte Emma Louise Stenholm en tour de force over weekendens valg i Europa. I Montenegro og Bulgarien er valg blevet en vanesag. I Andorra er der en lettere febrilsk stemning, hvor premierministeren beskyldes for at holde hånden over en skandaleramt banksektor. Og Finland runder nogle hæsblæsende dage – med kåringen som verdens lykkeligste land og lovning på Nato-medlemskab – af med muligvis at få en ny statsminister. På den måde blev de tusind søers land på under en uge til de tusind begivenheders land. Vi ses i den næste. /Rasmus Hostrup

Et sidste ord

Vi så gerne, at klimaet blev taget mere alvorligt på film. Og at flere bærende roller bliver tildelt det kvindelige køn.

Vi tager lidt mere taletid i næste uge!

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12