Nyhedsanalysen

Blåsyre opløser indefra

Troløsheden blandt de 90 folketingsmedlemmer i den borgerlige blok er reelt den større risiko for statsminister Lars Løkke Rasmussen – en langt mere uforudsigelig faktor end om de fire partiledere kan blive teknisk enige her i efteråret. Føljeton fortsætter jagten på det svageste led blandt de blå politikere.

Anders Samuelsen - Liberal Alliance Fotograferet i sit hjem i Horsens

Valgrummel på Christiansborg er en effektiv afledning fra de langt mere komplicerede forhandlinger om bl.a. reformer af pensioner, SU-systemet, vedvarende energi og ejendomsvurderingerne, som foregår i korridorerne. Et knivskarpt og døgnaktuelt drama er altid lettere at forholde sig til end en teknisk prognose for år 2025 med tusindvis af skøn og variable: Kommer der valg i oktober, ja eller nej? Vil statsminister Lars Løkke Rasmussen bukke under for de umiddelbart uforenelige krav fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti?

I en tumultarisk tid, hvor politikerne er begyndt at vandre mellem partierne på samme måde, som vælgerne i stigende grad gør, er det imidlertid ikke de velorganiserede partiapparater, som skaber størst usikkerhed. Embedsmændene på Slotsholmen har allerede forberedt hundredvis af tekniske løsninger, der kan få enderne til at nå sammen. Nej, som mønsteret har været i de seneste valgperioder – hvor partihopperne og nye partidannelser har været den eneste konstant – er risikoen snarere, at ét enkelt frustreret og illoyalt folketingsmedlem kan få regeringens yderst skrøbelige platform af nøjagtigt 90 mandater til at ramle.

Frem mod Folketingets åbning tirsdag 4. oktober er jeg på jagt efter det svageste led i blå blok – den person, der kan ende med at vakle i geleddet, måske fordi vedkommende har størst integritet og nægter at give efter for et farveløst kompromis? I første føljeton-episode blev 14 folketingsmedlemmer strøget fra listen, nemlig de 14 Venstre-ministre, der også sidder i Folketinget, og som notorisk ikke ville kunne finde på at begå mytteri. Dermed er der 76 ‘mistænkte’ tilbage, hvoraf yderligere 27 stryges fra listen i dag.

Portræt af formand for Liberal Alliance (LA) Anders Samuelsen
Leder af Liberal Alliance Anders Samuelsen. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix

De stirrende øjne

Umiddelbart er fronterne trukket skarpere op end i mange år. Men før valgpanikken for alvor breder sig, er der grund til at mindes, at det endnu aldrig er sket i Danmarks mere end 100-årige parlamentariske historie, at et parti aktivt har væltet den regering, som de pegede på efter det foregående valg. Hverken i 1947 eller i 1968 – som er de eneste historiske paralleller, der overhovedet kan nævnes meningsfuldt – var statsministrene tvunget til at udskrive nyvalg.

Både Knud Christensen og Jens Otto Krag kunne formelt have fortsat i Statsministeriet, særligt hvis de havde haft den samme holdningsmæssige fleksibilitet og pragmatiske opportunisme, som Lars Løkke har demonstreret gennem hele sin karriere. Sandsynligheden for, at Venstres formand bare giver op, og udskriver et valg, som han på forhånd vil være dømt til tabe, er derfor ekstremt lille. Og selv hvis Liberal Alliance skulle gøre alvor af truslerne, er udfaldet langt fra givet.

End ikke et direkte mistillidsvotum fra Liberal Alliance vil således, nødvendigvis, føre til nyvalg her i efteråret. Hvis en statsminister ikke længere har opbakning i Folketinget er der ifølge dansk parlamentarisk tradition to muligheder: enten nyvalg eller en ny dronningerunde. Lars Løkke Rasmussen vil rent formelt kun skulle køre over på Amalienborg og fortælle Margrethe Alexandrine Þórhildur Ingrid, at hun igen må indkalde partilederne og sondere mulighederne for en ny regeringsdannelse.

Spilfægterierne er sket flere gange før: I 1982 (Schlüter) og 1993 (Nyrup) fik Danmark en ny regering uden nyvalg, og fire gange, i 1955 (Hansen), 1960 (Kampmann), 1962 (Krag), 1972 (Jørgensen) er statsministeren blevet udskiftet uden nyvalg.

Givet at Lars Løkke Rasmussen næppe vil opgive alt uden kamp, rummer Liberal Alliances yderste trussel reelt ikke mere end muligheden for at udløse en sådan dronningerunde, hvor Anders Samuelsen så i givet fald vil skulle pege på forhandlingsleder, hvorefter Lars Løkke Rasmussen – eller Mette Frederiksen – vil blive statsminister. Det lyder selv sagt dramatisk, når Anders Samuelsen igen og igen truer med at vælte V-regeringen, men i virkelighedens spegede verden er der altså meget langt hen til det punkt.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen fremlægger regeringens forslag til finanslov. Økonomisk Redegørelse, der er regeringens status over tilstanden i dansk økonomi.. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016)
Finansminister Claus Hjort Frederiksen har mange kort i ærmerne til de næste måneders forhandlinger. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix

Det muliges kunst

Regeringen er spændt ud mellem to bundne opgaver. På den ene side indskrev Venstre i regeringsgrundlaget fra sidste sommer, at man havde ”en ambition om at sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 pct.point, så flere vil arbejde mere”. Liberal Alliances ultimative krav er altså regeringens egen målsætning, og dermed vanskelig at komme helt udenom. Men på den anden side har Dansk Folkeparti – med næsten tre gange så mandater som Liberal Alliance – på forhånd afvist at bruge flere milliarder kroner på en topskattelettelser til de allerrigeste. Heldigvis for regeringen findes der dog veje frem over den iøjenfaldende kløft.

Den mest oplagte model er en genopførelse af Fogh-doktrinen fra 00’erne, hvor Dansk Folkeparti får yderligere stramninger af udlændinge- og retspolitikken, mod til gengæld at stemme for en øget omfordeling fra bund til top. Den model har Kristian Thulesen Dahl hidtil været parat til, hver eneste gang. Her i 2016 vil handlen dog formentlig kræve, at pensionisterne friholdes totalt fra de forringelser, som regeringen (taktisk) har lagt ind i 2025-planen. Permanent grænsekontrol og et symbolsk opgør med internationale konventioner vil blive sikre elementer.

Dansk Folkeparti har en klar, aktuel og målrettet interesse i at skærpe kursen i udlændingepolitikken, efter det nye parti, Nye Borgerlige, pludselig er begyndt at true fra højre. Selv om det efterhånden kan være svært at få øje på gangbare stramninger, skal kreativiteten i embedsværket aldrig undervurderes. Der kommer altid en stramning og sporvogn til. Indfasningen af topskattelettelserne kan samtidig udskydes, så Liberal Alliance får en sejr på papiret, men Dansk Folkeparti omvendt kan pege på håndgribelige indrømmelser, der vil tage effekt med det samme.

Hvis den gamle Fogh-model ikke er nok til at forene parterne, kan der skrues yderligere op fra andre af både Liberal Alliance og Dansk Folkepartis mærkesager. Eksempelvis kan registreringsafgiften på biler sænkes endnu et nøk, selskabs- og aktiebeskatningen mindskes eller en lavere moms på hotel- og restaurationsbranchen. Og Dansk Folkeparti kan få lov til at save godt og grundigt i budgettet til Danmarks Radio, indføre hårdere fængselsstraffe og oprette flere ældreboliger.

Embedsmændene i de forskellige ministerier har for længst udformet lange lister over forslag, som kan bringe parterne sammen, og ikke mindst finansminister Claus Hjort Frederiksens håndgangne mænd skal nok være i stand til at trække overraskende kaniner på af hatten. Det er faktisk dét, de er ansat til. Så længe partilederne kan forhandle med 90 mandater i ryggen, taler al erfaring og parlamentarisk logik for, at de finder hinanden inden jul.

Efterårets egentlige kernespørgsmål er dog, om partilederne kan holde sammen på bagtropperne, når de barske kompromisser skal strikkes sammen.

Som jeg tidligere har argumenteret for vil ét enkelt borgerligt folketingsmedlem have uforholdsmæssigt meget at vinde ved enten at springe ud som løsgænger, eller træde over i et eventuelt nyt parti – som det skete i København i forrige uge, da Liberal Alliances udbryder-medlem af Borgerrepræsentationen Kasper Heumann Kristensen stiftede det nye parti, Liberalt København, eller som det også meget vel kan ske med et DF-medlem, som kan blive fristet af at give Nye Borgerlige fodfæste i Folketinget.

ARKIVFOTO. Hvis ikke regeringen finder flere milliarder til boligejerne i 2025-planen, stemmer De Konservative ikke for. (se Ritzau historie 012133) Folkemødet 2016 fotograferet i Allinge på Bornholm torsdag den 16. juni 2016. Partileder for Konservative Søren Pape Poulsen snakker med folket.. (Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix 2016)
De Konservatives formand Søren Pape Poulsen har reduceret sig til at spille en ligegyldig birolle. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Scanpix

Konservativt kollaps

Efter de første 14 af de i alt 90 borgerlige folketingsmedlemmer blev strøget af listen, er der umiddelbart 76 mulige kandidater tilbage til titlen som ‘det svageste led’, heriblandt flest fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.

Ved hjælp af udelukkelsesmetoden kan flere af de mindst oplagte hurtigt stryges: De Konservative har bragt sig i en så umulig rolle i det parlamentariske magtspil, særligt efter forårets resultatløse ballade omkring landbrugspakken, at partiet hverken kan true med at blive eller at gå. De Konservative har på forhånd lovet, at de under ingen omstændigheder vil vælte Venstre-regeringen, og derfor har Lars Løkke ikke meget at frygte fra den kant.

Partiet, der balancerer nede på spærregrænsen, har ganske vist brug for at markere sig i mediebilledet, men selv om konservative politikere i de senere år har skiftet parti, er der ingen grund til at tro, at det svageste led i den borgerlige blok skal findes blandt de konservative. Fem folketingsmedlemmer kan derfor stryges fra listen: Mette Abildgaard, Rasmus Jarlov, Mai Mercado, Brian Mikkelsen, Søren Pape Poulsen. Ingen af de fem kan forventes at bryde med basale borgerlige dyder som loyalitet og partidisciplin.

Den årvågne vil vide, at der også er et sjette medlem af den konservative folketingsgruppe, og eftersom han allerede har skiftet parti tre gange, må Naser Khader fortsætte på måske-listen. Dermed er der 71 tilbage.

Søren Gade (V), ny gruppeformand i Venstres folketingsgruppe. Her med trofæer, som han selv har skudt.
Tidligere forsvarsminister Søren Gade kom ikke med på ministerholdet i denne omgang og må nøjes med at være Venstres gruppeformand. Foto: Thomas Lekfeldt

På bagerste række

Med en étparti-regering har Venstre allerede tømt sin folketingsgruppe for talenter. En stribe yngre medlemmer har dog både ambitioner og forventninger om at kunne træde med ind i regeringen i forbindelse med en eventuel ministerrokade. Og dét giver ro på bagsmækken. Enhver mishagsytring vil således blive noteret meget kritisk, og de folketingsmedlemmer som måtte være delvis enig med partiafhopperen Jens Rohde, der skiftede fra Venstre til Det Radikale Venstre sidste år, dukker hovederne i disse uger og måneder. Efter de seneste valg er størstedelen af de  kulturliberal medlemmer røget ud, såsom Eyvind Vesselbo, Britta Schall Holberg og ikke mindst Birthe Rønn Hornbech.

I forbindelse med regeringsdannelsen valgte Lars Løkke snedigt at trække Ulla Tørnæs hjem fra Europaparlamentet for at sende den største risiko væk, nemlig Morten Løkkegaard, som på mange strækninger er enig med bl.a. Jens Rohde. Med Morten Løkkegaard på aflad i Bruxelles er der ikke mange mulige mytterister tilbage hos Venstre på Borgen, og hele 17 af folketingsmedlemmerne kan trækkes ud af listen: Hans Andersen, Britt Bager, Erling Bonnesen, Thomas Danielsen, Louise Schack Elholm, Jakob Ellemann-Jensen, Jacob Jensen, Jakob Engel-Schmidt, Søren Gade, Jane Heitmann, Preben Bang Henriksen, Carl Holst, Michael Aastrup Jensen, Peter Juel Jensen, Marcus Knuth, Kristian Pihl Lorentzen, Anni Matthiesen og Torsten Schack Pedersen.

Blandt disse 17 er der ganske vist Venstre-folk, som har støttet næstformand og udenrigsminister Kristian Jensen i det formandsopgør, som slet ikke er slut endnu. Men hverken Jensen-støtterne eller dem, der arbejder i kulisserne på at bringe Søren Gade i spil som ny formand efter Løkke, kunne finde på at sabotere regeringen i det interne rækkespil. Det er trods alt for suicidalt.

Alligevel findes der enkelte medlemmer i Venstres folketingsgruppe, som endnu ikke helt kan cleares, fordi de har været involveret i ballade-sager, hvor de i hvert fald er blevet mistænkt for at være illoyale – og som kan blive til alvor, hvis Dansk Folkeparti skal imødekommes med drakoniske udlændingestramninger. De to, der fortsætter på listen, er: Jan E. Jørgensen og Eva Kjer Hansen. Og så er der ‘kun’ 53 tilbage.

Portræt af DF's formand Kristian Thulesen Dahl i forbindelse med det kommende EU-valg om retsforbeholdet.
Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl har årelang erfaring med at forhandle finanslove. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix

Topstyret anarki

Dansk Folkeparti er på overfladen det mest ensrettede og topstyrede parti, og som udgangspunkt kan Kristian Thulesen Dahl forvente, at de i alt 37 folketingsmedlemmer vil gøre, som der bliver sagt. Men, for der er et kæmpe ‘men’, når det gælder Dansk Folkepartis folketingsgruppe, når forhandlingerne først begynder at spidse til.

Blandt de mange uerfarne parlamentarikere, der i hobetal debuterede sidste sommer, er der dels en gruppe, som oprigtigt mener, at vilkårene for de svageste grupper under ingen omstændigheder må forringes til fordel for f.eks. topskattelettelser, kald dem for ‘gammel-socialdemokraterne’, og dels er der en gruppe, som er enig med det tidligere folketingsmedlem Søren Krarup, når han slår til lyd for, at Lars Løkke er en slapper i udlændingepolitikken: ”I mine øjne bør Dansk Folkeparti vælte Løkke-regeringen uden betænkningstid. Løkke er en fuldstændig ukvalificeret leder, som hellere vil dyrke en europæisk overnationalisme end at passe på Danmark som et kristent land i vores egen, historiske sammenhæng,” som Tidehvervspræsten udtalte i sommerens løb.

Krarups kritik af Lars Løkke flyder sammen med opkomsten af Nye Borgerlige, som ligefrem har gjort det til deres paradenummer, at Dansk Folkeparti skulle være faldet af på den i udlændingedebatten. Sandsynligheden for en afskalning fra Dansk Folkeparti til Nye Borgerlige er derfor reel, og kombineret med den mindst lige så sandsynlige vandring af socialt indignerede fra Dansk Folkeparti til f.eks. Socialdemokratiet, er status, at kun fire DF’ere kan regnes som 100 procent sikre: Kristian Thulesen Dahl, Pia Kjærsgaard, Peter Skaarup og Søren Espersen.

Alle Liberal Alliances 13 folketingsmedlemmer er også stadig med, og dermed er der i alt 49 borgerlige folketingsmedlemmer, som nu står tilbage som kandidater til titlen som det svageste led i den borgerlige blok. Nedtællingen fortsætter…

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Belfast00:00Randers00:00Addis Ababa00:00Kabul00:00Mumbai00:00Mandalay00:00Hong Kong00:00Tokyo00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

Velkommen til Føljeton

Install
×

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12