Kunstig intelligens er mere kunstig end intelligent. Det er marketing. Charlie Warzel skriver om teknologi, medier og ‘store ideer’ i The Atlantic. Her er hans glimrende gennemgang af erfaringerne med såkaldt kunstig intelligens so far.

En god præst delte en ret god tekst på Facebook. Han skrev, at den var lidt gammel (den er kun fra 2020). Teksten, der er skrevet af en kristendomskonsulent, ligger inde på den kirkelige børne- og ungdomsbevægelse KFUM og KFUK’s hjemmeside og hedder: ‘Hvad er kristen zionisme?‘ Måske er der lidt skyts at hente, hvis du har en kristen onkel, som støtter Israel i tykt og tyndt.

Når Folkets Folkemøde løber af stablen i Stubbekøbing på Nordøstfalster en time og et kvarters kørsel fra København lørdag d. 20. september i år, er det med Føljeton som mediepartner. Temaet for folkemødet er folkelig mobilisering. Når det brænder på, må vi løfte i flok, men hvordan? Hvad kan vi gøre? Ud over folk som Amnestys generalsekretær Vibe Klarup, kunstneren Danh Vo, public service-manden Mikael Bertelsen og professor i makroøkologi Carsten Rahbek kan du møde Føljetons redaktion. Folkets Folkemøde er lobbyismefrit område og i sig selv en mobiliseringsøvelse: Det er stablet på benene på syv uger – men det bliver godt. Se programmet her.

Vi linkede til den i nyhedsanalysen mandag, men teksten her fortjener en særskilt plads. The New York Times’ klummeskribent Bret Stephens har antydet, at et dødstal i Gaza på 60.000 ikke er særlig højt og kunne have været “langt mere dødbringende”, men her sættes den kalkyle godt og grundigt på plads. Ud over, at tallet, der reelt er langt højere, svarer til cirka hver tyvende beboer, tager det blandt andet heller ikke højde for den forventede levetid, der er faldet drastisk. “Krigen i Gaza skiller sig klart ud på grund af intensiteten af drabene. Faktisk ligner udviklingen i den forventede levetid den, der blev set under folkemordet i Rwanda.”

“En stor sprogmodel er en forudsigelsesmaskine. Det afgørende er, at den ikke tænker eller drømmer. Den fastlægger den mest sandsynlige rækkefølge af ord på baggrund af sine træningsdata og videregiver den til dig. Et velskrevet digt har næsten den modsatte funktion. Det er skabt ud fra originale, dynamiske sprogvalg, og det lever og dør af sin evne til at overraske. Det er et middel til at bevare det særlige. Og alligevel kommer jeg til at spekulere på, om den hunger efter forbindelse, forståelse og forbløffelse, der synes at kendetegne en stor del af offentlighedens interesse for kunstig intelligens, stammer fra de samme behov, som poesi opfylder.” Fra The Atlantic: ‘Hvorfor så mange MIT-studerende skriver poesi‘.

“Den manglende opmærksomhed skyldtes sandsynligvis, at ingen andre i Danmark arbejdede med seismologi, og der derfor ikke var nogen, der virkelig forstod betydningen af hendes opdagelse.” God lille tekst om den ofte glemte danske seismolog og statsgeodæt Inge Lehmann (1888-1993), der opdagede jordens indre kerne. “Ved hjælp af data fra seismiske stationer rundt om i verden, især fra Sovjetunionen, bemærkede Lehmann signaler i optagelserne af et jordskælv i Murchison, New Zealand, som ikke burde have været der. Hun beregnede, at de kun kunne forklares, hvis der var et lag i midten af Jordens kerne, som var forskelligt fra den faste”. Hvis man regner lidt på årstallene ovenfor, opdager man i øvrigt, at hun blev hele 104 år.

Den ellers undseelige nordjyske by Gjøl har for nylig skrevet et lille stykke danmarkshistorie. Takket være lokale ildsjæle har man nemlig her åbnet landets første frivilligbus – kaldet Ålen – som skal tage over der, hvor den offentlige transport er eklatant fraværende. Information har en herlig reportage fra indvielsen af Ålen, som fremover skal bringe Gjøl-borgere videre til Aabybro og Biersted. Det er der perspektiver i. For som Kjeld Schumann, formand for Gjøl Borger- og Erhvervsforening, formulerer det: “Fra Aabybro kan du jo i princippet komme til hele verden.”

“KI-teknologien har udviklet sig ekstremt hurtigt med chatbots som ChatGPT, drevet af et højtspillende våbenkapløb mellem tech-giganter og superrige start-ups, hvilket har skabt en forventning om, at alt fra backoffice-regnskab til kundeservice vil blive revolutioneret. Men udbyttet for virksomheder uden for tech-sektoren halter bagefter og er plaget af problemer, herunder chatbots irriterende tendens til at finde på ting.” The New York Times zoomer ind på et pænt graverende problem ved KI-teknologien: At den ikke rigtigt ser ud til at gøre os mere produktive.

Fra borgerkrig i Syrien til en lejlighed i Lübeck. I 2015 flygtede over en million mennesker til EU. The Guardian sætter i en flot lille billedserie ansigt på fire af de personer, der dengang rev deres liv op med rode og startede forfra i Europa. Efter et årti er deres tilværelse stadig fyldt med afsavn: “Mit hjerte og min sjæl er i Deir ez-Zor,” fortæller Ehab Mzeal om sin syriske hjemstavn. For palæstinensiske Youssef Hammad er den belgiske by Groenhove nu et nyt hjem. Han håber på at skrive en ph.d. og har ovenikøbet lige været opstillet til et lokalvalg. Selvom han længes hjem, kan han stadig drømme om fremtiden i Europa.

Efter den 7. oktober oprettede den israelske hær (IDF) en såkaldt legitimeringscelle, der har til opgave at styrke Israels image i internationale medier, skriver journalisten Yuval Abrams i det israelske magasin +972. En af enhedens opgaver er at identificere journalister i Gaza og portrættere dem som Hamas-folk “i et forsøg på at afmontere den voksende globale forargelse over Israels drab på journalister – heraf senest Al Jazeera-journalisten Anas al-Sharif, der blev dræbt ved et israelsk luftangreb i den forgangne uge”.

+ ‘Anas al-Sharif var min ven. Her er, hvorfor Israel var så bange for ham’. Tekst i amerikanske The Intercept.

“Snarere ligger det ægte ideologiske moment i øjeblikket før: I det ofte usynlige propagandaarbejde, hvormed en isoleret hændelse opstår som en ‘sag’, i det mørke rum, hvor konflikterne defineres, og vi alle bliver henvist til at indtage hver vores præprogrammerede position i et tiltagende ulideligt og i virkeligheden højst koreograferet spil af forargelse og hån,” skriver Matthias Dressler-Bredsdorff i en kvik kommentar til Sydney Sweeney-sagen i Dagbladet Information.

Cirkulær bioøkonomi – sikke et fint begreb! Det må være sådan noget med madaffald, der bliver til ren energi, bier og sommerfugle, der kredser om kompostbunken, vi forestiller os køer på holistiske græsningsplaner, en summende biodiversitet, vilde enge, store skove. Vidunderligt, man kan næsten dufte den ny-fotosyntetiserede dugfriske luft! Hov, men hvad er nu det… *Snif snif*… Hvorfor lugter her af… Lort? Fordi der åbenbart er stort potentiale i at gøre vores egne mindre vellugtende efterladenskaber, bedre kendt som tis og lort, til del af den ‘cirkulære bioøkonomi’ ved at bruge det som gødning, beretter Videnskab.dk. Nå ja, ingen havde lovet, at den grønne omstilling ville lugte godt.

En relativt positiv klimahistorie at holde weekend på? Delstatsregeringen i Pará i Brasilien er ved at teste, om Amazon-regnskovens evne til at regenerere sig selv. Man har udlejet et gigantisk stykke jord, hvor der tidligere er blevet ryddet megen skov, til en privat CO₂-kreditvirksomhed, som vil skabe “en ny lokal økonomi baseret på miljøbevidsthed”.

“Jeg har ingen ide om, hvordan noget som helst fungerer her,” sagde turisten, der var på ferie i Dolomitterne eller måske i en norsk nationalpark, og fortsatte, “[j]eg er her for at bestige jeres højeste bjerg, ro kajak langs jeres mest forrevne kyst og udforske jeres dybeste grotte. Jeg har klipklapper på og intet vand med. Jeg har ikke forberedt mig det mindste, hverken fysisk, med udstyr eller i orientering, og jeg kræver, at I redder mig, grundigt og for egen regning, på en måde, der involverer helikoptere og internationale nyhedshold.” Jenny Shank skriver sjov (og sand) satire som Overturisten i satiremediet McSweeney’s.

Forestil dig at skrive ud til hundredetusindvis af mennesker, at du gerne vil dø. Det har 28-årige Joseph Awuah-Darko gjort. I december skrev han til sine følgere på Instagram – der nu tæller hele 545.000 – at han søger aktiv dødshjælp. Samtidig lancerede han “The Last Supper Project”, hvor fremmede kunne byde ham på “den sidste nadver”. Siden er invitationerne væltet ind, hvilket har betydet, at Awuah-Darko indtil videre har spist sin sidste nadver 152 gange. The New York Times bringer et portræt af den enigmatiske ghaneser, der har sat gang i en debat om aktiv dødshjælp, men også kritiseres for at romantisere selvmord.

Sundhed for alle, lyder Sundhedsstyrelsens mission. Langt fra alle har dog den oplevelse. Det opdagede studerende Cecilie Thorndahl Petersen, da hun på TikTok efterspurgte kvinders erfaringer med sundhedsvæsenet. 1.200 svar fik hun tilbage. I en kommentar i Information deler hun flere kvinders historier om at blive affejet og ignoreret af læger og sundhedspersonale. Eksempelvis 19-årige Naja, hvis milt var ved at sprænge, fordi lægerne bare troede, hun var gravid og bad hende gå hjem og tage en test. Thorndahl Petersen kalder det et strukturelt problem: “Det handler om, at kvinders sundhed ikke tages alvorligt nok.”

Kan man se det skønne i en nyklippet græsplæne og stadig være hardcore økolog? Naturkonservator Guillemette Gandon kan. Hos Earth.org udfordrer hun dikotomien mellem natur og kultur – en opdeling, der allerede blev introduceret af den franske filosof René Descartes i 1600-tallet, og som måske, måske ikke, er medskyldig i klimaets og økosystemernes tilstand i dag. Gandon foreslår, at vi integrerer lokal kultur, levevis og historie i naturkonservering og ser mennesket som en del af – ikke over, under, eller ved siden af – den natur og de landskaber, vi gerne vil beskytte.

Du står ved båndet i sikkerhedskontrollen, lægger din taske i plastikkassen og trækker den lille gennemsigtige pose med toiletsager frem. Idet du træder ud på den anden side af scanneren og pakker det hele sammen igen, er noget ved dig forandret. Det mener professor Emmanuel Carré i hvert fald. I The Conversation skriver han om lufthavnens rituelle karakter og det, han kalder sikkerhedsteatrets paradoks. Lufthavnen er nemlig indrettet, så vi adlyder og afgiver kontrol: “Måske er det det, der er på spil her – ikke at afvise alle begrænsninger, men at bevare evnen til at tænke dem igennem”.

Hvordan ser USA ud om 10 år? Med Trump ved roret er det svært bare at forudsige, hvordan det ser ud i morgen. Politisk kommentator Ben Rhodes beskriver i New York Times, hvordan USA har bevæget sig ind i en “kortsigtethedskrise”. En krise skabt af Trumps hungren efter sejre. Uanset om et lovforslag på sigt skaber billioner i gæld, udråber Trump det til en succes og bevæger sig videre til næste punkt på dagsordenen. Han kan altid give skylden videre bagefter. For at komme ud af kortsigtetheden skal Demokraterne derfor turde tænke en fundamentalt ny vision for USA, mener Rhodes. De skal simpelthen give amerikanerne lyst til at tro på fremtiden igen.

“For måske er det ikke klimaet, vi frygter. Måske er det først og fremmest os selv. Vores egen dømmekraft. Vores gentagelsestvang; når vi griber ud efter det velkendte, selv når vi ved, det ikke virker længere. Når vi bygger nye motorveje, selv om vi ved, de fører til mere trafik. Når vi taler om grøn omstilling, men stadig hænger fast i fossil logik. Måske ser vi os selv udefra – vores historik med ulige magt, vold, overforbrug – og spørger: Er det virkelig os, der skal fortsætte?” Tankevækkende kronik af forfatter Morten Eisby i Information.

Spørg en italiener, om der skal fløde i en spaghetti carbonara, og du bliver skældt hæder og ære fra. Carbonaraen er nemlig blevet en helligdom i det italienske køkken. Den må ikke laves i andre varianter end den rigtige med guanciale, pecorino, æggeblommer og sort peber. Kok Jordon Ezra King udforsker i sit nyhedsbrev A Curious Cook den hellige pastarets historie. Resultatet er overraskende: I flere af de ældste opskrifter bruges der både hvidvin og den fordømte fløde. Den første opskrift med guanciale er samtidig den første med fløde. “Det er som at komponere Beethovens Femte og så spille den udelukkende på kazoos,” skriver King om det ingrediensvalg.

Et italiensk online-museum for plastikprodukter, der er drevet i land. God idé. Artikel i The Guardian. Gruppen bag Archeoplastica udstiller også i virkeligheden.

+ Den direkte vej til Archeoplastica.

“Men noget sker. Og den tanke kan jeg godt lide,” skriver Zetlands journalist til sidst i denne artikel om fast fashion. Den handler om, at der arbejdes på at få det stoppet. Men som Else Skjold udtaler: “Vi har jo en hel branche, der gennem 30 år har gjort alt, hvad de kan, for at lære den her fast fashion-forretningsmodel. Det er ikke bare Bestseller eller H&M. Alle laver jo stort set fast fashion.”

Interessant debatindlæg i Information af Dansk Zionistforbunds formand gennem 14 år (!) Max Meyer, som i øvrigt også er bestyrelsesformand for Socialdemokratiets hoforgan Piopio.dk. Der er mange retoriske svagheder i indlægget, men vi kan da slå ned på formuleringen om, at “jøder ligesom alle andre folkeslag har ret til ét sted i verden”. Det gælder så pudsigt nok ikke for det palæstinensiske folkeslag?

Børn vil lege frit. Uden voksne. Men det får de ikke lov til. Derfor ender de med snuden i skærmen. Tre kloge hoveder har fået den radikale idé at spørge børnene selv, hvorfor de bruger så meget tid i de digitale universer fremfor i den virkelige verden. Svaret udlægges i The Atlantic: “Børn vil gerne mødes ansigt til ansigt, uden skærme eller opsyn. Men fordi så mange forældre begrænser deres mulighed for at socialisere i den virkelige verden på egen hånd, tyer de til den ene ting, der tillader dem at hænge ud uden voksne i nærheden: deres telefoner.”

At “lege” med sin AK-47 er ikke en unormal hobby for børn og unge i Libanons palæstinensiske flygtningelejre. Globalnyt beretter om militsers rekruttering af børnesoldater i Shatila-lejren i Beirut. “Israel slår os ihjel i Palæstina, og derfor bliver vi nødt til at forberede de unge på fremtiden” siger Younes Shantaf, der tidligere selv har været børnesoldat og nu står for militærtræning af rekrutter i Shatila. Flygtningelejrens manglende fremtidsudsigter kan få militserne til at virke som den eneste udvej. “I bund og grund var jeg et barn, som bare prøvede at overleve”, fortæller Mahmoud Afifi, en anden tidligere børnesoldat.

Måske har du prøvet at kaste en klump sammenrullet madpakkepapir i skraldespanden fra den anden ende af klasselokalet eller kontoret, og følt dig som en Gud. Men hvad nu, hvis du skulle gentage kastet igen og igen, alt imens du filmede det, så der kunne komme en tvivlsom SoMe-karriere ud af dine pletskud? The Guardian har en sjov lille feature om professionelle “trickshooters”, som gladeligt bruger tusindvis af timer på at lykkes med ét enkelt “umuligt” trick med bordtennisbolde, mønter eller hvad der nu ellers kan få dem til at gå viralt.

Debattør og forfatter Eskil Halberg kritiserer (kærligt) Politiken for at være på et “spiritistisk korstog” efter at have lyttet til et afsnit af podcasten Den Levende med forfatter Amitav Ghosh. I et Facebook-opslag varsler Halberg mod en “grøn modedille”, der vil have os til “at forstå, at også dyr, planter og svampe har noget at skulle have sagt i den aktuelle biosfæriske nedsmeltning og overophedning.” Det tjener nemlig “et borgerligt og reaktionært tilbageslag for den offentlige mobilisering imod de økologiske kriser.” Mennesker bærer alene ansvaret for klimakrisen, ikke olie eller kul, der ifølge Halberg altså hverken kan tale, akkumulere kapital eller handle politisk. Øv.

Træer. Gode at kravle i, perfekte til julepynt og naturlige parasoller på en solrig sommerdag. Nå ja, og så er det noget med, at de producerer den ilt, vi indånder. Men hvornår har du egentlig sagt ordentligt hej til et træ? Filmmager og komponist Emmanuel Vaughan-Lee opfordrer – og guider dig – i regi af Emergence Magazine til netop det: Gå udenfor og tilbring noget tid sammen med en af disse højtragende skabninger. De er nemlig mere end kulisse og klatrestativ; faktisk har menneskeheden aldrig levet uden dem, så det er vel på tide, at vi får sagt pænt goddag.

“Set fra luften ligner Gaza ruinerne af en ældgammel civilisation, bragt frem i lyset efter århundreders mørke,” skriver The Guardian-journalist Lorenzo Tondo om synet fra et jordansk militærfly over Gazas luftrum. Militærflyet nedkaster faldskærmsudstyrede paller med nødhjælp til Gaza. Denne form for nødhjælp er dog hverken sikker for den palæstinensiske befolkning eller tilstrækkelig til at dække det enorme behov for mad i området. Samtidig rapporterer FN, at kun 1,5 pct. af landbrugsjorden i Gaza er brugbar efter de israelske bombardementer. “Israel har bygget den mest effektive sultemaskine, man kan forestille sig,” udtaler FN’s specialrapportør Michael Fakhri.

Den ene dag kritiserer han dansk vaccineforskning, og den næste annullerer han vaccinekontrakter for 500 mio. dollars. USA’s sundhedsminister og notoriske vaccineskeptiker Robert F. Kennedy Jr. har travlt. Et nyt dansk studie undersøger, om aluminium i vacciner giver øget risiko for en række sygdomme, men finder ingen sammenhæng. Undersøgelsen får heftig kritik af Kennedy, der kalder det et “propagandastunt af medicinalindustrien”. Anders Hviid, en af forskerne bag studiet, tager kritikken med ro: “Jeg har tænkt mig at uddrage de metodiske kritikpunkter, der er gemt i støjen fra de hårde ord, og så svare nøgternt på dem.”

TikTok er her, der og alle vegne. Fra dansekoreografier på gaden til turisten på din stamcafé. I sit nyhedsbrev Ridgeline skriver journalist Craig Mod langt, men interessant om TikTok-turisme og dens skadelige effekt på de små lokale fællesskaber: “Den hurtigste måde at dræbe fællesskabet på er at gå viralt på en ødelæggende måde”. Heldigvis ser Mod også lys for enden af TikTok-tunnelen. Det er stadig muligt at være en god turist ved “at være en bidragende del af økonomien (finansielt og kulturelt), at blande sig med stamgæster uden at fortrænge dem”. Så gå en omvej, find en lille café, men lad være med at tiktokke det.

Afsløringerne om Oljefondets investeringer i et israelsk bombeflyselskab, som vi var omkring onsdag, har fået nordmændenes pis i kog. “Det er Etikkrådet som ser på etiske spørsmål,” forsvarede fondens direktør, Nicolai Tangen, sig. Den køber ansvarshavende redaktør på norske Panorama Nyheter Emil André Erstad ikke: “Etikkrådet har blitt ein praktisk ventil for moralsk ansvar, men det er feil adresse for sinnet mot investeringane i den israelske krigsmaskina.” I stedet bør de norske politikere stemple ind og sætte det etiske kompas for investeringerne. Og der kan nordmændene jo give deres besyv med, når der er Stortingsvalg 8. september.

At være offline eller online er “(…) forskellen mellem at glide på termiske strømme af privat tænkning eller drøne afsted på skinner, drevet frem af den påtrængende nødvendighed af at høre andre folks meninger,” konstaterer skribenten Rafael Behr i The Guardian. Han reflekterer over teknologiens informationsoverloadende og uafbrudte oprør mod verden (og demokratiet), som vi kender den: “Vi kan tilpasse os tsunamien af ekstra stimuli, ligesom vi tilpassede os livet i byerne efter århundreder på landet. Men sådanne accelererede transitioner er turbulente, stressende og som regel voldelige.”

Hvordan påvirker man forhandlinger, når man ikke er inviteret til dem? I Altingets klimapodcast Aftryk fortæller klimaaktivist Caroline Besserman om at stå uden for magten og at veksle mellem den ‘søde’ og den radikale aktivisme. For hvis politikerne ikke reagerer, når man synger slagsange, må man gribe efter nye værktøjer. Sidste oktober blev det værktøj en sultestrejke af 11 flyverdragtklædte aktivister. Sultestrejken blev kritiseret for at skubbe folk væk fra klimabevægelsen, men Besserman påpeger, at det af og til er nødvendigt at skrue bissen på: “Risikoen ved den søde aktivisme er lige så slem, fordi risikoen er, at der ikke sker noget.”

“Militæret forsøger ikke blot at tiltrække tech-virksomheder fra Silicon Valley. I Trump-æraen er det lykkedes militæret at rekruttere dem.” The New York Times beskriver, hvordan OpenAI, Meta og alle de andre techgiganter ikke bare støtter Trumps udenrigspolitik, men også aktivt finansierer krudt og kugler i Ukraine og Gaza – og er stolte af det. Pinligt. “De indså, at det ikke længere var teoretisk, at den næste krig ville blive vundet af det militær, der havde de mest avancerede teknologier.”

+ Apropos: ‘Israel benytter Microsofts cloud til omfattende overvågning af palæstinenserne‘.