fw – tirsdag

Med påsken vel overstået var det tirsdag blevet tid til at se på kunst. Eller, det var det så måske ikke i Moskva. Som Oliver Stilling skrev i ‘Kære læser’, går det i hvert fald forrygende dårligt for det gigantiske kunstcenter GES-2, der ellers skulle have været et tilløbsstykke uden lige i den russiske hovedstad. Med en ombygning skabt af den italienske stjernearkitekt Renzo Pianos tegnestue og vidtløftige løfter om, at GES-2 ville “ændre kunstscenen fuldstændig“ tegnede alt egentlig lovende, men pengene, de kom altså fra oligarken Leonid Mikhelson, der er fedtet ind i Putins magtcirkler. Og så måtte man ellers se indad hos den russiske kunstelite – og for den sags skyld også hos Renzo Piano:

“Krigen må også være et wakeup-call for aktører som Renzo Piano. Der er ingen tvivl om, at han er en superfed fyr, men selv om han er 84 år, bør han nok tage sin designfilosofi op til revision. Når han siger ting som “steder taler – de siger altid noget. Men du skal holde mund og du skal lytte“, så lyder det jo godt. Men hvis “stedet“ er Rusland, har han ikke hørt efter. Det, han har hørt, er lyden af kontanter.“ Ak ja Piano, det er ikke sådan klaveret spiller.

Kunst ved vi faktisk ikke, om verdens rigeste mand Elon Musk investerer så meget i. Til gengæld er han blevet vild med tanken om at købe det sociale medie Twitter. Og hele den historie begynder efterhånden at ligne et performance-værk i sig selv. Med henvisninger til ubegrænset ytringsfrihed, offentlige møderum og marijuana buldrer Musk derudad, alt imens Twitters bestyrelse korser sig. Et købstilbud på den gode side af 40 mia. dollar er kommet på bordet, men Musks rigmandsnykker har alligevel været en svær pille at sluge – så svær, at bestyrelsen står klar med et såkaldt “poison pill“-forsvar. Jeg – Tesla-løse David Dragsted – udrullede kontroversen i en nyhedsanalyse.