fw – onsdag

Vi ved ikke helt hvorfor, men når påsken nærmer sig, kommer vi ofte til at skrive om paven. Det var også tilfældet onsdag, hvor Oliver Stilling i en ‘Kære læser’ skrev om Pave Frans’ nylige opfordring til en påskevåbenhvile i Ukraine. Mirakler kan han nok ikke udrette, men det er da dejligt, at paven stadig har fokus på krigen. Bare vi også husker at hjælpe Ukraine med noget mere håndfast. Som Oliver også skrev: “I stedet for at bruge helligdagene på at sende “tanker og bønner“ kan man overveje at sende nogle penge til de nødhjælpsorganisationer, som opererer i Ukraine. De folk er de sande helgener.“

Nogen helgen er Marine Le Pen vist ikke, selvom hun har lært at skjule sin reaktionære, nationalkonservative baggrund godt. Efter andenpladsen i det franske præsidentvalgs første valgrunde, har Le Pen eksempelvis valgt at udskifte sin valgplakat, så man nu skal lede langt efter partitilhørsforholdet til Rassemblement National. Stueren bliver hun aldrig, men som Emma Louise Stenholm skrev i sin analyse, har Le Pen alligevel nogle overraskende gode forudsætninger for at udfordre Macron – særligt i kraft af, at hun ikke er Macron.

Det var den forkortede uge. Føljeton genopstår på tirsdag i vanlige gevandter. Hav en velsignet påske indtil da. /David Dragsted

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12