Weekend den 25. juli

Føljetons sommerskole

Føljeton er gået på sommerskole

Så vi opdaterer kun forsiden en gang om ugen. Vil du med på sommerskole?

10 uger for 10 kr.

Kære læser

Vær den frø, du ønsker at se i verden

Hvis man placerer en frø i en gryde med kogende vand, er det dyremishandling, og i øvrigt springer den straks ud. Hvis man placerer en frø i vandet og langsomt opvarmer det, springer den også ud. Vent, hvad? Ja, den velkendte historie om frøen i gryden holder ikke. Det ændrer dog ikke på, at man […]

Det bedste vi har set

Min computer

“At holde sig sådan nogenlunde orienteret om den politiske situation i verden er en pligt, noget, man ikke har ret til at vende ryggen til. Burde det samme ikke gælde for teknologi med den enorme påvirkningskraft, den har?” Karl Ove Knausgård skriver i Harper’s om sit første møde med en edb-maskine i 1984. Han var ikke videre imponeret. Sidenhen har computerteknologien omvæltet og overtaget vores verden, og Knausgård forsøger nu at forstå, hvad det indebærer.

+ Hvis “De” abonnerer på Weekendavisen, kan første del af essayet læses på dansk lige her.

Sult er et grusomt våben

111 internationale humanitære organisationer har i løbet af ugen advaret om alvorlig hungersnød i Gaza. Agence France-Presse har desuden besluttet at evakuere sine freelancejournalister på grund af situationen. “Siden AFP blev grundlagt i august 1944, har vi mistet journalister i konflikter, vi har haft sårede og fanger i vores rækker, men ingen af os har nogen erindring om at have set en medarbejder sulte ihjel,” skriver nyhedsbureauet på X.

+ Siden maj er mere end 1.000 palæstinensere blevet dræbt af israelske styrker, mens de har forsøgt at få adgang til mad og nødhjælp. The Guardian illustrerer det dødbringende system.

Solstik

“I MAHA [Make America Healthy Again]-verdenen er mælk bedre, når den er rå, oksekødsfedt er sundere end forarbejdede olier, og immunsystemet er stærkest, når det ikke er vaccineret. Denne filosofi, uanset hvor mangelfuld den er, appellerer til de mange amerikanere, der føler, at de er blevet svigtet af de institutioner, der skal beskytte dem. Den giver mulighed for, at det at genvinde sit helbred kan være så enkelt som at afvise videnskaben og vende tilbage til naturen. Og hvad er mere naturligt end solen?” Det er moderne at solbade, men misinformation og den amerikanske højrefløj lurer lige under den solbrændte overflade. The Atlantic undersøger fænomenet.

Forelskede kunstnere

I Information udfolder forfatter Sabitha Söderholm eminent kærlighedshistorien mellem Amrita Sher-Gil, der i dag ses som en af de mest betydningsfulde malere i Indien, og kunstneren Boris Taslitzky. Det er forbudt kærlighed (hendes forældre brændte deres kærlighedsbreve, skrevet og sendt mellem 1929 og 1931) og ung kærlighed (han beskriver hende i sine memoirer som sin første passionate love). Det er også en kærlighed, der formede deres liv og kunst – også selvom den ikke varede evigt.

TikTok-jazz

Hun er inspireret af komponisten Sergei Prokofiev, jazzsangeren Chet Baker og popdronningen Taylor Swift. Hun er 26 år og fra Island. Hun har sunget med Barbra Streisand. Hun er en sensation på det sociale medie TikTok. Hun hedder Laufey (udtales lay-vay) og har talt med The New York Times (blød betalingsmur) om sit album A Matter of Time, der udkommer i næste måned. Hun lover, at det bliver “lidt mærkeligere og lidt mere surrealistisk”. “Jeg valgte altid det foto, hvor jeg syntes, jeg så bedst ud, og den vokal, hvor jeg lød smukkest. Med dette album tror jeg, jeg var træt af at jagte skønhed,” siger hun til avisen.

+ Indtil da er hendes gamle musik yderst lytteværdig. Her er hun hos NPR’s Tiny Desk sidste år.

++ Og her i selskab med Islands Symfoniorkester.

En fodboldspillers læseliste

Sommertid er læsetid, og vi kan ikke få nok gode boganbefalinger. Også når de kommer fra uventet side, såsom fra en fodboldspiller. Héctor Bellerín spiller for den spanske fodboldklub Real Betis by day og læser bøger by night. Han anbefaler blandt andet forfatterne Hermann Hesse og Han Kang. “Litteraturen er blevet noget, der har – og jeg ved godt, det er en kliché – men for mig har den fuldstændig ændret mit liv,” siger han til The Guardian.

Spisesedlen

Frankrig vil anerkende Palæstina som selvstændig stat. Det meddeler landets præsident Emmanuel Macron, som uddyber, at erklæringen bliver fremsat ved FN’s generalforsamling i september.

I år er der blevet født 33 storkeunger i Danmark, hvor den hvide stork ellers blev dømt uddød i 2008. Det er 15 flere end sidste år og det højeste antal i flere årtier. Det er i øvrigt frivilligorganisationen storkene.dk, der holder øje med landets storkepar.

Det hidtil største studie af firedages arbejdsuge viser, at fordelene opvejer ulemperne. “Når ansatte vil levere den samme produktivitet, arbejder de måske meget hurtigt for at få arbejdet gjort færdigt, og deres trivsel kan faktisk blive forværret,” siger Wen Fan, der er sociolog ved Boston College og hovedforfatter bag studiet. “Men det var ikke det, vi fandt ud af.”

Nick Cave har doneret sin bogsamling – mere end 2.000 bøger – til en genbrugsbutik i Hove i Sydengland. Da rygtet spredte sig, dannede der sig køer foran butikken.

Venedigs filmfestival har offentliggjort årets program, og det byder blandt andet på nye film fra Guillermo Del Toro, Park Chan-wook og Kathryn Bigelow.

Nærsynet

Mumi for evigt

I år fylder mumitroldene 80. Vi har fundet Andreas T. Kønigs artikel om (og hyldest til) den finske kunstner Tove Janssons bløde og buttede væsener frem fra arkivet. “Du behøver ikke se Lars von Trier eller læse Dostojevskij for at forstå den menneskelige eksistens. Og du behøver ikke læse selvhjælpsbøger, hvis du har det svært.” Bare besøg Mumidalen.

Et sidste ord

Elon Musk har åbnet en diner, og der er “episk bacon” på menuen. Ellers tak, Elon.

I næste uge er der oprustning på sommerskoleskemaet. Vi ses på mandag!

 

Weekend den 18. juli

Føljetons sommerskole

Føljeton er gået på sommerskole

Derfor opdaterer vi kun forsiden en gang om ugen. Vil du med på sommerskole?

10 uger for 10 kr.

Kære læser

Trækfugle og trækplastre

Trist. Trist. Trist. 700 brevduer er blevet væk. Under en vanlig kapflyvning fra Vejen til Aalborg i weekenden skulle først 500 ældre brevduer flyve turen efterfulgt af 900 yngre duer. Men en uventet koldfront forvirrede duernes orienteringsevne ud over sans og samling, og de unge duer spredtes for alle vinde. “De er jo kommet hjem […]

Det bedste vi har set

Et fix til de skærmafhængige

I starten af sommeren kunne man i Weekendavisen læse (betalingsmur), at middelklassen har fået sig et nyt statussymbol: Den digitale detox. Afholdenhed fra mobilbrug er på mode, og dumbphonen, altså det, der plejede at hedde en telefon, er tilbage. Hos den amerikanske techjournalist Kyle Chayka, der selv er rimelig telefonafhængig, har denne åbenbart allestedsværende frustration med smartphonen manifesteret sig i, at han har downloadet appen Opal. En såkaldt skærmtidsapp, hvis formål er at holde styr på dit forbrug af underholdningsapps. Opal udøver en slags “blid opdragelse”, som Chayka skriver i sin tech-klumme, der i sidste ende får dig til at føle, at du selv aktivt fravælger tidsspildet. Men vi har alle brug for lidt hjælp. Som Opals direktør siger til New Yorker: “Jeg tror, de fleste mennesker overvurderer deres frie vilje og undervurderer vanedannende produkters magt.”

+ Ovenstående maleri er af den New York-baserede og nulevende kunstner Maria Jimenez, i hvis værker telefonafhængighed ofte spiller en rolle. Se dem her.

Intet

“Intet” hedder det første kapitel i den franske historiker Jean-Pierre Filius seneste bog Un Historien à Gaza. Tilbage i 2014 skrev Filiu det, der stadig den dag i dag betegnes som den eneste omfattende moderne historie om Gazastriben, bogen Gaza: A History. Den 19. december 2024 rejste historikeren ind i Gaza i hemmelighed og blev dermed den første og eneste udenlandske forsker, der har været i Gazastriben, som ikke er kommet derind på en israelsk tank. Han rejser rundt i området i en måned, genbesøger ugenkendelige steder, prøver at opspore bekendte. Jacobin har skrevet om den franske historikers værk og om forsøget på at skrive Gazas historie, imens det jævnes med jorden.

Forudsigelig kritik

“Den 3. juli kaldte Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, de pro-palæstinensiske protester på årets Roskilde Festival for “det forudsigelige intellektuelle sammenbrud blandt Vestens kunstnere og intellektuelle”. […] Weekendavisens chefredaktør insinuerer i sin kommentar, at det ingen konsekvenser har for kunstnere eller intellektuelle, som siger fra over for Israels fremfærd. Tværtimod finder han det forudsigeligt, ja, ligefrem kedsommeligt, når der bliver udtrykt støtte til Palæstina. Har Martin Krasnik levet under en sten de seneste 21 måneder? Hvordan kan han ignorere de mange kunstnere, aktivister og akademikere, som på tværs af Europa og i resten af Vesten er blevet forsøgt censureret, fyret, deporteret og boykottet, blot fordi de har givet udtryk for solidaritet med det palæstinensiske folk?” Godt debatindlæg af Ekko’s Las Dyhrcrone om den borgerlige presses tendens til at kaste med sten i eget glashus.

Af jord er du kommet, til krabbe skal du blive

I en periode over tre år begyndte der at dukke en række mere eller mindre obskure pseudovidenskabelige artikler op. De stillede alle sammen det sensationelle spørgsmål: Hvorfor bliver alt ved med at udvikle sig til krabber? Afsættet var en videnskabelig artikel udgivet i 2017, som påstod, at krabber ikke er ét slags dyr, men i stedet at fem forskellige dyrearter hver især skulle have udviklet sig til krabber. Det greb så meget om sig, at en forsker følte behov for at understrege, at nej, mennesker kan altså ikke udvikle sig til krabber. I Aeon har forskeren Michael Garfield taget fat i fænomenet med begge klør og gennemgår menneskets fascination og frygt for dyret med den hårde skal og det bløde indre.

Højt at flyve

Det virkelig glimrende Culture Study Podcast stiller det brændende spørgsmål: ‘Hvorfor er Katy Perry så pinlig?

Salathoved

“Min idé om, hvad en salat skal være, er nok ret forskellig fra andres,” skriver den britisk-israelske stjernekok Yotam Ottolenghi i en salatorienteret udgave af sit meget anbefalelsesværdige madnyhedsbrev. I en serie på tre dele gennemgår kokken, hvad der gør en god salat. Men har man ikke overskuddet til at læse det hele i sommervarmen, kommer her en personlig favorit.

Tabouleh af perlebyg med marineret feta:

40 gram perlebyg
100 gram feta
1½ spiseske olivenolie
1 teske za’atar
½ teske koriander
¼ teske spidskommen
1 bundt persille
4 forårsløg, finthakket
2 fed hvidløg
40 gram cashewnødder, let ristede
1 grøn peberfrugt, skåret i små tern
½ teske allehånde
2 spiseskefulde citronsaft
½ deciliter olivenolie
Salt og peber

Bland za’ataren med spidskommen, koriander og 1½ spiseske olivenolie, bræk fetaen i stykker og vend det forsigtigt i marinaden. Lad det stå, imens du laver resten af salaten. Hak det, der skal hakkes, af ingredienserne. Bland citronsaft og olivenolie med allehånde til en dressing. (Hvis du ikke har allehånde, overlever du nok, da kan du bare kompensere med de andre krydderier.) Bland det hele sammen og nyd.

Spisesedlen

Borgerforslag om bedre forhold til rugemødre i Danmark opnår over 50.000 underskrifter og skal diskuteres i Folketinget efter ferien. Forslaget vil bl.a. ændre lovgivning, der afholder dansk sundhedspersonale fra at måtte hjælpe ved befrugtningen.

Danske forskere er med at aflive myten om, at psykisk sygdom går i arv. Alle har risiko for at blive ramt af psykisk sygdom, siger professor Carsten Bøcker Pedersen, den ene hovedforfatter til studiet, men arvelighed spiller altså kun meget lille rolle.

Spis flere strandkrabber – og hjælp dit lokale havmiljø. Antallet af strandkrabber er nemlig alt for stort, så Dansk Naturfredningsforening anbefaler, at du fisker klemmen frem og tager på krabbefangst.

En nyopdaget 900 år gammel stavefejl løser et århundredelangt mysterium om den engelske nationaldigter Geoffrey Chaucer (?-1400). Den rettede stavefejl beviser bl.a., at middelalderprædikanter har refereret til popkultur i deres prædikener.

Bandsene Massive Attack og Fontaines DC stifter sammen med en række andre britiske musikere en organisation, der skal beskytte kunstnere, som oplever chikane som følge af at have udtalt sig kritisk om Israel.

Nærsynet

Når man elsker én, man aldrig har mødt

Hvad har den ungarske komponist Franz Liszt og popstjernen Taylor Swift til fælles? Vi har været en tur i arkivet og fundet Andreas T. Kønigs oplysende artikel om kendiskultur og -hysteri frem. Læs eller genlæs den her.

Et sidste ord

Overforbruger du ChatGPT, frygt ej. Her er en liste med andre (og bedre) steder at søge råd. Fx som et barn, eller en fremmed på gaden.

Føljeton er tilbage i næste uge med en sommerskole om tech og alles dets dilemmaer.

Weekend den 11. juli

Føljetons sommerskole

Føljeton er gået på sommerskole

Derfor opdaterer vi kun forsiden en gang om ugen. Vil du med på sommerskole?

10 uger for 10 kr.

Kære læser

Utrættelig og frygtløs

USA’s præsident er en latterlig præsident, og hans regering er en latterlig regering. For to dage siden udsendte det amerikanske udenrigsministerium en pressemeddelelse om, at USA nu indfører sanktioner – ikke imod en stat eller en virksomhed, men imod Francesca Albanese, FN’s uafhængige specialrapportør for de besatte palæstinensiske områder. Pressemeddelelsen, der er signeret Trumps ryggesløse […]

Det bedste vi har set

Emily og verdens tilstand

Et udmærket interview med den amerikanske model m.m. Emily Ratajkowski i Elle UK. “År for år bliver jeg mere og mere venstreorienteret,” siger hun (sådan kan det gå). Hun afslører også, at hun er “kronisk online” og nævner en artikel af Jia Tolentino i The New Yorker, som hun er stærkt optaget af. “Jeg er så overvældet af verdens tilstand.”

+ Jia Tolentino i The New Yorker: ‘My brain finally broke‘.

Fra floden til havet forklaret

From the river to the sea… redaktør Poyâ Pâkzâd fra magasinet Eftertryk forklarer udførligt og tiltrængt, hvor denne parole kommer fra, hvad den betyder i dag, og hvorfor den skræmmer zionister: “Frygten er, at araberne vil gøre mod dem, hvad jøderne har gjort mod araberne: fordrive dem med magt og vold.” Og det er så i Politiken.

Den eneste Lipa, der Dua

Mens Emily Ratajkowski indtager forsiden af Elle UK, snupper Dua Lipa Vogue UK. Den britiske sanger og sangskriver med de kosovoalbanske rødder fylder 30 til august, så der er noget at tænke over. I interviewet taler hun lidt om sin kæreste, men heldigvis meget mere om andre ting. Og Patti Smith udtaler sig om hende: “Hvis du valgte hende som en slags rollemodel, ville hun ikke føre dig på afveje.” Flotte ord fra et andet forbillede.

S.U.T.’en på briksen

Hvad er en weekend uden et Søren Ulrik Thomsen-interview? Information har talt med digteren om psykoanalysen, og der er mange gode citater. Vi kan jo tage det her: “Jeg må sige, at jeg er chokeret over, at psykoanalysen er marginaliseret så meget, som den er i dag. Jeg synes, det er et historisk hukommelsestab uden lige.”

Uvidenhed i gode hænder

I betragtning af hvor imbecilt de konservative parti i Storbritannien har fremstået de seneste ti år, virker Rory Stewart påfaldende intelligent. Han er tidligere tory-minister og har i nogle år drevet den populære politiske podcast The Rest is Politics sammen med Alistair Campbell, Tony Blairs gamle spindoktor. Nu har Stewart lavet en virkelig god podcastserie i seks afsnit på BBC om uvidenhed, som man kunne ønske sig, at nogle af vores toneangivende politikere gad lytte til.

Vähä-Kiljava er finsk for perfektion

Så er der lidt til arkitekterne og de finlandofile. Det er Monocle, der har en artikel om flere lækre sommerhuse i landsbyen Vähä-Kiljava 50 kilometer nord for Helsinki. Vi møder bl.a. en arkitekt ved navn Pia Ilonen, hvis arkitektforældre Pirkko og Arvi byggede et flot hus deroppe i 1970’erne. Alvar Aalto bliver også nævnt, og folk går i den kommunale sauna. “Det er den perfekte kombination af isolation og samvær,” er der en, der siger. “Der er et samfund, men ingen kommer og banker uanmeldt på din dør.” Perfekt.

Spisesedlen

Bæveren “kan alt det, vi gerne vil med den grønne trepart,” udtaler forstfuldmægtig Ejgil Edfort Andersen fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Der er “bæverboom” i Nordsjælland. Og den skal være så velkommen, Europas største gnaver!

Der er besøg fra det ydre rum. En ret massiv komet kaldet 3I/ATLAS drøner mod os med 200.000 km/t. “Den lader til at komme fra midten af galaksen,” udtaler en Dr. Chodas. Når kometen er tættest på Jorden, vil den være 250 millioner kilometer væk.

Først var der Omar Khayyám – han skrev digtene i 1100-tallet; så oversatte Rasmus Christian Elling dem nænsomt fra persisk; og endelig kom Peter Laugesen til og gav dem en diskret nutid-isering. 33 digte er en lille drøm fra forlaget Bangsbohave.

En pakistansk startup bygger billige proteser til palæstinensiske børn, der har mistet arme og ben under israelske bombardementer. En app tager billeder fra forskellige vinkler og skaber en 3D-model. Proteserne bygges i Karachi og skibes af sted.

Agnes Slott-Møllers bryster skabte forargelse på Charlottenborgs forårsudstilling i 1889. Maleriet, som hendes mand Harald havde malet, forsvandt og blev glemt, men Den Hirschsprungske Samling har lige købt det – nu er det et hovedværk på museet.

Nærsynet

Den sommer, Bertel Thorvaldsen kun kunne knalde fire gange på en formiddag

Og så er der lidt fra arkivet. Artiklen her handler om den frisindede Bertel Thorvaldsen, og den er skrevet af Oliver Stilling i 2016.

Et sidste ord

“Jeg fantaserede om, at hun måske ville slå mig ihjel.” Jesus Christ, godt man ikke arbejdede som assistent for Patricia Highsmith.

Weekend den 4. juli

Føljetons sommerskole

1. lektion: Strategisk autonomi.
2. lektion: Til lands.
3. lektion: Til vands.
4. lektion: I luften.

 

Føljeton er gået på sommerskole

Så vi opdaterer kun forsiden en gang om ugen. Vil du med på sommerskole?

10 uger for 10 kr.

Kære læser

Alligator Trump

De første indsatte er trådt ned i Trumps drivvåde sump. “Der er folk,” siger pressesekretæren i Floridas statsadvokatkontor Jae Williams natten til fredag dansk tid om det nye detentionscenter, der har fået navnet Alligator Alcatraz, fordi det er placeret midt i Everglades, et vådområde med alligatorer, krokodiller og pytonslanger. Her skal 3.000 “illegale” migranter kunne […]

Det bedste vi har set

Serbiens unge stemmer nej

“Vi ved selv, hvem vi er, og vi kan ikke se, hvordan det gavner vores sag at åbne op og få mediedækning i Danmark. Så hvorfor spilde tid på det? … Det nytter alligevel ikke noget. EU og borgerne i EU kommer alligevel ikke til at gøre noget for at hjælpe vores sag i Serbien. Der er ingen grund til at oplyse europæerne om, hvor slem Vucic er. Det burde de allerede vide.” Reportage fra Serbiens studenteroprør, der har varet i flere måneder. Her på Beograds universitet, hvor Dagbladet Information ikke er velkomne.

Fremtiden er svampe

Svampe er andet end bare en madingrediens eller nogle timers trip. De er “mystiske, allestedsnærværende, ældgamle og snedige. De udfører noget af planetens mest ydmyge arbejde lige så flittigt, som de udfører det, vi betragter som det mest ophøjede: fra nedbrydning og forrådnelse til at styrke vores afgrøder og hjælpe os med at hele psykiske sår.” Tema om den fascinerende fungiverden i Orion Magazine.

Gensplejsede skyer

“Der hvor der er et potentiale, og hvor det samtidig er teknisk realistisk og inden for en rimelig økonomi, er noget af det, hvor man modificerer skyerne, så de reflekterer mere sollys, og det køler klimaet.” Fascinerende og ikke så utopisk drømmeri i Lars Trier Mogensens podcast Guld og grønne skove. Her er det Jens Olaf Pepke Pedersen, der forsker i partikler ved DTU Space.

Glemt med vilje

Selvfølgelig er det ikke et tilfælde, at du aldrig kan få fat på biludlejeren eller flyselskabet, når du vil klage. At din mail er endt i spam, at de sikkert ikke engang har et telefonnummer, og at du, hvis de har, først kan ringe på fredag, for så at sidde i kø i flere timer og blive spist af med, at du må tage sagen videre til domstolene. “Det viser sig, at der er et ord for det … Sludge,” skriver The Atlantic om den altid utilgængelige kundeservice, som helt overlagt trækker korrespondancen ud i uendelighed, eller ja, bare aldrig svarer. “Da jeg begyndte at tale med folk om deres sludge-historier, lagde jeg mærke til, at næsten alle sluttede på samme måde – med et træt, nedslidt Fuck it. Da de så, hvor uansvarligt systemet var, betalte de den fejlagtige lægeregning eller opgav at anfægte bøden.” Det er lige præcis det, firmaerne håber, du gør.

Zadie Smiths stilhed

Forfatter Zadie Smith har skrevet en lille novelle i The New Yorker, inspireret af den amerikanske digter og aktivist Grace Paley. “Det er måske lidt perverst at skrive en historie, der hedder ‘The Silence’ som en hyldest til en af de mest snakkesalige forfattere på blokken”.

+ Genhør Zadie Smiths fænomenale optræden i Ezra Kleins podcast.

Læger under angreb

“BBC droppede Doctors Under Attack på grund af risikoen for, at den skabte ‘en opfattelse af partiskhed’. Det er dog svært at få den påstand til at stemme overens med den film, der er blevet vist på Channel 4. Man har hele tiden forsøgt at få en forklaring fra IDF. Begivenhederne den 7. oktober 2023 vises her lige så grafisk som optagelserne af sårede palæstinensiske børn,” skriver The Guardian om filmen Doctors Under Attack, der viser hvordan Israels militær “systematisk” angriber palæstinensiske læger på samtlige af Gazas hospitaler. BBC ville ikke vise den, men det vil den britiske tv-kanal Channel 4 altså gerne. Og har lagt den frit tilgængeligt her, gratis og for hele verden.

Spisesedlen

Ny dom fra Den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol fastslår, at stater har en juridisk forpligtelse til at bekæmpe klimaforandringerne. “Der er ikke plads til ligegyldighed,” siger domstolens formand Nancy Hernández López.

I samme boldgade afgjorde Norges højesteret i sidste uge, at klimaaktivister ikke kan straffes for fredelige demonstrationer, heller ikke i et ministerium. Afgørelsen, der handlede om samernes rettigheder i den såkaldte Fosen-sag, var enstemmig.

Klimaformandskabet, kalder Tænketanken Europas Ditte Brasso og forsker Jakob Dreyer deres nye rapport om, hvordan det danske EU-formandskab kan arbejde for at gøre EU grønnere, nu hvor klima ikke fylder det store i prioriteterne. Lyt til dem.

 

Lørdag begynder 15. runde af fodboldturneringen Women’s Africa Cup of Nations, der spilles i fem byer i Marokko. Hold øje med Clara Luvanga, der vil være “den bedste spiller i Afrika”, og Barbra Banda, der “ganske enkelt er en målmaskine”.

Bogmomsen på 25 pct. skal afskaffes, siger kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) på anbefaling fra regeringens arbejdsgruppe for litteratur. Vi venter spændt på, om han så faktisk tager det med til finanslovsforhandlingerne.

Nærsynet

Fred er bomben

I denne uge har Føljetons Sommerskole handlet om EU’s ønsker om at opbygge en selvstændig forsvarsindustri. Så hvorfor ikke give alvorssnakken noget modvægt ved at genlæse sidste års sommerskole om fred? Start ovenfor, hvor du finder links til alle skolens afsnit – og og der sker heller ikke noget, hvis du læser dem i bagvendt rækkefølge.

 

Et sidste ord

Flotte sten findes ikke kun på stranden.

Føljeton er tilbage i næste uge med en ny sommerskole. Denne gang om techmoguler og filosoffer som Peter Thiel og Curtis Yarvin, der med deres tætte forbindelser til Trumps regering styrer USA som en marionetdukke.

 

Weekend den 27. juni

Ugens Føljeton

I hele denne uge har vi bragt Føljetons chefredaktør David Dragsteds essayserie om at læse 104 bøger på 365 dage. Fik du ikke læst afsnittene, kan du finde dem her, her, her og her – i den rækkefølge.

 

Føljeton er gået på sommerskole

Så vi opdaterer kun forsiden en gang om ugen. Vil du med på sommerskole?

10 uger for 10 kr.

Kære læser

Klimaets sommerferie

Det er gået lidt under radaren, at Lars Aagaard (M) skal stå i spidsen for EU’s klimaministerråd. Når Danmark på tirsdag overtager EU-formandskabet – og regeringen senere tager imod kommissionsformand Ursula von der Leyen på Aarhus Universitet – har klimaministeren én overhængende opgave: at lede forhandlingerne om et nyt klimamål for 2040. Mindre end et […]

Det bedste vi har set

Chefredaktørens Roskilde-program

Vores chefredaktør David Dragsted har haft travlt. I listernes ånd har han minutiøst lyttet til hele – hele – Roskilde Festivals lineup og lavet en meget udførlig gennemgang over, hvad du bør se. Og ikke se.

De regerer endnu

“Det, der er bemærkelsesværdigt, er skødesløsheden i alt det her. Den officielle diskussion af krigen er helt ude af trit med øjeblikkets alvor. For en række kommentatorer har den her krig været endnu en mulighed for at erklære afslutningen på den amerikansk ledede verdensorden – som allerede var blevet erklæret død med tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2021, den russiske invasion af Ukraine i 2022 og igen med Gaza i 2023. Men det amerikanske imperium er her stadig, og det er stadig meget farligt.” Skarp analyse i London Review of Books.

Irak-krigen om igen

“Ligesom Israels magtanvendelse før den, er USA’s magtanvendelse efter min mening helt klart ulovlig – en overtrædelse af forbuddet mod magtanvendelse i FN-pagtens artikel 2, stk. 4. Det skyldes ganske enkelt, at lovligheden af USA’s magtanvendelse er afhængig af gyldigheden af Israels argumenter for at retfærdiggøre sin magtanvendelse.” Juridisk gennemgang af, hvorfor USA’s ageren i Iran minder påfaldende meget om noget, vi så i 2003: “Selv med en meget fleksibel forståelse af overhængende fare kan man ikke på baggrund af de beviser, der i øjeblikket er offentligt tilgængelige, hævde, at (1) Iran har besluttet at bygge et atomvåben, dvs. at dets ledelse har til hensigt at gøre det, og at (2) når våbnet er bygget, har Iran til hensigt at bruge det mod Israel.”

Snerper, snobber og firkanter

Sex har aldrig været nemmere at få, men “alligevel er unge mennesker ved at miste appetitten”, skriver Jia Tolentino i The New Yorker i en dobbeltanmeldelse af to nye bøger om de yngre generationers – måske – dalende seksuelle engagement: “Det virkelige problem i den her sag handler mindre om sex og mere om ensomhed. Depression og angst er nu så almindeligt blandt unge, at det næsten tages for givet – og der er en samtidig uinteresse i eller ubehag ved intime forhold, selv de flygtige, en situation, der uundgåeligt fører til mindre sex i mindre tilfredsstillende udgaver.”

Apropos sex

“I alle mulige private sammenhænge giver det god mening gerne at ville være sexet og attraktiv. Men jeg er nysgerrig på, hvad der sker, hvis du fortæller en hel generation af kvinder, at sex er magt. Hvad fortæller man dem ikke? Hvad er det for en magt, hvor lang tid varer den, og hvad kan man faktisk bruge den magt til? De ting taler vi sjældent om.” Interview med kulturanalytiker Sophie Gilbert i Dagbladet Information (gavelink).

Besøg fra Adania Shibli

Nanna Mogensen har gjort sig lidt af et scoop ved at få den palæstinensiske forfatter Adania Shibli med i den nyeste udgave af sit radioprogram Skønlitteratur på P1. Ikke live, men det er sagen underordnet.

Spisesedlen

Staten har givet 83 mio. kr. til Guldborgsund med henblik på at etablere det største naturgenopretningsprojekt i kommunens historie: 465 hektar ved Hejrede Sø. Som borgmester Simon Hansen siger: “Det her kommer os alle sammen til gode.”

Så er den på gaden, den længe ventede danske oversættelse af den 77-årige palæstinensisk-amerikanske historiker Rashid Khalidis værk 100 års krig mod Palæstina. Det er simpelthen årets sommergave. Giv den til din nabo, før hun giver den til dig.

Energiske Theresa Scavenius har besluttet at “undersøge mulighederne for at stævne staten for baseaftalens brud på grundloven”. Og vurderer, at en sag “vil stå på et stærkt juridisk fundament, der giver realistiske chancer for at vinde”. Sådan.

Viggo Mortensens milde kontrafej er på forsiden af et magasin, der hedder Imagine5. Og når man samler det op for at undersøge sagen nærmere, er det et blad om at leve lidt mere i pagt med naturen. “Jeg vil dyrke ting, der overlever mig,” siger Viggo.

Med så mange mennesker uden et etisk kompas er det op ad bakke. I tilfældet Mærsk er det dog en slags begyndelse, når koncernen siger, at den ikke vil arbejde med virksomheder, som opererer i ulovlige israelske bosættelser. Folkeligt pres virker.

Nærsynet

Læsernes læseliste

I anledning af ugens føljeton om læselyst har Føljeton udloddet en håndfuld bøger fra David Dragsteds læseliste – mod, at I delte jeres bedste anbefalinger til sommerens læsning. Som en slags public service har vi samlet alle titlerne lige her – listen kan frit deles videre med dem, du synes måtte have gavn af den. […]

Et sidste ord

Føljeton går på sommerferie, men du slipper – som sædvanligt – ikke for os.

Hold øje med din indbakke. Og på gensyn så længe!

Torsdag den 26. juni

Dragsteds læseliste – rangeret fra bedst til værst (nogenlunde)

På Føljeton-redaktionen kan man ikke have undgået at høre om vores chefredaktør David Dragsteds litterære eskapader. I en tid, hvor færre og færre læser bøger, har han tygget sig igennem 104 af slagsen på et enkelt år. På gentagne opfordringer og i den snarlige sommerferies ånd har han indvilliget i at fortælle om projektet. Dette er fjerde afsnit.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Daddy Donald

Ærbødigheden er betingelsesløs. Det bliver tæt på umuligt nogensinde at overtrumfe Natos generalsekretær Mark Rutte i disciplinen underdanig fedterøveri. Da han under topmødet i Haag tiltalte USA’s præsident som ‘Daddy’, skrev Nederlandenes tidligere premierminister sig ind i historiebøgerne som den ultimative tronslikker. En anden mulig forklaring er mere mørk, fetichistisk og psykoanalytisk. Så lad os […]

Spisesedlen

Zelenskij og Europarådet indgår aftale om at oprette et tribunal, hvor russiske embedsmænd kan stilles til ansvar for krigen i Ukraine.

Lars Løkkes forsøg på at købe Mike Fonsecas mandat er ikke i strid med grundloven, vurderer Folketingets lovsekretariat.

En tredjedel af befolkningen i Tuvalu har søgt om klimavisum i Australien.

Kenyanske unge fra Gen Z demonstrerer mod regeringen og præsident William Ruto.

Meta vinder retssag om træning af KI-modeller med bøger, de ikke har fået forfatternes tilladelse til at bruge. “Fair use”, lyder dommen.

Spansk domstol fastholder bøde i den tidligere fodboldchef Luis Rubiales’ kyssesag.

Det globale kokainmarked har aldrig været større.

Nærsynet

Hurtigt videre

Bedst som Nato-topmødet er sluttet i Haag, er i hvert fald 27 af deltagerne rejst mod Bruxelles. Torsdag er der møde i Det Europæiske Råd, hvor statslederne fra EU’s medlemslande ikke bare straks skal i gang med at finde flere penge til våben, men også tale om, hvordan man bedst muligt sikrer, at de først […]

Et sidste ord

I anledning af ugens føljeton udlodder vi hele ugen nogle af de 104 bøger, som Føljetons chefredaktør David Dragsted læste sig igennem sidste år. I dag er det José Saramagos En fortælling om blindhed.

Vær med i lodtrækningen ved at sende os en mail her: Hvilke bøger vil du anbefale at læse til sommer?

Vi udtrækker vinderne fredag, hvor vi også samler jeres anbefalinger i en stor liste, som vi alle kan få glæde af. To fluer med ét smæk.

Onsdag den 25. juni

Den eneste bog, jeg på intet tidspunkt har nydt

På Føljeton-redaktionen kan man ikke have undgået at høre om vores chefredaktør David Dragsteds litterære eskapader. I en tid, hvor færre og færre læser bøger, har han tygget sig igennem 104 af slagsen på et enkelt år. På gentagne opfordringer og i den snarlige sommerferies ånd har han indvilliget i at fortælle om projektet. Dette er tredje afsnit.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Zohrans aften

Det kan godt være, at han er ung og progressiv, og at byens største avis, The New York Times, ikke kunne nosse sig sammen til endorse ham i demokraternes primærvalgkamp om borgmesterposten, men det er ligegyldigt nu. Efter en fantastisk kampagneindsats af tusindvis af græsrødder og frivillige gennem mange måneder stod det tirsdag aften klart, […]

Det bedste vi har set

Interessant sygdom, du har

“Meget få mennesker ville instinktivt sætte endometriose i bås som noget … fysiologisk interessant, eller jeg ville i hvert fald ikke have gjort det. Men via en fælles ven fik jeg for nylig en snak med Shilpa Pothapragada, en Schmidt Fellow, der studerer ved Wyss Institute på Harvard. Hun forsker i bedre måder at diagnosticere endometriose på, og efter den fascinerende samtale betragter jeg nu sygdommen som en af de mærkeligste tilstande, jeg nogensinde har hørt om.” For folk, der selv har endometriose, er ‘interessant’ nok næppe det første ord, der falder en ind – måske snarere ‘ulidelig’.

+ Endnu mere uddybende.

Man skulle have læst datalogi

“Den største synder bag afmatningen er teknologien selv. Kunstig intelligens har vist sig at være endnu mere værdifuld som skribent af computerkode end som skribent af ord. Det betyder, at den er ideel til at erstatte netop den slags person, der byggede den.” For kort tid siden var man godt sikret, hvis man bare lærte noget med kodning. Nu dropper flere datakarrieren i takt med, at kunstig intelligens stjæler jobbet fra dens egne skabere.

Europæiske alternativer

“Så tænkte jeg: ’Okay, hvis vi skal leve i en digital verden, er vi også nødt til at betale for digitale services.’ Altså, hvis jeg ikke betaler for min mail, hvordan skal de så både kunne hoste det hele og lave en fed oplevelse for mig?” Dagbladet Information: ‘Først oprettede Søren Hjortdal en Protonmail, og inden han så sig om, var den 33-årige marketingmedarbejder blevet antiamerikansk techaktivist‘.

Spisesedlen

Etisk Råd anbefaler at lempe reglerne for, hvad man må gøre med afdødes aske.

Danmark indtræder i Nato-samarbejde om lufttankning.

Thailand forbyder turister at rejse til Cambodja.

Vietnam afskaffer dødsstraf for otte forbrydelser, herunder tyveri og forsøg på at vælte regeringen.

DBU sænker aldersgrænsen for rekruttering af børn fra andre fodboldklubber til ti år.

Knap hvert fjerde anerkendte trossamfund har ikke indberettet deres årsregnskab til tiden.

Højskoleforstander Karen Friis er ny direktør for museet KØN i Aarhus.

Nærsynet

Trump-doktrinen

Vicepræsident JD Vance kalder det amerikanske angreb på iranske atomanlæg “vildt vellykkede”. Også selvom en hemmelig, men lækket rapport af Pentagons efterretningstjeneste Defense Intelligence Agency indikerer, at Trumps udmeldinger om, at anlæggene skulle være “udslettet”, er stærkt overdrevne: Ødelæggelserne fra USA’s B2-bombefly kræver blot et par måneders oprydningsarbejde. Vance beskriver Trumps retoriske strategi som en […]

Et sidste ord

I anledning af ugens føljeton udlodder vi hele ugen nogle af de 104 bøger, som Føljetons chefredaktør David Dragsted læste sig igennem sidste år. I dag er det Anne Carsons Albertine-øvelsen.

Vær med i lodtrækningen ved at sende os en mail her: Hvilke bøger vil du anbefale at læse til sommer?

Vi udtrækker vinderne fredag, hvor vi også samler jeres anbefalinger i en stor liste, som vi alle kan få glæde af. To fluer med ét smæk.

Tirsdag den 24. juni

Gør scroll-tid til læsetid

På Føljeton-redaktionen kan man ikke have undgået at høre om vores chefredaktør David Dragsteds litterære eskapader. I en tid, hvor færre og færre læser bøger, har han tygget sig igennem 104 af slagsen på et enkelt år. På gentagne opfordringer og i den snarlige sommerferies ånd har han indvilliget i at fortælle om projektet. Dette er andet afsnit.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Ubestridelige kendsgerninger

Der er “indikationer” på, at Israel bryder menneskerettighederne. En otte sider lang juridisk undersøgelse, som EU’s udenrigstjeneste EEAS fredag rundsendte til medlemslandene, gør sig kun i halve udsagn: At det kun sandsynligvis er en overtrædelse af international ret, når Israel – ud over at bombe Gaza med “våben med vidtrækkende effekt” – blokerer for mad, […]

Det bedste vi har set

Det sætter sig i hjernen

Man fristes til at sige, at du mister hjerneceller, hver gang du bruger ChatGPT. Men virkeligheden er næsten lige så slem: Hjernescanninger viser, at både hukommelsen og evnen til at generere idéer helt fysiologisk sløves.

Filmen, der ændrede Hollywood

Da Steven Spielbergs sommerspektakel Dødens gab udkom for 50 år siden, blev det lidt mere uhyggeligt at begive sig ud i bølgen blå. Det legendariske plot om en gigantisk og blodtørstig haj er, som The New York Times grundigt illustrerer, blevet skabelon for utallige film i de efterfølgende årtier.

+ Spielberg selv er forresten ked af, hvordan filmen har formet vores opfattelse af hajer. Så det skal ikke hedde sig, at Føljeton spreder haj-propaganda. Vi minder om, at mennesker slagter op mod 100 millioner hajer om året (med vilje og til skade for økosystemet), hvorimod hajer dræber ca. seks mennesker årligt (formentlig ikke altid med vilje).

Jens Elo Rytter taler

“Det her med udvisning af kriminelle udlændinge er altså en diskussion, vi har haft i 15-20 år her i landet. Men det er faktisk overraskende for mig, at det her initiativ med Meloni og Mette Frederiksen og det her nye pres på området kommer nu. Fordi alle, der har lidt indsigt i de her sager om udvisning af kriminelle udlændinge, ved, at det nok aldrig har været nemmere i forhold til menneskerettighederne at udvise kriminelle udlændinge, end det er i dag. Fordi Menneskerettighedsdomstolen faktisk har justeret sin praksis over de sidste ti år, så det er blevet nemmere for staterne at udvise de hårdt kriminelle”. Professor i forfatningsret Jens Elo Rytter om Mette Frederiksens kamp mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Spisesedlen

Israel bekræfter at have indgået våbenhvile med Iran, mens der fortsat er tvivl om den kommer til at holde. Mandag bombede Israel flere steder i det centrale Teheran.

Den britiske regering vil forbyde protestnetværket Palestine Action.

OL i Paris endte med at koste 6 mia. euro – over 3 gange mere end forventet.

Ligestillingsminister Magnus Heunicke (S) og digitaliseringsminister Caroline Stage (M) afsætter 700.000 kroner til at kortlægge manosfæren i Danmark.

Chilensk kæmpeteleskop med “verdens største digitalkamera” har offentliggjort sine første billeder fra rummet.

16 kobberbelagte kæmpestatuer hejses tilbage på Notre Dames spir.

Aarhus Lufthavn skal “til enhver tid” kunne bruges til “start, landing og parkering med militære fly”, skriver forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) til Folketingets Finansudvalg.

Nærsynet

Fleksible Nato-mål

Uanset hvem man spørger, ser der ud til at være enighed. Når Nato-topmødet begynder i dag tirsdag i Haag, forventes medlemslandene at blive enige om at hæve deres forsvarsbidrag til 5 pct. af bruttonationalproduktet inden 2035 – og ikke 2032, som det først var planen. Det har indtil nu ikke stået klart, hvordan de 5 […]

Et sidste ord

I anledning af ugens føljeton udlodder vi hele ugen nogle af de 104 bøger, som Føljetons chefredaktør David Dragsted læste sig igennem sidste år. I dag er det Mary Shelleys Frankenstein.

Vær med i lodtrækningen ved at sende os en mail her: Hvilke bøger vil du anbefale at læse til sommer?

Vi udtrækker vinderne fredag, hvor vi også samler jeres anbefalinger i en stor liste, som vi alle kan få glæde af. To fluer med ét smæk.

Mandag den 23. juni

Et år med magisk læsning

På Føljeton-redaktionen kan man ikke have undgået at høre om vores chefredaktør David Dragsteds litterære eskapader. I en tid, hvor færre og færre læser bøger, har han tygget sig igennem 104 af slagsen på et enkelt år. På gentagne opfordringer og i den snarlige sommerferies ånd har han indvilliget i at fortælle om projektet. Dette er første afsnit.

Føljeton

En lille avis til vågne læsere.

Prøv selv

Kære læser

Holdningsløse tidende

I en leder, som Børsens abonnenter kan læse i papirudgaven i dag mandag, skriver avisens chefredaktør, at “dette er den sidste leder i Børsen” – og derefter kommer han med en lang, forudsigelig forklaring. På den ene side kan man sige, at det sørme gik hurtigt med at træffe en så omkalfatrende redaktionel beslutning som […]

Det bedste vi har set

Et livsværk

Den britiske kunstner Jenny Saville maler store malerier af kvinder, som “de fleste kvinder ser sig selv”, siger hun til The New Yorker. “Jeg prøver at indfange deres identitet, deres hud, deres hår, deres varme, deres utæthed”. Magasinet har talt med Saville i anledning af hendes nye udstilling på Albertina-museet i Wien. Hun kommer vidt omkring i interviewet, og hvis man absolut ikke har tid til at læse et longread, bør man ikke snyde sig selv for at kigge på billederne og lade dem tale for sig selv.

Sten er ikke stenede!

“To tilståelser. For det første, ja, jeg taler med sten, privat og uden omsvøb. Og for det andet har jeg favoritter – men det har jeg det skidt med.” Geologen Marcia Bjornerud skriver begejstret og medrivende om alskens sten, allermest om den mørkerøde pyrop, “et af de vigtigste mineraler på jorden”.

1.445 gange klovnebus

Vi er vel ikke farvede, hvis vi siger, at Føljetons stifter og journalist Lars Trier Mogensen er et af Danmarks skarpeste hoveder, hvilket vi jævnligt har glæde af både i nyhedsbrev og ved frokostbordet. Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse for os, at det var helt tilfældigt, at han trak ordet ‘klovnebus’ om Moderaterne op af hatten – og at det skulle ramme så præcist, at selv Lars Løkke Rasmussen er endt med at bruge det om sit parti i et freudian slip. Sjovt lille interview med Lars i Journalisten.

Spisesedlen

Regeringen og et flertal i Folketinget er enige om ny udviklingspolitisk strategi.

Socialdemokratiets hovedbestyrelse har smidt Henrik Sass Larsen ud af partiet.

Den belarusiske oppositionsleder Sjarhej Tsіkhanouskі, Svetlana Tsikhanouskajas mand, er løsladt fra fængsel.

Minkavl bliver forbudt i hele EU fra 2027. Danmark vil søge om en særordning.

EU-Kommissionen trækker anti-greenwashing-direktiv tilbage.

Under halvdelen af lærerstuderende i Danmark har folkeskolen som førsteprioritet, når de skal søge job.

Genève får hjælpepakker på over 300 mio. schweizerfranc for at styrke et ‘multilateralt knudepunkt, der bløder økonomisk.’

Nærsynet

Operation Midnight Hammer

USA har natten til søndag sendt 75 præcisionsvåben, herunder 14 bomber, ned over de tre iranske atomanlæg Fordow, Natanz og Isfahan. Donald Trump, der tidligere var tilbageholdende med at sige, om han ville gå militært ind i Iran (‘Jeg gør det måske. Måske gør jeg det ikke’), har endnu engang vist, at han ikke er […]

Et sidste ord

I anledning af ugens føljeton udlodder vi hele ugen nogle af de 104 bøger, som Føljetons chefredaktør David Dragsted læste sig igennem sidste år. Den første er Karl Ove Knausgårds Natskolen.

Vær med i lodtrækningen ved at sende os en mail her: Hvilke bøger vil du anbefale at læse til sommer?

Vi udtrækker vinderne fredag, hvor vi også samler jeres anbefalinger i en stor liste, som vi alle kan få glæde af. To fluer med ét smæk.

Weekend den 20. juni

Ugens Føljeton

Strømafbrydelse som katastrofetræning

Hvad vil der ske, hvis København slukker for strømmen og bliver mørklagt et par dage? Det spørgsmål udforsker lektor i environmental aesthetics Dehlia Hannah for at gøre op med vores katastrofetanker og lære os at leve uden elektricitetens luksus.

Kære læser

Jorden er syg

“Hvad sker der, hvis en kvinde bruger sin stofskiftesyge krop – hvor man kan sige, der er sket et indre stofskiftebrud, der også er uhelbredeligt – til at tænke over det uhelbredelige stofskiftebrud mellem mennesket og Jorden?” spørger forfatter Mette Moestrup i et interview med Dagbladet Information. Det gør hun i sin nye digtsamling Butterfly […]

Det bedste vi har set

Mærkelige øjeblikke

Den britiske instruktør Adam Curtis’ dokumentarserie Shifty havde i sidste uge premiere på BBC. Vi har ikke set den endnu, men det lyder godt: “Det er en sjælden rent britisk fokuseret dissektion af nyere historie, bygget op omkring ideen om, at den voksende atomisering af samfundet har indvarslet en tidsalder, hvor konceptet om en fælles virkelighed, som vi alle kan stole på, er opløst … Tilbagegangen begyndte, som så mange af dem synes at have gjort, med Margaret Thatcher,” skriver The Guardian. I fredagens friske udgave af avisens podcast Today in Focus forklarer Curtis selv.

SZA’s spiritualitet

“Jeg siger ikke, at kristendom er hekseri. Jeg siger, at kristendommen og stort set alle religioner er et udtryk for magiens love. Intet undslipper magiens love, punktum. Der er ikke noget, du kan gøre eller sige, der får dig til at føle dig så adskilt fra lovene om, hvordan det her lort fungerer. Det er nok derfor, jeg respekterer alles praksis, fordi jeg tror på, at det hele er virkeligt. Alt, hvad du lægger energi, intention og opmærksomhed i med konsekvens og hengivenhed, vil 100 procent materialisere sig. Jeg er skide ligeglad med, om det er et kosteskaft.” Mens folk på internettet er uenige om, hvorvidt sangerinden SZA er kristen eller muslim, giver hun et form for svar i det nyeste nummer af Interview Magazine. Der bliver bandet en del.

Malet protest

“Jeg mener, at kampen for at inkludere underrepræsenterede stemmer i kunstverdenen er vundet. Den plads er givet. Man kan godt mene, at det er en god ting, og at de skal have den plads for evigt. Det er fint med mig. Altså, hold bare hvide mennesker ude af gallerierne, jeg er ligeglad, jeg er ikke hvid. Det kommer jeg ikke til at ligge søvnløs over. Men jeg synes, det er frustrerende, at man prøver at præsentere det, som om det er en enormt presserende problemstilling, som det er modigt og radikalt at forholde sig til.” Interview med den britiske kunstkritiker Dean Kissick i Kunstkritikk.

Tilbage med semikolonet

“Det er en meget nyttig lille fyr,” skrev Abraham Lincoln åbenbart engang. Nu om dage er det lille ; langsomt ved at uddø i engelsksproget litteratur; mon ikke også det samme gør sig gældende på dansk.

Maga Mark og jiujitsu

“Mark Zuckerberg, milliardæren og grundlæggeren af verdens største sociale medievirksomhed, Meta, havde tilmeldt sig sin første officielle jiujitsu-turnering under sit for- og mellemnavn. Han havde forberedt sig på det her øjeblik, siden han begyndte at dyrke kampsport under pandemiens nedlukninger. I årene siden havde han trænet hårdt og hyret berømte instruktører til at komme til hans Palo Alto-villa og hans anlæg på Hawaii og træne hver dag. Nu var han klar til at vise resultaterne frem.” Financial Times om Zucks udvikling til ‘Maga Mark’, som hans kollegaer er begyndt at kalde ham. Avisen har interviewet “omkring 45 personer”, der kender eller har arbejdet sammen med ham. De forklarer, at vi “er vidne til en midtvejskrise i stil med Revenge of the Nerds”. På Føljeton elsker vi ellers nørder.

Francesca Albanese i ELLE

Det er på tide, at alvoren af menneskerettighedsovertrædelserne i Gaza endelig er ved at gå op for modeblade som ELLE. Her er det magasinets italienske udgave, der interviewer FN’s specialrapportør Francesca Albanese om bombede fertilitetsklinikker og mangel på vand og bind. Albanese er som altid skarp: “Personlig hygiejne er et afgørende spørgsmål, ikke kun for teenagepiger, men for alle kvinder, især palæstinensiske kvinder, som selv i fattigdom altid passer godt på sig selv. Det er en dramatisk situation, som vi aldrig tænker på, og det siger mere om vores elendighed end om deres.”

Spisesedlen

På fandens fødselsdag den 11. juni, som også er den afdøde prinsgemals, modtog Peter Laugesen fortjent Prins Henrik Prisen for sin enestående indsats som digter. Med til prisen hører 300.000 kr., som modtageren kan bruge, som han lyster.

The New York Times er for midtersøgende og for meget i lommen på Israels lobby til at endorse den 33-årige socialist Zohran Mamdani i New Yorks borgmestervalgkamp. Men han er et frisk pust og står godt i målingerne. Zohran for mayor!

Kunstneren Stine Linnemann har et sært og dog meningsmættet og inkluderende land art-projekt kørende på Falster: Patchworkskoven. Og i næste weekend kan man komme og se skoven og høre hende fortælle om den. Adressen er Stavreby Strandvej 2 i Gedser.

Naomi Kleins suveræne samtidsdiagnosticerende silhuet Dobbeltgænger – en rejse ind i spejlverdenen er netop udkommet på dansk. Næsten 500 siders sjov og uhygge, Steve Bannon og Israel, bogen har det hele, og Information har lige interviewet hende.

Irans kulturministerium har beordret landets “vogtere af artefakter” til at følge kriseprotokollerne og flytte genstande af kunst- og kunsthåndværksmæssig signifikans til bombesikre lokationer, så kulturarven ikke går tabt under israelske bombardementer.

Nærsynet

Ordo amoris

Som du kan se, ser Føljetons spiseseddel ovenfor anderledes ud i dag. Inspireret af Føljetons Jubelår har vi hentet begrebet Ordo amoris fra den katolske teologi. Vi forstår det lidt anderledes end JD Vance: Gode hændelser i prioriteret rækkefølge.

Et sidste ord

Vidste de noget, vi andre ikke gjorde?

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12