Boguddrag

Hans Rosling: Menneskets tendens til at tænke negativt

Tidligere i år gjorde  Microsoft-stifteren, rigmanden og filantropen Bill Gates sig bemærket ved at forære en bog til alle, der tager afgang fra USA’s colleges og universiteter i 2018. Bogen, han gav dem, var Hans Roslings Factfulness: 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre end vi tror, som han kaldte ”en af de vigtigste bøger”, han har læst. Vi bringer her bogens kapitel 2 i en let redigeret udgave.

A file photo from September 07, 2015 shows Swedish statistician Hans Rosling. TT News Agency/Henrik Montgomery via REUTERS ATTENTION EDITORS - THIS IMAGE WAS PROVIDED BY A THIRD PARTY. FOR EDITORIAL USE ONLY. SWEDEN OUT.NO COMMERCIAL OR EDITORIAL SALES IN SWEDEN

Det er nemt at lægge mærke til alle de dårlige ting, der sker i verden. Det er sværere at få kendskab til de gode: milliarder af forbedringer, som aldrig bliver rapporteret. Du må ikke misforstå mig: Jeg taler ikke om trivielle positive nyheder, som kan opveje de negative. Jeg taler om fundamentale forbedringer, der ændrer verden, men som hver for sig er for langsomme, for usammenhængende eller for små til at gælde for nyheder. Jeg taler om menneskehedens hemmelige, stilfærdige, mirakuløse fremskridt.

De grundlæggende fakta om verdens fremskridt er så ukendte, at jeg bliver inviteret til at tale om dem på konferencer og virksomhedsseminarer over hele kloden. Indimellem kalder folk mine foredrag ”inspirerende”, og mange mennesker siger, at de virker opmuntrende. Det har aldrig været min hensigt. Men det er logisk. Det, jeg viser folk, er for det meste officielle data fra FN, men så længe mennesker har et verdensbillede, som er langt mere negativt end virkeligheden, kan ren statistik få dem til at føle sig mere positive. Det er opmuntrende, så vel som inspirerende, at få at vide, at verden er meget bedre, end man tror. En ny lykkepille, som fås ganske gratis online!

Hvor gammel var du for 20 år siden? Luk øjnene et øjeblik, og tænk på dit yngre jeg. Hvor meget har din verden ændret sig? Rigtig meget? En lille smule? Nå, men her er nogle tal for, hvor meget den store verden har ændret sig: For bare 20 år siden levede 29 procent af Jordens befolkning i ekstrem fattigdom. I dag er tallet 9 procent. I dag er næsten alle undsluppet helvede. Den oprindelige kilde til al menneskelig lidelse er tæt på at være udslettet. Vi burde fejre det! Holde en kæmpe fest! Og når jeg siger ”vi”, mener jeg menneskeheden!

Men vores verdensbillede er stadig dystert. I fjernsynet på vores Niveau 4 ser vi stadig mennesker, som lever i ekstrem fattigdom, og det virker, som om intet har forandret sig. Milliarder af mennesker er undsluppet elendigheden og er blevet forbrugere og producenter på verdensmarkedet, milliarder af mennesker har bevæget sig opad fra Niveau 1 til Niveau 2 og 3, uden at folk på Niveau 4 har bemærket det.

Det er nærmest umuligt at samle alle årsager til dødsfald og lidelser i et enkelt tal. Men den gennemsnitlige levealder eller forventede levealder kommer tæt på. Hvert barns død, hvert eneste tidlige dødsfald forårsaget af mennesker eller naturkatastrofer, hver kvindes død under en fødsel og alle gamle menneskers lange liv bliver afspejlet i dette tal.
I år 1800, da svenskere sultede ihjel, og engelske børn arbejdede i kulminer, var den forventede levetid omkring 30 år over hele kloden. Det havde den været gennem hele menneskehedens historie. Af de børn, som overhovedet blev født, døde omkring halvdelen i barndommen. De fleste af den anden halvdel døde i en alder af 50-70 år. Så gennemsnitslevealderen var omkring 30. Det betyder ikke, at de fleste blev 30 år. Det er et gennemsnit, og ligesom med alle gennemsnit bør vi huske, at der er tale om en spredning.
I dag er den gennemsnitlige forventede levealder i verden 70 år. Den er faktisk en smule bedre, nemlig 72 år.

Igennem århundreder har ældre mennesker set deres ungdom i et rosenrødt skær og insisteret på, at tingene ikke længere er, hvad de var. Det er sandt nok, men ikke på den måde, som de mener. De fleste ting var som regel værre, ikke bedre. Men det er utrolig nemt for mennesker at glemme, hvordan ting i virkeligheden var.

I Vesteuropa og Nordamerika er det kun de allerældste, der levede under Anden Verdenskrig eller 1930’ernes økonomiske krise, og som har nogen personlige minder om de store afsavn og sulten fra nogle få årtier siden. Og selv i Kina og Indien, hvor ekstrem fattigdom var en realitet for langt størstedelen af befolkningen for et par generationer siden, er den tid for det meste glemt af mennesker, som bor i pæne hjem, er klædt i rent tøj og kører på knallerter.

Den svenske forfatter og journalist Lasse Berg skrev en fremragende rapport om det landlige Indien i 1970’erne. Da han vendte tilbage 25 år senere, kunne han tydeligt se, at levevilkårene var forbedret. Fotos fra hans besøg i 1970’erne viser jordstampede gulve og lerklinede vægge, halvnøgne børn og blikke fra landsbyboere med lavt selvværd og en ringe viden om den omkringliggende verden. De udgjorde en stærk kontrast til betonhusene fra slutningen af 1990’erne, hvor velklædte børn legede, og selvsikre og nysgerrige landsbyboere så fjernsyn. Da Lasse viste dem billederne fra 1970’erne, kunne de ikke tro, at de var taget i deres nabolag. ”Nej,” sagde de. ”Det kan ikke være her. Du må tage fejl. Vi har aldrig været så fattige.” Ligesom de fleste mennesker levede de i nuet og var optaget af nye problemer som f.eks. børn, der så umoralske sæbeoperaer, eller at de ikke havde penge nok til at købe en motorcykel.

Af en eller anden grund undgår vi at minde os selv og vores børn om fortidens elendighed og brutalitet. Sandheden findes på gamle kirkegårde og begravelsespladser, hvor arkæologer må vænne sig til, at en stor del af de ligrester, de graver op, stammer fra børn. De fleste er nok døde af sult eller forfærdelige sygdomme, men mange børneskeletter bærer spor af fysisk vold. Samfund af jægere og samlere havde ofte en mordprocent på mere end 10, og børn blev ikke skånet. På nutidens kirkegårde er børnegrave sjældne.

Vi bliver bombarderet med endeløse strømme af negative nyheder fra hele verden: krige, hungersnød, naturkatastrofer, politiske bommerter, korruption, budgetnedskæringer, sygdomme, massefyringer, terroraktioner. Hvis journalister lavede reportager om fly, der ikke styrtede ned, eller høster, der ikke slog fejl, ville de hurtigt miste deres arbejde. Historier om gradvise forbedringer bliver sjældent slået op på forsiden, selv hvis de udspiller sig i en kolossal målestok og påvirker millioner af mennesker.

Takket være den øgede pressefrihed og forbedrede teknologi hører vi mere om katastrofer end nogen sinde før. Da europæere nedslagtede indfødte amerikanere for nogle få århundreder siden, var det ikke en stor nyhed i den gamle verden. Da centralstyrets planlægning førte til massehungersnød i det landlige Kina, sultede millioner af mennesker ihjel, uden at den europæiske ungdom, som viftede med kommunistflag, vidste noget om det. Da hele arter eller økosystemer blev udryddet i fortiden, var der ingen, som fik det at vide eller overhovedet bekymrede sig om det. I takt med andre forbedringer er vores opmærksomhed omkring menneskelige lidelser blevet langt mere udbredt. Den øgede rapportering er i sig selv et tegn på menneskeligt fremskridt, men den skaber et indtryk af det stik modsatte.
Samtidig lykkes det aktivister og lobbyister at få hvert eneste dyk i en tendens til at se ud som verdens undergang, selv hvis den generelle tendens viser en tydelig forbedring, og vi bliver skræmt over alarmisternes overdrivelser og profetier. I USA er tallene for kriminalitet f.eks. faldet siden 1990. I 1990 var tallet for anmeldte forbrydelser knap 14,5 millioner, og i 2016 var det faldet til et godt stykke under 9,5 millioner. Men hver gang der skete noget gruopvækkende eller chokerende, og det gjorde der stort set hvert år, blev det udskreget som en krise. Og de fleste mennesker, både dengang og nu, mener, at kriminalitet bliver værre.

Det er ikke så underligt, at vi får det indtryk, at alting hele tiden bliver værre. Nyhederne gør os konstant opmærksomme på alt det dårlige, som sker. Den undergangsstemning, det skaber hos os, bliver forstærket af vores manglende evne til at huske fortiden: Vores minder om det forgangne er rosenrøde, og vi glemmer, at der for et eller ti eller 50 år siden var lige så mange forfærdelige begivenheder og sandsynligvis flere. Illusionen om forfald gør nogle mennesker stressede og får andre til at miste håbet. Uden god grund.

Der foregår også noget andet. Hvad tænker folk egentlig på, når de siger, at verden bliver værre? Jeg gætter på, at de ikke tænker. De føler. Hvis du stadig føler modvilje mod at indrømme, at verden bliver bedre, selv efter at jeg har vist dig alle de positive data, så gætter jeg på, at det skyldes din viden om, at der stadig er store problemer. Jeg gætter på, at du føler, at når jeg siger, alting bliver bedre, svarer det til, at jeg siger, at alt er i orden, eller at du bør ignorere problemerne og lade, som om de ikke eksisterer, og det føles tåbeligt og stressende.

Jeg er enig. Alt er ikke i orden. Vi bør stadig være meget bekymrede. Så længe der er flystyrt, dødsfald blandt børn, som kunne være forhindret, truede arter, klimabenægtere, mandschauvinister, vanvittige diktatorer, giftudslip, fængslede journalister og piger, der ikke får en uddannelse på grund af deres køn, så længe alle disse forfærdelige ting eksisterer, kan vi ikke slappe af.

Men det er lige så tåbeligt og lige så stressende at ignorere de fremskridt, som er sket. Folk kalder mig ofte for optimist, fordi jeg viser dem kæmpestore fremskridt, som de ikke kendte til. Det gør mig vred. Jeg er ikke optimist. Det får mig til at lyde naiv. Jeg er en meget seriøs ”possibilist”. Det er noget, jeg har fundet på. Det betyder et menneske, som hverken håber uden grund eller frygter uden grund, men som uafbrudt bekæmper det overdramatiserede verdensbillede. Som possibilist ser jeg alle fremskridtene, og de fylder mig med overbevisning og håb om, at yderligere fremskridt er mulige. Det er ikke optimistisk. Det er at have en klar og fornuftig forestilling om, hvordan det står til med verden. Det er at have et konstruktivt og nyttigt verdensbillede.

Når folk lider af den vildfarelse, at intet bliver bedre, konkluderer de måske, at intet af det, vi indtil videre har forsøgt os med, fungerer, og de mister tilliden til forholdsregler, som rent faktisk virker. Jeg møder mange mennesker, som fortæller mig, at de har mistet alt håb for menneskeheden. Eller de bliver måske radikaliseret og støtter drastiske forholdsregler, som er kontraproduktive. Samtidig med at de forholdsregler, som vi allerede bruger for at forbedre verden, rent faktisk fungerer udmærket.

Tag f.eks. pigers uddannelse. Uddannelse af piger har vist sig at være en af verdens bedste idéer nogen sinde. Når kvinder bliver uddannet, sker der alle mulige fantastiske ting i samfundet. Arbejdsstyrken bliver mere varieret og i stand til at træffe bedre beslutninger og løse flere problemer. Uddannede mødre vælger at få færre børn, og flere børn overlever. Der bliver investeret mere energi og tid i hvert barns uddannelse. Det er en stærk forandringscyklus.

Fattige forældre, som ikke har råd til at sende alle deres børn i skole, har ofte prioriteret drengen højest. Men siden 1970 er der sket kæmpestore fremskridt. På tværs af religioner, kulturer og kontinenter har næsten alle forældre råd til at sende alle deres børn i skole i dag, og det gælder døtrene så vel som deres sønner. Pigerne har næsten indhentet drengene: 90 procent af pigerne i folkeskolealderen går i skole. For drengene er tallet 92 procent. Der er næsten ingen forskel.

Der er stadig store kønsforskelle, når det gælder skoleuddannelse i lande på Niveau 1, særligt på videregående og højere uddannelser, men det giver ingen grund til at benægte, at der er sket fremskridt. Jeg kan ikke se, at der er nogen konflikt mellem at glæde sig over dette fremskridt og fortsætte med at kæmpe for mere. Jeg er possibilist. De fremskridt, vi har gjort, fortæller mig, at det er muligt at få alle piger i skole, og alle drenge, og at vi bør kæmpe hårdt for, at det kommer til at ske. Det sker ikke af sig selv, og hvis vi mister håbet på grund af tåbelige misforståelser, kommer det måske slet ikke til at ske. Tabet af håb er sandsynligvis den mest ødelæggende konsekvens af negativitets-instinktet og den uvidenhed, det forårsager.

Hvordan kan vi hjælpe vores hjerne til at forstå, at tingene bliver bedre, når alting skriger til os, at det hele bliver værre?

Løsningen er ikke at afbalancere alle de negative nyheder med mere positive nyheder. På den måde ville vi bare løbe en risiko for at skabe en selvbedragerisk, trøstende, vildledende fordomsfuldhed med det modsatte fortegn. Det ville hjælpe lige så lidt som at afbalancere for meget sukker med for meget salt. Det ville gøre det hele mere spændende, men nok også mere usundt.

En løsning, der fungerer for mig, er, at jeg overtaler mig selv til at have to tanker i hovedet på samme tid.

Når vi hører nogen sige, at det bliver bedre, så virker det, som om vi tror, de samtidig siger ”tag det roligt, slap af” eller ligefrem ”glem det”. Men når jeg siger, at det bliver bedre, siger jeg overhovedet ikke noget i den stil. Jeg er bestemt ikke fortaler for, at vi skal ignorere verdens forfærdelige problemer. Jeg siger, at ting både kan være dårlige og bedre.

Tænk på verden som et for tidligt født barn i en kuvøse. Barnets tilstand er kritisk, og åndedræt, hjerterytme og andre vigtige livstegn bliver overvåget uafbrudt, så man hurtigt kan opdage forandringer til det bedre eller værre.

Efter en uge får hun det meget bedre. Men hun skal blive i kuvøsen, fordi hendes tilstand stadig er kritisk. Giver det nogen mening at sige, at pigen har fået det bedre? Ja, helt sikkert. Giver det nogen mening at sige, at hendes tilstand er dårlig? Ja, helt sikkert. Når vi siger, at ”ting bliver bedre”, indebærer det så automatisk, at alt er godt, og at vi alle bør slappe af og glemme vores bekymringer? Nej, bestemt ikke. Er det en hjælp at vælge mellem dårlig og bedre? På ingen måde. Det er både-og. Det er både dårligt og bedre. Bedre og dårligt på samme tid.

Det er sådan, vi bør tænke på verden i dag.

Noget andet, som kan være en hjælp til at kontrollere negativitets-instinktet, er altid at forvente dårligt nyt.

Husk på, at medier og aktivister udnytter det dramatiske for at fange din opmærksomhed. Husk på, at negative historier er mere dramatiske end neutrale eller positive. Husk på, hvor nemt det er at konstruere en fortælling om en krise på baggrund af et midlertidigt dyk, der er løsrevet fra en i øvrigt langsigtet forbedring. Husk på, at vi lever i en sammenhængende, gennemskuelig verden, hvor rapporter om lidelser er mere udbredte end nogen sinde før.

Når du hører om noget forfærdeligt, så bevar roen og spørg: Hvis der havde været en lige så stor forbedring, ville jeg så have hørt om den? Og selv hvis der havde været hundredvis af større forbedringer, ville jeg så have hørt det? Kommer jeg nogen sinde til at høre om børn, som ikke drukner? Kan jeg se et fald i druknede børn eller tuberkulosedødsfald, hvis jeg kigger ud ad vinduet eller ser nyheder eller læser en pjece fra en velgørenhedsorganisation? Glem ikke, at de positive forandringer måske er mere udbredte, men at de ikke finder frem til dig. Du er nødt til at finde frem til dem. (Og hvis du kigger i statistikker, findes de overalt).

Denne påmindelse giver dig en grundlæggende beskyttelse, så du, og dine børn, kan blive ved med at se nyheder i fjernsynet uden at ende på randen af fortvivlelse hver dag.

Når vi klynger os til en rosenrød version af historien, frarøver vi os selv og vores børn sandheden. Vidnesbyrd om den forfærdelige fortid er skræmmende, men også en vigtig ressource. De kan hjælpe os til at værdsætte, hvad vi har i dag, og give os håb om, at kommende generationer, ligesom forudgående generationer, vil overvinde dykkene på kurverne og videreføre den langvarige udvikling mod fred, velstand og løsninger på vores globale problemer.

 

Hans Rosling (med Ola Rosling og Anna Rosling Rönnlund): Factfulness, Lindhardt & Ringhof, 376 s. Bogens mange tabeller er udeladt i dette uddrag.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12