“At holde sig sådan nogenlunde orienteret om den politiske situation i verden er en pligt, noget, man ikke har ret til at vende ryggen til. Burde det samme ikke gælde for teknologi med den enorme påvirkningskraft, den har?” Karl Ove Knausgård skriver i Harper’s om sit første møde med en edb-maskine i 1984. Han var ikke videre imponeret. Sidenhen har computerteknologien omvæltet og overtaget vores verden, og Knausgård forsøger nu at forstå, hvad det indebærer.

+ Hvis “De” abonnerer på Weekendavisen, kan første del af essayet læses på dansk lige her.

111 internationale humanitære organisationer har i løbet af ugen advaret om alvorlig hungersnød i Gaza. Agence France-Presse har desuden besluttet at evakuere sine freelancejournalister på grund af situationen. “Siden AFP blev grundlagt i august 1944, har vi mistet journalister i konflikter, vi har haft sårede og fanger i vores rækker, men ingen af os har nogen erindring om at have set en medarbejder sulte ihjel,” skriver nyhedsbureauet på X.

+ Siden maj er mere end 1.000 palæstinensere blevet dræbt af israelske styrker, mens de har forsøgt at få adgang til mad og nødhjælp. The Guardian illustrerer det dødbringende system.

“I MAHA [Make America Healthy Again]-verdenen er mælk bedre, når den er rå, oksekødsfedt er sundere end forarbejdede olier, og immunsystemet er stærkest, når det ikke er vaccineret. Denne filosofi, uanset hvor mangelfuld den er, appellerer til de mange amerikanere, der føler, at de er blevet svigtet af de institutioner, der skal beskytte dem. Den giver mulighed for, at det at genvinde sit helbred kan være så enkelt som at afvise videnskaben og vende tilbage til naturen. Og hvad er mere naturligt end solen?” Det er moderne at solbade, men misinformation og den amerikanske højrefløj lurer lige under den solbrændte overflade. The Atlantic undersøger fænomenet.

I Information udfolder forfatter Sabitha Söderholm eminent kærlighedshistorien mellem Amrita Sher-Gil, der i dag ses som en af de mest betydningsfulde malere i Indien, og kunstneren Boris Taslitzky. Det er forbudt kærlighed (hendes forældre brændte deres kærlighedsbreve, skrevet og sendt mellem 1929 og 1931) og ung kærlighed (han beskriver hende i sine memoirer som sin første passionate love). Det er også en kærlighed, der formede deres liv og kunst – også selvom den ikke varede evigt.

Hun er inspireret af komponisten Sergei Prokofiev, jazzsangeren Chet Baker og popdronningen Taylor Swift. Hun er 26 år og fra Island. Hun har sunget med Barbra Streisand. Hun er en sensation på det sociale medie TikTok. Hun hedder Laufey (udtales lay-vay) og har talt med The New York Times (blød betalingsmur) om sit album A Matter of Time, der udkommer i næste måned. Hun lover, at det bliver “lidt mærkeligere og lidt mere surrealistisk”. “Jeg valgte altid det foto, hvor jeg syntes, jeg så bedst ud, og den vokal, hvor jeg lød smukkest. Med dette album tror jeg, jeg var træt af at jagte skønhed,” siger hun til avisen.

+ Indtil da er hendes gamle musik yderst lytteværdig. Her er hun hos NPR’s Tiny Desk sidste år.

++ Og her i selskab med Islands Symfoniorkester.

Sommertid er læsetid, og vi kan ikke få nok gode boganbefalinger. Også når de kommer fra uventet side, såsom fra en fodboldspiller. Héctor Bellerín spiller for den spanske fodboldklub Real Betis by day og læser bøger by night. Han anbefaler blandt andet forfatterne Hermann Hesse og Han Kang. “Litteraturen er blevet noget, der har – og jeg ved godt, det er en kliché – men for mig har den fuldstændig ændret mit liv,” siger han til The Guardian.

I starten af sommeren kunne man i Weekendavisen læse (betalingsmur), at middelklassen har fået sig et nyt statussymbol: Den digitale detox. Afholdenhed fra mobilbrug er på mode, og dumbphonen, altså det, der plejede at hedde en telefon, er tilbage. Hos den amerikanske techjournalist Kyle Chayka, der selv er rimelig telefonafhængig, har denne åbenbart allestedsværende frustration med smartphonen manifesteret sig i, at han har downloadet appen Opal. En såkaldt skærmtidsapp, hvis formål er at holde styr på dit forbrug af underholdningsapps. Opal udøver en slags “blid opdragelse”, som Chayka skriver i sin tech-klumme, der i sidste ende får dig til at føle, at du selv aktivt fravælger tidsspildet. Men vi har alle brug for lidt hjælp. Som Opals direktør siger til New Yorker: “Jeg tror, de fleste mennesker overvurderer deres frie vilje og undervurderer vanedannende produkters magt.”

+ Ovenstående maleri er af den New York-baserede og nulevende kunstner Maria Jimenez, i hvis værker telefonafhængighed ofte spiller en rolle. Se dem her.

“Intet” hedder det første kapitel i den franske historiker Jean-Pierre Filius seneste bog Un Historien à Gaza. Tilbage i 2014 skrev Filiu det, der stadig den dag i dag betegnes som den eneste omfattende moderne historie om Gazastriben, bogen Gaza: A History. Den 19. december 2024 rejste historikeren ind i Gaza i hemmelighed og blev dermed den første og eneste udenlandske forsker, der har været i Gazastriben, som ikke er kommet derind på en israelsk tank. Han rejser rundt i området i en måned, genbesøger ugenkendelige steder, prøver at opspore bekendte. Jacobin har skrevet om den franske historikers værk og om forsøget på at skrive Gazas historie, imens det jævnes med jorden.

“Den 3. juli kaldte Weekendavisens chefredaktør, Martin Krasnik, de pro-palæstinensiske protester på årets Roskilde Festival for “det forudsigelige intellektuelle sammenbrud blandt Vestens kunstnere og intellektuelle”. […] Weekendavisens chefredaktør insinuerer i sin kommentar, at det ingen konsekvenser har for kunstnere eller intellektuelle, som siger fra over for Israels fremfærd. Tværtimod finder han det forudsigeligt, ja, ligefrem kedsommeligt, når der bliver udtrykt støtte til Palæstina. Har Martin Krasnik levet under en sten de seneste 21 måneder? Hvordan kan han ignorere de mange kunstnere, aktivister og akademikere, som på tværs af Europa og i resten af Vesten er blevet forsøgt censureret, fyret, deporteret og boykottet, blot fordi de har givet udtryk for solidaritet med det palæstinensiske folk?” Godt debatindlæg af Ekko’s Las Dyhrcrone om den borgerlige presses tendens til at kaste med sten i eget glashus.

I en periode over tre år begyndte der at dukke en række mere eller mindre obskure pseudovidenskabelige artikler op. De stillede alle sammen det sensationelle spørgsmål: Hvorfor bliver alt ved med at udvikle sig til krabber? Afsættet var en videnskabelig artikel udgivet i 2017, som påstod, at krabber ikke er ét slags dyr, men i stedet at fem forskellige dyrearter hver især skulle have udviklet sig til krabber. Det greb så meget om sig, at en forsker følte behov for at understrege, at nej, mennesker kan altså ikke udvikle sig til krabber. I Aeon har forskeren Michael Garfield taget fat i fænomenet med begge klør og gennemgår menneskets fascination og frygt for dyret med den hårde skal og det bløde indre.

Det virkelig glimrende Culture Study Podcast stiller det brændende spørgsmål: ‘Hvorfor er Katy Perry så pinlig?‘

“Min idé om, hvad en salat skal være, er nok ret forskellig fra andres,” skriver den britisk-israelske stjernekok Yotam Ottolenghi i en salatorienteret udgave af sit meget anbefalelsesværdige madnyhedsbrev. I en serie på tre dele gennemgår kokken, hvad der gør en god salat. Men har man ikke overskuddet til at læse det hele i sommervarmen, kommer her en personlig favorit.

Tabouleh af perlebyg med marineret feta:

40 gram perlebyg
100 gram feta
1½ spiseske olivenolie
1 teske za’atar
½ teske koriander
¼ teske spidskommen
1 bundt persille
4 forårsløg, finthakket
2 fed hvidløg
40 gram cashewnødder, let ristede
1 grøn peberfrugt, skåret i små tern
½ teske allehånde
2 spiseskefulde citronsaft
½ deciliter olivenolie
Salt og peber

Bland za’ataren med spidskommen, koriander og 1½ spiseske olivenolie, bræk fetaen i stykker og vend det forsigtigt i marinaden. Lad det stå, imens du laver resten af salaten. Hak det, der skal hakkes, af ingredienserne. Bland citronsaft og olivenolie med allehånde til en dressing. (Hvis du ikke har allehånde, overlever du nok, da kan du bare kompensere med de andre krydderier.) Bland det hele sammen og nyd.

Et udmærket interview med den amerikanske model m.m. Emily Ratajkowski i Elle UK. “År for år bliver jeg mere og mere venstreorienteret,” siger hun (sådan kan det gå). Hun afslører også, at hun er “kronisk online” og nævner en artikel af Jia Tolentino i The New Yorker, som hun er stærkt optaget af. “Jeg er så overvældet af verdens tilstand.”

+ Jia Tolentino i The New Yorker: ‘My brain finally broke‘.

From the river to the sea… redaktør Poyâ Pâkzâd fra magasinet Eftertryk forklarer udførligt og tiltrængt, hvor denne parole kommer fra, hvad den betyder i dag, og hvorfor den skræmmer zionister: “Frygten er, at araberne vil gøre mod dem, hvad jøderne har gjort mod araberne: fordrive dem med magt og vold.” Og det er så i Politiken.

Mens Emily Ratajkowski indtager forsiden af Elle UK, snupper Dua Lipa Vogue UK. Den britiske sanger og sangskriver med de kosovoalbanske rødder fylder 30 til august, så der er noget at tænke over. I interviewet taler hun lidt om sin kæreste, men heldigvis meget mere om andre ting. Og Patti Smith udtaler sig om hende: “Hvis du valgte hende som en slags rollemodel, ville hun ikke føre dig på afveje.” Flotte ord fra et andet forbillede.

Hvad er en weekend uden et Søren Ulrik Thomsen-interview? Information har talt med digteren om psykoanalysen, og der er mange gode citater. Vi kan jo tage det her: “Jeg må sige, at jeg er chokeret over, at psykoanalysen er marginaliseret så meget, som den er i dag. Jeg synes, det er et historisk hukommelsestab uden lige.”

I betragtning af hvor imbecilt de konservative parti i Storbritannien har fremstået de seneste ti år, virker Rory Stewart påfaldende intelligent. Han er tidligere tory-minister og har i nogle år drevet den populære politiske podcast The Rest is Politics sammen med Alistair Campbell, Tony Blairs gamle spindoktor. Nu har Stewart lavet en virkelig god podcastserie i seks afsnit på BBC om uvidenhed, som man kunne ønske sig, at nogle af vores toneangivende politikere gad lytte til.

Så er der lidt til arkitekterne og de finlandofile. Det er Monocle, der har en artikel om flere lækre sommerhuse i landsbyen Vähä-Kiljava 50 kilometer nord for Helsinki. Vi møder bl.a. en arkitekt ved navn Pia Ilonen, hvis arkitektforældre Pirkko og Arvi byggede et flot hus deroppe i 1970’erne. Alvar Aalto bliver også nævnt, og folk går i den kommunale sauna. “Det er den perfekte kombination af isolation og samvær,” er der en, der siger. “Der er et samfund, men ingen kommer og banker uanmeldt på din dør.” Perfekt.

“Vi ved selv, hvem vi er, og vi kan ikke se, hvordan det gavner vores sag at åbne op og få mediedækning i Danmark. Så hvorfor spilde tid på det? … Det nytter alligevel ikke noget. EU og borgerne i EU kommer alligevel ikke til at gøre noget for at hjælpe vores sag i Serbien. Der er ingen grund til at oplyse europæerne om, hvor slem Vucic er. Det burde de allerede vide.” Reportage fra Serbiens studenteroprør, der har varet i flere måneder. Her på Beograds universitet, hvor Dagbladet Information ikke er velkomne.

Svampe er andet end bare en madingrediens eller nogle timers trip. De er “mystiske, allestedsnærværende, ældgamle og snedige. De udfører noget af planetens mest ydmyge arbejde lige så flittigt, som de udfører det, vi betragter som det mest ophøjede: fra nedbrydning og forrådnelse til at styrke vores afgrøder og hjælpe os med at hele psykiske sår.” Tema om den fascinerende fungiverden i Orion Magazine.

“Der hvor der er et potentiale, og hvor det samtidig er teknisk realistisk og inden for en rimelig økonomi, er noget af det, hvor man modificerer skyerne, så de reflekterer mere sollys, og det køler klimaet.” Fascinerende og ikke så utopisk drømmeri i Lars Trier Mogensens podcast Guld og grønne skove. Her er det Jens Olaf Pepke Pedersen, der forsker i partikler ved DTU Space.

Selvfølgelig er det ikke et tilfælde, at du aldrig kan få fat på biludlejeren eller flyselskabet, når du vil klage. At din mail er endt i spam, at de sikkert ikke engang har et telefonnummer, og at du, hvis de har, først kan ringe på fredag, for så at sidde i kø i flere timer og blive spist af med, at du må tage sagen videre til domstolene. “Det viser sig, at der er et ord for det … Sludge,” skriver The Atlantic om den altid utilgængelige kundeservice, som helt overlagt trækker korrespondancen ud i uendelighed, eller ja, bare aldrig svarer. “Da jeg begyndte at tale med folk om deres sludge-historier, lagde jeg mærke til, at næsten alle sluttede på samme måde – med et træt, nedslidt Fuck it. Da de så, hvor uansvarligt systemet var, betalte de den fejlagtige lægeregning eller opgav at anfægte bøden.” Det er lige præcis det, firmaerne håber, du gør.

Forfatter Zadie Smith har skrevet en lille novelle i The New Yorker, inspireret af den amerikanske digter og aktivist Grace Paley. “Det er måske lidt perverst at skrive en historie, der hedder ‘The Silence’ som en hyldest til en af de mest snakkesalige forfattere på blokken”.

+ Genhør Zadie Smiths fænomenale optræden i Ezra Kleins podcast.

“BBC droppede Doctors Under Attack på grund af risikoen for, at den skabte ‘en opfattelse af partiskhed’. Det er dog svært at få den påstand til at stemme overens med den film, der er blevet vist på Channel 4. Man har hele tiden forsøgt at få en forklaring fra IDF. Begivenhederne den 7. oktober 2023 vises her lige så grafisk som optagelserne af sårede palæstinensiske børn,” skriver The Guardian om filmen Doctors Under Attack, der viser hvordan Israels militær “systematisk” angriber palæstinensiske læger på samtlige af Gazas hospitaler. BBC ville ikke vise den, men det vil den britiske tv-kanal Channel 4 altså gerne. Og har lagt den frit tilgængeligt her, gratis og for hele verden.

Vores chefredaktør David Dragsted har haft travlt. I listernes ånd har han minutiøst lyttet til hele – hele – Roskilde Festivals lineup og lavet en meget udførlig gennemgang over, hvad du bør se. Og ikke se.

“Det, der er bemærkelsesværdigt, er skødesløsheden i alt det her. Den officielle diskussion af krigen er helt ude af trit med øjeblikkets alvor. For en række kommentatorer har den her krig været endnu en mulighed for at erklære afslutningen på den amerikansk ledede verdensorden – som allerede var blevet erklæret død med tilbagetrækningen fra Afghanistan i 2021, den russiske invasion af Ukraine i 2022 og igen med Gaza i 2023. Men det amerikanske imperium er her stadig, og det er stadig meget farligt.” Skarp analyse i London Review of Books.

“Ligesom Israels magtanvendelse før den, er USA’s magtanvendelse efter min mening helt klart ulovlig – en overtrædelse af forbuddet mod magtanvendelse i FN-pagtens artikel 2, stk. 4. Det skyldes ganske enkelt, at lovligheden af USA’s magtanvendelse er afhængig af gyldigheden af Israels argumenter for at retfærdiggøre sin magtanvendelse.” Juridisk gennemgang af, hvorfor USA’s ageren i Iran minder påfaldende meget om noget, vi så i 2003: “Selv med en meget fleksibel forståelse af overhængende fare kan man ikke på baggrund af de beviser, der i øjeblikket er offentligt tilgængelige, hævde, at (1) Iran har besluttet at bygge et atomvåben, dvs. at dets ledelse har til hensigt at gøre det, og at (2) når våbnet er bygget, har Iran til hensigt at bruge det mod Israel.”

Sex har aldrig været nemmere at få, men “alligevel er unge mennesker ved at miste appetitten”, skriver Jia Tolentino i The New Yorker i en dobbeltanmeldelse af to nye bøger om de yngre generationers – måske – dalende seksuelle engagement: “Det virkelige problem i den her sag handler mindre om sex og mere om ensomhed. Depression og angst er nu så almindeligt blandt unge, at det næsten tages for givet – og der er en samtidig uinteresse i eller ubehag ved intime forhold, selv de flygtige, en situation, der uundgåeligt fører til mindre sex i mindre tilfredsstillende udgaver.”

“I alle mulige private sammenhænge giver det god mening gerne at ville være sexet og attraktiv. Men jeg er nysgerrig på, hvad der sker, hvis du fortæller en hel generation af kvinder, at sex er magt. Hvad fortæller man dem ikke? Hvad er det for en magt, hvor lang tid varer den, og hvad kan man faktisk bruge den magt til? De ting taler vi sjældent om.” Interview med kulturanalytiker Sophie Gilbert i Dagbladet Information (gavelink).

Nanna Mogensen har gjort sig lidt af et scoop ved at få den palæstinensiske forfatter Adania Shibli med i den nyeste udgave af sit radioprogram Skønlitteratur på P1. Ikke live, men det er sagen underordnet.

“Meget få mennesker ville instinktivt sætte endometriose i bås som noget … fysiologisk interessant, eller jeg ville i hvert fald ikke have gjort det. Men via en fælles ven fik jeg for nylig en snak med Shilpa Pothapragada, en Schmidt Fellow, der studerer ved Wyss Institute på Harvard. Hun forsker i bedre måder at diagnosticere endometriose på, og efter den fascinerende samtale betragter jeg nu sygdommen som en af de mærkeligste tilstande, jeg nogensinde har hørt om.” For folk, der selv har endometriose, er ‘interessant’ nok næppe det første ord, der falder en ind – måske snarere ‘ulidelig’.

+ Endnu mere uddybende.

“Den største synder bag afmatningen er teknologien selv. Kunstig intelligens har vist sig at være endnu mere værdifuld som skribent af computerkode end som skribent af ord. Det betyder, at den er ideel til at erstatte netop den slags person, der byggede den.” For kort tid siden var man godt sikret, hvis man bare lærte noget med kodning. Nu dropper flere datakarrieren i takt med, at kunstig intelligens stjæler jobbet fra dens egne skabere.

“Så tænkte jeg: ’Okay, hvis vi skal leve i en digital verden, er vi også nødt til at betale for digitale services.’ Altså, hvis jeg ikke betaler for min mail, hvordan skal de så både kunne hoste det hele og lave en fed oplevelse for mig?” Dagbladet Information: ‘Først oprettede Søren Hjortdal en Protonmail, og inden han så sig om, var den 33-årige marketingmedarbejder blevet antiamerikansk techaktivist‘.

Man fristes til at sige, at du mister hjerneceller, hver gang du bruger ChatGPT. Men virkeligheden er næsten lige så slem: Hjernescanninger viser, at både hukommelsen og evnen til at generere idéer helt fysiologisk sløves.

Da Steven Spielbergs sommerspektakel Dødens gab udkom for 50 år siden, blev det lidt mere uhyggeligt at begive sig ud i bølgen blå. Det legendariske plot om en gigantisk og blodtørstig haj er, som The New York Times grundigt illustrerer, blevet skabelon for utallige film i de efterfølgende årtier.

+ Spielberg selv er forresten ked af, hvordan filmen har formet vores opfattelse af hajer. Så det skal ikke hedde sig, at Føljeton spreder haj-propaganda. Vi minder om, at mennesker slagter op mod 100 millioner hajer om året (med vilje og til skade for økosystemet), hvorimod hajer dræber ca. seks mennesker årligt (formentlig ikke altid med vilje).

“Det her med udvisning af kriminelle udlændinge er altså en diskussion, vi har haft i 15-20 år her i landet. Men det er faktisk overraskende for mig, at det her initiativ med Meloni og Mette Frederiksen og det her nye pres på området kommer nu. Fordi alle, der har lidt indsigt i de her sager om udvisning af kriminelle udlændinge, ved, at det nok aldrig har været nemmere i forhold til menneskerettighederne at udvise kriminelle udlændinge, end det er i dag. Fordi Menneskerettighedsdomstolen faktisk har justeret sin praksis over de sidste ti år, så det er blevet nemmere for staterne at udvise de hårdt kriminelle”. Professor i forfatningsret Jens Elo Rytter om Mette Frederiksens kamp mod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Den britiske kunstner Jenny Saville maler store malerier af kvinder, som “de fleste kvinder ser sig selv”, siger hun til The New Yorker. “Jeg prøver at indfange deres identitet, deres hud, deres hår, deres varme, deres utæthed”. Magasinet har talt med Saville i anledning af hendes nye udstilling på Albertina-museet i Wien. Hun kommer vidt omkring i interviewet, og hvis man absolut ikke har tid til at læse et longread, bør man ikke snyde sig selv for at kigge på billederne og lade dem tale for sig selv.

“To tilståelser. For det første, ja, jeg taler med sten, privat og uden omsvøb. Og for det andet har jeg favoritter – men det har jeg det skidt med.” Geologen Marcia Bjornerud skriver begejstret og medrivende om alskens sten, allermest om den mørkerøde pyrop, “et af de vigtigste mineraler på jorden”.

Vi er vel ikke farvede, hvis vi siger, at Føljetons stifter og journalist Lars Trier Mogensen er et af Danmarks skarpeste hoveder, hvilket vi jævnligt har glæde af både i nyhedsbrev og ved frokostbordet. Det kommer derfor heller ikke som nogen overraskelse for os, at det var helt tilfældigt, at han trak ordet ‘klovnebus’ om Moderaterne op af hatten – og at det skulle ramme så præcist, at selv Lars Løkke Rasmussen er endt med at bruge det om sit parti i et freudian slip. Sjovt lille interview med Lars i Journalisten.

Den britiske instruktør Adam Curtis’ dokumentarserie Shifty havde i sidste uge premiere på BBC. Vi har ikke set den endnu, men det lyder godt: “Det er en sjælden rent britisk fokuseret dissektion af nyere historie, bygget op omkring ideen om, at den voksende atomisering af samfundet har indvarslet en tidsalder, hvor konceptet om en fælles virkelighed, som vi alle kan stole på, er opløst … Tilbagegangen begyndte, som så mange af dem synes at have gjort, med Margaret Thatcher,” skriver The Guardian. I fredagens friske udgave af avisens podcast Today in Focus forklarer Curtis selv.

“Jeg siger ikke, at kristendom er hekseri. Jeg siger, at kristendommen og stort set alle religioner er et udtryk for magiens love. Intet undslipper magiens love, punktum. Der er ikke noget, du kan gøre eller sige, der får dig til at føle dig så adskilt fra lovene om, hvordan det her lort fungerer. Det er nok derfor, jeg respekterer alles praksis, fordi jeg tror på, at det hele er virkeligt. Alt, hvad du lægger energi, intention og opmærksomhed i med konsekvens og hengivenhed, vil 100 procent materialisere sig. Jeg er skide ligeglad med, om det er et kosteskaft.” Mens folk på internettet er uenige om, hvorvidt sangerinden SZA er kristen eller muslim, giver hun et form for svar i det nyeste nummer af Interview Magazine. Der bliver bandet en del.

“Jeg mener, at kampen for at inkludere underrepræsenterede stemmer i kunstverdenen er vundet. Den plads er givet. Man kan godt mene, at det er en god ting, og at de skal have den plads for evigt. Det er fint med mig. Altså, hold bare hvide mennesker ude af gallerierne, jeg er ligeglad, jeg er ikke hvid. Det kommer jeg ikke til at ligge søvnløs over. Men jeg synes, det er frustrerende, at man prøver at præsentere det, som om det er en enormt presserende problemstilling, som det er modigt og radikalt at forholde sig til.” Interview med den britiske kunstkritiker Dean Kissick i Kunstkritikk.

“Det er en meget nyttig lille fyr,” skrev Abraham Lincoln åbenbart engang. Nu om dage er det lille ; langsomt ved at uddø i engelsksproget litteratur; mon ikke også det samme gør sig gældende på dansk.

“Mark Zuckerberg, milliardæren og grundlæggeren af verdens største sociale medievirksomhed, Meta, havde tilmeldt sig sin første officielle jiujitsu-turnering under sit for- og mellemnavn. Han havde forberedt sig på det her øjeblik, siden han begyndte at dyrke kampsport under pandemiens nedlukninger. I årene siden havde han trænet hårdt og hyret berømte instruktører til at komme til hans Palo Alto-villa og hans anlæg på Hawaii og træne hver dag. Nu var han klar til at vise resultaterne frem.” Financial Times om Zucks udvikling til ‘Maga Mark’, som hans kollegaer er begyndt at kalde ham. Avisen har interviewet “omkring 45 personer”, der kender eller har arbejdet sammen med ham. De forklarer, at vi “er vidne til en midtvejskrise i stil med Revenge of the Nerds”. På Føljeton elsker vi ellers nørder.

Det er på tide, at alvoren af menneskerettighedsovertrædelserne i Gaza endelig er ved at gå op for modeblade som ELLE. Her er det magasinets italienske udgave, der interviewer FN’s specialrapportør Francesca Albanese om bombede fertilitetsklinikker og mangel på vand og bind. Albanese er som altid skarp: “Personlig hygiejne er et afgørende spørgsmål, ikke kun for teenagepiger, men for alle kvinder, især palæstinensiske kvinder, som selv i fattigdom altid passer godt på sig selv. Det er en dramatisk situation, som vi aldrig tænker på, og det siger mere om vores elendighed end om deres.”