fw – torsdag
Torsdag tog vi en tiltrængt pause fra den russisk-ukrainske konflikt og gik tilbage til aberne. Den Elon Musk-ejede virksomhed Neuralink er i fuld sving med at udvikle små-dystopiske hjerneimplantater, der skal forbinde mennesket med maskinen – og indtil videre har en gruppe makakaber haft den tvivlsomme fornøjelse at være forsøgsdyr. Jeg havde Frankfurter-filosoffen Herbert Marcuse frisk i erindringen og indrømmer blankt, at der måske gik lidt maskinstormer i den (det kan jo være svært at beherske sig).
En snert af maskinstormeri er der også i den biografaktuelle film PIG. Nicolas Cages portrættering af trøffeljægeren Robin Feld lugter i hvert fald af Henry David Thoreau og dertilhørende byforagt. Og hvis din umiddelbare reaktion var “åh nej“, da du så Nicolas Cage blive nævnt, er det bare om at kaste fordommene væk. Som Asta Kongsted skrev i sin anmeldelse, er PIG ikke bare (overraskende) vellykket. Den er også mere uforudsigelig, end hvad plottet ellers lægger op til. Tænk hellere Ratatouille end Taxi Driver – og så siger vi ikke mere.