fw – onsdag
Det siger meget om et menneske, om de forbinder et pulterkammer med Harry Potters støvede barndomsværelse under trapperne eller en mystisk seance fra Franz Kafkas Processen. David Dragsted tilhører (selvfølgelig!) den sidste gruppe og slog onsdagen an med scenen fra Kafkas roman, hvor hovedpersonen Josef K. hjemsøges af et deja-vu, der udspiller sig bag døren til et pulterkammer. Denne fredelige formiddag udspillede sig nemlig en anden seance, der fremkaldte samme ubehagelige følelse af deja-vu: Statsminister Mette Frederiksen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm havde indkaldt til corona-pressemøde. Men de bøllehatsbærende festivalgængere og lycraentusiastiske tilskuere kunne ånde lettet op efter et udramatisk pressemøde. Og dog. Bedst som man troede, at en ubetinget fængselsstraf kunne standse en populistisk politiker, lød rygterne, at Du-Ved-Hvem (Inger Støjberg) snart ville vende tilbage med et nyt parti.
Der gik ikke lang tid, før det blev til mere end rygter, men lad os først lige dvæle ved et noget noget dejligere deja-vu. Det er nemlig sommer; solen skinner, og der er EM i fodbold. Det er tid til at finde klaphatte, nummertrøjer, ansigtsmaling i rød-hvide farver og fadøl frem, når det denne gang er kvinderne, der er på banen. Fredag driblede de for første gang nogensinde – ja, det er både historisk og ufatteligt, at det først sker nu – bolden hele vejen ind på Parkens grønne græs i København i en opvarmningskamp mod Brasilien. David serverede de helt rigtige one-liners, der kan gøre dig til den førende sofaekspert ved den kommende slutrunde: “’Manuela Zinsberger? Hun burde hedde Zenberger!’ (råbes første gang den østrigske keeper roligt griber bolden efter et hjørnespark).“