Onsdag-genbesøgt
Rotter og Skilsmisse: Boguddrag
For nogle år siden, da min kone og jeg lige var flyttet fra hinanden, lå jeg en nat alene og halvsov med lyset tændt i mit store hvide soveværelse. Klokken var fire om morgenen. Det var uklart for mig, om jeg sov eller var vågen, men i en pinsom tilstand et sted midt imellem hørte jeg pludselig en lyd, jeg ikke siden har kunnet få ud af mit hoved. Den var aggressiv og insisterende, en høj kradsende lyd fra det hjørne af rummet, der var tættest på mit ansigt.
Først var jeg usikker på, om det var noget, jeg drømte, men så kom det igen. Det lød som et kæmpe dyr, der fægtede for at komme igennem væggen få meter fra mit hoved. Hidsigt og intimiderende i hurtige små ryk, der kom og gik. Jeg fór op, og så – som om lyden blev forstyrret af, at jeg satte mig op i sengen – stoppede det lige så pludseligt, som det var kommet, og inde i væggen kunne jeg nu høre noget kæmpe sig vej op gennem hulmuren og trippe tværs hen over soveværelsesloftet.
Der var helt stille i rummet. Jeg var nu lysvågen og sad ret op og ned i sengen og rystede. Mit hjerte bankede mod mine trommehinder, og jeg følte trang til at kaste op og græde på én gang, for intuitivt vidste jeg, hvad der havde ramt mig. Det var ikke en mus, der lavede den slags kradselyde, det var heller ikke en fugl eller en syg byræv, der var ude efter føde. Det dér var lyden af rædsel. Det var lyden af rotter.