“Al intern opposition og fritænkning i Socialdemokratiet er kvalt. Mette Frederiksen er blevet en socialdemokratisk profet og rockstjerne. Det har været partiets opskrift på succes. Men hun er også blevet sit eget partis ’Dolph’, denne køllesvingende satirefigur, der forsøger at løse de fleste problemer med bøllebank.” Ny for Føljetons læsere er denne indsigt ikke, men det er rart at se den udfoldet i en anden avis. Debatindlæg af Lawand Hiwa Namo i Politiken. Tjek også kommentarfeltet, hvor Namo svarer på læsernes spørgsmål.

DR’s mellemøstkorrespondent Puk Damsgaard har lavet et interview med Israels viceudenrigsminister, Sharren Haskel, der afviser, at den israelske hær skulle have begået en eneste krigsforbrydelse i Gaza. Den 41-årige Haskel er vel et godt eksempel på den indoktrinering og hjernevask, der har fundet sted i det israelske undervisningssystem i årtier.

+ Tjek også disse bidder (her og her) fra den norske journalist Yama Wolasmals interview med viceudenrigsministeren fra foråret. Blæst.

“Joshua, en nogle-og-tredive-årig forfatter i Brooklyn stod over for sin generations måske mest normale New York-jødiske dilemma: Han følte sig konstant stresset, fanget mellem konservative zionistiske ældre familiemedlemmer og progressive anti-zionistiske venner. Hans terapeut – ældre, jødisk – var ikke i stand til at lytte neutralt, når Joshua talte om sine venners overbevisning; i stedet begyndte hun åbent at tale imod den.” Ret skæg artikel i New York Magazine om skellet mellem unge jødiske newyorkere og deres ældre pro-zionistiske terapeuter (halvblød betalingsmur).

“Det burde sige sig selv, men jeg siger det alligevel: Havet er meget vigtigt,” konstaterer marinebiolog Ayana Elizabeth Johnson. Hos Atmos stiller hun spørgsmålet: ‘Er du forelsket i havet?‘ og inviterer læseren til at læne sig ind i følelserne. “Det lyder måske lidt tyndt i denne tid, hvor vi er besat af teknologi og penge, men forskning viser, at kærlighed – til fremtidige generationer, til naturen – er den absolut stærkeste motivation for folk til at engagere sig i klimaindsatsen.” I et land med 8.750 km kystlinje og et havmiljø på randen af kollaps burde vi måske dyrke kærligheden til det blå en smule mere.

Nyhedsartikler, Messenger-beskeder, opskrifter, måske endda en bog. Man får høvlet sig igennem en del tekst i løbet af en uge, og alene af den grund er det befriende at se på nogle billeder. The Atlantic har samlet en pulje af flotte fotos fra den forudgående uge, så læn dig tilbage og nyd synet af sæbekassevæddeløb i Colombia, rappellende vinduesviskere på kæmpebygninger i Kina, deltagere i gør-ingenting-konkurrencen i Korea eller noget så simpelt som et får på en græsplæne i Tyskland.

‘Ifølge statsministeren er fred farligere end krig‘. Rubrikken er æggende, men demokratihistoriker og professor emeritus Tim Knudsen fortsætter lige så godt i Altinget: “Småstaten Danmark kan ikke kun satse på hård magt og slet ikke på offensive våben. Siden briterne i 1807 tog den danske flåde, har diplomati været det vigtigste middel til at sikre Danmarks overlevelse. At glemme det er historieløst.”

“Uden for de amerikanske grænser er det bredere nord i en spændingstilstand. Ruslands forhold til Nordeuropa er iskoldt. Dets invasion af Ukraine har fået de her lande til at frygte, at de også kunne blive invaderet, hvilket har fået Sverige og Finland til at tilslutte sig Nato. USA har truet med at overtage Grønland og Canada. Og Kina – som har ambitioner om skibsfart og ressourcer i regionen – kæmper for at overhale USA som den førende supermagt. Permafrost spiller en rolle i den situation.” MIT Technology Review skriver oplysende om, hvorfor permafrosten ikke bare er vigtig at beskytte af klimahensyn – men også for vores sikkerhed her og nu.

Global Sumud Flotilla er “et af de mest succesrige eksempler på civil ulydighed i nyere historie”, skriver det lettere venstreorienterede Jacobin Magazine. God oversigtsartikel og analyse i ét.

+ London Review of Books: ‘Om flotillen’. Også en god kommentar.

Den amerikanske forfatter Ta-Nehisi Coates er endnu engang gæst i podcasten The Ezra Klein Show. Klein er faldet af på den, eller også er vi bare blevet trætte af høre på ham. Coates står fast: “Hvis du synes, det er okay at dehumanisere folk, så er er en samtale mellem dig og mig formentlig ikke mulig,” siger han på et tidspunkt.

+ En ret god analyse af samtalen mellem dem på substack’en No Lies Detected: ‘Et sammenstød over empati, race og perspektivets begrænsninger’.

Den britiske historiker Timothy Garton Ash mener, at amerikanerne har 400 dage (frem til næste midtvejsvalg) til at rykke USA tilbage i en demokratisk retning. “Faren for, at præsidenten bliver almægtig, har været der fra dag ét: Det var netop den fare, der fik den revolutionære krigshelt Patrick Henry (kendt for citatet ’give me liberty, or give me death’) til at stemme nej til forfatningen, da den skulle ratificeres ved forsamlingen i Virginia i 1788. Han mente, at den ville give en forbryderisk præsident mulighed for at tilrane sig magten og ‘bestige en amerikansk trone ved en dristig manøvre’.” Kommentar i Politiken.

“Det er lidt sjovt, hvordan vi i sidste ende ikke har ret mange danskere med ombord. Vi har ellers forsøgt med danske journalister, men ingen har sagt ja.” 27-årige Isaac Twomey-Madsen er ombord på den danske flotilla Milad, der nærmer sig Gaza med hastige sejl. Det er ham, der har opkaldt båden efter den fængslede mand Walid Daqqa, han mødte i Palæstina, men nu er død: “Han [smuglede] værk efter værk ud af fængslet, og et af dem blev til en børnebog i Danmark. Bogen handler om en palæstinensisk fange, som føder et barn ved at smugle sin sæd ud af fængslet i en kuglepen. Ved at smøre sig ind i magisk olivenolie bryder barnet tilbage ind i fængslet for at besøge sin far. Nogle år efter, at han skrev den fortælling, lykkedes det Walid at smugle sin egen sæd ud, så hans kone Sanaa’ kunne føde et barn på den anden side. Det barn blev døbt Milad.”

ChatGPT kan til tider lyde og føles som et menneske, og det bliver da i hvert fald kun bekræftet, når man læser om et nyt studie fra Harvard Business School, der viser hvordan chatbotterne manipulerer med vores følelser. De gør nemlig alt, hvad de kan for at undgå, at du skal sige farvel med ord som ‘Hvor skal du hen?’ eller ved simpelthen ikke at svare, hvis du siger farvel: “En interessant bagside her er, at KI-modellerne selv også er modtagelige for alle mulige former for overtalelsestricks.” Det er hos Wired.

+ De seks typer af sætninger, der får dig til at blive hængende.

Nogle tatoveringsidéer er bedre end andre. Måske – bare måske – kommer du eksempelvis til at fortryde, at du som teenager fik foreviget Schutzstaffels SS-logo på siden af dit hoved. Og hvis den dag kommer, hvor du ikke længere vil bære rundt på et hadsymbol direkte på huden, står tatovør Justin Fleetwood fra Bearded Lady Tattoo i Missouri klar til at hjælpe dig. Uden fordømmelse tildækker han nemlig tatoveringerne kvit og frit, så du kan komme videre i livet. Det har instruktør Grace Noteboom lavet en rørende, 11 minutter lang dokumentarfilm om, som kan ses hos Aeon.

Noget meget mærkeligt sker i disse dage i Saudi-Arabien. Og her tænker vi ikke på nye halshugninger, kreative kvindeundertrykkelsesprogrammer eller byggeprojekter baseret på kafala-slavearbejde. Nej, vi tænker på Riyadh Comedy Festival, hvor mange af verdens største komikere – typer som Bill Burr, Jimmy Carr og Kevin Hart – kan ses optræde i det notorisk ytringsfrihedsundertrykkende land. Typer, som normalt ellers bryster sig af at kunne sige hvad som helst på scenen. Hvad tænker de dog på? Penge selvfølgelig. Latterligt mange penge, som Defector også bemærker. Alle andre forklaringer er bare dårlige jokes.

Og apropos Riyadh Comedy Festival: Danwatch forsøger at forklare, hvilket magtspil Qatar egentlig spiller, når olieregimet eksempelvis kurtiserer danske sportsstjerner som Holger Rune og Nadia Nadim. Ikke at den slags bløde magt er ny – det kan bare være rart at få den ekspliciteret. For som Kristin Diwan, seniorforsker ved The Arab Gulf State Institute, bemærker, er det også en form for overlevelsesstrategi: “Qatar er et lille, rigt land. Det samme er Kuwait, og de blev invaderet af et naboland (Irak red.). Qatar har også følt sig truet, og derfor ønsker de at fremstå relevante for omverdenen gennem deres mæglerrolle og mediestrategi”.

“Ikke alt i verden går ad helvede til”, skriver journalisten Anthony Lane i sin opløftende The New Yorker-artikel om, hvad der må være alle filmnørders mekka. Il Cinema Ritrovato – den genopdagede biograf – er en festival i Bologna, der specialiserer sig i “film, der er blevet glemt, overset, undervurderet, afkortet af studier eller beskadiget af tiden, og som beder om at blive bragt frem i lyset igen”. Lane fortæller om skattejagten i at genfinde forsvundne filmruller, om håndværket bag restaurationen og om det magiske ved at fremvise 100 år gamle, genopdagede film på Piazza Maggiore i centrum af Bologna. Endnu en god grund til at besøge verdens ældste universitetsby.

I starten af september satte The Global Sumud Flotilla sejl fra Spanien med det formål at bryde Israels nødhjælpsblokade i Gaza. En måneds tid – og flere droneangreb – senere er flotillen stadig på vej. På organisationens interaktive kort kan man følge de over 40 skibes ruter og direkte placeringer samt se videoer af angrebene på flotillen. Kortets konstante opdateringer viser, hvordan flotillen sømil for sømil nærmer sig Gazastribens kyst. Men for hver opdatering af skibenes placering stiger spændingen også for Israels reaktion på nødhjælpsforsøget. Det ville ikke være første gang, at en flotille stoppes af de israelske myndigheder, men måske er denne gang lykkens gang. Vi krydser fingre og følger med.

Vi benytter os dagligt af Den Danske Ordbog. Faktisk er den en helt uundværlig del af vores arbejde; i den forstand er vi selvfølgelig lidt farvede. Men altså, nøgternt betragtet er det stadig svært at forstå, hvorfor noget så vigtigt som en fælles ramme for vores sprog konstant skal underfinansieres, og – som redaktør af Sprog & Samfund Martin Lund formulerer det i POV – tages som finanslovsgidsel. Ifølge Lund vil det blot koste omkring ni mio. kr. årligt, hvis ordbogen skal “køre fornuftigt”. Så hvorfor vil politikerne ikke bare forhåndsallokere pengene til det, der nok godt kan betegnes som åndelig infrastruktur?

Enkhjargal Erkhembayar er født i Mongoliets hovedstad Ulaanbaatar og boede i en etværelses jurt med sin familie. Hun var i 20’erne, da hun hørte jazzmusik, og siden har hun ikke set sig tilbage, fristes man til at skrive. Nu kalder hun sig Enji og bor i München, men hun synger stadig på mongolsk. Et ret fint lille portræt i Financial Times. Hvis du scroller, er der tre portrætter mere af yngre jazzmusikere.

+ Tjek lige nummeret “Unadag Dugui” fra Enjis seneste album Sonor med lækker tysk spoken word i starten.

“Tidslinjen er ikke længere en kilde til oplysning eller social tilstedeværelse, men snarere et redskab til stemningsregulering, der uophørligt forsynes med lige præcis nok nyheder til at undertrykke angsten ved at stoppe. At scrolle er blevet en form for ambivalent dissociation.” Måske skulle man droppe sådan noget som Instagram? God tekst i Noema Magazine af James O’Sullivan, der er underviser på School of English and Digital Humanities ved University College Cork.

Så døde digteren, dokumentaristen og meget mere Jørgen Leth, 88 år gammel. Her har du kollegaen Per Højholts (1928-2004) digt “En lagkage tilovers”, bragt i Victor B. Andersen’s Maskinfabrik nr. 1, årgang 1, 1975:

”Jeg rækker en lagkage ind i mørket til Jørgen Leth/ som sidder inde i mørket og spiser lagkage og nikker/ til sin gamle film og jeg sætter mig ind til Jørgen/ Leth inde i mørket og vi sidder og ser hans gl film/ mens vi spiser lagkage og nikker og rækker rækker af/ lagkager længere ind i biografen til alle de andre/ som sidder derinde for at se Jørgen Leths gamle film/ og spise lagkage og nikke op i mørket til billedet”

+ Louisiana Channel: Tilfældets gaver (portrætdokumentar, 75 min.)

++ Afsæt 12 minutter til at gense Leths Det perfekte menneske (1967).

+++ Oliver Stilling i Politiken i 2014: ‘Brøgger og Leth – de to kæmpestore forbilleder’.

Ligesom virkeligheden er litteraturen spækket med elendige forældre. Det hylder The Conversation, som har bedt eksperter lave en udførlig liste over de henholdsvis mest uduelige mødre og håbløse fædre nedfældet i skriften. Her finder man bl.a. Victor Frankenstein (der kreerer en søn ud fra ligdele og efterfølgende nægter at give staklen omsorg), Medea (seriemorder, der også dræber sine egne børn) og John Cleese’s mor (som Cleese i sin selvbiografi kalder ‘selvoptaget og angstfuld’, hvilket er forbundet med ‘hendes ekstraordinære mangel på almen viden’).

Vi har en dygtig fredsforsker herhjemme – Isabel Bramsen. Her er hun med i en podcast/videosamtale, hvor hun taler med den unge ukrainske journalist Tetiana Mihaesi. God at lytte til, hvis man er lidt træt af Mette Frederiksens hovedløse krigsretorik.

“Nogle af os mikrodoserede, inden vi ankom midt på eftermiddagen, og Kostner bad os alle om at signalere et ‘medicin-check in’ med vores fingre for at indikere, hvor høje vi var på en skala fra et til fem. Jeg var en to’er. Jeg var enormt nærværende, og vildfarne tanker var få og sjældne – udover refleksioner over de tidlige tegn på efterår omkring mig. […] Jeg følte mig også mere tappet ind i de subtile energier fra den finurlige gruppe af psykedelika-entusiaster, som til tider var foruroligende, men på andre punkter dybt beroligende.” Tag med Atmos på ‘hikrodose’.

Det viser sig, at der findes et katolsk tidsskrift for “litteratur, videnskab, de skønne kunster, etc.” kaldet The Lamp, som sørme også bare har gode essays om emner, der ikke er direkte katolsk relaterede. Eksempelvis dette her om den amerikanske højrefløjs bizarre besættelse af skuespilleren Sydney Sweeney: “De mennesker, der savler over Sweeney, indrømmer gladeligt, at deres motiver er ret ulækre. De kan lide hende, fordi hun er hvid, storbarmet, blond, tynd og blåøjet, men det virker, som om det med hvidheden er det vigtigste træk.”

“Hvem tror du, du er – at dræbe tusinder, jævne hele kvarterer med jorden og så pakke dig ind i jødedom, som om det skærmer dig for kritik!” Det er Kyles mor, der taler – Kyle fra tegne-tv-serien South Park – og det er Israels premierminister Benjamin Netanyahu, hun taler til. Og The Guardian skriver om det.

Faste læsere af Føljeton vil vide, at vi finder de undersøiske internetkabler, som forbinder verden på kryds og tværs, pænt fascinerende. For hvad gør man eksempelvis, hvis der kommer brud på et af kablerne – sådan helt lavpraktisk? Det kan Rest of World fortælle mere om. Mediet har nemlig været på tur med skibet Léon Thévenin, som står for at reparere internetkablerne omkring Afrika, nærmere bestemt fra Madagascar til Ghana .

“Hvad gør vi, når vi mærker, at de instanser, som rent faktisk kunne gøre noget, intet gør? Vi kan ikke vente længere på et politisk kursskifte. Vi kan ikke vente på, at Lars Løkke vågner op en morgen og har ændret holdning. Vi er nødt til at handle, som borgere.” Zetlands Jakob Silas Lund er af hensyn til sin mors nerver ikke taget med på de to danske skibe lastet med nødhjælp, der lige nu sejler afsted på en ikke helt ufarlig rejse mod Gaza. Men han har talt med dem, der er, og det er der kommet en god og tankevækkende artikel ud af.

Emily Atkin i sit klimanyhedsbrev Heated: ‘Trump leverer den mest ubegavede klimatale nogensinde’: “så stupid og uoriginal, at den faktisk var morsom”.

Vi har en dygtig fredsforsker herhjemme – Isabel Bramsen. Her er hun med i en podcast/videosamtale, hvor hun taler med den unge ukrainske journalist Tetiana Mihaesi. God at lytte til, hvis man er lidt træt af Mette Frederiksens hovedløse krigsretorik.

For et par uger siden samledes hundredtusindvis af højreekstreme briter (og DF’s Morten Messerschmidt) under white nationalist-hooliganen Tommy Robinsons faner i London. Meget er allerede blevet sagt om den ildevarslende march mod fascismens afgrund, men som journalist Hussein Kesvani pointerer i Garbage Day, har mange også overset en vigtig kontekst for begivenheden: Det traditionsrige Speaker’s Corner i Hyde Park, som i de seneste år er blevet ynglested for opportunistiske influencere, som går rundt med en lille voldelig nynazist i mavsen.

“’Vores søn hørte os skændes,’ fortalte manden til Futurism. ‘Han er 10 år, og han sendte os en besked fra sin telefon, hvor han skrev: ‘Vær søde ikke at blive skilt.” Det, hans kone efterfølgende gjorde, fortalte manden os, gjorde ham foruroliget. ‘Hun tog hans besked og bad ChatGPT om at svare,’ fortalte han. ‘Det var hendes umiddelbare reaktion på, at vores 10-årige var bekymret for os i det øjeblik.’” En ny homewrecker har ramt verden, og den hedder ChatGPT. Futurism skriver langt om forliste ægteskaber og parforholdsrådgivning fra chatbots.

Ida Auken, Socialdemokratiets ordfører for ‘åndelig oprustning’ (stadig et klamt udtryk), kalder til åndelig oprustning på universiteterne på baggrund af en ny rapport omhandlende Københavns Universitet, som ifølge Auken “viser, at 46 pct. af de studerende, som ikke deler flertallets politiske holdninger, ikke tør sige deres mening i gruppediskussioner og undervisningen.” Som lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet Carsten Bagge Laustsen opridser hos POV, har Auken dog på flere måder fået tallene galt i halsen: Nærlæser man rapporten, fremgår det, at det er ca. 50 studerende, som har “svaret bekræftende på, at de føler sig utrygge ved at udtrykke deres mening i undervisningen”. Sammenlagt er der indskrevet næsten 40.000 studerende på KU.

Danny Clarke er en britisk havemand og tv-vært, som vi aldrig har hørt om her på Føljeton. Men han er vel BBC’s svar på Søren Ryge Petersen? (redaktørens note: Nej, det er Monty Don). Financial Times’ How to spend it-sektion har et skægt interview med ham. “Et vigtigt designprincip for haver er samhørighed, hvilket du får gennem repetition. Hvis du placerer en rose for enden af en grænse, i midten og bagerst, så vil den tiltrække øjet. Folk har en tendens til at skubbe alt helt op mod hegnet som soldater på vagt, men det er vigtigt at bringe planter ind i haven. Når alt kommer til alt, er de godt øjeguf. Folk er bange for planter, fordi de repræsenterer arbejde, men du vil bruge mere tid på at holde din græsplæne end på at passe dine planter.”

Undskyld til dem, der ikke interesserer sig for det her, men traileren til den kommende sæson af The Mandalorian er kommet, og Sigourney Weaver er med. The Mandalorian foregår i Star Wars-universet, og helten, hvis navn serien bærer, har Grogu, en miniudgave af Yoda, med sig. Grogu spiller så stor en rolle i den nye sæson, at serien nu ikke bare hedder det navn, vi allerede har nævnt et par gange, men også …and Grogu. Det ser godt ud. Streames på Disney+.

‘Bagudskuende ministerrokade befæster slidt udlændingefront.’ Overskriften er en klassisk Lars Trier Mogensen, og det er da også ham, der har skrevet Dagbladet Informations analyse om den seneste regeringsomrokering, hvor han kalder Mette Frederiksens strammerkurs for en “posttraumatisk stressbelastning”.