Portræt: Gåtur i ghettoen

Lundtoftegades beboerdemokrati frygter at blive umyndiggjort

For beboerne omkring Lundtoftegade er det en bitter fornemmelse at kigge 50 meter over gaden og se, at de bliver behandlet anderledes end deres naboer. Lundtoftegade er kommet på regeringens ghettoliste, og beboerformand Søren-Emil Schütt anklager den planlagte ghettopakkes tiltag for at være overgreb og statsracisme. Føljetons Jakob Kjøgx Bohr og freelance-fotograf Kasper Hjorth har været på besøg i Lundtoftegade.

Søren-Emil Schütt har boet i Lundtoftegade i otte år. Han har været formand for beboerforeningen siden september. Han er medlem af organisationen Almen Modstand, der er en bevægelse af folk fra almene boliger, som gør oprør mod ghettopakken.

Bebyggelsen på den gamle Bispeeng, AKB Lundtoftegade, er et af fem områder i København, som er kommet på ghettolisten i år. Regeringen har fremlagt et udspil for en ghettopakke, der skal eliminere ghettoer i 2030. Flere af tiltagene har mødt hård kritik. Blandt andet fordi den lægger op til forskelsbehandling af beboere, der praktisk talt er naboer.

Søren-Emil er udover aktivist for Almen Modstand også særdeles aktiv i sin beboerforening, hvor han følger nøje med i udviklingen af ghettopakken og Lundtoftegade.

”Jeg har brugt en del tid på at analysere de her rapporter, og et af de kriterier som vi bonger ud på, det er, at der er mange ikke-vestlige indvandrere. Men der er intet, der viser, at folks geografiske oprindelse gør, at man har sværere ved at lære eller andet. Det er ren statsracisme.”

Regeringens ghettopakke vil tillade, at man river bygninger ned for at ændre områder fysisk, hvis de ikke formår at opfylde kravet om at forbedre boligområdet og dermed komme af ghettolisten. Og det kan Søren-Emil ikke engang forestille sig som værste tilfælde.

”Det spørgsmål svarer lidt til at sige, hvad vil du gøre, hvis du kører i et tog, og din mor ligger på skinnerne, men hvis du afsporer det for at redde hende, slår du 100 andre mennesker ihjel. Altså, det kan jeg slet ikke forestille mig,” siger Søren-Emil, mens han griner lidt og svinger med armene.

På den anden side af Lundtoftegade ligger flere lejlighedsblokke, som afgrænser der, hvor reglerne vil ændre sig under ghettopakken. Søren-Emil vil ikke have andre vilkår end sine naboer på grund af sin adresse. Han stiller sig på midten af vejen, lige mellem hans bygning og det brune murstensbyggeri på den anden side, hvor man ikke er på ghettolisten.

Til spørgsmålet, om hvordan det føles, at der er forskelsbehandling mellem ham og hans naboer, svarer han blot:

”Hvad tror du selv?”

Og i et par meget lange sekunder er den eneste lyd omkring os bilerne, der drøner over motorvejsbroen Bispeengbuen, mens vi kigger hinanden i øjnene.

”Det kræver helt sindssygt mange kræfter at bekæmpe det narrativ og hele den fortælling, de skaber om os. Og det er jo noget, der har været i gang i rigtig mange år, men nu har det bare nogle helt andre konkrete konsekvenser, hvis man ender på ghettolisten. Jeg har ikke engang fantasi til at forestille mig, hvad det vil betyde for beboerne her at blive polariseret på den måde,” siger han, tydeligt frustreret.

Søren-Emil fortæller med livlig gestikulation og snakker med et stort smil. Foto: Kasper Hjorth

Til venstre ses Lundtoftegadeområdet, der nu er på ghettolisten. Til højre ses en lejlighedsblok på Lundtoftegade, der ikke er en del af ghettolisten. Fremover vil dem på venstre side af vejen sandsynligvis leve efter strengere regler end deres naboer. Foto: Kasper Hjorth

Foto: Kasper Hjorth

Lundtoftegade har et socialt ansvar

I forhold til områdets størrelse, så har kulden nærmest lagt Lundtoftegade øde. Mellem hver enkelt 11-etagers højhuskarré – som i alt tæller fire styks på række – er både velholdte kunstgræs-fodboldbaner, kombinerede fodbold-basketballbaner på gummi og store legepladser men ikke synet af hverken bold eller børn.

I højhusenes grå og hvide søljer er dog glimtet af det liv, som Lundtoftegade med sine over 2.000 beboere ellers har meget af. Gardiner i både hvide, gule og røde farver dækker for udsynet, men lyden af et kamera, der klikker løs, kan alligevel lokke flere nysgerrige beboere til at linde på gardinerne, så de kan følge med.

Ifølge Søren-Emil er forskellen fra, om hans nærområde er en ghetto eller ej, kun én enkelt person med kriminel straffeattest. Med andre ord: Hvis én person med plet på straffeattesten flytter, så ryger Lundtoftegade principielt af ghettolisten.

Frygten er, at det kan lede til dårlig stemning og mistænkeliggørelse af hinanden, når det kun er en enkelt person, der udgør forskellen.

”Der er selvfølgelig nabokonflikter, men indtil nu har det ikke været sådan, at folk mistænker hinanden. Men det kan potentielt set godt blive sådan, at man går og har mistillid til hinanden, på grund af det er så hårfin en grænse,” forklarer han.

Søren-Emil skammer sig over, at han selv er en del af statistikken. For otte år siden så hans liv markant anderledes ud. Han var ude på en kriminel løbebane og stod til at skulle afsone to måneder i fængsel. Men en sommer fik han på mirakuløs vis tilbudt en lejlighed i Lundtoftegade, selvom han stod som nummer 14 i køen. ”De andre var sikkert på sommerferie,” griner han.

”Jeg kunne jo også selv vælge at flytte, for jeg har også en plettet straffeattest. Og det har jeg da også gået og skammet mig over. Men jeg fik min lejlighed for otte år siden, hvor jeg skulle til at afsone en fængselsstraf på to måneder, og det betød, at jeg kunne afsone med fodlænke,” siger Søren-Emil, og fortsætter:

”Da jeg fik min lejlighed, gav det mig muligheden for at få et fodfæste. Jeg synes ikke, at man skal diskriminere på baggrund af ens fortid. Jeg er ikke et perfekt menneske. Men jeg fik tag over hovedet på et tidspunkt i mit liv, hvor det hjalp mig til at blive et bedre menneske, hvilket vel også er bedre for samfundet.”

Han stikker hænderne i lommen og hiver smøg og lighter frem, som han tænder for. Han kigger kort omkring sig og fortsætter så:

”Vi har allerede taget en beslutning om at afsætte en boligblok til tidligere misbrugere og hjemløse. Vi har truffet beslutninger om at tage et socialt ansvar. Og det har vi det rigtig godt med. Vi har fundet på en OK løsning om, hvordan vi kan være en social ventil, i forhold til at folk kan komme på fode og komme ind i samfundet. Og det ansvar tager de ikke på den anden side af gaden,” forklarer han.

”Vi har også afvist fleksibel udlejning, men det får vi alligevel trukket ned over hovedet nu. Alt det her er jo stigmatisering og racialisering af alting … det er dybt problematisk,” siger han sukkende og forbliver stille et kort øjeblik.

Fleksibel udlejning er, når en boligforening forfordeler socialt og økonomisk udfordrede boligsøgende, eksempelvis personer på offentlig forsørgelse, med den hensigt at få flere beboere der er i arbejde eller under uddannelse. Ifølge ghettoplanen skal ghettoer have obligatorisk fleksibel udlejning, der skal forhandles på plads mellem boligorganisationen og kommunen.

Foto: Kasper Hjorth

Foto: Kasper Hjorth

Ghettoens filosofi

Søren-Emil er flyttet til København fra Horsens og læser nu pædagogisk filosofi, og man fornemmer, at han har fundet en indre ro i de store filosoffers værker.

Han er lige flyttet fra én lejlighed i Lundtoftegade til en anden men inviterer alligevel på kaffe midt i flytterodet. Det eneste rum, der står færdigt, er et bibliotek, hvor der på en væg-til-væg bogreol er et sortiment af bøger om alt fra udviklingspsykologi til Heidegger, Foucault og Platon.

Han kan ikke udvælge en egentlig yndlingsbog, men han har dog en yndlingsfilosof.

”Jeg er meget optaget af Girgio Agamben lige for tiden, som jo er den her italienske filosof, der har skrevet om begrebet nøgent liv, som er en betegnelse for den måde, et regime kan fjerne mennesker og minoriteters rettigheder for at bibeholde egen magt.”

Spørger du ham, om han kan tilkende sig en egentlig ideologi, svarer han:

”Nej, for fanden. Det ville jo være som at give op. Jeg er hverken helt kommunist eller socialist eller demokrat eller noget som helst. Man skal hele tiden kunne rykke sig, ligesom jeg hele tiden skal forestille, at min stilling som formand er tom – alle skal kunne indtage magtens plads.”

I stuen, som han fører os gennem, er bøger allerede stablet i boghylderne, og planterne har fået vokseværk i vindueskarmen. På en reol langs væggen ligger både bøger om graffiti og billedkunst, en buddhafigur og en hjerne sat på sin egen piedestal. De to øverste hylder har to glaspustede ovaler med gopler inde i sig, som til forveksling ligner store stykker rav med insekter i, og en udstoppet høg på en træstub.

Vi sætter os på en indbygget altan med skydevinduer, som alle Lundtoftegades lejligheder er udstyret med, og Søren-Emil stiller en stempelkande og tre kopper på et bord formet som en halvmåne.

”Jeg har svært ved at se, hvordan det her portræt skal udformes. Jeg er både formand for beboerforeningen og jeg er også Søren-Emil, beboer, så det er svært at skelne mellem de to,” siger Søren-Emil, mens han med et enten skeptisk eller interesseret blik vurderer de to gæster, han lige har inviteret ind i sit hjem.

”Det skal repræsentere en større gruppe, en større problematik, hvis jeg skal ud og være repræsentant for det her område. Det er uværdigt kun at snakke om mig selv. Der er så mange problematikker i den her sag, og det er meget mere væsentligt at påtale dem. Det er svært for mig at stå og snakke om mig og min barndom, når det handler om så stort et problem som ghettopakken jo er, sådan rent principielt,” fortsætter han.

Søren-Emil vil hellere fortælle om hele området i Lundtoftegade og dets historie end sig selv, og der er en dybere pointe i det. For han er fuldstændig overbevist om, at man ved at integrere nogle af de filosofiske tankegange, han er inspireret af, i sit eget lokalsamfund, kan komme problemerne til livs.

Foto: Kasper Hjorth

Udsigt fra niende etage. Foto: Kasper Hjorth

En pragmatisk landsby

Elevatoren stopper. Vi er på vej ud i gården for at tale om et arkitektonisk kunstprojekt, beboerforeningen er ved at søsætte. Døren åbner automatisk op, men i stedet for at glide åben, som elevatorer normalt gør, åbner den ud af.

”Det, der sker i 60’erne, er, at vi i Danmark og på Lundtoftegade bliver inspireret af Le Corbusier, som gik ind for, at man skulle integrere alting i området. Så vi har integreret alle facetter i livet et sted. I vil opleve, at det her er en landsby.”

Fire beboere i Lundtoftegade 57 venter tålmodigt på, at den måske to kvadratmeter lille elevatorboks, hvor der maks må være netop fire personer eller 300 kilo, ryddes. Søren-Emil træder ud af elevatoren, og fortsætter sin forklaring om Lundtoftegade.

”Le Corbusier, han var lidt me-” han stopper midt i sin sætning og kigger på en mand med langt hvidt hår, der er på vej ind i elevatoren, og udbryder ”Skal du op til os?!” på en lidt overentusiastisk måde, hvortil manden svarer nej, det skal han ikke. Alle fire stiger på elevatoren.

”Nå. Ja, han er fra kommunen. Den forrige beboer havde en teleslynge, og den skal de lige hente. Men det bliver så ikke i dag,” forklarer han med et lille grin.

”Men det jeg ville sige med Le Corbusier, det er, at han var lidt mere æstetisk end Bøje Nielsen, som jo var den her rimelig rebelske betonmastodont nede fra Næstved. Så det er lidt en blanding af de to, men det her er meget pragmatisk, som er et mindre fint udtryk end Le Corbusier havde,” forklarer Søren-Emil med stor gestikulation.

Hver gang han møder nogen, bliver han afbrudt af sig selv, fordi han lige skal hilse og sludre lidt. Det er ifølge Søren-Emil ”bare jargonen,” at man hilser på hinanden ligesom i Horsens, hvor han voksede op.

Vi bliver ført hen til en bænk i den sidste af de tre store gårde mellem højhusene, der ligger under et halvtag og er omringet af et tre meter højt gitterhegn. Her sætter vi os, og Søren-Emil tænder endnu en cigaret.

Til hverdag er han forskningsassistent på Aarhus Universitet, hvor han også studerer, og da han bliver spurgt ind til bøgerne på hans hylde, trækker han en mine ved Foucault og griner ved Platon.

”Alting blev sgu tænkt i Grækenland. Foucault har ikke sagt noget, som Platon ikke har sagt,” griner Søren-Emil. ”Noget af det, jeg forsøger, er også at aktivere nogle af de tanker fra verden, der er i det her område. Og det bruger jeg selvfølgelig filosofien til.”

Beboerforeningen har planer om at lave et kunstprojekt, hvor man vil bygge nogle pavilloner, som beboerne selv kan forme og ændre fysisk. På den måde håber Søren-Emil at kunne få alle, der bor i AKB Lundtoftegade, til aktivt at deltage i beboerdemokratiet.

”Det er et forsøg på at omlægge beboerdemokratiet fra en klassisk og mere partipolitisk struktur, til noget vi kalder for kulturdemokrati. Målet er at gøre det muligt for vores beboere at få indflydelse ved at deltage med noget, de allerede har i sig,” fortæller han og fortsætter:

”Det er en nytænkning og omlægning af demokratiet gennem foranderlig og påvirkelig arkitektur. Men det vil ikke kunne lade sig gøre, hvis den her ghettoplan bliver til virkelighed, fordi vi risikerer at blive fuldstændig umyndiggjort. Det er derfor, vi gerne vil svare tilbage ved at vise vise, hvordan vi tænker over måden, vi gerne vil være og bo sammen på i Lundtoftegade,” siger Søren-Emil, hvorefter han slukker sin cigaret og putter skoddet i i sin jakkelomme.

Foto: Kasper Hjorth

Foto: Kasper Hjorth

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12