'En tsunami af flygtninge'

Alting snævrer ind ved indgangen til Boizenburg Altstadt, selv vejbanen. Med ét forsvinder en tredjedel af asfalten. Som om arbejderne pludselig kiggede på klokken og indså, at tiden var ved at rinde ud. Eller måske var det budgettet, der skred i svinget. Ikke mere at gøre godt med. Gaderne er mennesketomme.

De små stakitomkransede huse har tunge gardiner i vinduerne. Kasserede køleskabe, vaskemaskiner og kummefrysere står i haverne som udstillinger af pengenød. Regnen siler ned, også over det udbrændte asylcenter i byens midte. 11. oktober smed ukendte gerningsmænd brandbomber ind gennem ruderne. Ejendommen var netop udset som bopæl for syriske familier. Angrebet fandt sted ved 22-tiden en søndag aften. Syrerne skulle flytte ind dagen efter. Kun derfor var ejendommen mennesketom, da branden brød ud.

Tomme bygninger

Tagkonstruktionen står som en sort samvittighed over en ugerning, tyskerne i stigende grad har måttet vænne sig til. 67 angreb mod asylcentre i det sidste kvartal. Sådan er status i Angela Merkels Tyskland. I baghaven ligger et skilt på jorden. Refugees Welcome, siger det. På en bund af knust glasskår. Hvert skridt knaser, som om selve fundamentet under den tyske provinsby er ved at krakelere.

Det udbrændte asylcenter skal nu rives ned. Nærmeste nabo er Boizensburgs eneste wellnesscenter. Bag skranken i Trimness står 26-årige Petra Müller. Hun lavede regnskaber på den blæsende søndag. Flammerne syntes at slikke hendes virksomhed, som om det kun var et spørgsmål om sekunder, før de ville gå i gang med at æde rub og stub. »Ejendommen har tidligere huset en masse gæstearbejdere fra Rumænien og Bulgarien, og de har aldrig været udsat for angreb,« siger Petra Müller og vender sig atter mod bookingkalenderen, der er tom for kunder i hele december. Petra Müller vil ikke svare på, om det kan have spillet en rolle, at de nye gæster i byen kom fra Syrien.

Ingen adgang

Vi kører ud mod næste asylcenter, 11 kilometer væk. Det ligger i udkanten af landsbyen Sumte. Engang havde flækken én stor virksomhed, et pantelånerfirma, men det gik konkurs, og nu er de tomme bygninger blevet lavet om til asylcenter. Hele ejendomskomplekset er omgivet af tremmer. »Presse?« spørger en vagt, da vi stiger ud. Vi nikker, og straks ringer vagten til en mand højere oppe i systemet. Vi får en lap papir. »Vores hjemmeside,« forklarer vagten. »Skriv til Frau Drober! Og hvis I ikke hører noget, er det et nej.«

Sumte har 102 indbyggere, og inde bag tremmerne gemmer sig angiveligt 750 asylansøgere. Vi kan bare ikke se dem eller få adgang til dem. Vagten forklarer, at asylansøgerne hjertens gerne må gå ud og inspicere deres nye omgivelser. Men Sumte er stilheden selv. Der er ingen mennesker på vejen. Ingen butikker. End ikke et busstoppested. En vejrbidt traktor med slamsuger triller forbi, som om den lige vil sikre sig, at al luft er suget væk.

Udsnit af verden

Vi følger efter den. Fem kilometer vest for Boizenburg ligger Amt für Migration und Flüchtlingsangeleten, en tidligere militærforlægning, der nu fungerer som registreringssted for asylansøgere, der endnu ikke har fået deres sag behandlet. Fem mobile toiletter stritter på markens øde vidder som malplacerede telefonbokse på månen.

Hvis der lige skulle komme nogen forbi … Og det gør der. Fyldte busser, der har kørt hele vejen nede fra München bryder billedet. Ud stiger et bredt udsnit af verden. Syrere, Eritreere, Afghanere, sovende spædbørn, der bruger en skulder som seng, gamle, der støtter sig til hvad som helst, også de tyske militærfolk med lyseblå handsker, der står klar til at tage imod.

Genforeningen

To telte udgør første etape. I det ene laves der en hurtig vurdering af, hvem der øjeblikkeligt skal tilses af læge. I det næste foretages en minutiøs gennemgang af asylansøgernes ejendele. Én af de nytilkomne er 44-årige Saleh Hasan. Han stiger ud ad bussen med sin hustru og deres tre børn på 4, 13 og 15. De har netop tilbragt 14 timer på vejene mod nord. Rejsen markerede på alle måder et vendepunkt i familiens liv.

Det var første gang i tre år, at de alle var samlet igen. Saleh Hasan og hustruen Nadiin tog flugten for tre år siden. Med sig havde de kun det yngste barn. De havde ikke råd til at betale menneskesmugleren for alle tre. »Vi klarede sejladsen og rejste fra Grækenland til Tyrkiet. Det var her, vi havde tænkt os at bo, men hurtigt kunne jeg se, at der ikke var noget arbejde at få. Derfor blev vi enige om, at jeg skulle rejse alene til Tyskland,« siger Saleh Hasan.

Usikker grund

15-årige Ahmed og 13-årige Inam står ved siden af deres forældre. De ligner helt almindelige børn, men de har på egen hånd krydset Middelhavet. De kunne først komme af sted, da deres far havde spinket og sparet af de penge, han hver måned har fået udbetalt af den tyske stat. Deres mormor fulgte dem til Libanon. Herefter måtte de klare resten selv.

I Istanbul blev de genforenet med deres mor og lillebror. Sammen drog de videre op gennem Europa. Slovenien var hård. Her overnattede de flere gange i en skov og varmede sig ene og alene ved at ligge helt tæt på hinanden. Alle havde de håbet, at de kunne blive familiesammenført under sikre forhold, men Saleh Hasan har endnu ikke fået opholdstilladelse i Tyskland. Han kom til landet, inden Angela Merkel dikterede fri passage for alle syrere. Og da han for to år siden afgav fingeraftryk ved grænsen til Ungarn, er hans sag bundet op på Dublin-konventionen og endnu ikke afgjort.

I yderste konsekvens risikerer han at blive sendt tilbage til det sted, resten af familien netop har krydset. Så der står de. Sammen for første gang i tre år men stadig på usikker grund.

Omgivet af tremmer

Synet af kameraer får en tysk soldat til at alarmere sin chef. Vi bliver bedt om at vise pressekort og forholde os i ro. Ligesom i Sumte er selve asyllejren omgivet af tremmer. Inde på det lukkede område går en asylansøger i ring. Med blikket vendt mod mobiltelefonen. Fra åbne vinduer i de store bygninger sidder unge mænd og venter. Nu kommer den ansvarlige for presseanliggender.

Han giver os pressekortene tilbage og siger, at han godt vil give os en guidet tur. I området uden for asyllejren. Og der må under ingen omstændigheder tages billeder af militærfolk, med mindre der først søges tilladelse. Vores guide hedder Herr Grund. Han vil ikke have sit fulde navn med i artiklen. »Ansatte inden for asylområdet i Tyskland er ofte udsat for personangreb. Og tremmerne, der omgiver alle de ventende asylansøgere, skal ses i samme lys. De må hellere end gerne forlade lejren, men det skal ikke være muligt for omverdenen at komme ind,« forklarer herr Grund.

Hurtig gennemgang

Tidligere havde han ansvaret for udvisning af folk, men ikke længere. »Efter flygtningetsunamien er min vigtigste opgave at sikre så hurtig en gennemgang af asylansøgere her på stedet.«

Foran den store gitterlåge er der små barakker med otte køjesenge i hver. Her kan udmattede asylansøgere få sig et hvil, inden de skal ind i selve lejren og identificeres og fotograferes. Der er også en vogn med en kaffemaskine og ikke andet. Her møder vi den 30-årige læge Katharina. Hun vil heller ikke give sit fulde navn, men fortæller gerne om sit arbejde. Normalt har hun hjemme på Rostock Universitetshospital, men hver anden uge indlogerer hun sig på Waldhof Hotel i Boizenburg. Og så tilbringer hun dagene med at screene asylansøgere for sygdomme, der kræver akut behandling.

»Jeg kan ikke lade være med at imponeres over flygtningenes hårdhudethed. Hvor mange vesteuropæere ville lade sig indlægge, vælger flygtninge i stedet at tage sagen i egen hånd og gå op gennem Europa. Jeg møder mennesker med fremskredne, alvorlige sygdomme, og alligevel kæmper de sig helt herop,« fortæller Katharina. Hun mener, at Tyskland gør det rigtige. »Der skal være plads, og det har vi. Min bekymring går mere på, hvordan det skal lykkes med integrationen. Her er jeg bange for, vi endnu ikke er klar over opgavens omfang,« siger Katharina, inden hun går hen til kontrollugen for at blive clearet som alle andre.

Proteststemmerne

Næste morgen tager vi på marked i hjertet af Boizenburg Altstadt. Foran rådhuset ligger en snes boder med brød, fisk, tøj, sko og begravelseskranse. 23. oktober var der stor demonstration på torvet. Byens borgmester, Harald Jäschke, der troligt forsvarer Angela Merkel, kunne fra sit kontor høre, at ikke alle indbyggere i Boizenburg deler åbenhedens politik.

Én af proteststemmerne fra demonstrationen, 42-årige Diana Walter, står også denne morgen foran det gamle rådhus. Men i dag kun for at indtage sin rituelle morgenkaffe i Helmuths telt. Her lægges en tung bund for en arbejdsdag. Brat- und bockwurst und nichts weiter! Med kæmpestore sennepsflasker posteret hist og pist, så kunderne selv kan dosere styrken.

Udspekulerede folk

Diana Walter er byens kosmetolog. Hun ønsker en øjeblikkelig asylstramning. »Det er fair nok, at de flygter fra krig, men hvorfor bliver de ved med at løbe 1.000 kilometer, efter at bomberne er holdt op med at falde? Det er ikke mennesker i nød, det er bare udspekulerede folk, der vil have vores penge,« siger Diana Walter. Hun ønsker borgmesteren afsat lige på stedet. »Integration går begge veje, siger han, men hvorfor skal jeg integreres med nogen. Det er sgu da min by. Jeg har boet her hele mit liv.«

Hos fiskehandleren, 49-årige Kathrin Gebauer, er meldingen også klar. Hun forstår ikke, hvorfor det mest er unge mænd, der sendes af sted. »De siger, at de har hustruer og børn derhjemme, og dem skal vi så få herop, så de kan blive genforenede, men hvem er det, der frivilligt forlader deres allerkæreste?« spørger Kathrin Gebauer.

Hvor er kvinderne?

Kathrine Gebauer ville have langt større sympati for flygtninge, hvis de i stedet sendte kvinderne og børnene af sted. Mens hun servicerer en ældre dame, der skal have rejesalat, kommer en kronraget mand forbi. Han var én af de tavse tilhørere, da vi tidligere stod i Helmuths kaffetelt. »Islamisten Raus,« hvæser han og iler videre med sin blanke isse og tatoverede kind. Motivet lader sig ikke læse. Hverken trangen til at råbe ind over et hav af fisk eller tatoveringen i sig selv.

Kathrin Gebauer slår ud med hånden og smiler. »Det er Dieter. Han er tilhænger af NPD. Helt så hidsig er jeg ikke.« Adspurgt om det nylige brandattentat i udkanten af Boizenburg mister Kathrin Gebauer lysten til at sige mere. En ældre herre beder om to stegte sild, og de tager en snak om vejret. En lille smule mindre gråt end dagen før bliver de enige om.

Sover ikke om natten

Vi kører tilbage til den store lejr for at se, om vi kan finde Saleh Hasan og hans familie. De er der endnu. Trykket dagen før var så stærkt, at de end ikke er kommet ind i selve lejren. De har overnattet i én af barakkerne. Saleh Hasan har ikke sovet særlig meget. Han lå og lyttede til hustruens og børnenes vejrtrækning. Lyden af den genforenede familie skulle nydes. Han er spændt på udfaldet af dagen.

Familien kan ikke blive indkvarteret i den lejlighed, han for øjeblikket deler med fire syriske landsmænd. Men han er næsten sikker på, myndighederne vil tage hensyn, når hustruen og børnene skal sendes ud i et asylcenter og afvente det videre sagsforløb. Så længe de havner et sted, der er inden for rækkevidde, er der håb. »Som asylansøger i Tyskland modtager du ikke sprogundervisning. Det skal vi selv sørge for. Jeg lærer tysk ved at se fjernsyn. Og så har jeg fundet en kirke, hvor frivillige tyskere gerne vil hjælpe os. Ikke bare med sproget, men med alting. I Dessin er vi 80 asylansøgere fra Syrien, og 40 har fået opholdstilladelse. Måske er det snart min tur.«