fw – onsdag
Dårlig stemning skal vi ellers også love for, at der var rigeligt af onsdag. Knap nok havde Nancy Pelosi, forperson for Repræsentanternes Hus i USA, sat sine ben i Taiwans hovedstad Taipei, førend Kina begyndte at varsle militærøvelser, og amerikanske eksperter råbte op om Tredje Verdenskrig. Som vanligt var der imidlertid ikke mange, der tog højde for Taiwans egne ønsker. Jeg skrev om den bemærkelsesværdigt blinde alarmisme i en ‘Kære læser’.
På analysepladsen leverede Emma Louise Stenholm et interview med drønseje Lea Ypi, professor i politisk teori ved London School of Economics. Det var, hvis vi selv skal sige det, hele ventetiden værd: “Vi har kun et problem med migration, fordi vi har global uretfærdighed. Havde vi global retfærdighed, ville migrationen stadig finde sted, men den ville ikke være asymmetrisk – fra én del af verden til en anden. Vi ville ikke have problemer med brain drain og udtømning af menneskelig kapital. Først når vi formår at omformulere selve spørgsmålet, kan vi rykke debatten.“