Sådan stemte svenskerne
Det politiske landskab i Sverige er på mange – og lange – strækninger helt afgørende forskelligt fra billedet i Danmark. Søndagens valg viste, at de største byer er dominerede af borgerlige vælgere, mens befolkningen på de tyndest befolkede egne stemmer på Socialdemokratiet. Og tankevækkende nok står Sverigedemokraterna kun for alvor stærkt i de dele af Skåne, som er mest påvirket af dansk tv- og populærkultur. Oppe nordpå – helt deroppe i det fjällhöga nord, du tysta, du glädjerika sköna – hvor man kan køre gennem klipper og dybe skove i timevis, er der ingen, som stemmer på Sverigedemokraterna. Til gengæld står sosserne stadig stolte. Sveriges Radio har lavet en fascinerende interaktiv grafik, der gør det muligt at gå på opdagelse i en nær, men fremmed verden.