[fw mandag] 

“Thou shalt love thy neighbour as thyself,“ lyder den kristne Guds ord på godt gammeldags engelsk. I den danske oversættelse af det nye testamente kan man nøjes med at elske sin “næste“, og det skyldes måske, at det godt kan være lidt besværligt at elske sin nabo.

Vi begyndte i hvert fald ugen med en nabokrig. Nemlig ovre hos vores genbo, Vor Frue Kirke. Det kommer vel egentlig ikke som en overraskelse for nogen, at der udover altervin og støvede bibler, gemmer sig nogle skeletter i skabene inden for de smukt opførte klassicistiske mure. Bevares, den danske folkekirke er – som Oliver Stilling påpegede mandag – næppe den katolske kirke, men at en mandlig kirkelig medarbejder kan blive politianmeldt for at forgribe sig på et 12-årigt barn og derefter forblive ansat i 30 år er jo fuldstændig grotesk. “Der er heller ikke så meget andet at gøre end at lægge sig fladt ned og undskylde,“ konkluderede Oliver. Men det var alligevel ikke den kommunikationsstrategi domprovst Anders Gadegaard med sin totale ansvarsfralæggelse valgte at gå med.

I Australien havde Anthony Albanese mere held med sin kommunikationsstrategi. Efter weekendens valg down under kunne den ”moderate, småkedelige” kandidat nemlig kalde sig landets nye premierminister. Hans strategi var dog mest af alt, at han ikke var lige så kontroversiel, klimabenægtende og konservativ som tidligere premierminister, Scott Morrison. Valget handlede dog (heldigvis) om mere end den knastørre kiks i spidsen af landets Labour-parti. David Dragsted så på det, der godt kan betegnes som et klimavalg, i dagens nyhedsanalyse og spåede, at det langt om længe kunne få grøn politik til at spire i det kulsorte land.