Tale

Den kvalificerede ensomhedsfølelse

På Dan Turèlls fødselsdag søndag 19. marts overrakte Dan Turèll Selskabet Dan Turèll Medaljen 2017 til digteren Marianne Larsen (f.1951). Seancen fandt sted i Dan Turèll Samlingen på Vangede Bibliotek. Digteren og forlæggeren Asger Schnack holdt en tale for Larsen, som han kaldte ”en sprogets digter, udadvendt, når det gælder, tro som poesien selv” og ”sandfærdig som duggen en morgen ved en kyst med udsyn over bølger, som var det verber”. Føljeton bringer talen i dag. Nye Marianne Larsen-fans kan stå på her.

Marianne Larsen er i dag en klassiker, en levende inkarnation af poesien, betragtet med glæde og ærbødighed af de læsere, der har fundet frem til hendes poesi, og højt agtet blandt litteraturkritikere, og hvad vi kunne kalde etablissementet. Det er måske en nyhed for nogle, men i andre kredse har det været en indlysende sandhed, at hun bærer poesiens flag til skue og har gjort det med sikkerhed og ynde siden sin første fremkomst. Nummer ét til at se det var Poul Borum, som trykte hendes tidligste, stadig vidunderlige digte i Hvedekorn – da hun som blot 18-årig i 1969 debuterede med en række digte, der alle bar titlen ”Til A”. Det kan forstås på to måder: som tilegnet en person, A, eller som en tilegnelse til alfabetets første bogstav, sprogets begyndelse, stående, som den unge digter var, ved digtet, det store digts begyndelse, det digt, der stadig udfolder sig med sin fortsatte skønhed, nu 10 + 10 + 10 + 10 + 8 år senere i det samme land, Danmark, men på mange måder under andre vilkår.

Efter Poul Borum var vi en hurtig fanskare, der opstod; Dan Turèll, i hvis bibliotek – eller ’samling’ her på dette lysfyldte bibliotek – vi befinder os, og hvis medalje Marianne Larsen om lidt fortjent vil modtage – var ikke i tvivl; og jeg personligt har i al ydmyghed aldrig været det. Jeg havde fornøjelsen at udgive Marianne Larsen på mit første forlag, forlaget Swing, i 1970’erne, ligesom jeg var hendes redaktør på Borgens Forlag i nogle få, men hektiske år. Jeg kender derfor hendes forfatterskab fra den tidlige begyndelse og har elsket det som en overordentlig vigtig del af litteraturen – og livet – lige siden. En tredje fan i denne kreds af fans var F.P. Jac, der anpriste Marianne Larsen, hver gang der var en mulighed for det, og som nævnte hende med stolthed, når han i enqueter blev spurgt, hvem han mente der burde være årets modtager af Nobelprisen eller i mindre målestok Det Danske Akademis Store Pris. Vi afventer stadig disse pristildelinger, men kan nu ømt omfavne dagens medalje!

Marianne Larsen efter prisoverrækkelsen på Vangede Bibliotek søndag 19. marts 2017. Foto: Lars Movin

Marianne Larsen er født i Kalundborg, i det vestligste Sjælland. Det var smukt at komme til verden. Hvad kunne øjnene ikke se? Og siden så og så og ser hun sig omkring med blidt forundrede øjne. Hun er sikker på, at hun har set, hvorfor hun kan sætte sig betænksomt og skrive alt det ned, som hun har set. Hun har kendt til sorg. Den store sorg over menneskenes måde at indrette sig på i samfundet verden over, den nådesløse uretfærdighed igennem tiderne og nu. Hun er forfatter. Kvinde. Bevidst om køn og ulighed. En klar og snirklet, en nynnende, musikalsk, en sprogets digter, udadvendt, når det gælder, tro som poesien selv. Og sandfærdig som duggen en morgen ved en kyst med udsyn over bølger, som var det verber. Så tæt på livet, men med den lille, afgrundsdybe afstand, der skal til, hvis det levede skal leve dérovre – herovre – på papiret. Omplantes på fjernt nok et niveau, hvor ingen ved, hvem alle er, dvs. der er adgang for den, der er villig til at se med anonyme øjne.

De tidlige digte og den sære prosa, de var omviklet af, viste allerede Marianne Larsens helt særlige sproglige sensibilitet, en sarthed, der har bund i en kvalificeret ensomhedsfølelse, som er af eksistentiel art. Hvem kender ikke den? Men kunsten er at gøre den til motor for et net, der kastes ud over verden og fanger et om end nok så lille håb ind – som en fugl eller en sommerfugl. Der blev bygget et rum op – i bogform i Koncentrationer og Overstregslyd fra henholdsvis 1971 og 1972 – som ikke lignede noget andet rum i dansk litteratur eller i nogen anden litteratur siden en eller anden aldrig publiceret surrealisme i et europæisk tidsskrift engang i en mørk fortid, hvor netop nogle mænd og enkelte kvinder brød med gældende orden og hviskede i et sprog, der var lige dele drøm og bevidsthed. Det førpolitiske var indlejret i en personlig oplevelse, som trak verdenserfaringen tæt ind til kroppen, dér hvor hun nu måtte stå, indciseleret i sin egen vindblæste metaforik: den stadige begyndelse.

Hér, i den skrå regn, den uforsonlige hverdag, ses hun som en vinge for fred. På papirets hvide dug er der serveret en mægtig anretning af tavst talende indsigter i form af påfuglefjer, snevejr uden ophør og danske somre. Så tæt på det mangfoldige, selv en mangfoldighed, er hendes tekst et oprør. En konstant påmindelse om venskaber, som findes. Om velsignede pludseligheder. Midt i det stivnede og griske. Det grumme. Samfundsvolden. Den daglige terror. Hvæsende som maskiner. At stå på et fabriksgulv og tjene penge til de rige. Det er den dobbelthed, den drastiske dans fra yderlighed til yderlighed, fra skælvende følsomhed til bastant kritik, som er Marianne Larsens første bedrift. Det er analysens tid, hvor samfundet gennemlyses i store digttæpper, som situationer og institutioner oplyses og gennemskues i. Det politiske bliver lagt ind i det sansede, så at sige. Hvad verden uden om bevidstheden tilfører tanken og drømmen, kommer utilsløret til syne i digtresultatet. Det er metoden.

Men langsomt sker der en udvikling i forfatterskabet bort fra det politiske og ind i en ren og svævende fantasi, hvor ord frigør sig af ydre forhold og ubetinget som digtets egen sandhed opbygger en absolut nyhed, der dog baserer sig på en slags uhøjtidelig erindring. Det er et glødende virvar, men et virvar, der er under kontrol. Hvad angår den litterære beherskelse, kunne vi tale om en sikker usikkerhed, en skælvende vandring ind i universer, som ikke svigter – fordi digteren nøje ved, hvordan de er bygget op, og hvad de består af – men altid er forbløffende og viderebringer forundring og en dybest set venligsindet vægtløshed. Der reflekteres, men refleksionen får mere karakter af nyformulering, det er, som om Marianne Larsen nu – efterhånden som årene går, og bøgerne kommer, vi er holdt op med at tælle dem, men nyder bare hver eneste – frit lader sig benytte af sin egen Marianne Larsenhed. Og det er en tilstand, der er kendetegnet ved bevægelse og tilblivelse, snarere end ved ro.

og tiden i vild tilstand mod min hud hedder hendes seneste digtsamling, der udkom i 2016. Det er rigelig bekræftelse på det her sagte. Beundringen, der uvilkårligt rammer enhver læser af Marianne Larsens poesi – og prosa, den glemmer vi ikke, men det er vel ikke forkert at opfatte hele projektet som poetisk, forstået som: Der er et digt gemt i sproget – stammer netop fra denne vildskab, det urolige felt for øjnene af én. Der er spidser på græssets strå. Højt syngende insektvinger, som fra en drømmende film om forvandling. Poeter skaber man ikke om til huskemaskiner. Hendes kabale er ikke lagt. Selv sidder hun i skyggen under skriftens tag og lægger den. Der er så megen betydning, så megen betragtelighed og frit herskende tid i hendes poesi, at man skal læse med åben mund og lukkede øjne. Det hedder at lytte. At lade sig blive ét med den lyd – og de billeder – der strømmer ud fra den. Vi ved det godt, det er bare sprog, men vi ophøjer dette ’bare’ til et øjebliks skinbarlige alt.

Det er let, fordi Marianne Larsens poesi er let og tung på samme tid. Men det er aldrig tungt at læse den! Så mærkeligt, så indlysende opsamlende er dette paradoks. Hvad har hun samlet sammen af erfaringer fra sine rejser ud til verdens lande? Og hjem. Hvad har hun samlet ind på sin vandring ned til ismejeriet? Og op igen. I lejligheden, hvor hun i næste øjeblik åbner et brev fra Kina og læser det. Hendes øjne ser ud over verdens rædsler fra en åben grammatik og vender sit blik tilbage til, hvorfra hun vågnede den selvsamme morgen. Netop her, i sproget og i verden. Der går broer fra verdensdel til verdensdel og fra alle disse marker og bjerge og byer til sprogets kant, det kulderystende digt, der skjuler den levede rejses varme, et glødende papirbål. En omsmeltning af angst og vrede og tillukket, kollektiv ensomhed til patroner af kærlighed – under høje temperaturer. Én ud af milliarder, hvad kan det nytte, ét menneske kan intet stille op. Men så måske alligevel, hvem ved? Hvem ved?

Marianne Larsen har gjort meget, oversat og samarbejdet og rejst og målrettet bidraget til poesiens cirkulation, hun har skænket og foræret og givet håb til fællesskaber, det være sig små grupper i et fjernt land eller det samme på Nørrebro på et bibliotek. Hendes poesi er så sammensat enkel, så meget sig selv og så lidt efterlignelig – eller efterlignende – at den har evnen til stadig og uden ophør at blive til som en ny nyhed, ikke bare den nyhed, den var, men også – og samtidig – en endnu ukendt nyhed. Der er eventyr uden morale, men med et point of view, som kan være barnets – som i den forunderlige roman Den forelskede unge fra 2007 – eller det kan være et barns i en højere forstand, som er alle tankers guirlander, alle dyreflokkes liv, alle drømme og dagdrømme lagt sammen. Der er ingen enkel forklaring på noget i verden – og da slet ikke i Marianne Larsens poesi. Men én ting fortæller den, den giver, den bibringer, den tilfører, den skaber undren, den medfører trøst, den indgyder mod.

Som det gælder for den politiske utopi, gælder det også for Marianne Larsens forfatterskab. Det er samme åbne terning, der kastes, og som står på spil. Vi kan passende slutte med at citere et kort og vel vidende digt med netop denne titel – ”Åben terning” – det sidste digt fra samlingen Billedtekster fra 1974, dengang, der var Vietnamkrig og sorg og demonstrationer og håb om et andet samfund:

 

Åben terning

drømmens længde holder

aldrig op skyd dens

fortrop ned

det vil altid kun betyde

tilsynekomsten

af dens enorme bagtrop

 

 

/Asger Schnack

Foto: Iben Narsel, 2010

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12