Will the real Giorgia Meloni please stand up? Italiens premierminister er såmænd bare et billede på den “ny-autoritære” drejning, som Europa oplever i kølvandet på 40 års neoliberal politik, siger den italienske økonom Fabrizio Barca i denne langlæser af et portræt i The Guardian. Hun er den Cæsar-type, som appellerer til millioner af vælgere, som føler sig hægtet af og skubbet ud. Har neoliberalismen ført noget som helst godt med sig?

En uge senere er der så landet en reportage fra Institut for Vilde Problemers stort anlagte lancering af den kunstige intelligens, der skal indsamle synspunkter fra de praktikere, der står med de vilde problemer i hverdagen, således at politikerne lettere kan gøre noget ved dem. “Jeg er ret pjattet med denne her model,” udtaler finansminister Nicolai Wammen til Altingets reporter. Efter den første ukritiske, begejstrede bølge af journalistik om INVI’s nye model, må der snart kommer noget, der forholder sig bare en smule kritisk. Det gjorde Føljeton som bekendt i en leder signeret chefredaktør David Dragsted på dag 1.

De fleste kender britiske PJ Harvey som sangerinde. Indtil hun for to år siden udgav digtet Orlam, som hun havde brugt otte år på at skrive, og som så sidste sommer fik et efterliv på albummet I Inside the Old Year Dying. Interview i Los Angeles Review of Books: “Jeg har ikke studeret engelsk, jeg har ikke studeret musik. Så på en måde er jeg selvlært […] Jeg tror ikke på, at man uden videre kan gå fra at være sangtekstforfatter til at blive digter. Det er en helt anden færdighed, og det er meget, meget sværere. Det kræver en masse arbejde. Ordene skal gøre det hele på en blank side. Du har ikke musik, du har ikke lys eller atmosfære. Det er bare ordene på en side, der bliver læst, enten i nogens hoved eller højt, og du skal få det til at fungere.”

Fem medlemmer af Danske Skoleelevers bestyrelse har en kronik i Politiken om medbestemmelse i folkeskolen. “For mig, Madicken, var det historie og madkundskab, som for det meste ikke hørte under kategorien ‘kedelig og umotiverede undervisning’, som næsten alle andre fag gør. Min historie- og madkundskabslærer inddrog os elever jævnligt. Selv om hun ikke altid var bedste venner med klassen, havde hun en tydelig og klar passion for, at eleverne skulle inddrages. Hun brugte mindst 10 minutter af historietimerne på at tale eller diskutere med os, om hvilken mad vi skulle lave i madkundskabstimerne. På den måde gav hun os elever mulighed for at have ansvar for vores egen læring. Vi havde for eksempel plaget hende (en del gange), om vi ikke måtte få lov til at lave pizza, men det måtte vi altså ikke, og i stedet for at give et konsekvent nej så gav hun alternativer og fortalte os, hvordan de hang bedre sammen med en eksamen.”

“Det kan være fristende at se forliget i 2021 om uddannelsesudflytning som en arvtager til bestræbelserne på at sikre, at lyset faldt over både by og land […] I stedet for et solidt vidensgrundlag skabte man en ideologisk bekvem modsætning mellem de større byer og deres universiteter og udkantsdistrikterne. Det var blot bekvem ideologi,” skriver tidligere dekan på Aarhus Universitet Johnny Larsen om udflytningen, der har haft den effekt, at uddannelsesudbuddet kun er styrket i få større bykommuner, mens det samlede uddannelsesniveau på Fyn og i Jylland er faldet: “Jyder og fynboer vil med tiden møde færre undervisere med de rette kompetencer og med det rette kompetenceniveau. Der vil i fremtiden blive lidt mørkere i Jylland.”

Ingen kan løbe om hjørner med Informations Jørgen Steen Nielsen. Hvis du var i tvivl om, at han er en af Danmarks bedste klimajournalister, så læs det her interview med klimaminister Lars Aagaard (M), der mener, at det er svært at sætte meningsfulde reduktionsmål, men hellere sige ‘Please, tænk over det’ – altså tænk over at skifte cyklen ud med el eller at spise mindre kød. Steen Nielsen vender den om: Hvordan filosoferer Aagaard selv over regeringens satsninger på stort anlagte teknologier, der nu er blevet droppet?

“På vej ned ad trapperne taler en gruppe tilhørere om hans vision for fremtiden. ‘Kan vi virkelig nå det inden 2030?’ spørger én.” Information har været en tur på Københavns Rådhus, der i sidste uge blev indtaget af klimaaktivisten Rob Hopkins. Han har skrevet et manifest med omkring 300 fantasifulde idéer til sit Ministerie for den fri fantasi, som han beskriver som en blanding af den magiske skole i Harry Potter og Beatles’ plade og film Yellow Submarine fra 1968. Fire af forslagene drejer sig om bæveres levevilkår. Det lyder umiddelbart lidt gakket, men ifølge Hopkins er fantasi fuldstændig afgørende for at skabe en bedre verden: “Fantasi alene er ikke nok, men uden den begrænser vi vores muligheder. Som forfatteren bell hooks sagde: ’Det, vi ikke kan forestille os, kan ikke blive til noget.’ Vi skal gentænke de fleste aspekter af vores liv for at reducere vores CO2-aftryk drastisk.”

To kloge mennesker havde for nylig en klog samtale om emner, der ellers er svære at gøre sig klog på. Ezra Klein har inviteret den britiske forfatter Zadie Smith med i podcaststudiet for at tale om følelser versus fakta, populisme og bedrageri. Det er en time og et kvarters tid, der er godt givet ud. Hvis man er mere til at læse end lytte, så findes transskriberingen lige her.

En sommerfugl blafrer med vingerne på den ene side af jordkloden, og så blæser det op til orkan på den anden. Donald Trump gentager under en præsidentdebat et rygte om, at haitianske migranter i byen Springfield i delstaten Ohio spiser katte og hunde, og ugen efter spørger en ni-årig pige, der er blevet hentet tidligt fra skole på grund af en bombetrussel, sine forældre: “Har vi nogensinde spist en kat?” Slate rapporterer live fra en by i skarpt spotlys.

Noget kunne tyde på, at gribbe har fået et uretmæssigt dårligt ry. Som Washington Post skitserer, er de ådselsædende fugle nemlig “naturens undervurderede arbejdskraft”. Når gribbe på få timer spiser og nedbryder døde dyr med deres kraftige mavesyrer, forhindrer de sygdomme i at sprede sig. Samtidig giver de en smart klimabesparelse, da man ikke behøver at køre ådslerne til forbrænding. Og det er ikke bare noget, forskere gisner om. Nej, som en nylig videnskabelig undersøgelse viser, kostede det faktisk op mod 100.000 menneskeliv i Indien årligt, da store dele af gribbebestandene her forsvandt i 1990’erne.

Sneakers er for længst blevet samleobjekter og en hel videnskab i sig selv. Det kan vi bl.a. takke Nike for, der allerede tilbage i 1980’erne sagde “Just Do It” og indgik samarbejdsaftaler med Michael Jordan. Alligevel kan sportsgiganten ikke helt sætte flueben ved, at virksomheden også er cool. Spørger man Bloomberg, har Nike faktisk taget et bekymrende dyk i både aktiepriserne og agtelsen hos sneakerfans. Det skyldes – ifølge finansmediet – primært adm. direktør John Donahoe, der i de senere år har formået den tilsyneladende kraftpræstation at gøre Nike kikset (blød betalingsmur).

“Oppe i ‘et glastårn’, som vel er et mere skrøbeligt elfenbenstårn, sidder så jeg og mine litteraturuddannede kolleger og tvangslæser Hærværk, Stuk og andre ikke relaterbare titler. Det er denne retoriske konstruktion, der tillader Tesfaye – som en reinkarnation af Anders Fogh anno 2001 – at gøre ekspertviden til diskvalificerende i sig selv. Men glastårnet og logikken splintres straks ved et blik på selve listen. For hvordan defineres egentlig den højpandede litteratur?” Ph.d. i litteraturhistorie Elisabeth Skou Pedersen reagerer i Information på undervisningsminister Mattias Tesfayes (S) nye bogklub.

Hvis du kan lide serien Operarejsen på DR1, så kan du også lide Allan Gravgaard, komponisten også kendt som ‘Speaker-Allan’. Du er ikke den eneste. TV Avisen har lavet et fint 10 minutter langt portræt af manden. “Det er jo en gave, men det er i den grad en belastning, for jeg kan ikke filtrere det fra,” siger han. “Jeg hører samtaler. Hvis jeg sidder et sted, hvor der er mange, der taler, så hører jeg alle samtaler samtidig. Jeg kan huske ting, jeg husker jo folks børns navne, fødselsdage. Jeg kan gå forbi butiksvinduer, og så kan jeg se, hov, de har ændret opstillingen!” Med andre ord bliver der “fyldt op i hovedet nogle gange”. Måske man skulle til at se noget mere TV Avisen?

I 1954 skrev science-fiction-forfatteren Ray Bradbury (1920-2012) manuskriptet til filmversionen af Herman Melvilles klassiker Moby-Dick (1851). Det var et projekt, som filminstruktøren John Huston havde igangsat – med Gregory Peck i rollen som kaptajn Akab. Hvad kommer det mig ved, tænker du lige nu. Men Bradburys autoriserede biografist Sam Weller, som arbejdede med forfatteren i 12 år, skriver ret sjovt om filmprojektet i Los Angeles Review of Books, og anledningen er vel, at det er de der 70 år siden.

Tja. ‘Rekordenvarmen er tilbage, og måske har verden allerede overskredet klimaets røde linje.’ Artikel i Politiken.

Organisationen Mellemfolkeligt Samvirke er blevet udsat for heftig kritik efter B.T’s historier om, at nogle af organisationens medlemmer angiveligt ikke har rent mel i posen. Spørgsmålet er: hvis B.T’s historie var en pose mel, ville der så overhovedet være mel i den? Steffen Groth leverer i POV International en tiltrængt nuancering af debatten: “Det er en kolossal glidebane, hvis kritisable satiretegninger, som intet har med Mellemfolkeligt Samvirkes udviklingsarbejde at gøre, delt på organisationsmedlemmers private profiler kan føre til kollektiv, økonomisk afstraffelse af en hel organisation.”

Lidt læsning til Prince-elskere i The New York Times: “Dig, if you will, en lille bid af Ezra Edelmans ni timer lange dokumentar om Prince – et forbandet mesterværk, som offentligheden måske aldrig får at se.”

Filosofien bliver i dag mest praktiseret i lukkede akademiske miljøer på universiteterne. Men behøver det være sådan? Ph.d.-studerende i filosofi Joseph Keegin fortæller i magasinet Aeon om, hvordan der i den amerikanske stat Illinois i 1860’erne opstod en sprudlende filosofisk kultur, hvor arbejdere og skolelærere samledes om at læse b.la. Platon og Hegel: “Det ultimative mål for gruppens fælles indsats var ikke produktionen af videnskabelige værker, men derimod skabelsen af gode menneskeliv gennem et kollektivt dannelsesprojekt.”

Magasinet The Dial har også forsøgt at indkredse et svar på, om nogle klimaaktivister ender med at skade deres egen sag. Men som en 26-årig aktivist i den franske klimabevægelse Les Soulèvements de la Terre siger: “Hvis vi ikke gør noget, venter der os forfærdelige ting.”

“Vi lever ellers i de store undskyldningers tidsalder. Der fortrydes som aldrig før. Men hvad hjælper fortrydelse, når skaden er sket? Hvad hjælper det, at man i Københavns Kommune et par år efter den stærkt omdiskuterede nedrivning af Slagtergårdene på Enghavevej meddeler offentligheden, at man fortryder? Hvad hjælper det Carlsberg Byen, at man beklager, at private spekulanter har kunnet sabotere den plan for den nye Carlsberg By, som ved en international arkitekturfestival i Barcelona i 2009 blev nomineret som ‘verdens bedste masterplan’?” Udmærket lille indlæg af professor emeritus Martin Zerlang i Politiken (gavelink).

“Det er ingen sejr at have gennemført et terrorangreb og taget civile gidsler eller at have kæmpet en guerillakrig mod en overlegen fjende i et tætbefolket område. Hverken for palæstinensere, for muslimer eller for arabere. Og det er en vildfarelse, at vestlige regeringer har bidraget militært og politisk til Israels voldsorgie i Gaza.” Mellemøstforskeren Sune Haugbølle, ja, ham Jyllands-Posten pludselig besluttede fast skulle varedeklareres som Israel-kritiker, er begyndt som skribent på Altinget. De kalder ham i øvrigt bare ‘professor i Global Middle East Studies’.

Journalisten Melissa Heikkilä undersøger, hvor meget de store KI-sprogmodeller (LLM) egentlig ved om hende, fordi: “Teknologivirksomheder som Google og OpenAI frigiver ikke oplysninger om de datasæt, der er blevet brugt til at opbygge deres sprogmodeller, men de indeholder nødvendigvis visse følsomme personoplysninger, såsom adresser, telefonnumre og e-mailadresser. Det udgør en ‘tikkende bombe’ for privatlivets fred online og åbner op for en lang række sikkerheds- og juridiske risici.” Det er i MIT Technology Review.

“Problemet er, at finans er ubrugelig. Løsningen er at prøve at gøre noget nyttigt med det eneste, det producerer: de penge, det tjener til vinderne. Fordi gambling ikke har nogen mening, må folk, der har tjent penge gennem gambling, finde mening uden for det centrale, de har gjort med deres liv. Derfra kommer vigtigheden af ​​’filantropi’ for den finansielle milliardærklasse.” Den britiske journalist John Lanchester om finansverdenen og den “grotesk overordnede rolle”, den efterhånden spiller i vores hverdag. I London Review of Books: For hver vinder er der en taber.

“Jeg kommer til at gå derind med krum ryg og få et øjebliks stilhed, mens venner og familie kommer og stirrer på mig. Det er sidste stop,” siger den 92-årige forfatter Gay Talese om bedemanden Frank E. Campbell, som tager sig af begravelser for New Yorks rigeste. Det er folk som John Lennon, Jacqueline Kennedy, Ivana Trump. Og altså måske også Talese, der efterhånden selv har glemt hvor mange begravelser han har været til i forretningen.

Paven og flere end 100 komikere går ind i et freskofyldt rum i Vatikanet, og… ja, hvad sker der så? Det kan komiker David Sedaris heldigvis fortælle meget mere om i The New Yorker. Sedaris var nemlig én blandt mange sjove mennesker – herunder Chris Rock, Julia Louis-Dreyfus og Conan O’Brien – der tilbage i juni blev inviteret til at møde pave Frans med den begrundelse, at “latter får verden til at dreje rundt”. Selv var Sedaris dog mest optaget af at købe sin egen præstekjole; for når man ikke er religiøs, er der trods alt grænser for, hvor andægtigt det kan blive at møde den katolske kirkes overhoved.

Som The Atlantic bemærker, har bestseller-historikeren Yuval Noah Harari flere karaktertræk, der gør ham til en oplagt Silicon Valley-guru. Han mediterer to timer dagligt, bruger ikke en smartphone, ynder at tage på stilheds-retræter og lever overvejende vegansk – og tada, typer som Mark Zuckerberg og Jeff Bezos elsker ham for det. Hvilket så også kunne hænge sammen med, at Harari køber KI-hypen og den dertilhørende alarmisme, og derfor nu har skrevet bogen Nexus: A Brief History of Information Networks From the Stone Age to AI. Problemet er bare, at Hararis analyse stadig er temmelig grovkornet.

“At der i Danmark i teorien selvtilfredsstilles med kinesisk arbejdskraft fra eksempelvis DINGFU, at smidige hænder fra Guangdong-provinsen pryder på hylder og kommoder, nu i nye, seksuelle modi, gør det hele lidt mystisk igen. Ham der med tæppet foran grøntsagsboden på den store boulevard har næppe vidst, at hans arbejde skulle ende som et instagram-post hos en dansk influencer, næppe overvejet at hans tid på fabrikken i grunden ender som en identitetsmarkør på et lokalt mikrobageri i Danmark, penisstimulans og klitorismassage.” Atlas’ Kristoffer Rich Henningsen skriver sjovt og klogt om sexlegetøjets rejse fra kinesisk fabrik til nydelsessøgende Nørrebro.

På en eller anden måde går vi ikke ud fra, at du som Føljeton-læser kunne finde på at bruge i omegnen af 11.000 danske kroner på et Hermès-halsbånd til din hund. New York Magazine har dog lavet en ret sjov lille quiz: Vil du helst have en (falsk) pelsjakke fra Bottega Veneta eller elektrisk gulvvarme i hele din lejlighed? Prada-overalls eller en brugt John Deere-traktor fra 1981 med monteret plæneklipper? Modeindustrien bør virkelig omlægges.

“Repræsentanter for ministerier og styrelser optræder i stigende grad i medierne som kilder i videnskabelige spørgsmål, lige fra klimafysik til natur og samfund. Deres roller som embedsmænd fremgår dog ikke altid klart, når de toner frem i radio og på tv eller i andre medier,” skriver fire klimaforskere i et fælles indlæg i Politiken. At embedsmænd “grundlæggende ikke er uvildige”, fordi de er underlagt regeringens politiske linje, gælder også ellers umiddelbart objektive instanser som Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) – som vi har det med at glemme er en styrelse under Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Det betyder ikke, at det aldrig kan være fornuftigt at lytte til meteorologerne, men at varedeklarationen mangler.

Storbritannien er ramt af en egernbesættelse, skriver The Dial. I dag ser mange briter de røde egern som de indfødte egern, mens de grå, der har været på britisk grund siden det 19. århundrede, bliver beordret jagtet og forgiftet af regeringen såvel som kong Charles. Med den årsag, at de truer med at udrydde den oprindelige egernbefolkning, selvom der angiveligt ikke har været mange beviser for påstanden: “For Charles og mange af hans jævnaldrende synes bevaring af røde egern mindre at handle om at genoprette økosystemer end om at udøve en elitebeføjelse over landområder – og at holde liv i en myte om et engelsk landskab, hvis værdiansættelse i litteratur og kunst har skabt miljøødelæggelser over hele kloden.”

“Aftalen er langt fra god nok for klimaet, og den er skod for naturen. Havde man tænkt på biodiversiteten, havde aftalen set helt anderledes ud. Fokus har været at finde en klimaløsning som også landbruget kunne leve med, og det er lykkes.” Det er Biodiversitetsprofessor Carsten Rahbek, der taler. I et interview på Videnskab.dk kommenterer han den aftale, som Den Grønne Trepart nåede frem til før sommeren. Han er ikke specielt imponeret.

+ Biodiversitetsrådets nye virkemiddelkatalog. Bare gør det, der står her, og ikke så meget fis.

Den sydafrikanske forfatter og filmmager Tsogo Kupa skriver om computerspillet Tales of Kenzera: Zau, som er baseret på en gobelin med bantu-folkets historie, og måske skulle man prøve det. “Sorg er livets uafvendelige tragedie, og indtil jeg spillede dette spil, har jeg ikke følt, at det er blevet udforsket tilstrækkeligt af dette medie.” Og det er i Africa Is a Country.

En skæg, lille tegnet sag i The New York Times af tegneren Margaret Flatley: Hvordan man får det bedste ud af en såkaldt blockbuster-udstilling. For det første: Lad være med at komme på åbningsdagen.

På Føljetons redaktion opstod der for nylig en samtale om værdien af at genlæse bøger. Nogle mente, at tiden brugt på at genlæse var spildtid, som kunne bruges på at læse andre værker. Andre var mere opstemte – hvis en bog er fed, hvorfor ikke læse den flere gange?  I The Paris Review indtager journalist Oscar Schartz det førstnævnte standpunkt: “I et liv, der marcherer ubønhørligt frem mod sin afslutning, kan genlæsning virke som et våben mod det uundgåelige. Men naturligvis er det ikke tilfældet. Den samme skæbne venter os alle, uanset om du har genlæst Proust eller ej.”

Hvordan går det egentlig med Drake efter fejden med ærkerivalen Kendrick Lamar tidligere på året? Ikke så godt, hvis man spørger New Yorker’s Brady Brickner-Wood, som giver en status på rapstjernens liv og efter sigende sørgelige kulturelle outputs: “Hans seneste albums er hverken relaterbare eller opfindsomme – de er beskeder fra helvede. Som et af de mest berømte nulevende mennesker fremstiller han sig selv som eksisterende i en ophøjet verden: En Michael Corleone, isoleret i sin palæ, magtfuld og paranoid, mens han klamrer sig til sit stadig mere skrøbelige imperium.”

Mens flere afrikanske lande kæmper med underernæring, fodres danske grise med så mange proteinrige sojabønner, at dansk landbrug forbruger mere protein, end det producerer til verden. Det forklarer Den Dyriske Time-biolog Alexander Holm i Altinget: “Noget så bizart bør få enhver til at fremstamme et Lars Aagaardsk ‘what the fuck?’ (…) Der er magtforskere, der kalder landbrugslobbyens magt for et demokratisk problem. Med de nye tal fra Klimarådet in mente, vil jeg også kalde det superanimalske danske landbrug et problem for den globale fødevaresikkerhed.”