Ind under huden på Trump
Satiriske parodier har altid én særlig publikummer som hovedmålgruppe: Den parodierede person selv. Almindeligvis går plathederne dog henover hovedet på magthaverne. Bortset fra én – den største af dem alle: Donald J. Trump kan ikke lade være med at se, hidse sig op over og kommentere skuespilleren Alec Baldwins syrlige parodier af Trump i tv-showet Saturday Night Live. I månedens udgave af magasinet The Atlantic portrætteres Alec Baldwin og hans enestående evne til at komme ind under huden på USA’s nye præsident. Trump er nemlig ikke alene om at reagere. Præsidentens konstante arrigskab på Twitter over parodierne er vel også den ultimative anbefaling: Flere af sketchene er blevet set af over 20 mio. seere.