Nyhedsanalysen

Rundt fra Krogene - Nogle Fattigbesøg før Jul

Herman Bang er nok en gang taget rundt i de fattigste områder i 1800-tallets København. Denne gang ved juletid.

”Naar man har set, hvad vi tre saa hin Dag, ved man jo, hvordan Elendigheden ser ud, og dens Ansigt er skræmmende. (…) Midt paa Gulvet laa som Job et halvvoksent Menneske. Han var en Enkes eneste Søn og Idiot. Han fik noget af Idiotens Skt. Veitsdans’ Bevægelser, da han saa os, denne krampagtige Latterrysten, hvormed Idioter fjollet grine imod os. Han reiste sig halvt og talte – utydeligt lallende som Drukne, der ikke kunne faa Mundvigerne rigtig op.

Alt, hvad han havde over sig, var et gammelt Skjørt.

Idioten blev ved med sin mumlende Grinen, han ravede og rodede rundt imellem Gulvets Skaar. Som om Elendigheden havde taget en græsselig Sprællemands Skikkelse og gjorde Grimasser ad sig selv …

Vi vilde ikke se mere i dette Hus, vilde ikke. »Lidt endnu«, sagde Politimanden, og efter at vi vare entrede ned af Trappen, aabnede han Døren til Skuret. Der boede Mennesker i dette Skur.”

19.12.1880

Vi gik over en gammel Svalegang, Gulvet var skrøbeligt, saa Brædderne gyngede under os. Vi maatte bøie Hovederne og halvveis kravle: paa noget gammelt Seilgarn var der hængt graa Klude til Tørring. De spærrede Passagen.

Fra begge Sidelængers Vinduer stirrede bag de skidne Ruder Kvinde- og Børne- ansigter paa os med dette halvt sky, halvt graadige Blik, med hvilket Elendigheden ser, og som havde forfulgt os fra Hundreder af Ansigter paa hele denne forfærdelige Vandring.

»De vadsker til Jul«, sagde Politimanden, han bøiede ind under nogle sammenflikkede Pjalter, man her vilde kalde et Skjørt.

Vi faldt ned ad et Par Trin inde i nogle Krinkelkroges Mørke, naaede Trappen, en besynderlig Stige, der gaar ud og ind med slidte, klæbrige Trin, paa hver Afsats en Stolpe, graaskiden, fugtig næsten, som alt i disse Huse, sat der til Afviser for dem, der i Mørke styrte ned ad denne Stige uden Rækværk.

»Her maa være svært at entre op, naar de er fulde«, sagde H., den tredie i Selskabet.

Politimanden bemærkede tørt: »Derfor falder de ogsaa ned.«

Vi entrede ned ad Trinene, ud gjennem en Smøge, hvor Rendestenen besværliggjør Passagen. »Om Sommeren stinker her slemt«, siger Politimanden.

»Det værste maa da være at faa dem ud, naar de er døde«, siger H., han maaler Smøgen ved at udstrække den ene Arm.

»Aa, de kommer i Kisten hernede« …

»Naa … aa … ja, det kan jeg forstaa.«

Vi stod paa Gaden. Politimanden tog Notebogen op, læste. »Saa til de næste,« sagde han. Vi fulgte begge i Taushed. Han fortalte. Og hvad han fortalte var »Interiører,« skræmmende som Husene. Jeg hørte og hørte ikke: hans Fortællinger vare som et utydelig, halvhørt Akkompagnement til min lammede Tanke. Vi var gaaet Gaden ned, da jeg vækkedes af Tausheden: han var holdt op at fortælle.

Jeg følte mit Hoved tomt, som naar man vaagner af en Besvimelse, lagde Mærke til, at H., som gik paa den anden Side af Politimanden, fløitede en Vals. Men da jeg saa hen paa hans Ansigt, der var graablegt trods Vinterdagens Kulde, der giver Farve, saa jeg, at hans Fløiten vist dækkede det samme, som min Taushed: Skræk.

Politimanden begyndte igjen.

»Nu har vi kun fire-fem tilbage«, sagde han. Han saa op og stansede, vi vare komne til Hjørnet. »Men … De er maaske allerede træt, De ser lidt blegnæbet ud« …

Jeg svarede ikke, H. mumlede noget om, at det jo var noget uvant.

»Det forstaar jeg saa godt. Selv vi Gamle kan blive underlige paa de Besøg – helst naar det er noget mørkere i Veiret. For De har jo set det i Solskin.«

»I Solskin?«

»Ja, tænk Dem nu, naar det regner, saa er det jo Nat hele Dagen i de Huller – saa raver Elendigheden rundt og falder over sine egne Ben i Skumringen« …

Jeg forstod ham, og i et eneste Nu havde jeg set alle disse Billeder, som formløse dæmrede i mine Tanker, endnu trøstesløsere, endnu mørkere, i Regndages Slud, i Taagedages Skumring. Elendigheden, der raver om i Mørke og falder over sine egne Ben.

»Gud ske Lov«, sagde jeg … »at det var Solskin« … Saa skiltes vi der paa Hjørnet.

H. og jeg drev ned ad et Par Smaagader, bøiede ud paa Østergade, det var Spasere- tid. Her gav Kulden Farve, Rødme over runde Kinder, Spænstighed til Skikkelser, der er i ilsom Fart, fordi man maa holde Varmen. Langs Butikerne saas i Flok Jule- ugens Skuelystne, begge Fortoge vare fyldte. Damer i stramme Kaaber med smilen- de Ansigter, dukkende frem af Pelskraver og Tyllsslør, Herrer i Skind og Herrer i Kapper. Og over Scenen Decemberdagens Sol.

Jeg stirrede paa Ansigterne, paa Farverne i de skiftende Dragter, paa Lykken i alle disse Smil. Det var, som vaagnede man af en Drøm, af en tung Slummer. Men ved sin Opvaagnen følte man sig uvant og fremmed.

Vi talte ikke, hverken H. eller jeg. Vi stod et Øieblik nede ved »Hesten«. Han ligesom rystede sig: »Farvel Du«, sagde han.

»Farvel.«

»Hør, ved Du hvad – jeg gaar ind og ta’er en Boeuf. Jeg er saa underlig – saadan tom, ligesom naar jeg har været til Begravelse.«

Han gav mig Haanden og slentrede over mod d’Angleterre. Men endnu igaar, da jeg mødte ham, sagde han:

»Nei, hør – det er sidste Gang, jeg skal med Politiet … jeg har Skam ikke forvun- det det endnu.«

»Nei – det var jo ikke rart.«

»Og saa kan man lige saa godt lade være at se det«, sagde han. »Det bliver ikke bedre for det.«

»Ikke meget – nei!«

–––––––

»Man kan lige saa godt lade være at se det«, sagde H. Maaske, thi det er ikke morsomt: naar man har set, hvad vi tre saa hin Dag, ved man jo, hvordan Elendigheden ser ud, og dens Ansigt er skræmmende. Ikke morsomt, thi har man en Gang set dette forfærdelige Ansigt, glemmer man det ikke saa snart, og der kan maaske gaa Maaneder, hvor man forbinder en virkelig Tanke med Ord som Nød og Nødlidenhed, Sult og Hunger, hvor hvert Bogstav i disse Ord er et Ansigt, der svider vort Minde, hver Lyd en Dissonans, som piner vort Øre; hvor vi ere lidt mindre tankeløse, end vi pleie – og Tankeløshed er en Lykke.

Maaske er det fremdeles, naar man har set det, bedst at tie stille med, hvad man saa, det nytter ikke at tale, og man faar ingen Tak, hvis man gjør det. Hvad man har set, er det utrolige, og selv om en Mester – paa samme Tid den sandeste Menneske- ven og mindst af alt sentimental – skildrer dette utrolige, mødes han af Vantro, endsige en af os …

Og siden al den Elendighed, vi saa paa hin Vandring, nu en Gang er uundgaaelig for dette lykkelige Samfund, hvorfor da tale om den, naar ingen vil tro, og ingen vil takke? Hvem beder derom? Ønsker vel nogen at skræmmes ved at stirre paa Dødens Ansigt? Næppe.

Naar jeg idag alligevel fortæller Dem noget fra disse Besøg, da er det ikke for at pirre Dem, ikke for at lege med Klædet, lagt over den Dødes Træk, og for at løfte en Flig, som jeg igjen letfærdig som i Leg lader falde. Dette er mig ikke Letfærdig- hed.

Men disse Mennesker sulte. Derfor vil jeg tale, og jeg vil bede det store Samfund, i hvilket disse Elendige til daglig maa føle Sulten, være barmhjertig og mætte dem en eneste Dag.

Til dette Maal beder jeg ikke de høie Muser, som vist have travlt med at danse med Gratierne paa Olympen, men Erindringen staa mig bi, saa jeg kan fortælle lidt af, hvad jeg saa, og kun dette. Her kan ikke overdrives, her kan næppe males. Thi hvad jeg saa, var uden Farver, den som skal fortælle, staar uden Ord.

Vi, som skrive, ere altfor letsindige: Hvorfor lege vi vel saa ofte med Ordene, lege letfærdig med Lyd som Sult og Elendighed for saa, naar vi endelig en Gang staa overfor Elendighedens Nøgenhed, at være tomme paa Ord og raadløse paa Billeder?

Derfor maa De lægge den dybere Tone, Alvorsklangen i de gamle Ord, thi jeg kan ikke skabe et nyt Sprog for at fortælle alt dette forfærdelige. Og endnu et. Sig ikke, at hvad der fortælles, er Overdrivelse: hvad vi saa, vil være værre end alle Ord, selv om Fantasien giver dem Farve, og hvis Læserne dække sig bag Paaskud om Overdrivelser, søge de et Skalkeskjul.

Altsaa det første Hus. Gaarden var en Smøge. Paa den ene Side en Rønne, man tog for et Skur, et forfaldent Bindingsværks Skrumpel, hvis Døre vare skæve, utætte, Vinduerne over- klistrede med Papir, ituslagne Ruder stoppede med Klude. Disse Klude forbausede mig i Forbigangen. Men maaske var der Værksted i Skuret.

Paa den anden Side en Huslænge med en høi Kjælder. Fem Døre med Trappe- stiger op til Stuen. De frøs, de fem Stiger, som førte op til denne Barhed. Og selve Huset frøs ogsaa i Faldefærdighed og ligesom skuttede sig sammen.

»Her«, sagde Politimanden, »den anden Trappe. Her er rart.«

Vi bankede paa i Stuen, der svaredes ikke. Politimanden tog i Døren, aabnede den. Det var Kjøkkenet, vi kom ind i. Et lille Rum med et forladt Ildsted; man un- dredes over, at det kunde være saa tilrøget, siden det dog paa samme Tid var saa for- ladt. Et Bord under et skident Vindue, et Bord, hvor vaadt Snavs, vaadt, koldt Snavs var blevet tørt og nu laa over Brædderne som en graa Skimmel, et Støv over dette Kjøkkens Forladthed. Paa Hylden over Døren to Urtepotter.

H. aabnede Skabet under Bordet. Jeg ved ikke, om den Masse, han tog frem, mulig en Gang har været et af Fattigvæsenets Brød.

Ellers intet.

Men hvorledes male Dem Kulden i dette Rum, hvorledes Barheden, Tomheden? Det var Sultens Tilberedningssted, dette Rum.

Bag ved laa Stuen. Stil op fire Vægge, hvis Nøgenhed er kold og skiden, læg i Fantasien et Gulv saa snavset som Bordet i det bare Kjøkken. Fyld dette Rum, hvis Loft er revnet, saa det regner ned, med »Fattiglugtens« stinkende Fugtighed. De vil vide, hvordan dette Værelse saa ud.

I et Hjørne stod en Seng med nogle Bylter af Klude, en graa, farveløs Masse, Pjal- ter af noget, som en Gang har været Tæpper og Klædningsstykker; paa Gulvet to Stole, Rørstole med gjennembrudte Sæder. Paa en Knage ved Døren hang et Skørt. Pantelaaneren vilde have givet det tilbage med et hovedrystende Smil. Men det var vel derfor, det hang her.

Saaledes saa her ud. Paa Gulvet laa indpakket i et graat Shavl det yngste Barn. To andre krøb skraalende sammen bag Døren. Jeg ved ikke, om de skjulte sig, fordi de vare nøgne, men rimeligt er det næppe, de vidste vel ikke stort af, hvad det vilde sige at have Pjalter paa, som kunde dække.

Politimanden trak det ene Barn frem. Det var skrækkelig magert, denne rystende Magerhed hos Børn, der sulte. Kinderne indfaldne, blaaagtige; Øinene store, men helt inde i Hovedet, sløve. Blikket var ængstet, ældre end deres Aar. Sult giver Børn en egen Gammelklogskab i Udtrykket.

Og Skindet – broncegult hos dem alle – der var trukket over disse tynde Knogler, var dækket med Saar. Der var Saar paa Ben og Arme, væmmelige, opbrudte Saar om Næsen.

»Sult«, sagde Politimanden. »De sulte.«

»Jeg vidste ikke, det saa saadan ud«, sagde jeg. Og der maa have været noget som en Gysen i Tonen, thi vor Fører saa op.

»Disse ere de lykkeligste«, sagde han.

Han slap Barnets Arm og vendte sig for at gaa. Vi stod allerede paa Gangen.

»Godt, det ikke er mig, som skal skrive om det«, sagde han.

»Hvorfor?«

»De Ord staar ikke hos Molbech«, sagde han.

Der hang et Reb ned fra Loftet. Værtens Menneskekjærlighed havde hængt det op for at spare Livet for dem, som betalte 10 Kroner maanedlig for Kvistetagen, og som skulde op ad denne Stige. Trinene gyngede lidt.

Der var helt mørkt deroppe. Politimanden ravede lidt, stødte paa noget Træ, bankede. Indefra hørte man en Grynten. Saa aabnede vi en Dør, nogle sammenslaaede Brædder, og kom ind. Jeg foer lidt tilbage.

»Behøver vi at gaa ind?« spurgte jeg.

Det var Luften, som jog mig tilbage. Man smagte denne Væmmelighed. Det var en Stank af Syges Uddunstninger, af fordærvet Føde, af Snavs; man maatte være født i denne Luft for at kunne aande den.

Naar man havde vænnet sig til Mørket, saa man i Skumringen et Bord med en Uendelighed af Skaar, ituhugne Urtepotter, ubestemmelige Stumper, og i alle disse Redskaber halvraadne Levninger af Nødens Maaltider.

Det var disse Levninger, som stank.

Ved Vinduet stod en Kommode, Skufferne vare trukne ud, de vare overfyldte med Pjalter, Klude, ubestemmelige Rester, dyppede i Snavs.

Sengens Dyner vare plyndrede af Sulten, tilbage laa der noget ubegribeligt Stof, opløste Levninger af Halm – –

Men hvorfor ere alle Ord dog misbrugte, saa intet Udtryk kan fortælle Dem, hvor forfærdelig denne byldebesatte Nøgenhed var, intet Udtryk male Dem denne Kommodes stinkende Indhold, dette Bords elendige Svineri?

Der var ikke en Plet fri paa dette Gulv, der ikke var bleven til en Mødding af Pjalter og Skarn, ikke en Plet. I Væggene var der Huller, Utøikolonier.

Midt paa Gulvet laa som Job et halvvoksent Menneske. Han var en Enkes eneste Søn og Idiot. Han fik noget af Idiotens Skt. Veitsdans’ Bevægelser, da han saa os, denne krampagtige Latterrysten, hvormed Idioter fjollet grine imod os. Han reiste sig halvt og talte – utydeligt lallende som Drukne, der ikke kunne faa Mundvigerne rigtig op.

Alt, hvad han havde over sig, var et gammelt Skjørt.

Idioten blev ved med sin mumlende Grinen, han ravede og rodede rundt imellem Gulvets Skaar. Som om Elendigheden havde taget en græsselig Sprællemands Skikkelse og gjorde Grimasser ad sig selv …

Vi vilde ikke se mere i dette Hus, vilde ikke. »Lidt endnu«, sagde Politimanden, og efter at vi vare entrede ned af Trappen, aabnede han Døren til Skuret. Der boede Mennesker i dette Skur.

Jeg fortæller Dem ikke, hvordan der saa ud. Beboerne, der tale samme Sprog som vi, vilde kalde det ubestemmelige Bohave for Borde, Senge og Stole, jeg ved intet Navn for saadanne af Skimmel og Fugtighed, af Snavs og Urenlighedens Stank gjen- nemtrukne Rester.

Leier, hvor stinkende Dyner dækkede noget vaadt Halm, Borde, der kun bleve staaende, saa længe de støttede sig til Vægge, faldefærdige som Bordene. Det var Urenlighed, som frøs.

En af Leilighederne stod tom. Konen var død. Forleden Dag var en af Naboerne kommen hen paa Stationen. De vare bange for, at Madam Lund vilde høre op at trække Veiret, sagde han, hun laa saa fælt og gispede, sagde han.

Da Politiet kom herind, stod de allesammen, Husets Folk, ørkesløse rundtom og gabede sløvt, uden at gjøre noget. Naboen var kommen ind, Madam Lund laa i Krampe paa Gulvet. Saa vare de andre komne til og havde set med.

Nu troede de nok, hun var væk.

»Og »væk« var hun«, sagde Politimanden.

»Hvad var hun død af?« spurgte jeg.

»Aa« – H. trak paa Skuldrene – »det er egenlig ganske rimeligt, at de Folk dø.«

Ja – ganske rimeligt. Besynderligere, at de leve.

Mens vi gik henad Gaden, fortalte vor Fører Politihistorier, der var mange morsomme iblandt. De passede til vor Stemning som slette Vittigheder til en Begravelsesmiddag.

»Det er naturligvis Bærmen«, sagde han, »men et Gode er der. Denne Befolkning er saa stabil, vi kjende den gjennem Generationer – det letter Arbeidet.«

»Og Tilsynet«, sagde H.

»Lige som i det gamle Ægypten«, faldt det ud af mig.

»Just saa«, sagde Politimanden. »De blive, hvor de ere.« Disse Ord vare frygteligere end alt, hvad vi havde set. Dantes Overskrift over Proletariatets Helvede.

Saa gik vi videre. Vi saa et andet Hus, et tredie, et fjerde, men hvad vi saa, var de samme Billeder. Det eneste, der gav denne Elendighed Nuancer, var Graden af La- ster, som fulgte den. Elendigheden er et Janushoved, dens Tvillingansigt kaldes Lasten.

Det var øverst oppe i et Hus, hvor man kravlede ad Stiger. Og gjennem alle Etager fulgtes vi af Drukkenskabens Luft, der blandedes med Skarnets Stank og Fugtighed, hvis ildelugtende Skimmel man indaandede næsten med Anstrængelse.

I nogle Huse var man sky, man aabnede Døren paa Klem og stirrede ud gjennem Sprækker, man fulgte os med Forsultnes hungrige Blik fra Ruder og Døraabninger. Her var man paatrængende. Det var Drukkenskabens impotente Klynken, dens

jamrende Klager, som mødte os. En stor Kone spærrede os Veien. Hun tvang os til at se sit Barns Hoved, det var bedækket med Saar, til at undersøge hendes egne Fingre, der vare buldne. Barnet var ikke et Aar …
Politimanden vilde forbi. Men hun blev staaende, og midt i sin Klynken blev hun ved med at gjentage høit, bestandig stærkere:

»Faa vi saa noget at spise? Faa vi saa noget at spise?«

Politimanden skød hende til Side, skubbede til hende, uagtet hun var frugtsommelig, og vi kom omsider forbi og en Etage op. Men indefra hørte vi endnu en Gang og høiere: »Giver han os saa noget at spise?«

»Hvor gammelt er Barnet?« spurgte jeg.

»Aa« – og for første Gang var der en hæftig undertrykt Bevægelse i vor Førers Stemme – »De har Ret – Børnene ere her en ligesaa forfærdelig Ulykke som Drukkenskaben.«

Paa Kvisten vilde de ikke lukke os op. De blev ved at klynke indenfor. Tilsidst kom Konen ud. Hun var næsten nøgen: hun holdt med Hænderne sammen paa en hullet Nattrøie. Skjørtet skrævede over Maven.

Hun lallede allerede paa Morgenstunden, og hendes Forsikringer om, at der ikke var rent, druknede i Drikfældighedens bavlende Grædefærdighed. Hun tørrede Taa- rer fra de rindende Øine af med nogle ophovnede Fingre. Drankerens svedige Bu- lenhed havde oppustet hele dette Aadsel.

Vi skulde se paa Taget, sagde vor Fører, og tilsidst slap vi ind.

Man har Mod til at se den Logerende, der idiotisk rokkende med aaben Mund, hvis Læber ere saarbesatte som alt andet i dette skrækkelige Hus, sad paa en Skam- mel i Krogen under Tagvinduet, Mod til at se de to Børn, som nøgne væltede sig i den Kasse, der om Natten rummede disse fire: Konen, hendes Logerende og hendes Datterbørn – man tvinger sig til at se det, man vægrer sig ved at fortælle det.

Slige Minder faa ikke Ord, Rædslen ved Erindringen lammer Pennen i vor Haand. »De Børn leve af Brændevin«, sagde Politimanden.
De sad paa Hug i Sengen, blaafrosne, og stirrede paa os. Saaledes sløvt og misun-

delig stirrer kun Sulten. Hvad dette Blik misunder os, er ikke Klæder, ikke Lykke, intet uden Kjødet paa vor Krop

– – –

Saaledes saa vi Hus efter Hus Drukkenskaben parret med Elendigheden.
Og hver Gang vor Fører viste os en ny Elendighed, sagde han: »Men det maa være. Her kan ikke hjælpes.«

Vi saa Kjældere, fugtige Rum, hvor Luften var forpestet af Uddunstninger, hvor Væggen drev med Vand, hvor Dagen var Nat.

I dette Værelse laa om Natten 9 Mennesker. Jeg skal fortælle hvordan. Der stod i en Krog en dobbelt Seng, der laa Manden og Konen, ved Fødderne af dem den tiaars Datter og et lille Barn. Paa noget Halm i et Hjørne saa vi to Hestedækkener, det var Leie for fire. Til den niende var der Vugge.

Saaledes fandt de Plads; hvorledes de fik Luft, ved jeg ikke.
Tre af Børnene vare over ti Aar.
Der var andre Steder, hvor Blufærdigheden havde afdelt Rummene med Pjalter, der kunde give en Illusion om Skærm, som oftest spirede Usædeligheden i denne Sammenstuvning

– – –

Overalt var der Vugger, selv i det nøgneste Hjem, overalt var der Børn. Hjælpeløs elendig Nøgenhed havde født dem til Elendighed.

Elendigheden vil her sige Sult. Thi disse Mennesker vide intet, kjende intet: Sædeligheden snigmyrdes fra deres første Aar, Samvittigheden har hos dem sine egne Begreber, som ikke ere vore. Deres Samfund har sine egne Love, vore forstaa de ikke – – Sulten er deres Lov!

– Se deres Liv! Her saa de Livet i dette Rum, hvor deres Moder føder dem uden Hjælp – »en til« til Flokken er Velsignelsen over deres Liv. Der er et halvt Dusin Munde i Forveien, og Manden har ikke »noget fast«. Hvis Moderen har Mælk, dier hun Barnet, hvis ikke, dør det vel – hvad der er lykkeligst. Ellers vokser det til. Det ser omkring sig Drukkenskab og Nød, dets Fjende er Hunger, dets eneste klart tænkte Ønske er det, en Gang at blive mæt …

Naar man sulter, bliver man sløv.

»Mest ondt gjør det mig for de stakkels Pigebørn«, siger vor Fører … »De gaa i Reglen kun en Vei.«

»Men saa faa de da i det mindste Brødet«, siger H.

»Ja« – han stanser lidt – »i alt Fald for en Tid.«

»Ja, og saa komme de paa Ladegaarden – og det maa da ogsaa være en Velsignelse.« Han svarede ikke.

»Men hjælpes kan her ikke«, sagde han saa.

»Tag Børnene fra dem«, sagde jeg. Han rystede paa Hovedet:

»Ja«, sagde han, »hvis man kunde« …

Vi saa andre Huse, hvor Mændene sled og stræbte, hvor Konen, mager, næsten uden Klæder paa Kroppen, hægede om Børn, hvis Pjalter Hænder ikke vare blevne trætte af at sammenlappe – hvor Elendigheden i det mindste var renlig.

Vi saa Boliger, hvor Lasten var rigere end Elendigheden, hvor der endnu var Rester af Velhavenhed, og hvor Ligegyldigheden var større end Fattigdommen – –

Atter andre, hvor Hungeren havde lammet med Sygdom, Sulten havde slaaet med Saar – – men overalt var det den samme forfærdelige Historie: Kampen for Brødet.

Og bestandig gjentog vor Fører dette ene Ord: »Mæt dem.«
Disse Mennesker vare blevne ham til en eneste hungrig Mund, der maatte mættes. »Mæt dem!« – »Giv dem Brød!«

»Og imorgen?«

»Ja, saa sulte de igjen – men nogle maa sulte.«

–––––––

Jeg vil stanse, og jeg ved, jeg har intet Billede givet Dem – slet intet.
Ordene kvæles i min Strube af denne hjælpeløse Elendigheds Luft. Men – og dette trøster mig – her gjælder det heller ikke mine Ord, som ere fattige, min Pensel, som ikke mægter en Hogarths Stof: alt, hvad jeg har at sige, er en Bøn, jeg fremfø- rer for de hungrige, for dem, der sulte, til dem, som have Brødet.

Hvad vi saa paa hin Vandring, kan jeg ikke male; men er der i mine Ord blot en Understrøm af forfærdelig Medlidenhed, en Understrøm, som har gjort sig fattig paa Billeder, fattig paa Lignelser, fattig paa Farver til at male det farveløse – da forstaa man af min Mangel paa Evne, at hvad vi saa, var forfærdeligt.

Og forstaar man det, saa vid, at denne Elendighed rummes i et Ord: Sult – og mæt for en eneste Dag disse Mennesker, som raabe paa Brød.

Glem ikke, at de stærkeste Øieblikke i disse Sløves Liv maaske ere de Minuter, hvor de hade »de Lykkelige«, hvor Hungerens Nag misunder os, at vi kunne mætte os … de indse jo ikke, at »de Lykkeliges« Liv – dette er Retfærdigheden i Livet – maaske ikke er lykkeligere, at deres Sjæle, der ikke opsluges af Kampen for Brødet, kæmpe andre Kampe og have andre Sorger.

At sulte er deres Lidelse – at mætte sig er deres Livs Nydelse.
De simplificere Livet. Men just derved kunne vi ved at mætte dem paa en enkelt Dag gjøre dem lykkeligere en enkelt Time – lykkeligere maaske, end vi selv ere det, vi, som give.

Hvor vi kom, bad man os om Brød – Brød i det mindste til Børnene. »Juleaften«, sagde vor Fører overalt og uddelte med rund Haand Spisebilletter for »Fattige Børns Juleglæde«. Lad dem da blive mætte denne ene Dag, disse Tusinder, som ellers sulte. Lad os alle, som kunne, hver sende sin Skærv.

»Ser De«, sagde Politimanden, »her kan man skabe Lykke med en Skaal Risengrød. Det kan man ikke allevegne.« Nei – ikke allevegne.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12