Vi har brug for flere farver og en dør i hovedet

Margrethe Odgaards afgangsprojekt fra Designskolen hed Hyldest til farven brun. Det er en underkendt farve, mente hun, en underdog. Hun gik videnskabeligt til værks og kortlagde alle de brune nuancer, hun kunne finde i dansk design. Hun kom frem til, at danskerne helst vover sig ud i pigmenter som sienna og umbra, de mere flirtende italienske brune. Hvorfor ikke omfavne Danmarks egne brune farver? Så tog hun hjem og gravede i den nordjyske muld, hvor hun voksede op.

11 år senere viser hun farveprøverne frem i sit værksted på Islands Brygge. De er helt forskellige. ”Og det var, før NOMA begyndte at rode i skovbunden efter ny nordisk mad,” siger hun.

Designere tager ikke farver alvorligt nok, mener Margrethe Odgaard. ”Der er en holdning blandt designere og arkitekter om, at form er finere og bedre end farver. Men faktum er, at farven på et objekt betyder mellem 60 og 92 procent for, hvordan vi aflæser produktet. Hvis den her musselmalede kop for eksempel var pink med gule streger, så ville du aflæse den helt anderledes. Formentlig ville du hade den.”

Som professionel tager hun ikke farverne for givet, hun arbejder grundigt og længe med dem. Hun har udviklet sit eget farveindeks. Det består af 520 farver, og hun føjer stadig flere til. Dem bruger hun til at designe duge til Hay, tæpper til Ikea og indretning til gourmetrestauranter. Og perlebroderi sammen med sydafrikanske kvinder. Og en nodebog. Og chokolade. Grundigheden med farverne er også en af årsagerne til, at hun 4. november vil modtage den såkaldte Nobelpris i design, Torsten og Wanja Söderberg-prisen på en million svenske kroner.

Men før hun kom så langt, gik hun ind i en dør.

Følelsen af otte drinks og en knytnæve

5. januar 2015 arbejdede Margrethe Odgaard på at farvelægge og indrette Arkitekternes Hus. Hun havde ikke opdaget, at nogen havde sat en ny glasdør op mellem to rum i juleferien. Det var mørkt, og hun så den ikke.

”Jeg gik ind i døren. Meget hårdt. Jeg fik dobbelt næseblod, en meget stor bule og kvalme. Døren led selvfølgelig ingen skade.”

Næste dag kunne hun godt mærke, at noget ikke var helt godt, ”men der skulle starte en ny praktikant dagen efter, og jeg havde et projekt, som skulle være færdigt om tre uger.”

Der blev ved med at være ting, som skulle ordnes. Sådan er det at være selvstændig, siger hun. ”De første tre uger gik med fornægtelse.”

Det var også først efter de tre uger, at hun slet ikke kunne noget.

”Når jeg så på en spole med tråd, som snurrede, føltes det som, at det var mig, der havde snurret rundt en hel masse gange og nu prøvede at stå stille. Eller som om jeg havde drukket otte drinks. Alle lyde føltes som et hårdt slag med en knytnæve. Og jeg kunne ikke stille skarpt. Meget af mit arbejde foregår foran en computer, men ordene dansede på skærmen foran mig. Det var, som om mine tanker også var rystede.”

Vi mangler en hjernelæge

I USA taler man om hjernerystelse som the silent epidemic. En udbredt lidelse, der er beskrevet med uforholdsmæssigt lidt forskning. Herhjemme er medierne begyndt at skrive om anekdotiske beviser på, at flere, særligt højtuddannede, synes at få længerevarende mén efter en hjernerystelse. Men det findes der ikke nogen statistisk dokumentation for endnu. Heller ikke selv om vores storforbrug af mobil-, tablet og laptop-skærme kan gøre ondt værre, har professor og forskningsleder ved Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet Jan Hartvigsen sagt til Information. Han siger dog også, at mange læger oplever, at flere patienter kommer ind med alvorlige hjernerystelser.

Det tog ikke lang tid for Margrethe Odgaards læge at konstatere, at hun havde hjernerystelse, og at hun havde ret til sygedagpenge.

”Men så kunne han heller ikke sige så meget mere. Bare, at jeg skulle holde mig i ro og sørge for ikke at blive overstimuleret. Det er jo meget abstrakt.”

Der var ikke så meget hjælp at hente derhjemme. Familie og venner kunne ikke altid forstå, hvordan hun kunne havde det så elendigt efter en almindelig hjernerystelse. Og hvorfor hun ikke kunne holde til at tale i telefon i meget mere end fem minutter.

”Jeg var ret alene med en sygdom, som jeg ikke vidste noget om. Hvis jeg skulle læse noget om det, så skulle det være på nettet. Men jeg måtte jo ikke læse på nettet!”

Det hjalp, da hun kom i kontakt med Center for Hjerneskade og Hjernerystelsesforeningen, der er drevet af frivillige.

”Da jeg fik en fra Hjernerystelsesforeningen i røret, var det første gang, nogen talte til mig, som om jeg var syg. Med en rolig, mild stemme. Hun talte med mig i en time. Jeg græd og tog notater.”

Kvinden gav hende den opgave at holde øje med, hvad der skete, lige før hun blev svimmel.

”Måske begynder det at klø i øjnene. Og hvad sker der før det? Jeg skulle lægge mærke til kroppens små alarmsignaler og adlyde dem, for når jeg blev svimmel, var hjernen allerede overbelastet.”

Sådan nogle konkrete råd fik hun aldrig af sin læge.

”Jeg er sikker på, at egne læger gerne vil hjælpe. Men det kan de ikke, for det er ikke deres kompetence. Vi bliver henvist til ørelægen, hvis der er noget galt med vores øre. Vi burde også blive henvist til en hjernelæge! Vi mangler et offentligt hjernerystelsescenter i Danmark til os 25.000, der rammes om året. Og et lille træningscenter uden hård technomusik, så man ikke ligger og bliver en grøntsag. Center for Hjerneskade har et motionscenter. Men der skal man være meget mere hjerneskadet.”

Kvalme på en skala fra 1 til 10

Margrethe Odgaard taler hurtigt og meget, og det er også sådan, hun ser sig selv.

”Jeg er et menneske med krudt i røven. Jeg har virkelig gang i mange ting. Det er en stor del af min person at have meget energi. Og jeg arbejder rigtig meget.”

Det selvbillede måtte hun lægge helt fra sig. Hendes dage gik med at ligge. ”Jeg kunne dårligt nok skrælle en gulerod.”

”Jeg ved godt, det lyder helt tosset. Men jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var op og ned, så jeg begyndte at fylde min køleskabsdør med skemaer. For eksempel: Hvor svimmel er jeg i dag på en skala fra 1 til 10? Hvor meget kvalme har jeg? Hvor god har jeg været til at meditere og blive i ro? Jeg prøvede at sætte formel på min sygdom i et forsøg på at forstå den.”

Et af skemaerne hed ‘skæringsdatoer’. Den første var dagen, hvor hun gik ind i glasdøren. Den anden var dagen, hvor hun sygemeldte sig.

”Den tredje skæringsdato var 2. februar. Hvor jeg græd en hel dag. Det har jeg aldrig prøvet i mit liv. Jeg havde ikke engang tid til at tørre øjnene eller min røde næse eller mit opsvulmede ansigt, før jeg græd igen. Det lyder lidt overvældende at fortælle om, men det vigtige var, at jeg opgav kampen imod at være syg. Jeg overgav mig. Jeg er syg, og jeg ved ikke, hvor lang tid det kommer til at tage.”

Brænder det hele op med stil

Margrethe Odgaard har altid været glad for blå. Det er en farve, som taler til hjernen, siger hun. ”Vores danske samfund er i det hele taget meget glad for blå.”

Men hun kunne ikke holde blå ud, da hun havde det værst og havde brug for stilhed.

”Det var for koldt og sterilt for min hjerne, jeg skulle ned i nogle kropslige farver. Mørkerød, orange og brune farver sneg sig i den grad ind på mig, jeg havde nærmest en fysisk craving efter dem. Jeg kunne ikke tåle at se på mine lamper, så jeg draperede dem i røde og orange tekstiler. Måske lidt livmoderagtigt.”

Hun kunne mærke, at der ”åbnede sig noget i stilheden”, siger hun. ”Jeg havde virkelig ikke lyst til at være så syg og lammet. Men nu hvor jeg ikke havde noget valg, så kunne jeg lige så godt gøre det med stil og se, hvad stilheden har at byde på. Jeg besluttede at lave en fugl føniks, at brænde hele skidtet op og se på, hvordan jeg gerne vil leve mit liv.”

Hun kunne ikke arbejde, men hun kunne skrive, og hun gik grundigt til værks. ”Jeg skrev to fulde bøger i de måneder. Jeg byttede bogstaver rundt, og det sejlede lidt, noget blev volapyk. Men det gjorde jo ikke noget, det var et nyt outlet.”

”Samtidig var min hjerne i langsom heling. I virkeligheden også efter mange års liv med tryk på. Det var lidt ligesom at have haft en pause med nogle tilfældige farveblyanter, som var lidt nedslidte. Og så spidse dem alle sammen og lægge dem op i den rigtige rækkefølge og fylde hullerne ud, hvor der manglede én. Jeg definerede, hvad jeg vil som designer i en renere og fastere form.”

Et minimum af gråt og Hammershøi

Hun synes selv, at det lyder lidt stort at tale om, men hun vil gerne sige det alligevel. At vi er blevet et farveløst og kropsløst samfund. Og det er ikke bare en designers ønske, men hendes ansvar, at formidle et møde mellem menneskekroppen og omverden:

”Ordet æstetik betyder sansning. Men vi har på en eller anden måde fået gjort det til noget rent visuelt. Hvis nogen har en æstetisk god smag, forestiller vi os, at han indretter sig flot. Men det betyder egentlig at orientere sig på sanserne, og det er altså alle fem! Æstetikken i den her kop, jeg drikker af, er også dens lyd. Hvordan overfladen føles i mine hænder. Netop den nuance af hvid og blå. Dens krumning, når jeg drikker af den.”

”Vi har været igennem to årtier, som har været domineret af computere, tal og fokus på økonomisk vækst. Vores samfund har været styret af nogle meget hårde værdier. Mens tablets og mobiltelefoner opsluger så meget af vores dag, at vi fjerner os fra kroppen. Det er derfor, vi går i sort alle sammen. Sort er fraværet af farver. Vi identificerer os så meget med Hammershøi og skyggerne, og det er absolut smukt. Men det må ikke skubbe alt andet til side.”

Når man skal finde en farve, skal man ikke starte med en trend, siger hun. Man skal spørge, hvad farven skal kunne. ”Hvilken følelse skal den vække i din og min krop? Måske skal den give energi. Eller vibrere i rummet. Farven skal gøre mig i godt humør, eller farven skal være dominerende. Når jeg har de tillægsord, så tager jeg min farveskala og begynder at lede. Med de her ord, kunne det måske blive en gul. Men hvis den også skal være harmonisk, skulle den nok være lidt knækket.”

Lige nu har hun planer om at åbne et farvelaboratorium i sit værksted. Og hun har netop udviklet sin egen serie af vægmaling til mærket Linolie & Pigment, som hun viser frem. Farverne er mest varme. ”Jeg har helt bevidst valgt at trække de blå og grå farver ned til et minimum. Og sådan en olivenfarve dér er jo ret usædvanlig. Men jeg har simpelthen haft det formål at lave farver, der gjorde kroppen rolig.”

Magrethe Odgaard vurderer selv, at hun har fået 85 procent af sin energi tilbage. Hun har også fået briller. Det er ikke sikkert, at hun nogensinde kommer sig helt. ”Men som min behandler sagde, ’Måske gør det ikke noget.’ Jeg har det godt med at arbejde tre dage om ugen.”

”Jeg var nødt til at gå ind i en dør for at blive skarpere på, hvad jeg faktisk står for. Det kunne de fleste måske i virkeligheden have brug for. Min hjerne blev overbelastet af det mindste, og jeg blev nødt til at tage fodbad for at rykke mit rodcenter ned i kroppen. På en eller anden måde har jeg helt bogstaveligt gennemlevet det, som jeg ønsker for samfundet. At vi skal komme ned i vores kroppe og få sanseligheden ind i vores liv. Og der spiller farver og overflader en kæmpe rolle.”