Verdens bedste journalister
Hvis man spørger danskerne, er journalister kun lige hakket mere troværdige end bilforhandlere. Av. Det hjælper ikke, at Trump har vist hele verden, hvor langt man kan komme ved at kalde medierne for løgnagtige. Skulle du være i tvivl, om journalisterne gør mere skade end gavn, kan du kaste et blik på de netop offentliggjorte vindere af årets Pulitzer-priser. Det er destilleret samfundsgavn. Ikke overraskende vandt ICIJ en pris for deres arbejde med at finde hoved og hale i det massive kompleks af systematisk skatteunddragelse, som Panama Papers afslørede. Afsløringerne har ført til en aftrådt islandsk statsminister, globale protester, tusindevis af undersøgelser hos politi- og skattemyndigheder verden over og ikke mindst: ledetråde til at genindvinde milliarder af tabte skattekroner.
+ Prisen for feature-journalistik gik til et portræt af en traumatiseret amerikansk krigsveteran, som indledes med ordene: ”Krigen i Afghanistan lærte ham at dræbe. Ingen lærte ham at komme hjem.”
++ Daniel Berehulak løb med prisen for årets nyhedsfotografi. Hans billeder skildrer den totale foragt for menneskeliv, der kendetegner præsident Rodrigo Dutertes kamp mod narkohandel i Filippinerne. Det er mareridtsagtigt.