G-U-D står for Glad Uden Druk

Seks kvinder i alle aldre sidder stuvet sammen om et lille bord på Cortado Kaffebar på Nørrebros Runddel i København. Umiddelbart har de ikke andet end deres køn tilfælles. Én beklager sig over sit studie. Et par stykker snakker højlydt om regnen, der har forsinket dem. Andre sammenligner strikkemønstre, og en enkelt ung kvinde med lyst hår sidder lidt tilbagetrukket og med sin rygsæk på skødet, mens hun følger de andre med øjnene. Hun hedder Cecilie, er 23 år og den yngste i gruppen. Foruden det er hun også den af kvinderne, der har været med i AA (Anonyme Alkoholikere) i kortest tid. Hun har været ædru siden maj og har endnu ikke fortalt særlig mange i sin omgangskreds uden for AA om sin alkoholisme. Men hun vil gerne tale med Føljeton. Hun siger det næsten spørgende, men før hun når at fortælle ret meget, ringer hendes telefon, og hun forsvinder fra bordet.

Fællesskabet

Anledningen til, at kvinderne er samlet, er, at de alle er en del af fællesskabet Anonyme Alkoholikere. De er faste deltagere i et stort AA-møde, der finder sted hver mandag i Simeons Kirke på Nørrebro. Men for dem rækker fællesskabet langt ud over møderne i kirken. Hver mandag mødes de derfor klokken 17 på Cortado Kaffebar og diskuterer stort og småt. Især de to unge deltagere, der begge har været ædru i under et år, fortæller, at fællesskaberne uden om møderne er mindst ligeså vigtige som møderne selv.

”Man mister jo ofte mange af sine venner, når man som ung bryder med drukkulturen. Mange af de fællesskaber, unge mennesker i dag er en del af, omhandler jo tit druk og fest,” siger Sascha, der er 25 år og har været ædru siden februar i år.

Flere unge søger hjælp

At nogle af deltagerne er ganske unge, er ikke længere usædvanligt i AA. De fører ikke statistik over deres medlemmer og ved derfor ikke med sikkerhed, hvor mange unge, der kommer til møderne. Men Trine, der er fast deltager i mandagsmøderne på Nørrebro, har været medlem af AA i fem år og sidder i AA’s Landsdækkende Informationsudvalg, mener, at op til en tredjedel i dag er unge under 30 år. ”Da vi jo ikke fører statistik, er der en del mavefornemmelse, når det kommer til antal, men der er ingen tvivl om, at der kommer flere og flere unge til,” fortæller Trine, der er 43 år.

Det er ikke kun i AA, man oplever, at flere og flere unge henvender sig for at få hjælp til at komme ud af deres misbrug. Behandlingscenteret Tjele, der i mere end 25 år har arbejdet med misbrugere, har de seneste år også oplevet, at flere og flere unge henvender sig med deres alkoholproblemer. Anne-Magrethe Overgaard, der er daglig leder i Tjele, fortæller, at gennemsnitsalderen de seneste år er faldet med ti år.

”Vi fører ikke komplet aldersstatistik, men det er jo på en måde tal, der taler for sig selv,” siger hun.

Formødet er ikke den eneste sociale aktivitet rundt om møderne. Foruden eftermødet, hvor de AA’ere, der vil, går tilbage til Cortado Kaffebar og slutter dagen af med endnu en samtale, har de også en årlig tur til London, en strikkeklub og daglig kontakt over telefon.

Marie: 28 år og alkoholiker

Det, der kom mest bag Marie, da hun stoppede med at drikke, var, hvor bange hendes far og storebrødre havde været for, at hun skulle dø.

”De har af forskellige omgange fortalt mig, at de hver især har frygtet det opkald, der skulle fortælle dem, at jeg var død i min brandert. Det gjorde virkelig ondt,” fortæller Marie.

I dag er Marie 28 år. Det er over halvandet år siden, hun droppede alkohol og begyndte at deltage i mandagsmøderne i Simeons Kirke, hvor hun kom fast, indtil hun i september flyttede sammen med sin svenske kæreste i Stockholm.

Marie beskriver i dag sit farvel til alkohol som en uundgåelig beslutning, der havde været længe undervejs.

”En af de værste episoder var nok julen 2010. Der vidste jeg på en eller anden måde, at der ikke var nogen vej tilbage,” fortæller hun.

Det var første jul efter Maries mors pludselige død. Familien var samlet til julefrokost hjemme hos hende på Amager. De fik drukket et par øl i løbet af dagen, og da familien var gået, ville Marie have mere.

”Jeg kunne nærmest ikke få dem ud af døren hurtigt nok, og da jeg havde sikret mig, de ikke ville komme tilbage, strøg jeg ned på den nærmeste bodega,” fortæller hun.

Mere husker Marie ikke fra den nat. Morgenen efter blev hun vækket i en fremmed lejlighed af to fyre, hun aldrig havde set før. Hendes far var på vej, fortalte de hende.

De to unge mænd havde selv været på vej hjem fra byen, da de havde fundet Marie. Bedøvet af druk lå hun i dyb søvn på en bænk i frostvejret et sted på Amager. De fandt hendes telefon og forsøgte at få fat på hendes kæreste og hendes far. Da det ikke lykkedes, tog de hende med hjem, så hun kunne sove branderten ud i deres lejlighed.

Maries ungdom er fyldt med den slags episoder: Kys med venindens flirt. Fald på cyklen. Hjem i tilfældige senge. Arbejde, der blev brændt af. Brødre, der blev brændt af. Far, der ventede oppe. Kærester, der ikke fik livstegn. Alt sammen beslutninger taget i blackout, som Marie ikke husker og aldrig ville have truffet ædru.

Nu er det er 20 måneder siden, Marie sidst var fuld, og hun savner det ikke.

”Det har aldrig været fedt for mig. Jeg brugte alkohol som en flugt fra virkeligheden. Jeg havde det skidt og var deprimeret. I lang tid troede jeg, det var derfor, jeg drak, men i dag kan jeg se, det var omvendt. At jeg ikke drak, fordi jeg var deprimeret, men var deprimeret, fordi jeg drak,” fortæller hun.

Min sponsor siger…

Cecilie kommer tilbage fra sin telefonsamtale og sætter sig ned på sin stol. Det var hendes sponsor der ringede, fortæller hun.

I AA får alle nytilkommere, som de kalder de nye medlemmer, tilbudt at få en sponsor. En sponsor er en anden alkoholiker, der er længere i forløbet end en selv, som man kan sparre med. For de fleste nye betyder det sms’er og telefonsamtaler flere gange om dagen.

Cecilie læner sig frem og roder lidt ved spidserne af sit lyse skulderlange hår.

”Min sponsor siger, jeg nok alligevel ikke er klar til at fortælle min historie til medierne,” siger hun og trækker undskyldende på skuldrene. Hendes sidekammerat, Sascha på 25, smider en arm om hende og giver hende et klem. Imens begynder nogle af de andre at tage regntøjet på igen. Det er blevet mørkt udenfor, og de skal til at bevæge sig mod kirken og gøre klar til mødet.

G-U-D står for Glad Uden Druk

Oppe ved alteret i Simeons kirke sidder den unge kvinde Cecilie på knæ med foldede hænder og bøjet hovedet. Hun virker uforstyrret af menneskene omkring sig, der vimser frem og tilbage mellem kirkesalen og mødelokalet, der ligger bag en dør til højre for alteret. Nogle bærer på indkøbsposer, andre leder efter et sted at hænge deres våde tøj til tørre. På en kirkebænk sidder to mænd fordybet i samtale, og en kvinde med en slukket cigaret i mundvigen løber rundt i salen og prøver at skaffe en lighter. Men Cecilie rører ikke på sig, mens hun beder.

AA er, på trods af at de holder til i kirker over hele verden, ikke en kristen organisation. Alligevel opfordres alle medlemmer til at bede til ”Gud, som du opfatter ham,” som Trine forklarer det. I den betegnelser ligger, at det ikke er gudsbegrebet, som vi kender det. I AA’s regi har Gud mange skikkelser. Der kan både være tale om egentlige guder, som den kristne Gud eller muslimske Allah. Men det kan ligeså godt være en følelse af noget større eller et sted at parkere sine tanker. Eller, som én siger, så behøver det ikke betyde andet end ’Glad Uden Druk’.

”Gud kan også bare være en følelse, som f.eks. kærlighed eller ro,” forklarer Trine.

Cecilie færdiggør sin beden og forsvinder ud af døren. Der er kun få minutter til, at dørene for alvor åbner for mødedeltagerne, og hun skal servere kaffe og styre buffeten, der allerede bugner af kager, melon, kaffe og te. Hvem hendes Gud er, ved hun kun selv.

Sascha 25 år og alkoholiker

Da Sascha i juli 2011 får brev om, at hun er blevet optaget på kommunikation på Aalborg Universitet, ved hun for alvor, den er gal med hendes misbrug.

”Jeg kunne simpelthen ikke huske, jeg havde søgt ind,” fortæller hun.

I dag er Sascha 25 år og har været ædru og clean i otte måneder.

Før det drak hun i perioder alkohol og røg hash hver dag.

”For mig var en normal dag at vågne klokken otte. Ryge en joint. Drikke en øl. Droppe forelæsningen. Ryge en joint mere. Drikke en sixpack. Bestille takeaway. Ryge en joint. Drikke en sixpack. Gå i seng igen,” fortæller hun.

Ved siden af sit misbrug var Sascha en ambitiøs pige, der ud over kommunikationsstudiet på Aalborg Universitet også havde et fuldtidsarbejde som leder med mange ansatte under sig.

”På papiret så det godt ud: Rene 12-taller, studierelevant arbejde og masser af venner,” siger hun. ”Men jeg var diktatorisk at være sammen med. Trådte på alle omkring mig og sked på andre mennesker konstant.”

En mand kommer hen og hilser på hende på den café, vi sidder og snakker på. Da han er gået, siger hun:

”Shit, han er en af dem, jeg virkelig ikke vil møde. Det var en af de ansatte, jeg behandlede virkelig dårligt. Han prøvede vist også at få mig fyret,” siger hun og tilføjer: ”Fornemmer du godt, jeg har været ret langt ude?”

Men Saschas misbrug kom ikke ud af ingenting.

”Da jeg var 13 år, begyndte jeg at drikke med nogle veninder. De drak for at have en fest, jeg drak for at flygte. Så er banen ligesom kridtet op fra start, ikk’?” siger hun.

Og Sascha havde meget at flygte fra. Hele sin barndom var hun udsat for både fysisk og psykisk vold i hjemmet. Som 16-årig flyttede hun hjemmefra. Da hun var 19, døde hendes far. Og da hun var 23, blev hun kidnappet, banket og seksuelt misbrugt af en netdate.

Hun beskriver i dag sit alkoholmisbrug i to faser: Den ubevidste og den bevidste fase. De første og de seneste år. I begyndelsen drak og røg hun, fordi det stadig var sjovt. Men efter flere fejlslagne forsøg på at lade være og det grove overfald, udviklede misbruget sig til et bevidst dagligt valg.

”Jeg fortjente at skeje ud og bedøve mig hver dag, så jeg skulle bare drikke igennem. Det var jo synd for mig,” forklarer hun.

Men der blev sat en stopper for Saschas misbrug, da hun i februar sidste år pludselig vågnede med et angstanfald, der ikke forlod hende.

”Forestil dig, at du står på en vej, og pludselig kommer der en bil, du har overset. Det sug i maven af angst, det giver, havde jeg konstant i over en uge. Og det eneste, jeg kunne tænke, var, at jeg var ved at blive sindssyg på grund af mit misbrug. Jeg ville hellere dø end at være sindssyg, så derfor skulle jeg aldrig ryge og drikke igen,” fortæller hun.

Hun kontaktede en perifer bekendt, Anders, som hun vidste kom i AA. Han tog hjem til hende, talte med hende og tog hende med til AA-møde i Simeons Kirke dagen efter.

Mit navn er X og jeg er alkoholiker

Tilbage i kirken er Sascha i færd med at bære de sidste fade med Bastogne-kiks og honningmelon fra køkkenet ind i mødelokalet, hvor Cecilie tager imod dem.

Lokalet er malet skrigende orange. 65 stole er placeret i tre rækker, der hver udgør en halvcirkel med åbning mod bagvæggen, hvor de omkranser et bord og to stole, der henleder tankerne på et alter i en frikirke. På væggen over ‘alteret’ hænger to hvide bannere: ét med AA’s 12 trin og ét med sindsrobønnen.

Saschas job er at rigge forplejningen til, mens Cecilies er at servere for folk, når de ankommer. Og det gør de nu. I snesevis vælter de ind af døren. Unge og gamle. Mænd i jakkesæt og unge fyre i løse T-shirts og huer. Kvinder med og uden makeup. En fyr i hættetrøje, der sniger sig langs væggen og med det samme sætter sig på en stol længst væk fra ‘alteret’. Veninder med ti års aldersforskel arm i arm og en enkelt teenagedreng, der viser sig kun lige at være fyldt 17 år.

Som det fremgår, er det ikke alle deltagere, der har en tjans til mødet, men både Sascha og Cecilie kan godt lide at have noget at give sig til. Sascha forklarer:

”Der er to ting i det. For det første kan det være meget rart at have noget at lave i den time, der går fra folk kommer, til mødet går i gang. Specielt når man er ny, kan det føles som meget lang tid. For det andet et det en god motivation til at komme til møderne. For hvis man ikke kan tage sin tjans, skal man ringe og få en anden til det.”

De fleste har efterhånden fundet en plads, og Cecilie og et par andre begynder  at rydde af bordet, mens de sidste finder sig rette på stolerækkerne.

”To minutter til mødestart,” siger en mand i jeans og hvid T-shirt, inden han stryger ud af lokalet for at hente rygere og andre, der har forvildet sig ud i oktoberregnen.

Cecilie og Sascha sætter sig begge på pladser i nærheden af kvinderne fra cafeen, og en ældre herre, der har taget plads ved alteret, åbner mødet.

”Mit navn er Arne, og jeg er alkoholiker.”

Ordet går videre

”Jeg hedder Sigurd, og jeg er alkoholiker. Da jeg drak, var jeg perfekt, det var alle andre, den var gal med. Også da jeg blev taget for spritkørsel og mistede mit kørekort. Jeg blev skidesur, for det var jo ikke, fordi jeg havde kørt spritkørsel, men fordi politiet havde fulgt efter mig,” siger en mand med kort lyst hår og grå skjorte.

Latterbrøl fylder det orange lokale i Simeons Kirke. AA-mødet har været i gang i over en halv time og er nået til det punkt, hvor deltagerne selv deler deres historier. Imens forsamlingen griner af, går døren til lokalet op. En høj ung fyr med lyst hår lister ind og stiller sig bagerst i lokalet. Han hedder Anders og er 27 år. Han vinker til Sascha og Cecilie. Sascha gengælder gestussen ved at mime et ”Hej Anders” gennem lokalet.

Imens har en ung kvinde fået ordet. Hun fortæller, hvordan hun genkender Sigurds følelse af at skyde skylden på omverdenen. Hun var altid den sure pige, siger hun.

Arne, der bød velkommen til mødet, afbryder hendes tale og beder hende runde af, fordi mødet snart er slut.

Hun afslutter med et tak til AA, og Arne rejser sig. Det samme gør alle andre. Men i stedet for at forsvinde småsnakkende ud af lokalet, stiller deltagerne sig i en lang bueformet kæde med hinanden i hænderne. Ingen siger et ord, før de på fuldstændig samme tid begynder at messe: ”Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting, jeg kan, og visdom til at se forskellen.”

”Det er sindsrobønnen,” forklarer Cecilie, mens hun tager sit overtøj på for at bevæge sig tilbage til Cortado Kaffebar.

Anders 27 år og alkoholiker

”Er det din butik?” Anders stikker hovedet indenfor i en lille skobutik på Gammel Kongevej.

Kvinden bag disken nikker.

”Har du nogensinde oplevet at få smadret glasmontrerne udenfor?”

Anders peger ud mod butikkens facade, og kvinden bekræfter, at det er sket af to omgange for nogle år siden.

”Det var mig, der gjorde det, mens jeg var fuld. Jeg er i AA nu og vil gerne betale for det,” siger han.

Anders opsøgte skobutikken, da han havde været ædru i fire måneder. Det var en del af AA’s trin nummer ni, hvor man opsøger de mennesker, man har gjort fortræd, og ‘rydder op’ i forholdet.

Anders har alkoholisme i familien og er sikker på, at han har været genetisk betinget.

”Det var lige fra mit første møde med alkohol, den var gal. Ligeså snart det rørte mine læber, måtte jeg have mere,” fortæller han.

Det resulterede i, at Anders og hans ven gik frem og tilbage mellem festen og kiosken fem gange, fordi Anders havde nået at drikke hele sin Bacardi Breezer, før de nåede hen til festen og måtte tilbage og købe en mere.

Gennem gymnasiet og i årene efter begyndte Anders’ misbrug for alvor at fylde. Mens andre fik arbejde, købte lejligheder og fik styr på økonomien, gik Anders fra job til job, blev smidt ud af den ene lejlighed efter den anden og udviklede psykotisk angst.

”Jeg havde det, som om de andre havde haft et fag i skolen, jeg ikke havde været en del af. Hvordan havde de pludselig lært, hvordan man var voksen?” spørger han.

Anders var, hvad han selv kalder kvartalsdranker. Han havde ædru perioder på flere måneder, hvor han fik styr på sit liv; fik arbejde, dyrkede en masse sport og koncentrerede sig om skolen.  Men pludselig fra den ene dag til den anden gik det galt.

”Noget af det værste, jeg har prøvet, var nok, da min lillesøster fandt mig i min mors sofa, smurt ind i blod efter en bytur, jeg knapt husker. Det vil man ikke udsætte nogen for,” siger han.

I dag har Anders været ædru siden marts 2014, hvor han var til sit første AA-møde. Han kommer til møder hver mandag i Simeons Kirke, er sponsor for en fyr på 25 år og er, som han selv bekriver det, stadig i gang med at lære at være voksen.

”Alt det, alle andre har kunnet i årevis, er jeg først ved at lære at finde rundt i nu. At få et voksent forhold til sine forældre, passe et hjem og bare generelt lære at håndtere, at følelser findes. Alt det er nyt for mig,” siger han.

Tilbage på kaffebaren

”Jeg er en af kvinderne i dag,” siger Anders, da han går forbi mændenes bord på Cortado Kaffebar og skrår gennem lokalet og sætter sig hen ved kvinderne, der har taget det samme bord, som de sad ved nogle timer forinden.

AA-mødet er slut, og deltagerne har forladt kirken. De, der havde lyst, er taget hen på Cortado Kaffebar for at hygge sig, inden de tager hjem. Denne gang også mændene. Men kvinderne og mændene sidder ikke ved samme bord.

Kønsopdelingen

Det skyldes hverken, at de ikke må eller vil være sammen med mændene, men har den simple årsag, at det kan være forvirrende for folk, der prøver at komme ud af et alkoholmisbrug at have for tæt kontakt med det andet køn.

”Man er meget sårbar og ude af kontrol, når man er alkoholiker, der skal stoppe med at drikke. Så har man det med at komme til at erstatte det ene misbrug med det andet og for manges vedkommende kan det være, at man søger bekræftelse hos det modsatte køn,” fortæller Trine fra det Landsdækkende Informationsudvalg.

Diskussionen

Tilbage på Cortado Kaffebar har Anders en diskussion med en kvinde.

”Vi har jo i AA et princip om ikke at udbrede religion, derfor sagde jeg også nej til at undervise i yoga på hytteturen,” siger Anders.

”Men yoga har jo ikke nødvendigvis noget med religion at gøre. For mig er det bare sport. Jeg synes, det er en fejltolkning,” svarer kvinden.

Den lyshårede Cecilie på 23 sidder fanget imellem dem. Hun kigger tavst fra Anders til kvinden til sine egne hænder, men bryder så ind:

”Jeg tror, det Anders mener, er, at det er op til fortolkning. Altså måske er I i virkeligheden slet ikke så uenige,” siger hun.

Hverken Anders eller kvinden reagerer på Cecilies udglattende kommentar, men diskuterer videre, til de bliver enige om, det nok er en tolkningssag.

”Det er vigtigt at diskutere i AA, så lærer man at forstå hinanden og sig selv meget bedre,” siger Anders.