fw – onsdag
Hvordan stemningen i øjeblikket er på de russiske oligarkers luksusyachter, skal vi ikke helt kunne sige. Men som Oliver Stilling onsdag bemærkede, er det i hvert fald “super klamt“ med de unødvendigt store skibe, der har helikopterlandingspladser (i flertal!) og andre mærkelige ødselheder. Man må håbe, at de internationale sanktioner også får ramt Vladimir Putins kleptokratiske indercirkel. Det ville der være en poetisk retfærdighed over.
Poetisk vil vi nok ikke kalde den nye Netflix-dokumentar om Kanye West, der har fået den lidt mærkelige titel jeen-yuhs. Dertil fylder instruktøren Coodie for meget, de enormt stærke arkivoptagelser for lidt. Men det er da også en utaknemmelig opgave at skulle indramme rapfænomenet. Eller som jeg skrev i min anmeldelse: “Man kunne drømme om, at dokumentarens påklistrede narrativ havde veget pladsen for en mere fluen-på-væggen-agtig tilgang à la Peter Jacksons mesterlige Beatles-dokumentar. Men så igen: Hvis Beatles var større end Jesus, hvad er Kanye så? Og hvordan kan det overhovedet opsummeres i en simpel Netflix-dokumentar?“