Den gode Poyâ Pâkzâd, som med en nærmest overmenneskelig kraftpræstation skriver det af Føljeton udgivne nyhedsbrev Gâzâ Brîef fem gange om ugen, har også fået en klumme i Dagbladet Information. Her lægger han ud med at behandle det ulækre begreb remigration: “I praksis er det svært at forstå hjemsendelseslængslen som andet end en administrativ form for etnisk udrensning. Det er ikke frivilligt, når det er udført gennem social og strukturel pression, indtil de uønskede forsvinder af sig selv.”

The Green Party i England og Wales fik ny politisk leder i september. Zack Polanski hedder han, og partiet stormer frem i meningsmålingerne. Polanski siger, at han vil erstatte Labour, som er rykket meget til højre under Keir Starmer. Michael Chessum skriver om det progressive parti i London Review of Books.

The New York Times har en artikel med en række portrætter af amerikanere, der er i et amourøst forhold med deres chatbots. Alligevel utroligt, at folk stiller op og fortæller om det.

“I det øjeblik havde jeg ladet penge komme imellem mig og en potentiel læser. Det, jeg mest ønskede – at mit arbejde blev taget alvorligt, ja, endda nydt af andre – blev forhindret af en følelse, der nu forekom mig misforstået, hvis ikke direkte dum: at jeg skulle have betaling for mit arbejde. […] Hvorfor var det egentlig, at jeg følte, at jeg havde behov for bekræftelse i form af marketingbudgetter og bred distribution i boghandelskæder for at være en ægte forfatter?” Forfatter Shane Hinton forklarer hos Literary Hub, hvorfor han har for vane at give sin bøger væk gratis.

Mark Zuckerbergs Meta har formået at forbinde over tre mia. mennesker via Facebook, Instagram og WhatsApp, og alligevel befinder vi os i en voksende ensomhedsepidemi, hvor stadig flere føler sig isolerede og venneløse. Hvad handler det lige om? Kunne det have noget at gøre med, at vi har ladet nogle af verdens mest socialt akavede mennesker – såsom Mark Zuckerberg – designe vores sociale medier? The Atlantic pointerer i hvert fald meget godt, hvordan Silicon Valleys foreslåede løsning på ensomheden, nemlig mange flere KI-chatbots, blot vil forværre situationen yderligere. Snart vil vi leve i de anti-sociale mediers tidsalder.

“I din artikel, i dit debatindlæg, i din Pulitzer-prisvindende feature, skal du behandle Sudan som var det et homogent sted. Sudan består af 18 stater, 50 mio. mennesker og 70 oprindelige sprog. Ignorer dette. Tal om “landet”, hvisk i ærefrygt over ørkenens omfang, begræd forholdenes hårdhed.” Forfatter Yassmin Abdel-Magied leverer en drønskarp og indebrændt “guide” til, hvordan medier (ikke) skal behandle Sudan. Blankt må vi nok erkende, at vi før er faldet i mange af de fælder, Abdel-Magied opremser. Det må vi gøre bedre – så vi læser lige guiden igen.

“Johanne Mygind mener, at forfatteren har skrevet en roman baseret på hendes bedsteforældres historie – uden at hendes familie har givet samtykke til det. Omvendt anerkender Kim Blæsbjerg slet ikke, at han har taget nogen historie fra Johanne Mygind. Eller hendes familie. Han siger, at det er Lemvigs historie, han har fortalt. Og at Johanne ikke er den eneste, der kan spejle sig i den fortælling.” Interessant serie hos Zetland, om hvem der ejer en historie. “Som du kan høre, så er det besværligt og mudret og følsomt.”

“Det var for 20 år siden i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud, da mange kvinder fra hele Østeuropa, der havde brug for at forsørge deres familier, emigrerede til Italien for at dække det voksende behov for ældrepleje. I de efterfølgende årtier har læger i hele Østeuropa taget udtrykket til sig, ikke som en videnskabelig eller medicinsk diagnose, men som en uformel betegnelse for plejepersonalets psykiske lidelser.” Reportage fra The New York Times: ‘Når omsorgsarbejde gør kvinder syge‘.

Det måtte jo komme: Et gameshow om at strikke. Britain’s Best Knitter, der kan ses på Channel 4, har indtil videre fået bedre anmeldelser, end Bagedysten nogensinde kunne drømme om. Tom Daley, den tidligere udspringer, der brugte OL-pauserne på at strikke, er vært.

Det nye magasin Equator er i luften og den indiske forfatter Amitav Ghosh lægger ud med at koble dommedagsprofetier til hjælpeorganisationer i Bangladesh. De to fænomener bindes sammen i en fortælling om, hvordan levevilkårene for nutidens lokalbefolkning bliver ødelagt af ngo-projekter igangsat for at redde landet fra klimakrisens apokalyptiske fremtid. Her introduceres også udtrykket “anticipatorisk ødelæggelse”, der betyder “at afværge mulige fremtidige skader ved at forårsage faktisk skade i nutiden.” Og med finesse binder den indiske forfatter til sidst det hele sammen med forklaringen på, hvorfor han aldrig selv slutter en tekst med en katastrofe: “Noget sagde mig, at det at forestille sig en apokalypse var det samme som at invitere den til at ske.”

“Dette tvinger os alle til at erkende, at moderniteten i sig selv – hele projektet med menneskelig udvikling, teknologisk fremskridt og social organisering, der har præget de sidste par århundreder – ikke længere er Vestens eksklusive ejendom. Fremtiden bliver nu skrevet flere steder, efter flere logikker, med resultater, der gør det svært at kategorisere.” Apropos Kina har The Ideas Letter en interessant tekst om, om hvad “Vesten” kan lære af det asiatiske powerhouse.

Det er ikke kun i det skotske højland eller i den jyske muld, at Bestseller-rigmanden Anders Holch Povlsen investerer sine penge. Føljeton-ven og Afrika-journalist på Danwatch Oscar Rothstein kan nemlig berette om den danske milliardærs investeringer i vildtreservater i Tanzania. Her kan safari-gæster se på vilde dyr og tage en dukkert i en infinity pool. Imens får nabobønderne frataget deres land for at gøre plads til safari-turismens indtog og ødelagt deres afgrøder af reservaternes vilde dyr – det hele uden kompensation for ødelæggelserne. Menneskerettighedsadvokat Andrea Schemberg er dog klar i spyttet om investorernes ansvar: “Kort sagt: Hvis en virksomhed har forårsaget eller medvirket til skade, forventes det, at den tager skridt til at afhjælpe den – punktum.”

Gode gamle Knud Vilby (83) mener, at statsminister Mette Frederiksen bør smide integrationsminister Rasmus Stoklund (begge S) ud af regeringen. Hvorfor? Fordi hun i sin åbningstale i Folketinget appellerede til, at folk taler ordentligt til hinanden i det offentlige rum. Det gør Stoklund ikke, skriver Vilby i Altinget, når han fx taler om, at udlændinge uden lovligt ophold skal kyles ud af landet, og at vi indtil det lykkes, skal “have styr på dem” og give dem “en træls tilværelse”.

Forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen på Facebook: “Messerschmidt drømmer om udvisninger af op mod 100.000 danske minoritetsborgere, om interneringslejre, om politi, der skal rykke ind i boligområder og hale folk ud af deres hjem, om at der ingen troende muslimer skal være tilbage i Danmark.” Vi har sagt det før: Hvor ‘hyggelig’ mange i mediebranchen end synes, at Dansk Folkepartis formand er, så er han en farlig mand.

+ Marstrand-Jørgensen linker i samme opslag til Umberto Ecos essay Ur-fascism fra 1995. Det ligger frit tilgængelig i The Anarchist Library.

Et spørgsmål om, hvorvidt Mr. Irving allerede var begyndt at skrive en ny bog, banede blot vejen for en tre kvarter lang monolog, der berørte hans researchmetoder, hans interaktioner med tatovører og pensionerede gynækologer, hans evner udi det tyske sprog og hans rejse til Israel i 1981 på invitation fra Jerusalem International Book Fair. Det var i Israel, forklarede han, at han mødte en botaniker og holocaust-overlever, som havde fundet ud af, hvordan man dyrker asparges i ørkenen. Interview med John ‘Verden ifølge Garp’ Irving, nu 84, i The New York Times.

Den tunesiske kystby Gabès var engang en lille oase fyldt med interessant flora og fauna. Nu er den hjemsted for et omsiggribende industrielt fosfat-kompleks, som har forurenet luften og gjort strandene til “kirkegårde for døde skildpadder, krabber og vandmænd”. Som Africa Is a Country pointerer, forsøger lokale ildsjæle dog også at kæmpe tilbage og genvinde det tabte liv – som en slags øko-fokuseret fortsættelse af det arabiske forår: “Modstanden fortsætter. Og det samme gør ønsket om fortsat at kunne trække vejret.”

“Naivt nysgerrig efter at vide, hvordan de så på de moralske implikationer af deres arbejde, spurgte jeg disse medarbejdere, hvordan de havde det med at snyde intetanende mennesker i Houston eller Glasgow. De havde tydeligvis svært ved at føle medlidenhed med velhavende vesterlændinge. De talte kun om, hvordan det føltes endelig at få løn ved månedens udgang: De følte sig lettede, respekterede og kompetente. Svindlen var første gang, de havde følt sig værdsatte på arbejdsmarkedet.” Interessant langlæser i The Dial om den indiske svindelindustri – med udgangspunkt i skribent Snigdha Poonam, som selv går undercover som telefon-scammer.

Har man en svaghed for norsk litteratur, er man sandsynligvis også stødt ind i Tor Ulven – den surrealistiske digter med det suverænt seje efternavn, som flere senere norske forfattere (herunder Karl Ove Knausgård) ofte nævner som et stort forbillede. Og har man en svaghed for Ulven, har man måske også hørt, at han som bare 21-årig, tilbage i 1974, indspillede en mystisk lille kortfilm kaldet Mannen med fuglehjernen, som siden har været forsvundet fra offentligheden. For nylig blev kortfilmen dog tilgængelig online, og dermed er, som Vagant skriver, “et myteomspunnet kapittel av norsk film- og litteraturhistorie endelig mulig å se for et større publikum.” Endda et kapitel, som kun tager 12 minutter at se.

Den britiske sanger Lily Allen er ude med et nyt album, West End Girl, som anmelder Lucia Odoom kalder “et suverænt hævnværk” og giver seks hjerter ud af seks i Politiken. I dette glimrende interview i Interview Magazine fortæller Allen, at hun fik inspirationen til at lave sine sange som en fortløbende fortælling fra The Streets-LP’en A Grand Don’t Come for Free.

+ Lily Allen giver giver læserne udmærkede råd i samme magasin.

Borgerkrigen har bragt byen El-Fasher i det vestlige Sudan ned i et “dybere helvede”, sagde topdiplomat Tom Fletcher i sin briefing til FN’s Sikkerhedsråd torsdag. Fletchers fulde titel er under-secretary-general for humanitarian affairs and emergency relief coordinator, og han ved, hvad han taler om. Det gør Washington Posts udenrigskommentator Ishaan Tharoor også. Tharoor har sammenfattet en redegørelse for, hvad der foregår i Sudan, og det er uhyggelig læsning.

“En ny type stjerne er ved at blive skabt i Sydkorea, hjemsted for globale K-pop-sensationer som BTS og Blackpink. Virtuelle idoler – engang en niche-subkultur blandt kronisk online-teenagere og nogen-og-tyveårige, der var dybt begravet i anime og videospil – er ved at blive mainstream. Udover Re:Revolution, der var Koreas første virtuelle stjerner, har grupper som Plave og Isegye Idol titusindvis af fans på livestreamingplatforme som YouTube, Soop og CHZZK. De skaber indhold som genfortolkninger af Squid Game-episoder og Minecraft-quests. De er også værter for datingprogrammer, hvor de tilbyder fans en form for intimitet, som de ikke kunne forvente af menneskelige stjerner.” Spøjs tekst om et spøjst fænomen ovre hos Rest of World.

USA er stadig ramt af en såkaldt government shutdown, hvilket betyder, at flere hundrede tusinde statsligt ansatte er blevet sendt på tvungen orlov. En af dem er Isaac Stein, som normalt er advokat for IRS, altså de amerikanske skattemyndigheder. Som NPR skriver, har den jakkesætsklædte jurist udnyttet muligheden til at udleve sin gamle barnedrøm, og simpelthen åbnet sin egen pølsebod. “Jeg har en mægtig tid med at slynge hotdogs over disken”, siger han. Godt for dig, Isaac. Godt for dig.

DR er tilsyneladende så bange for at blive slået i hartkorn med venstrefløjsere, at man lader porten til det yderste højre stå på vid gab. Mikkel Bjørn (DF), Lars Boje (Borgernes Parti) og Frederik Vad (S) er med i radioudsendelsen P1 Debat, hvor begrebet ‘remigration’ er omdrejningspunktet. Heldigvis medvirker juridisk konsulent Khaterah Parwani også og giver tørt på i anden del (spol frem til 44:45).

Desværre forholder det sig sådan, at nogle af verdens rigeste og mest magtfulde mennesker også er nogle religiøse weirdos. Det gælder eksempelvis Palantir-bagmanden og MAGA-hviskeren Peter Thiel, som bare ikke vil stoppe med at tale om antikrist. Men altså også Intels tidligere adm. direktør Patrick Gelsinger, som har sat sig for at bygge en kristen kunstig intelligens, der skal “fremskynde Kristi genkomst”. The Guardian har spurgt Gelsinger, hvad fanden der foregår.

“Man skal være gjort af et særligt gement stof, blottet for al menneskelighed, hvis man griner af, at en far, der i måske 35 år har arbejdet sig op fra bunden, forsørget sin familie, betalt skat og aldrig begået kriminalitet, brutalt bliver smidt ned på gaden ved højlys dag, hældt ind i en varevogn og kørt væk. Væk fra sin familie, væk fra sit liv. Fordi han dengang for 35 år siden troede på, at der i et andet land fandtes et liv værd at leve, et værdigt liv for hans familie. Det var hans eneste forbrydelse.” POV-skribent Julie Bendtsen – som er bosat i Chicago – skriver godt og præcist om de gruopvækkende ICE-raids, som lige nu finder sted i USA.

Wikipedia er – som vi også tidligere har understreget – et af de sidste gode steder på internettet. Så selvfølgelig har smadre-milliardæren Elon Musk et horn i siden på onlineencyklopædien, som han mener er “woke” og alt muligt andet uforståeligt. Og selvfølgelig har Musks virksomhed xAI nu lanceret sit eget alternativ kaldet Grokipedia. Det er, som The Verge skriver, både racistisk, transfobisk, konspirationsteoretisk, fyldt med misinformation og påfaldende glad for Elon Musk – så på alle måder en dybt ubrugelig encyklopædi skabt i Elon Musks eget billede. Hvem skulle dog have troet det?

Nu er det ikke fordi vi vil være nogle fatalistiske lyseslukkere, men longevity-bevægelsen (altså forsøget på at hacke kroppen og dermed komme til at leve evigt) lader altså – sådan udefra set – til mest at handle om, hvordan man allerbedst kan tage usandsynligt mange mærkelige piller dagligt. I den forstand giver det dog selvfølgelig også mening, at longevity-typer som milliardæren Bryan Johnson valfarter til byen Vitalia, som ligger i en særlig økonomisk zone på en ø i Honduras. Her kan man nemlig omgå alt det normalt så tidskrævende bureaukrati, og langt hurtigere teste sine mærkelige piller. Resultatet er ifølge The New Republic lidt blandet.

“Bevægelsen står overfor firmaer, der arbejder med minedrift, kød- og sojaproduktion, biobrændsel og vedvarende energi, som ejer store dele af jorden. Mange af firmaerne står anklaget for medskyldighed i skovrydning. Kampen handler altså om, hvem der skal eje Brasiliens jord, og hvordan det kan forme samfundet.” Globalnyt har – i anledning af, at klimatopmødet COP30 snart skal afvikles i Brasilien – et interessant interview med Alexandre Gomes da Silva fra gruppen Movimento dos Trabalhadores Rurais Sem Terra, altså ‘de landløse arbejderes bevægelse‘.

Vi siger ikke, at internettet var en fejltagelse. Vi siger bare, at der er (mange) detaljer i Harper’s Magazine-skribent Daniel Kolitz’ fyldige udforskning af ‘Goonworld’-miljøet, som vi ville ønske, vi aldrig havde læst. Kort fortalt handler det om en samling eksistentielt forvirrede mænd, som kollektivt forsøger at onanere og indoptage så usandsynligt meget porno, at de til sidst opnår “the goonstate” – en slags mytisk, meditativ ekstasetilstand. Vejen derhen er sådan riiiimelig depraveret. Og beviser – med Kolitz’ ord – måske meget godt, hvordan internettet har det med at gøre alting mere ekstremt: “Findes der en tidslinje, et lovgivningsmæssigt miljø, hvor internettet ikke bliver til en yderst effektiv producent af niche-selvmordskulter? Det har jeg svært ved at forestille mig.”

Catalanske Rosalía er med længder en af de mest interessante popstjerner pt. Hun har noget nær egenhændigt gjort flamenco-musikken sej igen med gennembrudspladen El mal querer, hun har givet sit eget idiosynkratiske bud på reggaeton med opfølgeren Motomami, og nu har hun så udgivet førstesinglen “Berghain” til sin kommende plade, som går i en helt, helt anden retning med strygere og korsang – og bidrag fra både Björk og Yves Tumor. Som om det ikke var feberdrømmende nok, synger Rosalía nu ikke kun på spansk, men også tysk. Kort sagt er der mange gode grunde til at se musikvideoen. Det er spændende sager, Rosalía brygger på.

Når vestlige medier, herunder de danske, siger, at de ikke kan rapportere om Israels krigsforbrydelser inde fra Gaza, er det bullshit. Der er jo øjenvidner. Der er palæstinensiske journalister. Her er der en beretning i det israelske magasin +972 af den palæstinensisk journalist Ahmed Ahmed. Han fortæller levende om at vende hjem til Gaza by eller det, der er tilbage af den. Navnet er et pseudonym for at mindske risikoen for at blive slået ihjel af den israelske hær.

Dagbladet Information har besøgt en pensioneret neurotoksikolog og neurobiolog ved navn Jan Bert Gramsbergen i hans nedlagte husmandssted på Ærø. På sine gamle dage er han blevet miljøforkæmper. Der er så meget lort i grundvandet, og han er omgivet af marker, der bliver sprøjtet med pesticider. “De regler, vi har for sprøjtemidler, er alt for slappe. Og det skal der strammes op på,” siger han.

Forstå Iran – om ikke i en håndevending så på halvanden time. Den iransk-amerikanske politolog Vali Reza Nasr er aktuel med bogen Iran’s Grand Strategy – a political history, og her er han gæst i det britiske medie Novaras podcast, Downstream. Meget illuminerende, og som overskriften lyder: ‘Alt, hvad du har fået fortalt om Iran, er forkert.’

“Efter at Hegseth blev forsvarsminister, bad han Potteiger om at lede den første af de månedlige bønnemøder, som Hegseth nu afholder i Pentagon. Potteiger, med firkantet kæbe og skæg, mindede de tilstedeværende soldater og medarbejdere i Pentagons auditorium om, at Jesus har det ‘sidste ord’ i alle verdslige anliggender – herunder atomvåbenmissiler.” The Atlantic tegner et dybt forstemmende portræt af USA’s krigsminister (det hedder det nu over there) Pete Hegseth, der med udgangspunkt i fundamentalistisk kristendom øjensynligt agter at føre hellig krig.

Sjæleforladt ChatGPT-tekst er for længst sevet ud i alle tilværelsens facetter, så selvfølgelig tager folk også chatbotten i brug, når der skal onlinedates – med Black Mirror-agtige implikationer for fremtidens kærlighedsliv. The Guardian zoomer ind på “Chatfishing”, altså at datingapp-brugere lader den kunstige intelligens stå for flirteriet, når der skal skrives frem og tilbage: “’Jeg brugte ChatGPT til al vores kommunikation’, siger Francesca. ‘Jeg svarede ikke engang længere selv – han datede i bund og grund bare ChatGPT.’”

Mærkeligt nok insisterer (ældre) journalister ved større danske medier ofte på at holde internetkultur ud i demonstrativt strakt arm, selvom det – som journalist Jesper Borup bemærker i en rettidig lille kommentar i fagbladet Journalisten – blot tager 20 sekunder at google sig frem til, hvad “gg ez” fx betyder, eller hvad Twitch er. Måske er det på tide at stoppe den unødvendige boomer-performance: “Nyhedsværter gør jo normalt en dyd ud af at sætte sig ind i alting, så de kan fremstille alle historier med indsigt og neutralitet? Men internetkultur og ungdomskultur er tilsyneladende fremmed for dem, og det bliver legitimt at spille dum.”