Theroux husker Naipaul
Den 80-årige forfatter Paul Theroux har skrevet et langt og særdeles underholdende essay i London Review of Books om sin ven og mentor V.S. Naipaul (1932-2018), der lyder som en rædselsfuld person. “Det første indtryk, jeg havde af Naipaul, var hans intense intelligens, hans alvorstunge konversation, hans insisterende forhør, hans skruppelløse korrekthed, hans dominerende personlighed. ‘Hvad mener du med det?’ ‘Definér det ord.’ ‘Du er godt klar over, at det er noget sludder, ikke?’ Han havde ikke tålmodighed til afslappet samtale og doven tænkning. Sladder gjorde ham rasende – han kaldte det ‘chuntering’. Han var den mest krævende ven, jeg nogensinde har haft, og bestemt den hårdeste læremester.“